USA ændrer kurs efter Egyptens valg

Det kristne broderskab rynker på næsen af det muslimske ditto, næppe en overraskelse.

At etablere politiks relationer med Broderskabet er ikke nemt for USA, ikke mindst fordi B har gjort sin holdning mod Israel ganske klar. For tre dage siden sagde en af bevægelsens ledere, Rashad Biomi, at Broderskabet vil aldrig anerkende Israel, ingen af deres medlemmer vil nogensinde forhandler med Israel og Camp David aftalen skal snart til folkeafstemning.
Her (på arabisk):
http://www.elfagr.org/Detail.aspx?nwsId=103447&sec…
Så, hvad vil USA forhandle om med Broderskabet?

Alexander Laursen,

Der findes ingen fordring eller tradition i islam for lige behandling af muslimer og ikke-muslimer og derfor har det ikke været muligt i noget muslimsk domineret samfund at etablere ægte religionsfrihed, der må ses som en konsekvens af andre mere overordnede friheder: Åndsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.

Rent principielt er der ikke nogen tvingende grund til, at vi skal have en særlig religionsfrihed. Rent principielt kunne vi blot lade den være en implicit konsekvens af ytringsfriheden, forsamlingsfriheden (foreningsfriheden). I og med at ytringsfriheden indebærer retten til at tage fejl, så indebærer den også retten til at være irrationel. Derfor giver ytringsfriheden udmærket plads til, at de religiøse kan ytre deres meninger og fremføre deres synspunkter. Samtidig med at de kan modsiges af andre, som er uenige med dem. Således behøver man ikke give religionsfriheden nogen særlig plads i menneskerettighederne; man kunne nøjes med at lade den være en del af den frihed, som vi iøvrigt hver især har til at kunne leve vort eget liv. Det er en mulig og rationel position.

Men det er ikke således vi faktisk gør. I stedet tilskriver vi religionen en særstilling. Den har fået en fremtrædende placering i alle menneskerettighedserklæringer. Det skyldes historiske forhold. Det er en konsekvens af den betydning, som religionen rent historisk har haft, og som den på forskellig vis stadig har.

Så hvis vi ikke kun tager hensyn til det rent principielle, men også til den historiske virkelighed, så er der ikke nogen grund til at tro, at vi kan undlade religionsfriheden som en særlig frihed med sin egen position i menneskerettighederne og nøjes med at lade den være en følge af andre rettigheder - specielt ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.

@ Ole Hartling
Du har gode pointe i din kommentar. Men husk også at emnet i siden handler om noget andet. Så lad nu denne mangesidige diskussion venter til en anden god gang, ellers kommer en Inf. redaktør med løftede finger!

Der vil være tale om et folkevalgt parlament, ikke en islamisk stat, præmisserne for debatten virker off. På lige vilkår med andre demokratiske stater, der har gejstlige tilhængere.

USA er jo nødt til at forholde sig til et lands faktiske eller kommende magthavere og nedtone en ideologisk kritik, der i sig selv er konfliktskabende. Ellers lukker man på forhånd af for dialog og skader derved sine egne interesser og muligheder for at påvirke udviklingen i en fredelig og mere demokratisk retning.

Hvad USA gør i forhold til Det Muslimske Broderskab er således en realpolitisk nødvendighed, og broderskabet må også tilsvarende erkende, at uden velvillig politisk, økonomisk og anden støtte fra supermagten står Ægypten i en endnu mere alvorlig situation end ellers.

Tilnærmelsen til Taliban i Afghanistan er ligeledes udtryk for en realpolitisk erkendelse af, at der ikke bliver fred og sikkerhed i landet uden en eller anden kompromisaftale om magtdeling med de mindre radikale dele af den fundamentalistiske islamistiske bevægelse, som udgør en stærk folkelig kraft, der ikke kan overvindes med rent militære midler.

På den anden side bør de vestlige politiske aktører også være realistiske i deres bedømmelse af islam og islamisme, fundamentalisme og salafisme. Her synes det at knibe en hel del, hvorfor mange er forfaldet til ren ønsketænkning eller lubhudling af islam og muslimer.

Den 4. juni 2009 holdt den amerikanske præsident Barack Obama en tale i Kairo, hvori han redegjorde for sin opfattelse af forholdet mellem USA og den islamiske verden. Hans udgangspunkt var klart. På den ene side var han imødekommende og hævdede, at i grunden har Amerika og islam “fælles principper” - principper om retfærdighed og fremskridt, tolerance og alle menneskers værdighed.” Og på den anden side gjorde han gældende, at vi bør være oprigtige og sige sandheden, som den er, eller i hvert fald udtale os så ærligt, som vi kan.

Alle bør selvfølgelig være enig i sandhedskravet. Men følger vi det, så svigter Obama allerede i udgangspunktet. Når han hævder, at Amerika og islam har fælles grundprincipper, og slet ikke nævner den helt afgørende principielle modsætning, som ellers er markant. For medens Amerika står på den forudsætning, at lovgivningen skal bestemmes gennem en demokratisk procedure, og at der skal være en grundlæggende adskillelse mellem religion og politik, så er det helt centralt i islam, at det er den som skal bestemme lovgivningen, og at det skal ske på basis af Koranen og overleveringerne om Muhammad. Denne helt fundamentale modsætning konfronterer Obama overhovedet ikke.

Dermed misforstår han fuldstændig forholdet mellem den opfattelse af den politiske virkelighed, som er indeholdt i den amerikanske forfatning, og den, som er indeholdt i islam. Han forstår ikke, at det kun er på overfladen, at den amerikanske forfatning og islam er fælles om værdier som retfærdighed, tolerance og universel menneskelig værdighed. Når man kommer ned under overfladen, så betyder de nævnte værdier noget helt forskelligt i den amerikanske forfatning og i islam.

Lad os for eksempel se på tolerance-begrebet. Obama nævner, at islam har en stolt tradition for religiøs tolerance, og han fremgæver specielt det muslimske styre i Andalusien i Sydspanien som eksempel.

Men hvad består muslimernes religiøse tolerance så reelt i? Den består i at lade de kristne og jøderne leve - hvis de vel at mærke accepterer at få status som dhimmier - som andenrangsborgere, der skal anerkende, at de står under muslimerne. Dermed strider muslimernes opfattelse af religiøs tolerance direkte imod den fordring om personlig ligeværdighed for alle uanset religion, som hører den amerikanske forfatning til. Når Obama trækker Andalusien frem som et tolerant samfund, så gør han samtidig vold på det tolerance-begreb, som han som amerikansk præsident burde forsvare. Det er i sig selv betænkeligt, at en amerikansk præsident bringer sig selv i den situation. Og det er ikke mindre betænkeligt, fordi Obama synes helt uvidende om den knibe, som han står i. Det er ikke betryggende, at den amerikanske præsident har så svag forståelse for de værdier, som han burde forsvare.

Obama fremfører også den gyldne regel - gør mod andre, hvad du ønsker, at andre skal gøre mod dig - som et fælles grundlag for alle religioner. Det er rigtigt, at denne regel - i positiv og negativ form - forekommer i konfucianismen, jødedommen og kristendommen; og regler er fælles, i og med at den gælder mennesker i almindelighed (qua menneske).
I islam er reglen derimod ikke universel, men kvalificeret under sharia-lovens indbyggede forskelsbehandling af ikke-muslimer. Denne forskel ignorerer Obama totalt. Men så mangler han noget væsentligt i sin eftertanke.

Desuden er det værd at bemærke, at mens islam tager forbehold over for den gyldne regel og ikke formulerer den i en almengyldig form, så gør kristendommen helt til den anden side. Når Jesus fordrer, at man skal elske sin fjende, og at man skal vende den anden kind til, så fordrer han noget, som går ud, hvor ingen af de andre store religioner kan følge, og som fører til en adskillelse af religion og politik. Religionernes forskellige forhold til den gyldne regel er symptomatisk for deres forskellige forhold til sekulariseringen af det politiske. I stedet for at forstå nødvendigheden af disse overvejelser ignorerer Obama dem fuldstændigt.

Således som Obama fremstiller forholdet mellem Amerika og islam - mellem værdierne i den amerikanske forfatning og i den islamiske religion - lever han ikke op til sandhedskravet. Han får slet ikke bragt de egentlige værdimodsætninger frem i lyset. Skyldes det politiske hensyn? Er der tale om en højere form for diplomati? Er det for farligt at sige sandheden, fordi den taler om en grundlæggende værdimodsætning?

Hvis vi åbent siger, at der er en direkte modsætning mellem det værdisystem, som forudsættes i en rationel demokratisk orden, og det værdisystem, som er indbygget i islams almindelige og naturlige former, så vil vi stå i en klar ideologisk konflikt. Er det for farligt at stille os i en sådan konflikt?

Det er endnu farligere, hvis vi bedrager os selv og ikke tør tage den ideologiske kamp alvorligt. Så svigter vi vor rationalle demokratiske forspligtelse. Og det er i realiteten hvad Obama gør.

Man kan hævde, at USA med Obama allerede i 2009 lagde grunden til det politiske kursskifte hvor supermagten nu uden mindste besvær skifter hest i vadestedet og indleder hjertevarme relationer med de kommende muslimske magthavere i Broderskabet og deres endnu mere radikale islamiske støtter som om intet var hændt. Som om der ikke eksisterede den mindste konflikt mellem amerikanske værdier og Broderskabets.

Hvis man skal sammenligne med en lignende storpolitisk kovending skal vi helt tilbage til 1941 hvor det stalinistiske Sovjetunionen, Hitlers villige forbundsfælle og medskyldige, fra den ene dag til den næste skiftede status fra et afskyeligt og morderisk diktatur til at blive optaget som ligeberettiget partner i de Allieredes demokratiske klub til forsvar mod facisme. Den realpolitiske begrundelse for dette kursskifte var selvfølgelig, at USSR var blevet overfaldet af sin tidligere partner og forbundsfælle Hitler, og kæmpede en eksistenskamp. I den situation gælder den pragmatiske holdning, at min fjendes fjende er min ven. Men deri ligger jo også en udvælgelse af hvem den farligste og primære fjende er. Her spillede det en afgørende rolle, at præsident Roosevelt var sympatisk indstillet over for Stalin og ikke opfattede de ideologiske uoverensstemmelser med sovjetregimet som lige så radikale og afgrundsdybe som dem nazismen og fascismen repræsenterede. Desuden havde Tyskland og Aksemagterne erklæret USA krig kort tid efter det japanske angreb på den amerikanske stillehavsflådes base i Pearl Harbor, hvilket lettede valget, da Japan allierede sig med Aksemagterne.

Henrik,

Det primære mål har været at opretholde magtbalancen i verden og sikre mulighederne for udviklingen af demokratiske samfund ved at skabe fred og sikkerhed.

Det er klart at de magtmæssige mål kan komme i konflikt med ønsket om frihed og demokrati, men i sidste instans kan Vesten ikke skabe demokrati i diktaurer - det kan alene de folk som kræver demokrati. Og hvis folket ikke kan nå længere end til at skabe islamokratier, så må vi også prøve at leve med det.