Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Boston

Abort og røverkapitalisme rammer Romney

Publiceret: 19:59, 12. januar 2012
De republikanske kandidater har for alvor skruet bissen på inden primærvalget i nøglestaten South Carolina.

- Romney udpegede dommere, der gik ind for abort. Han udvidede adgange til abort-piller, lyder det med gravrøst i en af de valgreklamer, som tv-seerne i South Carolina mange gange dagligt støder på.

Krigen var torsdag i gang mellem de republikanske kandidater i den konservative amerikanske sydstat inden et vigtigt primærvalg næste weekend.

Det er vinderen fra Iowa og New Hampshire, Mitt Romney, der er i skudlinjen.

Oven i abort-anklagerne angribes han for sine metoder, da han var chef for det store investeringsselskab Bain Capital.

Alt tegner til en ualmindelig barsk kampagne i South Carolina.

Ledere i det abort-fjendtlige Republikanske Parti frygter, det skader partiets chancer for at vælte præsident Barack Obama.

Romneys problem er, at der er et gran af sandhed i anklagerne.

Da han for 10 år siden med held førte valgkamp for at blive guvernør i den - efter amerikanske forhold - venstreorienterede stat Massachusetts, støttede han retten til abort. Det gør han ikke længere.

Det er hans nærmeste modstander i South Carolina, Newt Gingrich, som står bag de famøse anklager. De to ligger tæt, viser en ny måling fra to aviser i staten.

Romney står til 23 procent mod 21 procent til Gingrich.

Rick Perry, Texas guvernør, er kommet skidt fra start i Iowa og New Hampshire. Han satser på et mere lydhørt publikum i South Carolina.

Han anklager Romney for “røverkapitalisme” i sin tid som chef for Bain Capital.

- Jeg kan lide at fyre folk, kom Romney til at sige under et valgmøde i New Hampshire. Det klip vises nu igen og igen på amerikansk tv.

Udtalelsen er taget ud af sin sammenhæng, siger Romney. Men skaden er sket.

En støtteorganisation for Gingrich vil i den kommende uge indrykke en film, der angriber Romneys etik som virksomhedsleder.

Romneys kampagne bugner af penge, og den er allerede i gang med en stor modoffensiv på South Carolinas tv-kanaler.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Ron Paul 2012

Denne kommentar er anbefalet af:

Nationwide Poll: Ron Paul Surges Into Second:

http://www.infowars.com/ron-paul-surges-five-point…

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=3079117860…

Lad dig ikke narre af the Main$treamMedia.

Hvis Ron Poul skulle blive præsidentkandidat så er der sgu stadig lidt håb for amerikanerne… lidt…