Dommerne skyder kommissioner til jorden

Den hollandske Irak-undersøgelse tog under et år, den britiske 3 år. De handlede ikke om mulige overgreb på fanger.

Den hollandske Irak-undersøgelse, Commissie-Davids, hvor der sad eksperter i international ret i kommissionen, begyndte sit arbejde 3. marts 2009 og kom med rapporten 12.1.2010. Rapportens resumé og konklusioner på engelsk fra side 519. Jeg kender ikke omkostninger.

Den britiske Irak-undersøgelse, The Chilcot-Inquiry, startede 15.6. 2009 og sluttede 31.3.2011. Udgifter £4,700,900. Rapporten udkommer til sommer.

The Truth does’nt quite matter, Presseurope, 13-1-2010

War crime case against Tony Blair now rock-solid

The Dutch Iraq inquiry’s influence on the Chilcot inquiry

Dyre undersøgelseskommissioner!?

Så bliver man jo nød til at spørge, hvor meget demokratiet efter Ritzaus Bureau må koste?

VKO regeringen har igennem ti år langsomt men sikkert forvandlet Danmark til en bananrepublik, hvor retssikkerhed efterhånden er blevet et fremmedord.

En magtarrogance der kulminerede med Venstres forsøg på at begå et ublodigt statskup i forbindelse med det seneste folketingsvalg, den såkaldte Trolex Gate affære,

Derfor er det tvingende nødvendigt at den nye regeringen får ryddet op efter den gamle, hvis man atter med rimelighed skal kunne betegne Danmark som et ægte demokrati og en retsstat.

I den sammenhæng er prisen for undersøgelseskommissionerne i virkeligheden en latterlig lav pris for at få genindført demokratiet i Danmark.

Husk på at andre steder i verden må borgerne betale for indførelsen af demokrati med deres blod.

NÅR POLITIK GØRES TIL JURA

Hovedproblemet med en kommissionsundersøgelse der skal ”belyse baggrunden for den danske beslutning om deltagelse i Irak”, som det hedder i regeringsgrundlaget, er troen på, at dommere kan eller skal afgøre tvister som i deres natur er af politisk art.

Fristelsen er selvfølgelig stor til at anvende regeringsmagten til at sværte en tidligere regering til ved at køre dem gennem en juridisk vridemaskine for derved selv at score nogle politiske point. Det ligger nærmest i politikeres DNA, at alle midler er legitime når det gælder om at sværte politiske modstandere til. Og det gælder begge fløje i dansk politik.

SR-regeringen havde i juni 2000 anmodet Dansk Udenrigspolitiske Institut (DUPI) om at udarbejde en historisk udredning i form af en Hvidbog om Danmarks sikkerhedspolitiske situation i perioden fra 1945 og frem til Sovjetunionens opløsning.

I 2002 ændrede VK-regeringen kommissoriet til også at omfatte en gennemgang af den officielle danske sikkerhedspolitik og den danske sikkerhedspolitiske debat med særlig vægt på perioden hen imod den kolde krigs afslutning. Warszawapagtlandenes forsøg på at opnå direkte eller indirekte indflydelse på formuleringen af Danmarks sikkerhedspolitik, herunder gennem danske partier og organisationer m.v., er i denne forbindelse af særlig interesse.

Det er tydeligt at VK-regeringen med det udvidede kommissorium forsøgte at fastslå de skadevirkninger som ‘det alternative sikkerhedspolitiske flertal’ havde påført landet i fodnoteperioden og afsløre det nære samarbejde der var mellem partierne i den daværende opposition og den ideologiske fjende i øst som noget, der tangerede landsskadelig virksomhed.

DIIS-redegørelsen på 2.350 sider skuffede VK-regeringens forventninger på alle punkter.

Konklusionen var bl.a.,at fodnotepolitikken i1980’erne ikke havde nogen påviselig betydning for den internationale udvikling, og udover et lidt skrammet renommé formentlig heller ingen betydning haft for Danmarks NATO-medlemskab.

Endvidere, at truslen fra Warszawapagten ofte blev overdrevet, og at den ingen planer havde om at indlede et uprovokeret angreb på Vesten.

Endelig at den danske fredsdebat og den sikkerhedspolitiske diskussion der førte frem til fodnotepolitikken i overvejende grad var bestemt af internationale tendenser og idéstrømninger i den vestlige verden.

Udredningen blev modtaget med stor skepsis og kritik af de borgerlige politikere, i finansloven for 2006 blev der af regeringen og Dansk Folkeparti afsat 10 mio. kroner til ny forskning i Danmark under den kolde krig. Midlerne blev anvendt til oprettelsen af et nyt center for forskning i den kolde krig. Det blev i 2007 til Center for Koldkrigsforskning, med historikeren Bent Jensen som forskningsleder.

SFs formand Villy Søvndal kritiserede dette og mente bl.a. at beslutningen var baseret på “ønsket om at politikerne fuldstændig kontrollerer forskningen og ved hvilket resultat der kommer ud”.

Projektet blev også kritiseret af nogle faghistorikere, bl.a. professor ved Saxo-Instituttet og tidligere ledende medlem af Kommunistisk Arbejderparti marxister-leninister (KA-ml) Poul Villaume, Jean Monnet-professor og lektor ved Aarhus Universitet Thorsten Berring Olesen og Anette Warring, tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP) og professor ved Roskilde Universitetscenter.

Villaume mente at forskningsspørgsmålet allerede var “…skåret ud på forhånd”, og at “det er en politisk beslutning, og det bidrager til den øgede politisering af koldkrigsforskningen.”

Man er selvfølgelig naiv hvis man bilder sig ind, at der kan skrives en fuldstændig objektiv historisk redegørelse om en periode i dansk politik der i den grad polariserede og radikaliserede den sikkerhedspolitiske debat. En nogenlunde objektiv historisk redegørelse om den Kolde Krig kan ikke skrives før perioden er kommet så meget på afstand, at alle de vigtigste aktører i denne epoke for længst er afgået ved døden.

Socialister og radikale kan så henholde sig til DIIS-redegørelsen og de borgerlige til Bent Jensens redegørelse når den engang udkommer, hvilket åbenbart har lange udsigter. At perioden stadig ophidser gemytterne gevaldigt så vi da en tidligere journalist, Jørgen Dragsdahl, der havde et nært samarbejde med KGB-agenter på Sovjetunionens herværende ambassade sagsøgte Bent Jensen for injurier efter beskyldninger om, at Dragsdahl var betalt påvirkningsagent for Sovjetunionen.

Når nu historikere ikke kan skrive en objektiv og politisk neutral redegørelse om Danmark under den Kolde Krig, hvorfor bilder politikere sig da ind, at dommere skulle kunne afgøre kontroverser som bunder i forskellige politiske grundholdninger og vurderinger? Som for eksempel det politiske grundlag for et dansk militært engagement i Irak-krigen?

I min kommentar (13/1 15:07) skrev jeg bl.a.:

”Det er i sig selv vanvittigt at sætte en undersøgelseskommission til at afgøre, om der eksisterede et lovligt grundlag da Danmark gik i krig i Irak i 2003. … Der er efter min opfattelse tale om politisk drilleri og benspænd med den undersøgelseskommission af irak-krigen. … En officiel historisk redegørelse for irakkrigen, både den planlagte og udførte og bombningen af Serbien vil derimod være i orden og relevant.

Mit synspunkt har i dag fået en uventet støtte fra dommerstanden, der ikke vil lade sig misbruge i et politisk spil. Østre Landsrets præsident mener som flere andre dommere, at undersøgelserne vikler dommerne ind i politikernes magtopgør:

”Politikerne bør spørge sig selv, om der virkeligt er et reelt problem, eller om man snarere vil bruge undersøgelsen til at skyde en problemstilling til hjørne eller til at nagle en politisk modstander med.”

Landsdommer Mikael Sjöberg, formand for Den Danske Dommerforening, understreger, at dele af skattesagen og Irak-krigen ikke er egnet for en dommer:

”Om regeringen orienterede Folketinget før, under og efter krigen, er måske slet ikke en opgave for en dommer, fordi der er så mange uformelle regler i Folketinget. Vi kan også se, at oplægget til skattesagen er løst og upræcist. Hvad betyder det, at man kan inddrage statsministerens egen skattesag i det omfang, det er relevant? Vi har ikke haft denne diskussion, men jeg synes, at det er relevant at spørge, om det er en dommers opgave. For vi bliver aktører i sager, som reelt afspejler politiske konflikter,« siger Mikael Sjöberg.”

Uanset hvilken politisk holdning man har kan ingen være tjent med, at politiske konflikter afgøres af dommere. Konsekvensen af politisk uenighed bør ikke være kommissionsundersøgelser, konsekvenserne bør alene være politiske. Det er i sidste instans op til vælgerne at belønne eller straffe en regerings politiske beslutninger.

Ellers risikerer vi at havne dér, hvor denne form for chikane bliver gengældt i lige mål, når magten skifter. Netop det cirkus advarede jeg mod i min tidligere kommentar:

”Hvis kommissionen når frem til, at krigen var ulovlig efter folkeretten, så må en anden kommission nødvendigvis også nå frem til, at S/R-regeringen traf en ulovligt beslutning i 1998 hvor de fik vedtaget et beslutningsforslag om at stille danske styrker til rådighed for et påtænkt amerikansk ledet angreb på Irak. For alle folkeretseksperter er enige om, at der i 1998 eksisterede et langt svagere grundlag for magtanvendelse end i 2003. Og hvad med bombningen af Serbien i 1998, der blev gennemført helt uden at bringe sagen for FN’s Sikkerhedsråd? Skal vi også have en kommission til at undersøge om der dengang skete overtrædelse af folkeretten?

Hvis konklusionen bliver at der bør rejses rigsretssag mod medlemmer af VK-regeringen for en ulovlig krig mod Irak i 2003, så er det jo nærliggende at antage, at det samme strafansvar kan rejses mod medlemmer af SR-regeringen for i 1998 at have planlagt og forberedt én ulovlig krig og faktuelt gennemført en anden ulovlig krig.”

For at sig det kort: Det er politisk retorik når VKO taler om, at fodnotepolitikken var på grænsen til landsforræderi, og det samme er tilfældet med den megen tale om ulovlig krig i Irak. Skulle vi ikke lade det blive ved det og holde dommere uden for det politiske spil?

Jeg vil dog skynde mig at tilføje, at jeg ikke har de store forhåbninger om, at en undersøgelseskommission vil resultere i retslige skridt mod de skyldige.

- “Loge”-Danmark mobilisere for at undgå retfærdighed - i fornuftens tegn forstås. Vi så sidst denne “fornuft” ved retsopgøret efter besættelsen, og denne “fornuft” har lige siden været dominerende hver gang eliten har bragt sig i ufører. Istedet for at gøre op med det Anders Fogh Rasmussen kaldte “småstatsmentaliteten” skulle vi tage et opgør med overklassens kroniske uskyld.

Det kan være rigtigt nok, at undersøgelseskommissioner langt fra altid er et ideelt instrument. Men problemet er, at vi ikke har andre redskaber i dansk lovgivning til at afdække forbrydelser og magtmisbrug, som er begået af en regering, hvis parlamentariske grundlag ikke respekterer anden lov end “90 mandater”.

Og hvis den danske dommerstand ikke forstår det, så bliver vi måske nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, om dommerstanden er politisk uafhængig. Eller om dommerstanden reelt er inhabil og partisk, fordi næsten alle med den uddannelse stemmer på de partier, der har haft regeringsmagten de sidste 10 år.

Man kan således meget let få det indtryk, at det, som Bent Carlsen i virkeligheden siger, er følgende:

“Nej ved I nu hvad, der er da ingen grund til at undersøge, hvad mine gode venner i partiet Venstre har foretaget sig i de 10 år, hvor de havde magten”.

I den forbindelse bemærkes det, at Farum-undersøgelsen også handler om partiet Venstre og dets måde at forvalte magt på. Så der tegner sig i meget høj grad et mønster af magtmisbrug i Danmark, der ikke er politisk neutralt. Og dermed gør man også sig selv til en aktør i det politiske spil, når man argumenterer for, at det der med at få undersøgt og afdækket magtmisbrug jo alligevel ikke nytter noget.

Men selvfølgelig har dommerne da ret i, at det er uholdbart, at f.eks. Farumundersøgelsen nu har taget 9 år. Men kunne det ikke tænkes, at det netop er fordi, den tidligere regering bevidst valgte at bruge den som en syltekrukke? Og i så fald er det jo også en del af hele mønsteret med magtmisbrug fra den tidligere regerings side.

Så måske har vi brug for en undersøgelse af, hvem og hvad der har forhindret Farum-kommissionen i at blive færdig med sit arbejde i 9 stive år. Dette sagt i både spøg og alvor.

PS. Men jeg vil dog give de citerede dommere ret i, at man bør udforme kommissoriet for Irak-undersøgelsen sådan, at man nøjes med at undersøge de overordnede og væsentlige spørgsmål, og så man undgår, at dommerne skal “foretage afhøringer af den halve hær”.

@Ole Hartling,

Du refererer med rette en artikel i JP dd om at dommere opfordrer til at skære ned i antallet af dyre undersøgelseskommissioner. Det indirekte budskab er vel et håb og ønske om, at politikerne opfører sig sådan, at undersøgelseskommissioner ikke kommer på tale.

Hvis jeg husker ret, sagde dav. højesteretspræsident efter undersøgelsen af Tamilsagen, at han håbede, der ikke kom flere dommerundersøgelser.

Formanden for Dommerforeningen siger i JP, skriver du:
”Om regeringen orienterede Folketinget før, under og efter krigen, er måske slet ikke en opgave for en dommer, fordi der er så mange uformelle regler i Folketinget”.

“Uformelle regler” kommer da ikke ind i billedet…

Til det kan jeg oplyse, at den hollandske Irak-kommission blev ledet af en forh. højesteretspræsident, og han og de andre juridiske ekperter i bl.a. int. ret kunne godt lave en undersøgelse på under et år.

ps Ole, hvorfor nævne Poul Villaumes politiske baggrund for mere end 40 - fyrre - år siden? Mennesker udvikler sig da, og mange skifter standpunkt.

Disse undersøgelser bruges alene som politiske drillerier, og flere af debattørerne her på sitet har sikkert giver mig ret via kommentarer på de af VKO tidligere nedsatte kommissioner. Når dommerstanden siger som de gør, er der nok noget om snakken. Afgørelserne tvistes politisk, så de to store vælgerfløje kan grine og råbe ad hinanden. Min påstand skal være, at resultaterne ikke rykker nævneværdigt i befolkningens holdninger. Derfor hælder jeg til at det er spild af penge, især når der med Irak som eksempel foreligger en kendelse fra Højesteret, som afgør der intet var at hænge VKO op på. En politisk bestil kommisionsundersøgelse vil være spil for galleriet, men lad os da bare spilde gode skattepenge på den.

Når Farum-kommission har siddet i ni år, så kunne det jo tyde på, at den kun har siddet, men ikke arbejdet med sagen.

Det er egentlig en skandale i sig selv.

@Ole Hartling

Jeg kan godt følge dig i, at der ikke er nogen grund til at sætte en kommission til at undersøge det retslige grundlag for Irakkrigen. Men så vidt jeg ved, så er det da heller ikke det, der er meningen? Og der er altså mange andre ting, som det er relevant at få undersøgt. F.eks. i hvor høj grad der blev løjet over for Folketinget, eller om Folketinget blev forholdt væsentlige oplysninger.

Jeg mener derfor ikke, at man kan tage stilling til, om en Irak-undersøgelse er rimelig eller ej, uden at have lært hele kommissioriet for undersøgelsen igennem. Det har jeg personligt ikke gjort, og er det overhovedet færdiggjort endnu? Det har jeg ikke indtryk af, men måske tager jeg fejl.

Hartling:

Du skriver:

“Det er et principielt spørgsmål for mig. Med mindre der foreligger klar indikation for, at der er begået ulovligheder, som i f.eks. Tamilsagen og Farumsagen, er der ingen grund til dommerundersøgelser.”

Jeg går ud fra, at du så er af den opfattelse, at der ikke er begået ulovligheder i forbindelse med Irak-krigen. Fangesagen og vildledningen af folketinget i forbindelse med påstanden om, at man ikke troede at Irak havde masseødelæggelsesvåben, men at det var noget man vidste, er vel klare indikationer for, at der sandsynligvis fra dansk side er begået ulovligheder i forbindelse med Irak-krigen, i sidstnævnte tilfælde allerede inden “forsvaret” befandt sig i landet.

Desuden kan vores lands tidligere lederskab vel næppe siges at være uskyldige i de internationale forbrydelser som den amerikanske stat begik i landet. Bombningerne af den civile infrastruktur i Baghdad var klare overtrædelse af international ret. Det fremgår ganske tydeligt, hvis man gider gøre sig den ulejlighed at se efter. Er man med til at muliggøre en forbrydelse er man vel medskyldig.

Det er i øvrigt ikke noget krav, at en sådan undersøgelseskommission ledes af en dommer.

Lars Hansen,
vedr. kommissoriet:

Der stod flg. i Information 4.1.2012:

“Ifølge kilder i Justitsministeriet vil det omfattende arbejde med at kortlægge grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, dansk fangepolitik i Irak og Afghanistan blive sat i gang i løbet af januar.

Hvordan den kommende undersøgelseskommission skal se ud, og hvad den præcist skal undersøge, vil hverken forsvarsminister Nick Hækkerup eller justitsminister Morten Bødskov afsløre det mindste om”.

http://www.information.dk/289538

En undersøgelse vil endvidere ikke kunne undgå at skulle grave ind i de ændrede sagsprocedurer, oplysningsprocedurer og anvendelse af lynbehandlinger i folketinget, som VKO-regeringen forsøgte at snørre demokratiet med i deres regeringsperiode. En udredning af den opfindsomhed der dengang blev lagt for dagen vil være et væsentligt bidrag til den almindelige forståelse af det danske demokratis funktionsmåde og faldgrupper.

Set i lyset af den påfaldende hyper-iver, som visse skribenter udstiller, også her i tråden samt tema-beslægtede, må man ikke glemme at spørge sig selv om, hvem der i realiteten – hvilke partipolitiske pressetjenester – udgør en ikke helt ubetydelig del af fødekæden til Ritzaus Bureau og deres telegramtjeneste – ”Qui Bene?” - som Aristoteles uden tvivl ville have spurgt, hvis han da havde levet på Cicero’s tid …

At ”dommerdanmark” nu også lufter synspunkter med politiske undertoner er ikke overraskende – med en rød regering i en blå tid ( Lykkeberg i dagens avis ) – snart støder ”fanedanmark” også til dette kor af detronerede ”herskere”, selvom de sidstnævnte jo som bekendt har været med på sidelinien de seneste næsten 10 år og jævnligt har ladet høre fra sig i bestræbelserne på også at beherske vores hoveder, gerne i mediernes debatfora, men nu må se sig selv undersøgt …

Højesteret har, så vidt jeg kan se, givet politikerne carte lanche til at fortolke grudlovens paragraffer efter forgodt forbindende, dvs. givet den enhver tid siddende regering fortolkningsretten til § 19 og § 20, og stort set alle andre paragraffer i Danmarks Riges Grundlov af 5.juni 1953.

I Tyskland har man en forfatningsdomstol som vist har erklæret, at både dele af Maastricht og dele af Lissabon-trakten som uforenelig med den tyske Grundlov, også dele, store dele endda, af den tyske terror-lovgiving blev erklæret som være i strid med den tyske forfatning.

Højesteret i Danmark synes at indtage en anden position, politikerne har ret til at fortolke Grundloven efter deres eget hovede, herunder at afgøre, hvornår Danmark ikke længere kan anses for at være en suveræn (national)stat.

Jeg kan forstå at Højesteret mener at folkeretten ‘ikke har grundlovsret’; dermed siger Højesteret jo indirekte, at alle internationale konventioner, Danmark har skrevet under ikke har grundlovskraft, og dermed har Højesteret, såson som jeg læser det, jo givet danske politikere carte blanche til at se bort fra alle internationale konventioner, både når DK som stat går i krig og når vi taler om den meget omtalte statsløse-sag. Det må være de politiske realiteter efter Højesterets udtalelser i forbindelser med de her to søgsmål mod den danske stat.

Den tredelte magtadskillelse har aldrig reelt fungeret i Danmark. Det er noget, man indoktrinerer børn i folkeskolen med – hvis man da stadig gør det. Alene den måde, dommere rekrutteres på i dette land, forhindrer etablering af en uafhængig dommerstand.

Oprettelsen af Domstolstyrelsen for nogle år siden har ikke givet sig udslag i påviselige ændringer i denne tingenes uorden. Danske dommere rekrutteres og socialiseres i deres karriereforløb stadig efter Rip, Rap og Rup-princippet, og anklagere arbejder ikke uafhængigt af politiet, som i andre civiliserede lande.

Den kendsgerning, at dommere, ikke mindst højesteretsdommere, får en stor del af deres indtægter ved at fungere som mæglere i private retsstridigheder, som afgøres for lukkede døre, bidrager heller ikke ligefrem til dommerstandens uafhængighed af uvedkommende hensyn.

Domstolenes såkaldte uafhængighed er og bliver et postulat, som modbevises af domme afsagt lige fra grundlovsbruddet i 1941 (kommunistloven) til den nyligt afsagte og højst ejendommelige ROJ-dom om den kurdiske tv-station.

Når grundloven engang skal revideres, vil et skridt på vejen til at bedre retstilstandene i dette land være at oprette såvel en forfatningsdomstol som en forvaltningsdomstol. Den første til afløsning af de mange dyre undersøgelseskommissioner, og den sidste kan passende erstatte ombudsmanden, hvis kendelser politikerne efterhånden kun respekterer, når det passer dem - og uden at det får konsekvenser for de involverede. På dette æpunkt er der virkeligt sket et skred i den politiske kultur under VKO-regimet.

I øvrigt: Den skelnen, formanden for dommerforeningen, Mikael Sjöberg, opstiller mellem jura og politik, er jo kun en analytisk skelnen, som ofte ikke holder vand i sager i det praktiske liv – og slet ikke i sager, hvor politikere er mistænkt for urent trav i forhold til den lovgivning, de er underlagt som alle andre.

Det har du forstået rigtigt Karsten.

Det eneste tilfælde hvor Højesteret har optrådt som forfatningsdomstol og har underkendt en lov, var som bekendt Tvind-særloven, der var i modstrid med grundlovens magtdelingsprincip, da lovgiverne tilrog sig beføjelser som udelukkende tilkommer den dømmende magt.

Hvis vi nu forestillede os, at folketinget vedtog en lov der fratog statsløse enhver særstilling i forhold til andre udlændinge der søger statsborgerskab, tvivler jeg på at Højesteret ville underkende loven for konventionsbrud. I stedet ville Højesteret betragte lovens vedtagelse som en opsigelse af konventionen om statsløse og måske pålægge regeringen at indsende opsigelse til FN.

Et simpelt flertal i Folketinget kan opsige en hvilken som helst konvention., Det er en rent politisk beslutning.

Hvorfor kan man ikke se på, hvordan man kan gøre de her undersøgelser hurtigere?

Og mht. om de skal nedsættes eller ej. Overvej lige hvad det koster at overvåge borgere med kameraer i vores samfund. Og hvad det koster at logge ca. 100.000 digitale oplysninger om alle borgere i vores samfund hvert år. Eller hvad nye registersamkøringstiltag vil koste. Det er ikke billigt. Så et eller andet sted handler det om, hvilke forbrydelser vi som samfund vil bruge ressourcer på at finde, opklare og straffe. Og hvis ikke kontrol med magten bliver prioriteret, så gider vi åbenbart ikke engang stræbe efter at kalde os et retssamfund.

Niels Engelsted:
”… selv om det er tabu at indrømme, så ved alle, at hævn og misundelse er uerstattelige psykologiske mekanismer, hvis balancen i et meget ulige samfund bare en gang imellem skal søges genoprettet.”

Det er vist det, der med en eufemisme også kaldes retsfølelsen.

I tilslutning til den deling af højeste magttrin mellem en titulær monark og en regering med parlamentets opbakning kunne man vel ønske, at statsrådene blev brugt som anledning til at kundgøre for befolkningen, hvad ny lovgivning indebærer, ved et pressemøde.

EN PRINCIPIEL ANALYSE

Nogle mener at løsningen på problemet er at oprette en forfatningsdomstol, hvilket grundloven giver mulighed for.

Det mener jeg ikke løser problemet, men tværtimod forværrer det, set fra et principielt demokratisk synspunkt.

Min holdning er inspireret af en principiel analyse som filosoffen Kai Sørlander præsenterede i bogen “Om Menneskerettigheder” (2000), som jeg nedenfor citerer et centralt afsnit fra:

“Hidtil har vi blot konstateret, at hvis et demokratisk samfund har en basislov – en konstitution – så kan det også have en særlig juridisk prøvelse af, om den almindeligt vedtagne lovgivning stemmer overens med basisloven. Hvad enten denne prøvelse så foretages af en højesteret, som også har en normal juridisk funktion, eller af en særlig forfatningsdomstol. Men vi kan selvfølgelig ikke blive stående ved den konstatering. Vi må også spørge, om vi med en sådan aktiv prøvelse faktisk får større sikkerhed for, at basisloven overholdes, og at der skabes et samfund, som bedre opfylder de dybere etisk-politiske grundkrav.

Det spørgsmål kan besvares på forskellige niveauer. Eftersom basisloven selv er et resultat af en konkret historisk vedtagelse (for den amerikanske konstitutions vedkommende i 1787 og for den danske grundlovs vedkommende første gang i 1849), og som sådant et historisk dokument, så er det, som vi har set i afsnit 3, muligt, at den kan indeholde krav, som fra en nutidig etisk-politisk vurdering er mere eller mindre tvivlsomme (som f.eks. den i den amerikanske forfatning indeholdte ret til at bære våben). På den baggrund følger umiddelbart, at selvom det faktisk er således, at en juridisk prøvelse af parlamentets lovgivning fører til en større sikkerhed for, at basisloven overholdes, så er det ikke uden videre ensbetydende med, at det også skaber større sikkerhed for, at samfundet opfylder de politiske konsekvenser af de etiske konsistenskrav. (Her er grundkravene: Demokrati (politisk ligeværdighed), social basissikring og økologiske hensyn i produktionen). For disse krav ligger jo logisk set i en helt anden dimension. Og det er dog dem, som er de vigtigste.

Men lad os se bort fra den situation og i stedet tænke os, at basisloven virkelig fremfører de fundamentale krav, som en demokratisk lovgivning skal overholde, hvis den skal opretholde demokratiet og ikke skal bryde med betingelserne for borgernes rationelle autonomi. Og lad os så ud fra denne forudsætning spørge, om det, at højesteret prøver den demokratiske lovgivning, skaber større sikkerhed for, at denne overholder kravene i basislovgivningen.

I første omgang kan siges, at der ikke skabes absolut sikkerhed. En sådan findes slet ikke i disse spørgsmål. Højesteret er menneskelig og kan tage fejl. Ganske som flertallet i parlamentet kan vedtage love, som viser sig at have helt andre konsekvenser, end det troede og ønskede, så kan Højesteret overse vigtige argumenter, som har betydning for afgørelsen af, om en konkret lovgivning er i overensstemmelse med basisloven eller ikke. Imidlertid er den jurudiske prøvelse ‘designet’ til at undgå sådanne direkte fejltagelser, og det er da heller ikke dem, der rejser det største problem.

Langt vigtigere er det, at mange af basislovens krav må være så almene, at de nødvendigvis kræver en betydelig grad af fortolkning, når de skal anvendes konkret. Det er ikke således, at man altid kan tage et krav i basisloven og entydigt slutte, hvad det indebærer med hensyn til en konkret lovgivning. Der må nødvendigvis udøves et vist og ofte betydeligt skøn. Det kan f.eks. ses i forbindelse med kravet om trykkefrihed. Et sådant krav er naturligt i en basislovgivning, fordi det hører sammen med muligheden for en åben demokratisk debat. Men hvad implicerer dette krav så m ed hensyn til publikationen af pornografisk materiale? Er den slags også omfattet af basislovens krav om trykkefrihed? Det var det ikke for dem, der udformede den amerikanske forfatning, og næppe heller for dem, der formulerede den danske grundlov; og det vil være søgt at sige, at sådanne værker er essentielle for den demokratiske debat. Det at vi accepterer basislovens krav om trykkefrihed, betyder imidlertid ikke, at vi også nødvendigvis skal acceptere den tolkning af kravet, som hævdedes af dem, der oprindeligt udfærdigede basisloven. Men hvis tolkningen skal ændres, hvorledes skal det så ske? Hvem skal afgøre, om pornografi er omfattet af kravet om trykkefrihed? Tilsvarende spørgsmål kan stilles i forbindelse med andre af de rettigheder, som det er naturligt, at basisloven indeholder, f.eks. retten til liv og retten til ikke at blive udsat for en grusom og degraderende straf. Hvad betyder retten til liv i forbindelse med spørgsmålet, om samfundet skal tillade retten til abort? Og specielt i forbindelse med spørgsmålet om, hvor langt inde i svangerskabet grænsen for en sådan ret i givet fald skal drages? Mange former for straf, som for hundrede eller to hundrede år siden blev betragtet som naturlige, bliver nu betragtet som grusomme og inhumane. Men hvem skal trække grænsen for, hvad der er en grusom straf? Hvem skal f.eks. bestemme, hvor langt brugen af isolationsfængsel kan strækkes, før det bliver en grusom straf? Basisloven selv giver ikke noget entydigt og eksplicit svar på sådanne spørgsmål. Det gør hverken den amerikanske forfatning eller den danske grundlov.

Men det er klart, hvad svaret i et ægte demokrati må være. Da må den nødvendige interpretation af basisloven først og fremmest ske i den politiske proces, fordi kun således bevares den basale politiske ligeværdighed, som er demokratiets fundament. Da må det være parlamentet, som politisk står til ansvar for resten af befolkningen, der foretager den nærmere udlægning (og tilpasning) af, hvad basisloven kræver under den stadige samfundsmæssige udvikling. Såfremt en domstol under de vilkår skal foretage en juridisk prøvelse af parlamentets vedtagelser, så bør den altså være relativt passiv og ikke forsøge at påtvinge samfundet sin egen fortolkning af, hvad basisloven kræver stedet bøje sig for parlamentets fortolkning. For parlamentet står til politisk ansvar for sin fortolkning; det gør domstolen ikke. Og hvis domstolen da tvinger sin egen fortolkning igennem, så bryder den selv med den elementære politiske ligeværdighed – og dermed også med det demokrati – som det var meningen, at den skulle vogte. I et ægte demokrati skal det først og fremmest være parlamentet, der – i dialog med folket selv – fører an i den successive historiske ændring af interpretationen af kravene i basisloven; og er der en juridisk prøvelse, så skal domstolen følge efter som en relativt passiv størrelse i den proces.

Den juridiske prøvelse af lovgivningen giver imidlertid mulighed for, at domstolen kan påtage (eller tilkæmpe) sig en ganske anderledes aktiv rolle. Den kan mere eller mindre åbenlyst få hævd på, at det er den, som skal interpretere, hvad basislovens krav indebærer under de forskellige historiske forhold. Men hvis det er parlamentet, der skal bøje sig for domstolens interpretation af, hvad basisloven betyder i den givne situation, så har domstolen fået en magt, som ikke har nogen plads i et ægte demokrati. For et sådant er i sidste instans ikke begrundet på en historisk basislov, men på det etiske konsistenskrav og dets politiske konsekvenser; og blandt disse konsekvenser er kravet om en elementær politisk ligeværdighed – et krav som brydes af en domstol, der har magt til at erstatte parlamentets fortolkning af den historiske konstitution med sin egen fortolkning.

Som tidligere nævnt, så har den amerikanske højesteret gennem historien vundet hævd på at være en aktiv part i fortolkningen af, hvad konstitutionen indebærer, og den har derfor også været en central aktør på den amerikanske politiske scene. Den har ikke blot haft magt til at bremse den demokratiske lovgivningsmagts forsøg på at gå nye veje, men også til selv at være positivt lovgivende i konkrete tilfælde. Som et spektakulært eksempel på det første nævnes ofte sagen ‘Lochner v. New York’ fra 1905. Det drejede sig her om en lov, som staten New York havde vedtaget, som begrænsede den tilladte arbejdstid for bageriarbejdere til ti timer om dagen og tres timer om ugen. Den lov blev underkendt af flertallet i den amerikanske højesteret med begrundelse i de forfatningssikrede rettigheder. Man fandt, at loven strad mod den ‘liberty of contract’, som man mente var indeholdt i det krav om ‘due proces of law’, som var garanteret med ‘the Fourteenth Amendment’. Som domstolen så det, så stred loven mod arbejdernes konstitutionelle ret til at arbejde mere, hvis de ville. Dette standpunkt stod ved magt og umuliggjorde en sådan lovgivning indtil Højesteret i trediverne under politisk pres fra præsident Roosevelt skiftede holdning og erkendte, at arbejdere og arbejdsgivere ikke nødvendigvis er ligeværdige parter, når det gælder om at aftale arbejdsvilkår, men at arbejderen kan være i en sådan nød, at han ikke har noget alternativ, og at det derfor kan være berettiget, at staten politisk griber ind og fastsætter visse begrænsninger, som sikrer ham mod en urimelig udnyttelse. Og siden den tid har Højesteret været mindre aktiv på den økonomiske politiks område. Med sin endelige godkendelse af New Deal politikken havde den praktisk talt fjernet alle konstitutionelle barrierer for forbundsregeringens ret til økonomisk regulering. Til gengæld har Højesteret så været meget mere aktiv, hvor det gælder tolkningen af individets rettigheder. Blandt de mange eksempler kan nævnes, at den ikke blot har stillet krav om, at skoler skulle integreres med hensyn til race også hvor befolkningen i forvejen boede i racemæssigt adskilte områder, men at den også positivt er gået ind i planlægningen af, hvorledes integrationen skulle foregå. Desuden kan nævnes, at det i realiteten er retten, som har bestemt abortpolitikken i USA, og som har fastlagt, at der er fuldstændig fri abort i den første tredjedel af svangerskabet.

Det er ikke min hensigt her nærmere at ville analysere den amerikanske højesterets politiske afgørelser, hverken de nævnte eller andre af samme slags. Det er heller ikke min hensigt at forsøge at tage stilling til, om afgørelserne politisk set er kloge eller ikke. Det eneste jeg vil påpage, er blot, at der her er tale om en domstol, der som sådan ikke er demokratisk repræsentativ, og som tager væsentlige politiske afgørelser på hele samfundets vegne. Det er umiddelbart ensbetydende med en indskrænkning af demokratiet. Dommerne har fået en magt, som er uforenelig med kravet om politisk ligeværdighed, fordi de ikke skal stå til ansvar for deres holdning ved rent politiske valg. Den amerikanske højesterets politiske aktivisme er derfor udtryk for en skævvridning af en ægte demokratisk orden.

Sandheden af dette betyder ikke, at det så ikke er muligt, at Ronald Dworkin (R. Dworkin: ”Law’s Empire”, s. 356) kan have ret, når han hævder, at De Forenede Stater er et mere retfærdigt samfund, end det ville have været, hvis dets konstitutionelle rettigheder havde været overladt til de almindelige demokratiske institutioners samvittighed. Selv om Dworkin skulle have ret heri, så siger det kun, at det amerikanske folk måske er for splittet eller for politisk umodent til at kunne fungere i en ægte demokratisk orden. Hvorfor skulle der ellers være grund til at afgive demokratisk magt til et paternalistisk råd, som domstolen i realiteten er. Og som modspil til Dworkin kan man så påpege, at selve det, at man har afgivet den magt, jo også kan være en faktor, som har medvirket til at holde det amerikanske folk hen i en tilstand af demokratisk umodenhed. Selve det, at man har gjort centrale politiske spørgsmål til juridiske spørgsmål – som om de havde en entydig rigtig løsning – har måske spærret for en politisk moden erkendelse af, at disse spørgsmål i den konkrete lovgivning kun kan afgøres ved et skøn, og derfor kræver en væsentlig tolerance fra alle sider. ”

Fortsættes senere med afsnittet om forholdene i Danmark. ….

Nogen prøver ihærdigt på, at gøre det hele til en politisk sag, for at prøve på at undgå den oplagte sag om magtmisbrug, lækager og krig – så langt er det kommet i Danmark - og så påstår nogle politiske elementer i de selvsamme kredse, at klassekampen er slut.

”Men vi træffer i disse dage et paradoks: Vi har lige valgt en rød regering til at være de herskende, men kan på samme tid se, at blå tanker er de herskende tanker” ( Lykkeberg i dagens avis ).

En ting, der således er værd at hæfte sig ved, er, at i disse fora optræder nogle gerne som direkte kommanderende for ikke at sige krigeriske Besserwissere, nedgørende og alvidende mangeords Erasmus Montanus’er, der med lejlighedsvise uddelinger af diagnoser på meningsafvigende debatdeltagere, øjensynlig befinder sig i den vilfarelse, at de taler til græske slaver, hvilket kunne være oplagte sager for debatværten …

Blå tanker som rent blålys - snart dages det …

Hans Jørgen,

I tilfælde af mistanke om brud på ministeransvarlighedsloven så er det alene folketinget der kan træffe beslutning om at indlede en rigsretssag.

Så jo, det er også et politisk spørgsmål. Om embedsmænd har brudt loven i forbindelse med ministerbetjening eller på anden vis, er derimod et spørgsmål som afgøres af anklagemyndigheden og de almindelige domstole.