Skip to Content
Torsdag 23. februar 2012

Strasbourg

Omstridt grundlov splitter ungarerne

Publiceret: 17:11, 17. januar 2012
Den ungarske premierminister Viktor Orbans nye grundlov deler befolkningen i to, siger dansk Ungarn-ekspert.

Der diskuteres på livligt løs i Ungarn i disse dage.

Tirsdag fik landet den sidste advarsel af EU-Kommissionen inden en egentlig retssag efter indførelsen af premierminister Viktor Orbans nye og omstridte grundlov, der ifølge kritikerne undergraver demokratiet.

Loven deler befolkningen, fortæller Judit Horváth, lektor ved Afdelingen for Østeuropastudier ved Aarhus Universitet.

- Der findes en stor gruppe af intellektuelle i byerne, som er imod loven, og som ser den som et stort indgreb i dens frihed og landets demokrati, siger Horváth til Ritzau.

- Og så er der en stor gruppe på landet, som ikke er så bekymret over loven og ikke identificerer samme problem, siger Horváth, der netop er vendt hjem fra Ungarn.

For at gøre billedet endnu mere broget er der i begge grupper nogle, som er henholdsvis for og imod premierministeren og for og imod EU.

- Der er ikke nogen entydig opbakning til loven. Det kan man også se på, at de seneste meningsmålinger viser, at Orban ikke ville få det nødvendige flertal til at gennemføre lovændringerne, hvis der var valg i dag, siger hun.

Tidligere i år var omkring 100.000 demonstranter på gaderne i hovedstaden Budapest for at protestere mod den nye grundlov.

Ændringen indebærer en markant indskrænkning af pressefriheden og i centralbankens og domstolenes uafhængighed.

De markante ændringer i Ungarns forfatning er indført, efter at Viktor Orban og hans konservative Fidesz-parti vandt seneste valg og fik to tredjedele af pladserne i parlamentet.

Dermed kunne Orban gennemføre forfatningsændringerne uden hensyn til oppositionen.

Både EU og USA har kraftigt advaret mod ændringerne i grundloven, og EU er altså nu gået så langt som til at tage de første skridt mod en egentlig retssag mod landet for brud på EU’s grundlæggende regler.

/ritzau/

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Ændringen indebærer en markant indskrænkning af pressefriheden og i centralbankens og domstolenes uafhængighed.”

Nåh, jeg troede kun at det var det med centralbankens uafhængighed som var problemet. I Danmark har Nationalbanken givet grønt lys for at bankerne kan råde over befolkningens penge, da den ikke længere selv kan garantere for de store udeståender.

Pressefriheden er det jo så som så med i de fleste vestlige lande, hvor medier stort set er ejet af kapitalistiske foretagener, som ikke ligefrem repræsenterer befolkningen.

Og de ledende personer i den dømmende og den udøvende magt, domstole og politi/fængselsvæsen kommer jo som regel fra Jusitsministeriet i DK, det er vel også et demokratisk problem? Eller hvad?