Romney må stadig kæmpe hårdt for sejren

Det er blevet sværere at vinde Republikanernes nominering, og en sejr i Florida er ikke nok for Mitt Romney.

Mitt Romney blev den store vinder ved tirsdagens republikanske primærvalg i den amerikanske stat Florida med 46 procent af stemmerne. Men det er langtfra sikkert, at det vil give ham nomineringen som sit partis præsidentkandidat.

Og det er der flere forklaringer på.

Selv om Florida er en af USA's største stater, så tæller den i år ikke mere end mange af USA's mellemstore stater.

Det skyldes, at Det Republikanske Partis landsledelse har valgt at halvere antallet af Floridas 99 delegerede.

Det er en straf for, at Florida imod partiets ønske har fremrykket sit primærvalg, og at man har tilsidesat et ønske om at fordele antallet af delegerede i forhold til, hvor mange stemmer de enkelte kandidater har fået.

Det er antallet af vundne delegerede, der i sidste ende sikrer partiets præsidentnominering ved partikonventet i Tampa i netop Florida i august.

Men det er ubestrideligt, at Romney ligger lunt i svinget.

Inden for den næste uge er der vælgermødeafstemninger (caucus) i Nevada, Maine, Colorado og Minnesota, og her har Romney en klar fordel, fordi hans kampagne i de fire stater er bedre organiseret og har flere penge end Newt Gingrich.

Men Gingrich behøver ikke at sejre i de fire stater for stadig at hænge på.

I tidligere valgår har Det Republikanske Parti benyttet sig af "vinderen tager det hele". Men denne gang afgøres næsten alle valg i staterne ved forholdstalsvalg - de delegerede fordeles mellem kandidaterne i forhold til deres stemmer.

Republikanerne har lært af Det Demokratiske Parti, der benytter sig af forholdstalsvalg. Det gav i 2008 en meget dynamisk valgkamp mellem demokraterne Barack Obama og Hillary Clinton, der sikrede partiet konstant medieopmærksomhed.

Så længe Gingrich hænger på som en solid to'er, vil han være en trussel for Romney.

Med sejren i Florida vandt Romney 50 delegerede, og han har nu sammenlagt 71 mod 23 til Gingrich. Det kræver 1144 delegerede for at blive partiets præsidentkandidat.

/ritzau/

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu