De tusindvis af taxier, der kører i Oslo, skal senest i 2015 køre på el. Det mener myndighederne i den norske hovedstad.
Det er tanken, at bilerne skal omdannes til hybridkøretøjer, som både kan køre på el og på forbrændingsmotor. Dermed kan den køre på el inde i byen og på benzinen eller diesel på landet.
- El-biler er ikke noget godt alternativ for taxibranchen, som skal kunne tilbagelæg længere strækninger. Derfor er hybridbiler en god løsning, siger Hans Edvardsen, der er miljøansvarlig i Oslos bystyre.
- Vi arbejder på, at samtlige taxier i både Oslo og Akershus konverteres til hybridløsninger inden 2015.
- Dette vil indebære, at taxierne skal have en elektrisk motor ud over en almindelig motor, tilføjer Edvardsen i et interview med Dagsavisen.
I mange år har dårlig luftkvalitet i Oslo og andre større norske byer været et voksende problem.
- Udviklingen i udslippene af CO2 er alarmerende i Oslo. Dette skyldes overgangen fra benzin- til dieselbiler, siger Edvardsen.
En nylig meningsmåling i Norge viste, at omkring halvdelen af landets indbyggere ikke ønsker en el-bil, da de frygter, at den ikke vil kunne dække deres transportbehov.
52 procent sagde, at det er uaktuelt for dem at købe en elbil i løbet af de næste to år, og i Oslo og Akershus var det 45 procent, som ikke anser elbilen som et alternativ i det hele taget, skrev avisen Nationen.
I dag er der op mod en snes steder med hurtige ladestationer til biler. En hurtiglader er en ladestation, som kan lade en elbil op på 20 minutter.
/ritzau/
Kommentarer
Hvorfor først 2015? :-)
Nyt bidrag til betalingsringsdiskussionen?
Gratis hvis du kører med elmotor?
Denne kommentar er anbefalet af:
Man kunne fremme el- og hybridtaxier i København ved f eks at give dem lov til at benytte busbanerne ?
Så får taxi vognmændene et incitament til at investere i en el-eller hybridbil, og kunderne får en hurtigere transport, og vi får lidt mindre forurening ???
Og jo flere, der hen ad vejen iøvrigt får el- eller hybridbiler - jo mindre behov for at begrænse den individuelle transport, der trods alt er vigtig for mange familie, når de skal passe arbejde, hente børn o s v.