Fem kapitalfonde, der ejer mere end halvdelen af TDC’s aktier, har besluttet at sælge aktier i den danske telekoncern til en værdi af omkring 5,5 milliarder kroner.
Det oplyser banken Morgan Stanley, der skal samle købere til aktierne og desuden stå for resten af processen frem mod et salg.
Kapitalfondene vil i alt sælge 128 millioner aktier. Det svarer til 14,9 procent af selskabets samlede aktiebeholdning. Aktierne skal sælges til institutionelle investorer.
TDC vil ifølge Morgan Stanleys pressemeddelelse ikke få penge ud af salget.
- TDC har noteret sig meddelelsen fra NTC og afventer nu resultatet af aktieudbuddet, siger Lasse Bastkjær Jensen, teleselskabets pressechef, til Ritzau.
Fondene, der går under navnet NTC, sidder på 59,1 procent af aktierne i TDC, men med salget vil de komme ned på under halvdelen af aktierne.
Deres nuværende beholdning af aktierne svarer til en markedsværdi på 21,8 milliarder kroner ud af de i alt knap 37 milliarder kroner, som C20-selskabet er værd.
Nordic Telephone Company ApS, NTC, blev dannet i 2005 af fem kapitalfonde med det erklærede formål at købe TDC. Fondene har tidligere ejet 87,9 procent af aktierne i selskabet.
TDC er Danmarks største teleselskab. Selvom selskabet først og fremmest fokuserer på det danske marked, er TDC også repræsenteret i Norge, Sverige og Finland.
TDC-aktierne er faldet med knap to procent i 2012. I løbet er det seneste år har aktierne tabt 2,4 procent.
På den lange bane har en investering i den danske telegigants aktier dog været meget givtig. Aktierne er 39 procent mere værd end for tre år siden.
Ved lukketid mandag kunne en enkelt aktie i virksomheden erhverves for 45 kroner.
I 2000 fik selskabet sit nuværende navn efter tidligere at have heddet Tele Danmark.
/ritzau/
Kommentarer
det ville jeg også gøre, hvis jeg havde nogen.
Tjah - De selskaber der oprindeligt var ejet af abonnenterne er nu, takket være statens mellemkomst, blevet til spekulationsobjekter.
En tidligere finansminister kunne efter en direktørtid hæve 75 mill i aftrædelse. Han var nu også sådan en utroligt “dygtig” politiker og forretningsmand.
Jo - det går jo godt i lille Danmark:
Denne kommentar er anbefalet af:
Meen, lad os også lige konstatere, at TDC samtidig har mistet loyaliteten blandt danskerne, idet virksomheden er blevet altionærernes ærinde. TDC er med andre ord blot en anden blandt flere kapitalstyrede virksomheder, hvis produkter ikke tilbyder den enkelte dansker mere end godt er. Og ejerskabet af kablerne herhjemme er ligeledes blevet en anstødssten, fordi selskabet presser konkurrencen på området. TDC har dermed ingen særlig appel mere…
Med venlig hilsen