Svenske læger vil skærpe regler for omskæringer

Det kirurgiske indgreb burde erstattes af en symbolsk omskæring, mener lægeforening. Minister er afvisende.

Den svenske lægeforening mener, at omskæringer kun skal udføres efter samtykke fra drengen.

Anbefalingen støttes af samtlige medlemmer af foreningens etiske udvalg, skriver Svenska Dagbladet.

Hvis politikerne vælger at følge forslaget, vil det være en skærpelse af de nuværende regler for at omskære drengebørn.

Lægeforeningen begrunder sin indstilling med, at risikoen for bivirkninger ved det kirurgiske indgreb er urimelig høj.

Drenge skal tidligst blive omskåret i 12-13 års alderen. Indgrebet, hvor forhuden bliver fjernet, skal foretages på et hospital og først efter, at der er givet information om smerten og de eventuelle risici, som det kan medføre, mener rådet.

At gå så vidt helt at forbyde omskæringer, hvilket diskuteres i Finland, anses ikke for at være realistisk her og nu, skriver Svenska Dagbladet.

Men grundlæggende mener Läkarförbundet, at det kirurgiske indgreb bør erstattes af en symbolsk omskæring. For eksempel i form af en ceremoni af en eller anden slags.

Den mulighed vil lægerne nu drøfte med med jurister og muslimske repræsentanter.

- Vi er ikke religiøse eksperter, men af medicinske grunde kan vi ikke give vores opbakning til et indgreb, hvor man fjerner væv på kønsorganet, når der er så stor en risiko for alvorlige komplikationer, siger Thomas Flodin fra foreningens etiske råd.

Dansk forskning viser, at der opstår komplikationer i fem procent af samtlige omskæringer - også selv om indgrebet er foretaget af sundhedspersonale på hospitaler.

- At en ud af 20 personer lider af en infektion eller blødninger, er en alt for stor risiko. Især når indgrebet ikke er udført af medicinske grunde, siger Thomas Flodin.

Integrationsminister Erik Ullenhag fra Folkpartiet mener, at den gældende lovgivning er tilstrækkelig.

- Jeg har aldrig mødt en voksen mand, der oplevede omskæringen som et overgreb, siger han til avisen.

/ritzau/

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Koplev

Den svenske lægeforening mener, at omskæringer kun skal udføres efter samtykke fra drengen.
Det ville være dejligt, hvis den danske lægeforening var af samme mening.

Det er min holdning, at drenge i 12-13 års alderen endnu er for unge og for let kunne blive "offer" for pres fra familien til at give et sådant samtykke. 16-18 års alderen ville være bedre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

Atter et emne, der ikke egner sig til rundbordssamtale.
Den lægefaglige uro er jo helt fin, imidlertid er det også og især et religiøst spørgsmål, som vi kun har med at gøre, når vores sundhedssystem bliver indblandet.
Og her må de melde fra, hvis de synes.
Hvis man ser et øjeblik på, hvad der tillades af piercing, tatovering og andre kropslige indgreb, så er den store forskel, at omskæring foretages på umælende børn.
Men hvad? børn er jo uden indflydelse på at blive født, så behandlingen af dem i relation til omskæring er et led i at være uden for indflydelse..
Som standard mener jeg, at dåb,konfirmation og omskæring, hvor det bruges, skal udskydes til det fyldte 18 år og bestemmes af individet selv.
Den hidtidige og tusindårige prægning af de umælende, må der gøres op med evt. via lovgivning og relateret til FN's børnekonvention.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Brinch

@Hanne Koplev
Den svenske lægeforening mener, at omskæringer kun skal udføres efter samtykke fra drengen. Det ville være dejligt, hvis den danske lægeforening var af samme mening.

Rart da at kunne sige at den danske lægeforening er af samme mening. :-)
Foreningen har netop afgivet høringssvar til den revision af sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring af drenge, og understreger i svaret, at " omskæring af drenge efter Lægeforeningens opfattelse alene burde kunne foretages på grundlag af den pågældende drengs/unge mands informerede samtykke."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Brinch

@Torben Knudsen. Hvis man ser et øjeblik på, hvad der tillades af piercing, tatovering og andre kropslige indgreb, så er den store forskel, at omskæring foretages på umælende børn. Men hvad? børn er jo uden indflydelse på at blive født, så behandlingen af dem i relation til omskæring er et led i at være uden for indflydelse..

Nu ved jeg ikke lige med det med at blive født, det kan vel næppe udsættes til barnet har opnået en tilstrækkelig alder og modenhed til at kunne forstå konsekvenserne :-)

Men ellers gælder det for tatovering, piercing og iøvrigt generelt for kropsdekorende og -modficerende indgreb, at det må vente til barnet er gammelt nok til selv at tage stilling. Der er da vist kun den her ene særlige kropsdel på et barn, på eet særligt af de to køn, som er undtaget fra den generelle regel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Brinch

"Integrationsminister Erik Ullenhag fra Folkpartiet mener, at den gældende lovgivning er tilstrækkelig.
- Jeg har aldrig mødt en voksen mand, der oplevede omskæringen som et overgreb, siger han til avisen."

Det repræsenterer ikke vel af Erik Ullenhag's position. Så afsnuppet som ovenfor fremstår manden jo decideret struds-agtig. Det han mener er at indgrebet ikke er meget skadeligt, og at hensynet til barnet derfor kan opvejes mod andre hensyn, dvs hensynet til forældrenes ønske. Fra den side ser Erik Ullenhag omskæring som et religiøst ritual, hvorfor han mener at et forbud mod omskæring logisk måtte følges af et forbud mod kristendåb, et synspunkt som også har været udtrykt i den hjemlige debat.

Men, omskæring er jo ikke et religiøst ritual. Der begås således en fejlslutning.

Omskæring er, hverken mere eller mindre, en handling - et operativt indgreb - hvor den mandlige forhud bortskæres, helt eller delvis. Vi siger jo heller ikke at det er et religiøst ritual at komme vand i håret. Igen, det er blot en handling.

Begge handlinger indgår som riter i visse trossamfund, det er alment kendt, men det er der jo ingen naturlig grænse for hvilke handlinger der kunne. Begge handlinger indgår derudover også i andre sammenhænge end som riter i religiøse ritualer.

Hvis der skal lovgives mod omskæring, synes jeg da godt at man kunne overveje om andre volds-handlinger rettet mod børn skulle reguleres bedre. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om hvad det skulle være. Børn er jo rimeligt godt beskyttet mod vold iøvrigt, lovgivningsmæssigt. Jeg synes ikke det med at pjaske vand i håret ligger lige for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Lorensen

@Torben Knudsen

Særprægede sammenligninger.

Tatoveringer er ulovligt på børn. Dåb, konfirmation mv. repræsenterer ikke uoprettelige kropslige ændringer - muligvis en ubrydelig pagt med gud, hvis man er til den slags, men i den udstrækning man ikke længere tror på den pågældende gud er den pagt jo også ikke-eksisterende.

Omskæring kan man altså ikke lige sådan ophæve.

Vi har i DK oven i købet den bizarre situation, hvis man tatoverer
8-<------ klip her ----
på sit barns forhud er det strafbart, men hvis man klipper den helt af - hvilket er et langt mere risikofyldt og smertefuldt indbreg, ja så er det bare OK. Ihvertfald så længe man siger, at man gør det fordi ens gud siger at man skal.

Forbyd nu det pjat, kære politikere. Beskyt også de stakkels jøødiske og muslimske børn imod barbariet, og lad dem selv vælge!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ove Møbjerg Kristensen

”Lægeforeningen begrunder sin indstilling med, at risikoen for bivirkninger ved det kirurgiske indgreb er urimelig høj.”
Denne begrundelse er sørgelig: For det første antyder den med udtrykket ”urimelig høj”, at hvis risikoen havde været mindre, så havde det været i orden at foretage rituel forhudsamputation af umyndige drengebørn.
For det andet er det uanset risiko indlysende forkasteligt at begå rituel forhudsamputation på umyndige børn. Der simpelthen tale om en krænkelse, der er livsvarig, da den ikke kan gøres om. Dette er det værste.
Der er tale om, at forældrene og de øvrige involverede begår en religiøs mærkning af et andet individ med tegn på deres egen religion. Dette er det erklærede formål med overgrebet.
Også udsagnet ” Jeg har aldrig mødt en voksen mand, der oplevede omskæringen som et overgreb” er absurd.
Naturligvis er det ikke tilfældet, at børnene ”oplevede omskæringen som et overgreb”. De led i stedet en usigelig stor smerte. Begrebet overgreb havde ikke. Det har de voksne derimod.

anbefalede denne kommentar