Efterløn eller verdensforskrækkelse?

Den seneste uge har gjort det nemmere at være blå borgerlig tvivler end rød borgerlig tvivler. De røde har STADIG ikke leveret et svar på, hvordan de vil få økonomien til at hænge sammen og virker fuldstændig handlingslammede over, at Radikale leger med på midten – som til gengæld pludselig viser vilje til dét samarbejde, vælgere som mig har sukket efter i årevis (og lad mig her indskyde, at blokpolitikken ikke blev opfundet med de borgerlige. Den eksisterede også, da de røde var ved magten sidst)

Derfor skal det blive spændende at se, hvad udfaldet bliver. For selv om det er positivt, at samarbejdet tilsyneladende er genopfundet, er jeg ikke sikker på, jeg synes, at efterlønnens afskaffelse er grænsekontrollen værd. Faktum er, at alle os, der elsker Europa og elsker at færdes frit i Europa, kommer til at betale prisen til den indadvendte, nationale dansker, der ikke benytter sig af det frie Europa.

Hvornår trækker Venstre og Konservative linen op over for Dansk Folkeparti? Hvordan kan borgerlige, EU-venlige partier begynde at spille med på tanken, at grænserne skal kontrolleres igen med alt det administrative bøvl, det giver – i stedet for at styrke politisamarbejdet landene imellem? Er det prisen for, at Lars Løkke skal få nøglerne til Statsministeriet de næste fire år, og hvor i alverden er Helle Thorning i hele den debat?

I virkeligheden kan Lars Løkkes 2020-plan og Margrethes manøvre også vise sig at blive en fordel for Helle, hvis hun ender som statsminister. Det kan give hende det økonomiske råderum, hun mangler i sin egen plan, og derfor er det mest interessante for mig at vide 1) om S og SF vil bruge det råderum, Lars Løkke er i færd med at skaffe, til at lukke det hul, de mangler i deres egen plan – hvilket vil være helt ok med mig, og 2) om S og SF vil rulle grænsekontrollen videre og dermed melde sig ind i klubben af verdensforskrækkede danskere?

Svar udbedes.