Siden 1977 har der været forhandlinger om at genforene øen, men uden held. Der var internationale forhåbninger om, at der ville komme et gennembrud på topmødet i København, der banede vejen for EU's udvidelse mod øst, men det blev en fiasko. Tilsyneladende var den græske Glafkos Clerides klar til at skrive under, mens den tyrkiske Rauf Denktaş fik kolde fødder. Op til Cyperns optagelse i EU prøvede FN's generalsekretær Kofi Annan at få tilslutning til en ny fredsplan, "Annanplanen". I en folkeafstemning i begge dele af øen fik planen tilslutning på den tyrkiske side (64,9 % stemte "ja"), mens et stort flertal af den græske befolkning afviste planen som utilstrækkelig og stemte "nej" (75,8 %). Grækernes vigtigste indvending mod planen var, at den ville give for få af flygtningene fra 1974 retten til at vende hjem (ca. halvdelen.) 1. maj 2004 blev Cypern officielt optaget i EU. Officielt er hele øen nu medlem af EU, da verdenssamfundet anerkender Republikken Cyperns suverænitet over hele øen. Reelt er det kun den græske del, der er optaget, og EU-lovgivningen, Acquis Communautaire, bliver først indført på Nordøen, når der er indgået en politisk aftale om hele øens fremtid. Den manglende løsning på cypernkonflikten anses for den vigtigste forhindring for tyrkisk medlemskab af EU. Det er fx et stort politisk problem, at Tyrkiet har indgået en toldaftale med EU, men samtidig forbyder cypriotiske fly og skibe (1/4 af EU's handelsflåde) at nærme sig Tyrkiet.
Etymologi
I oldtiden kaldte de indfødte Cypern for Alashiya. I Mari, en storby ved Eufrats højre bred i vore dages Syrien, drejede alle lertavler om Alashiya sig om import af metal: Enten kobber (sumerisk urudu - akkadisk eru) eller bronze (sumerisk zabar - akkadisk siparru). Romerrigets vigtigste forekomst af kobber lå på Cypern, og det oprindelige latinske ord for "kobber", cyprium, senere forenklet til cuprum, kommer af øens græske navn, Cypern. Cyprioterne begyndte at bearbejde kobber i det tredje årtusinde f.Kr, da de lavede redskaber af lokalt forekommende, rent kobber, som flere steder lå synligt på jordoverfladen. Cyprus—Island of Copper | Thematic Essay | Heilbrunn Timeline of Art History | The Metropolitan Museum of Art
Historie
De ældste beboelser går tilbage til 7.000 f.Kr. Bosættelserne var koncentreret langs nord- og sydkysten. Der er fundet rester af fartøjer af sten og potteskår fra denne periode. Omkring 3000 f.Kr begyndte man at udnytte øens rige kobberressourcer, som har givet navn til øen. Det bragte stor velstand til øen, der begyndte at handle især med Lilleasien, Egypten og de omkringliggende øer. Omkring 1200 f.Kr. kom en bølge af indvandrere fra Grækenland med deres sprog, religion og kultur. De byggede bl.a. byen Paphos. Øens velstand voksede, selv om den blev besat og domineret af Syrien, Egypten og Persien.
Alexander den Store slog perserne, og Cypern blev en del af hans verdensrige. Efter hans død blev Cypern en del af det hellenistiske rige, og hovedstaden var nu Paphos.
Cypern blev også opslugt af det romerske imperium som en provins under Syrien. På en af sine mange rejser kristnede missionæren Paulus øens konsul, og Cypern blev det første land med kristent styre. Hans følgesvend Barnabas vendte senere tilbage til Cypern, hvor han var født, og blev øens første biskop. Han led senere martyrdøden og blev begravet i hemmelighed.
Efter delingen af det romerske rige blev Cypern en del af det østromerske rige styret fra Byzans. Konstantin den Stores moder siges at havde besøgt Cypern på rejse fra Det hellige land med rester af Jesu kors. Hun grundlagde Stavrouni-klostret. Flere jordskælv i det 4. århundrede ødelagde store dele af øens byer. Nye byer og mange kirker blev bygget. Hovedstaden flyttede nu til Konstantinopel. Øen var udsat for angreb både af tyrkere og sørøvere.
På vej til Jerusalem strandede Richard Løvehjerte på Cypern, som han indtog. Han giftede sig i Limassol med Berengaria af Navarra, som blev kronet til engelsk dronning. Richard solgte øen til Tempelridderne for 100.000 dinarer.
Også en dansk konge besøgte Cypern: Erik Ejegod (1056-1103) kom hertil på pilgrimsrejse til Det hellige land sammen med sin dronning Bodil. Han døde i Paphos og blev begravet i den byzantinske domkirke. Hans dronning rejste videre til Jerusalem, hvor hun døde på Oliebjerget.
I ca. 100 år var øen underlagt Venedig, som ombyggede og befæstede byerne for at kunne modstå angreb fra osmannerne (tyrkerne). I 1570 blev Cypern dog indtaget af osmanerne, som udryddede en stor del af øens befolkning. Ved den græske uafhængighedskrigs udbrud i 1821 blev øens ærkebiskop, tre biskopper og hundredvis af ledere henrettet. I den periode var osmanniske embedsmænd indsat i alle embeder, og et stort antal købmænd og soldater flyttede til øen. Nutidens tyrkisk- cypriotiske indbyggere er deres efterkommere.
Den engelske besættelse
Fra 1878 til 1960 var Cypern under britisk administration som led i en handel, hvor England forpligtede sig til at hjælpe Tyrkiet mod Rusland. Indtil 1914 var Cypern formelt stadig en del af det Osmanniske Rige. Det fik dog ende, da Tyrkiet deltog i 1. verdenskrig på Centralmagternes side, og i 1925 blev Cypern en engelsk kronkoloni. I 1954 fremsatte England et forslag om begrænset selvstyre for Cypern. Forslaget accepteredes af den tyrkiske del af befolkningen, men ikke af den græske, som indledte en befrielseskrig, der varede i næsten fem år. Den græske dels modstandsgruppe blev ledet af oberst Grivas.
Den dag i dag er der venstrekørsel på Cypern, og det juridiske system er en tro kopi af det britiske.
Republikken Cypern
I 1960 opnåede Cypern selvstændighed efter aftale mellem England, Grækenland og Tyrkiet. Som en del af aftalen beholdt England to baser på øen (Sovereign Base Areas: Akrotiri og Dhekelia). Cyperns første præsident blev ærkebiskop Makarios, som havde været den politiske leder af den græske befrielsesbevægelse. Der var spændinger mellem de to store befolkningsgrupper, grækere (80%) og tyrkere (20%). I 1964 oprettede FN en fredsbevarende styrke på Cypern for at forhindre episoder mellem dem.
I 1974 er der et kupforsøg mod Makarios, som søgte beskyttelse på den engelske base i Akrotiri, hvorfra han via England kom til New York. Her anmodede han FN om hjælp. Tyrkiet beskyttede den tyrkiske befolkningsgruppe, og besatte ca 1/3 af øen med 40.000 soldater i to invasioner i sommeren 1974.
Tyrkisk-cyprioter flygtede til den tyrkisk besatte del og græsk-cyprioter til den græske del. Denne situation er uændret.
Henvisninger
Eksterne henvisninger
