Augustenborg (tysk: Augustenburg) er en havneby på Als med 3.279 indbyggere (2011) , beliggende ved Augustenborg Fjord, 9 kilometer fra Sønderborg. Byen ligger i Sønderborg Kommune og tilhører Region Syddanmark.
Den har fået sit navn efter hertuginde Augusta af Lyksborg (1633-1701), og byens vartegn, Augustenborg Slot der siden 1920 har fungeret som psykiatrisk hospital, blev navngivet efter slottets hertuginde. Nuværende slot opførtes i 1776.
Augustenborg har mange gamle huse med særprægede dørpartier og en del rokokoagtige huse i sit bymiljø. Slotspræstegården fra 1776 på Palævej er et eksempel på rokokostilen. Da krigen i 1848 gjorde en ende på Augustenborg Slots store hof, blev flere af byens bygninger benyttet til bl.a. kaserne, sygehus og tysk kvindeseminarium.
Byen er særpræget derved, at den ikke, som de fleste danske byer, har en kirke som selvstændig bygning. Derimod benyttes slotskirken på Augustenborg Slot som sognekirke. I byens anden ende ligger kirkegården.
Som så mange kirkegårde i Sønderjylland er der en del tyske grave, hvoraf flere af dem er for faldne tyske soldater fra kampene ved Dybbøl i 1864. Fold ud