Brønshøj er en del af bydelen Brønshøj-Husum i København (postnummer 2700). Den blev indlemmet i Københavns Kommune i år 1901.
Brønshøj består i dag fortrinsvis af villakvarterer der er placeret rundt om Brønshøj Torv, Brønshøj Kirke og Rytterskolen, som er fra 1723. Bydelen flankeres af Utterslev Mose, Husumvej, Hulgårdsvej og Vestvolden ved Husum og gennemskæres af Frederikssundsvej. Der bor godt 40.000 personer (2007) i bydelen.
I Brønshøj udkommer lokalaviserne Brønshøj-Husum Avis og Brønshøj Posten hver uge. Desuden sender den lokale TV-station TV-Bella via Kanal København.
Historie
Den ældst kendte benævnelse af Brønshøj ("Brunshoga") stammer fra et pavebrev, dateret til 21. oktober 1186. Det indeholder bl.a. en bekræftelse fra pave Urban II, at ærkebiskop Absalon havde en ejendom i landsbyen. Kirken stammer fra omtrent samme tidspunkt. Fold ud
I 1658-1660, i forbindelse Københavns belejring, blev landsbyen sammen med det omgivende land omdannet til en kæmpestor befæstet militærlejr, kaldet Carlstad, da den svenske konge Karl X Gustav iværksatte en belejring af København. Levn efter befæstningen, der på sit højeste husede lige så mange mennesker som København, kan stadig findes i området. Brønshøj Museum huser en udstilling om Carlstad.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udviklede den landlige bebyggelse sig til at blive en forstad til den hastigt voksende storby, København. I 1901 blev Brønshøj sammen med en række nabolandsbyer inkorporeret i Københavns kommune. Brønshøj rummer i dag flere markante eksempler på vigtige danske bygningstyper. Et eksempel er andelsforeningen Enigheden, der blev grundlagt i 1899 som boliger for arbejderne på mejeriet Enigheden. I 1950’erne blev de første egentlige højhuse i Danmark opført på Bellahøj.
Brønshøj og kulturhistorien
En del af Bjarne Reuters romaner foregår i Brønshøj, bl.a. Busters verden, Når snerlen blomstrer og Månen over Bella Bio. (Bella Bio er i dag bibliotek og supermarked.)
Eksterne kilder/henvisninger
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre
åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.
Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os:
web@information.dk
Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere.
Vær med til at gøre Wikipedia bedre.