Skip to Content
Søndag 27. maj 2012

Hedehusene

Wikipedia

Hedehusene er en stationsby på Nordøstsjælland med 11.421 indbyggere (2011) , beliggende på banestrækningen København-Roskilde. Byen ligger i Høje-Taastrup Kommune og hører til Region Hovedstaden. Den fungerer som satellitby til Hovedstadsområdet. Hedehusene opstod ved den første jernbanestrækning fra København mod Vestsjælland.

Historie

Kallerupstenen er en af Danmarks ældste runestene. Stenen er fra ca. 800 - 825. Stenen blev fundet ved Kallerup nord for Hedehusene i 1827. Den er i dag opstillet ved Ansgarkirken. Teksten er: "Hornbores, Svides ætlings sten."

Kirken fik sit navn ved indvielsen i 1921 efter Ansgar, der kom til landet i samme periode som Kallerupstenen blev rejst.

På Kallerupstenen ses to små skålformede fordybninger. De menes at være elementer i en kult, der er meget ældre end runerne. Fold ud

Ved anlæggelsen af den første landevej mellem København og Roskilde i 1642, Kongevejen, bød kong Christian IV, at der blev bygget et hus for en foged til bevogtning af bommene ved vejen. Det blev det første hus på Heden - senere Hedehusene. Kong Christian IV er sådan set Hedehusenes grundlægger. Vejen måtte opgives som kongevej omkring 20 år senere, og Kongens Hedehus blev kro.

Kongevejen forfaldt og erstattes i 1700-tallet af den nuværende Roskildevej, der passerer Hedehusene. Det er i Hedehusene, at Roskildevej (vejen fra København mod Roskilde) går over i Københavnsvej (vejen fra Roskilde mod København).

En kro bliver til to-tre kroer

Fra 1900 sker der en betydelig vækst i Hedehusene især pga Hedehusene Teglværk, der i begyndelsen af 1900-tallet var landets største, og de store grusgrave i området. Hedehusene Station var en af Danmarks største godsbanegårde, da den nuværende, 3. station i Hedehusene indviedes i 1917.

Hedehusene i dag

I dag er Hedehusene sammenvokset med Kallerup og Fløng i nord og Baldersbrønde i øst. Hovedgaden, som Roskildevej hedder på denne strækning, er den vigtigste handelsgade. Rockwool vest for byen er den største arbejdsplads.

Hedeland vest og syd for byen er et enestående og særpræget naturområde i tidligere grusgravsområder.

Indvandrere

Fra slutningen af 1970'erne til begyndelsen af 1980'erne bosatte de første indvandrere sig i Hedehusene, og de var blandt de første der lejede boliger i Charlotteager, lige efter dens opførelse. I dag ses beboere af 30 forskellige nationaliteter. Den største indvandregruppe er fra Tyrkiet hovedsageligt fra byerne Sivas (Şarkışla), Konya (Cihanbeyli) og Ankara (Haymana). Men der er mindre grupper fra det tidligere Jugoslavien (Bosnien, Kosovo, Kroatien), Pakistan, Marokko, Afghanistan, Iran og Irak. Deres tilstedeværelse præger det varierede udbud af forretninger.

Der er omkring 1.000 - 1.500 indvandrere i Hedehusene.

Kilder

  • Høje-Taastrup Kommune i fortid og nutid af Else Trier ISBN 87-982215-2-3, samt supplement fra:
  • Hedehusene, Kallerup og Baldersbrønde gennem tiderne af Martin Hansen - Hedehusene Bogtrykkeri 1974
Ovenstående faktaboks er lavet med data fra internet-encyklopædien Wikipedia og en række andre åbne databaser. Faktaboksen er altså ikke redigeret eller fact-tjekket af Information.

Finder du oplysninger som er ukorrekte, er du velkommen til at skrive til os: web@information.dk

Wikipedia skrives og redigeres løbende af encyklopædiens brugere. Vær med til at gøre Wikipedia bedre.