Den 11. september 2001 var grusom nok, men for mange af os var den reelle frygt var, hvad der kunne følge efter. Ikke alene havde al-Qaeda vist sig i stand til sofistikerede og hensynsløse angreb, men et langt større problem var, at den militante gruppe måske ville være i stand til at sikre sig et stærkt greb om mange muslimers sind og hjerter. For hvis muslimer i noget omfang var sympatisk stemte over for al-Qaedas sag, ville vi stå i en enorm konflikt. Der er over 1,5 milliarder muslimer i over 150 lande over hele verden. Hvis jihad-ideologier blev attraktive for en del af denne befolkningsgruppe, var Vesten på vej ud i et civilisationssammenstød af dimensioner og uden ende. Så ville vi gå en tid i møde, der ville blive præget af blod, tårer og tænders gnidsel.
Frygten var velbegrundet. 11/9-angrebene løftede sløret for en radikal, voldelig og betændt islamisk underverden, der var vokset frem i arabiske lande og eksporteret til resten af verden, fra London til Jakarta. Meningsmålinger i den muslimske verden afdækkede dyb vrede mod USA og Vesten og en overraskende grad af støtte til Osama bin Laden. Regeringerne i de fleste af disse lande var selv ambivalente over og satsede på, at islamisternes vrede primært ville rette sig mod USA og i mindre grad dem selv. Store og vigtige lande som Saudi-Arabien og Indonesien forekom sårbare.
Mere end otte begivenhedsrige år er gået, men i USA føles det i visse henseender stadig som 2001. Her har Republikanerne besluttet sig for at det fortsat er en vinderstrategi at spille på befolkningens frygt for blodig jihadisme. Højrefløjskommentatorer fremfører stadig eksempler på den tilbageståenhed og brutalitet, som kendetegner dele af den muslimske verden – og der er mange – for at understrege den alvorlige trussel, vi står overfor.
Sandheden er imidlertid, at terrænet i krigen mod terror har udviklet sig dramatisk. Forenklet sagt er de moderate kræfter begyndt at kæmpe tilbage, og nu er strømmen vendt. Vi frygter ikke længere for, at et større land skal bukke under for jihad-ideologier. I de fleste muslimske lande har mainstreamherskere stabiliseret deres regimer og samfund, og ekstremisterne er isoleret. Nok har dette ikke ført til større opblomstring i demokrati eller liberalisme efter vores begreber. Men moderne og relativt sekulære kræfter er klart i den kontrollerende position og nyder bred opbakning i hele den muslimske verden. Meningsmålinger, valg, og grundige analyser bekræfter dette.
I fokus for vor bekymring står nu ikke en bred politisk bevægelse, men en håndfuld fanatikere spredt over kloden. Alligevel fortsætter Washingtons store nationsopbygningsmaskiner med at bruge tocifrede milliardbeløb i dollars i Irak og Afghanistan, og opfordres til at gøre det samme i Yemen og Somalia. Vi er imidlertid nødt til spørge, hvorvidt disse tiltag overhovedet vil afskrække de små grupper af ekstremister. Nogle af dem er endda ’hjemmeavlede’ i Vestens etablerede demokratier – næppe steder, hvor mere nationsopbygning er opskriften. Vi er nødt til at forstå de ændringer i islams landskab, som er ved at ske, hvis vi effektivt skal bekæmpe fjenden i virkeligheden frem for fjenden i vor indbildning.
Saudisk eftergivenhed
Engang var intet land mere bekymrende end bin Ladens hjemland. Kongeriget Saudi-Arabien, protektoren for islams hellige byer Mekka og Medina, havde overhalet Egypten som den arabiske verdens de facto leder i kraft af de enorme summer, som det uddelte til islamiske mærkesager – i reglen dem, som var i overensstemmelse med dets puritanske Wahhabi-doktriner . Siden 1979 havde det saudiske regime åbenlyst søgt at formilde sine hjemlige islamister og overdraget kontrollen med centrale ministerier og fonde til reaktionære mullaher. Besøgende i Saudi-Arabien efter 11. september 2001 blev chokerede over, hvad de hørte: Højt uddannede saudiere, sågar ledende regeringsmedlemmer, hyldede åbent de mest afsindige konspirationsteorier og benægtede, at saudiske statsborgere var involveret i 11/9-angrebene. Og selv de, som accepterede kendsgerningerne, hævdede, at raseri fra visse arabere var uundgåelig som følge af USA’s ensidige udenrigspolitik i det arabisk-israelske spørgsmål.
USA’s første reaktion på 11. september var at fokusere på al-Qaeda. Gruppen blev drevet ud fra sin base i Afghanistan og forfulgt, hvor den søgte hen. Dens finansielle kilder og ressourcer blev opsporet og blokeret og dens krigere arresteret og dræbt. Mange nationer sluttede sig til denne kamp, fra Frankrig til Malaysia. Trods alt ønskede ingen regering løsgående terrorister på egen jord.
Katalysator for forandring
Men en bredere debat tog også form – en debat, der stillede spørgsmålet: »Hvorfor er dette sket, og hvad gør vi ved det?« De mest indflydelsesrige udsagn om islam, der kom ud af æraen umiddelbart efter 11. september, var ikke en præsidentkandidats tale eller en intellektuels essay. Det var en FN-rapport. I 2002 offentliggjorde FN’s Udviklingsprogram en detaljeret undersøgelse af den arabiske verden. Rapporten slog fast, at i en tid med globalisering, åbenhed, mangfoldighed og tolerance, var araberne verdens bagtrop. Med brug af hårde data tegnede den et dystert billede af politisk, social og intellektuel stagnation i lande fra Maghreb til Golfen. Tilmed var den skrevet af et hold arabiske forskere. Dette var ikke paternalisme eller imperialisme. Det var sandheden.
Rapporten og tidens mange essays og taler fra politikere og intellektuelle i Vesten, satte i gang i en reflektionsproces i den arabiske verden. Nok tog debatten ikke den form, mange i Vesten ønskede – ingen sagde, »I har ret, og vi er tilbagestående«. Men alligevel blev ledere i de arabiske lande nødt til at føre sig åbent frem som fortalere modernitet og mådehold i stedet for at spille dobbeltspil ved at lade sig støtte af Vesten om dagen og hænge ud med mullaherne om natten. Bush-regeringen iværksatte en række programmer i den muslimske verden for at styrke de moderate kræfter, forstærke civilsamfundet og opbygge større tolerance og pluralisme. Alt dette er nu ved at bære frugt. Fra Dubai til Amman og Kairo er myndighederne under en eller anden form begyndt at åbne op for økonomiske og politiske systemer, der før var hermetisk lukkede. Ændringerne er måske beskedne, men pilene er endelig begyndt at pege i den rigtige retning.
I sidste ende var katalysatoren for forandring dog noget mere dødbringende end en rapport. Efter 11. september var al-Qaeda fuld af brovtende trusler: På videobånd pralede bin Laden og hans næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri, af deres planer. Men nu kom de til at opleve et langt mindre eftergivende miljø. At flytte penge, mennesker og materiel var blevet langt mere kompliceret. Følgelig begyndte de og lokale grupper, der var inspireret af dem, at slå til, hvor de kunne – mod lokale mål snarere end mod globale, herunder mod en natklub og et hotel i Indonesien, en bryllupsfest i Jordan, cafeer i Casablanca og Istanbul, og feriesteder i Egypten. De truede de regimer, der havde tilladt dem at leve og spire frem – hvad enten af skødesløshed eller med forsæt.
I 2003 og 2004 blev Saudi-Arabien rystet af en række af disse terrorangreb, hvoraf nogle ramte udlændinge, mens andre var rettet imod hjertet af det saudiske regime: landets indenrigsministerium og forbindelser inden for olieindustrien. Monarkiet måtte nu erkende, at det havde fostret mørke kræfter, der var endt med at true selve dets eksistens. I 2005 besteg en mand af visdom og mådehold, kong Abdullah, den saudiske trone og iværksatte en storstilet politisk og intellektuel indsats med henblik på at miskreditere jihad-ideologien. Mullaher fik ordre til at fordømme selvmordsbombere og vold i generel forstand. Ansvaret for uddannelse af de unge generationer blev vristet ud af hænderne på de gejstlige. Terrorister og terrormistænkte blev ’rehabiliteret’ igennem omfattende programmer for uddannelse, jobtræning og rådgivning. General David Petraeus, i dag er øverstkommanderende for de internationale styrker i Afghanistan, sagde engang til mig: »Den saudiarabiske rolle i bestræbelserne på at knække al-Qaeda, både ved brug af magt, men også med politiske, sociale, religiøse og pædagogiske værktøjer, er en af de vigtigste, men mindst rapporterede positive udviklinger i krigen mod terror.«
Måske er det land, som har haft størst succes med at bekæmpe jihadisme, verdens mest folkerige muslimske nation, Indonesien. I 2002 syntes det vældige ørige bestemt til en lang og smertefuld kamp imod den radikale islams kræfter. Nationen blev rystet af terrorangreb, og en lokal Qaeda-aflægger, Jemaah Islamiah, syntes at vinde styrke. I dag, otte år senere, er JI marginaliseret, og politiske mainstream-partier har vundet bredt indpas, alt imens et ungt demokrati er blomstret op på ruinerne af det sammenbrudte Suharto-diktatur.
Forskeren Magnus Ranstorp fra Stockholms Center for Asymmetriske Trusselsstudier offentliggjorde for nylig en undersøgelse af Indonesiens succesrige modoffensiv mod ekstremisme. Den vigtigste lære, skriver han, har været at inddrage ikke alene hele statsapparatet, men også det civile samfund som helhed, herunder medier og kulturpersonligheder, der kan fungere som positive modbilleder til terrorisme. (Det siger sig selv, at den fremgangsmåde har større potentiale i regioner og lande med åbne og dynamiske politiske systemer – Sydøstasien, Tyrkiet og Indien – end i den arabiske verden.)
Irak indtager et underligt sted i denne fortælling. Selv om invasionen af Irak opflammede den muslimske verdens vrede, og rækken af fatale fejl i besættelsens første periode skabte et farligt kaos i hjertet af Mellemøsten, blev Irak også en scene, hvor al-Qaeda spillede en dødbringende hånd – og tabte. I samme omfang som al-Qaeda vandt militært frem i Irak, tabte det politisk terræn. Det skete, da gruppen forlod sin bredere globale ideologi for i stedet at fokusere på en snævert sekterisk dagsorden – drab på shiamuslimer og målrettede forsøg på at fremelske en sunni-shia borgerkrig. I denne bestræbelse greb gruppen til en uhørt grad af brutalitet og vold, som chokerede de fleste irakere. Og hvor al-Qaeda erobrede lokal kontrol, blev selv fromme muslimer afskrækket af gruppens doktrinære og reaktionære adfærd. I Anbar-provinsen, sunni-oprørets kerneområde, lod al-Qaeda rutinemæssigt fingre skære af rygere. Selv de sunnimuslimer, der frygtede det nye Irak, begyndte efterhånden at foretrække et shiamuslimsk styre frem for dette barbari.
Bøn til muslimske ledere
Siden 11. september 2001 har vestlige kommentatorer indtrængende opfordret moderate muslimske ledere til at fordømme jihad-ideologier, udstede fatwaer mod selvmordsbombere og tage afstand fra al-Qaeda. Og siden 2006 er de begyndt at gøre det i stigende tal. I 2007 skrev en af bin Ladens mest fremtrædende saudiarabiske læremestre, præsten og filologen Salman al Odah, et åbent brev, hvori han kritiserede al-Qaedas leder for »at nære en kultur af selvmordsbombere, der har skabt blodsudgydelser og lidelser og nedkaldt ruin over muslimske samfund og familier.« Samme år udstedte Abdulaziz al ash-Sheikh, stormufti i Saudi-Arabien, en fatwa, der forbyder saudiarabere at deltage i jihad i udlandet og beskylder både bin Laden og de arabiske regimer »at forvandle vores unge til levende bomber for gennemførelse af egne politiske og militære mål.« Selv en af al-Qaedas chefideologer, Abdul-Aziz el-Sherif, har givet afkald på sin tidligere ekstremisme, herunder drab på civile og udvælgelse af angrebsmål efter religion og nationalitet. Sherif – der i mange år var nær partner til den al-Zawahiri, som har udarbejdet, hvad der kendes som ’al-Qaeda’s guide til jihad’ – opfordrer nu militante islamister til at afstå fra terrorisme, og har forfattet et teologisk-ideologisk opgør med sine tidligere åndsfæller.
Al-Azhar Universitet i Kairo, den ældste og mest prestigefyldte læreanstalt i hele den islamiske verden, fordømmer rutinemæssigt jihadisme. Og Darul Uloom Deoband- bevægelsen i Indien, der var arnested for den oprindelige radikalisme, som kom til at påvirke al-Qaeda, har tordnet imod selvmordsbomber siden 2008. Ingen af disse grupper eller individer er af den grund blevet provestlige eller liberale. Men de er blevet anti-jihadistiske.
Dette kan synes som en esoterisk debat. Men betænk så, at de vigtigste moderate til at tage afstand fra de militante har været de radikale elementers egne familier. Både i tilfældet med de fem unge amerikanske muslimer fra Virginia, som blev arresteret i Pakistan sidste år, og den nigerianske ’underbuksebombemand’ fra sidste jul, Umar Farouk Abdulmutallab, havde forældrene indberettet deres bekymringer om deres egne børn til de amerikanske myndigheder – en handling så bemærkelsesværdig, at den fortjener langt større opmærksomhed og lovprisning. Det er her, at blød magt bliver kritisk. Hvis fædrene til disse drenge havde været overbevist om, at USA ville tortertere, lemlæste og likvidere deres børn uden mindste hensyn til retsprincipper, ville de næppe være trådt frem. Jeg tvivler på, at mange tjetjenske fædre har udleveret deres børn til Vladimir Putins regime.
Data, som vidner om et skred i den offentlige mening i den muslimske verden, er nu overvældende. Fawaz Gerges, en professor ved London School of Economics, har analyseret meningsmålinger fra snesevis af muslimske lande i løbet af de seneste par år. Han konstaterer, at en række steder, Jordan, Pakistan, Indonesien, Libanon, og Bangladesh, er der sket et betydeligt fald i det antal mennesker, som anser selvmordsbomber og andre former for vold mod civile mål for berettigede i forsvaret for islam. Brede flertal siger nu, at sådanne angreb aldrig eller kun under meget sjældne omstændigheder kan være acceptable.
Skiftet har især været dramatisk i Jordan, hvor kun 12 procent af jordanere finder, at selvmordsangreb er »ofte eller nogle gange berettiget« (et fald på 57 procent fra 2005). I Indonesien er 85 procent af de adspurgte enige om, at terrorangreb er »sjældent eller aldrig berettiget« (i 2002 var det tilsvarende tal kun 70 procent). I Pakistan er tallet oppe på 90 procent, en stigning fra 43 procent i 2002. Gerges påpeger til sammenligning, at kun 46 procent af amerikanerne erklærer sig enige i, at »bombninger eller andre angreb, der med overlæg rettes mod civile, kan aldrig retfærdiggøres«, mens 24 procent mener, at sådanne angreb er »ofte eller nogle gange berettigede.«
Dette skred afspejler ikke en drejning væk fra religiøsitet eller og ikke engang et skridt væk fra konservative og bagudskuende opfattelser af islam. Den ideologiske kulturkamp fortsætter, og det vil tage årtier, ikke år, før den finder en afklaring. Men kampen mod jihadisme er gået bedre og hurtigere, end nogen kunne have forestillet sig.
Undtagelser falder naturligvis i øjnene: Afghanistan, Pakistan, Yemen. Men betænk, hvad vilkårene er i disse lande. I Afghanistan har jihad-ideologien koblet sig på, hvad der reelt er en etnisk strid, hvor pashtunerne føler, at de bliver fortrængt af rivaliserende grupper. I Pakistan er regimet stadig, hvor Saudi-Arabien var i 2003 og 2004: Kun langsomt ved at erkende, at den ekstremisme, det selv havde fremmet, nu er blevet en trussel mod dets egen overlevelse. I Yemen mangler staten ganske enkelt den grundlæggende evne til at kæmpe imod. Så læren lader til blot at være, at på de steder, hvor en regering mangler ønske, vilje eller evne til at bekæmpe jihadisme, dér kan al-Qaeda fortsat trives.
Sumpen er ved at være drænet
Men fjendens karakter er blevet en anden. Det er ikke længere en bevægelse, der kan vinde den arabiske gades sympati. Dens politiske appel får ikke længere herskere til at skælve. Videobeskeder fra bin Laden og Zawahiri gang gjorde engang de moderate regimer nervøse. Nu afvises de for det mest som næsten komiske forsøg på at finde populære sager at hægte sig på. (Efter finanskrakket forsøgte bin Laden sig med at lange ud efter grådige bankfolk.)
Dette er ikke et argument for, at vi skal slække på vores bestræbelser på at jagte de militante. Al-Qaeda er stadig en gruppe af nådesløse, hensynsløse mordere, der forsøger at rekruttere andre fanatikere til at udføre hæslige angreb, der vil gøre frygtelige skader på civiliserede samfund. Men gruppens aura er forsvundet og dens politiske indflydelse begrænset. Dens få tilbageværende krigere er spredt tyndt ud over hele verden og møder fjendtlige miljøer næsten overalt.
Vesten og Amerika er ikke længere involveret i en civilisatorisk kamp mod hele den muslimske verden, men i en militær- og efterretningsvæsenskampagne på en række adskilte steder. Hvis den kampagne skal få succes, kan det meget vel kræve politik, diplomati og udviklingsbistand – på den måde, som god udenrigspolitik altid gør. Vi har allierede, og vi er nødt til at støtte dem. Men modstanderen er kun en håndfuld ekstremistiske organisationer, der har fundet en lille gruppe fanatikere til at føre deres planer ud i livet. Sagt på en anden måde: Selv om USA fører an i en bred og vellykket indsats for at opbygge nationer i Afghanistan og Yemen, er der så virkelig nogen, der tror, at dette vil afskrække den næste utilpassede nigerianer eller fanatiker fra Detroit-fra at gøre forsøg på at komme om bord på et fly med sprængfarlige kemikalier i sit undertøj? Sådanne mennesker kan ikke vindes over, og man kan ikke argumentere med dem. De må fanges eller dræbes.
Fjenden er ikke stor, og sumpen er ved at blive drænet. Al Qaeda har allerede tabt på det ideologiske domæne. Hvad der stadig står tilbage, er kampen for at besejre det i krogene, sprækkerne og ujævnhederne i den virkelige verden.
Fareed Zakaria er redaktør af nyhedsmagasinet Newsweek
© Newsweek og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Tak til Informatíon og til Niels Ivar Larsen for et forrygende præcist og indsigtsfuldt situationsbillede.
Det er en meget velskrevet og indsigtsfuld artikel.
Dog er hele grundlaget for betragninger og konklusion at der rent faktisk udspiller sig en kamp imellem Islam og vesten.
Sidste år blev det uigendriveligt bevist at skyskraberne World Trade Center 1, 2 og 7 blev revet ned med flere tons sprængstof d. 11.9 2001. Ingen intelligent person kan forestille sig en flok arabere montere sprængstoffer igennem flere uger, uden at blive afslørede.
Kort inden sin død meddelte den tidl. britiske udenrigsminister Robin Cook, at Al Qaeda i mange år blot var en fortegnelse over betalte Mujahedin’ere i amerikansk/britisk sold. Det får én til at spekulere i hvem der egentligt står bag det der først de seneste 5 år har udviklet sig til noget der minder om en organsation.
Husk også at øjenvidner under ed har svoret at “underbukse-bomberen” blev hjulpet ombord af “en myndighedsperson” - den samme som filmede “terrorhandlingen” ombord og blev ført bort af FBI. Derefter hører vi ikke mere til ham. Hvorfor?
Jo, fjenden er stor. Meget større end de fleste kan forestille sig.
Fokusér på fakta - ikke myter.
Hvis man kan se Viasat History (som jeg kan og gør) kan man se en lille fin udsendelse der hedder ‘road to war’ (eller noget i den stil). Det er en meget fin dokumentar-udsendelse, som gennemgår beslutningen om hvorfor krigen mod Irak mm. overhovedet blev indledt.
Og det mest fine og interessante ved den, er at Tony Blair, Storbritanniens (UK/Englands) tidl. premierminister faktisk stiller op og svarer reelt og konkret på alle spørgsmål, stillet til ham.
På et tidspunkt bliver der også talt om hans kristne tro - og på et tidspunkt fik jeg den meget intuitive følelse, at den ideologi, han talte om skulle bekæmpes ikke så meget var islamisme, men islam som helhed - netop fordi den stod i modsætning til kristendommen. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg fik det; der lå bare en undertone i den måde, han talte om det her på.
Bare en vis tidl. statsminister i Danmark også ville gøre som Blair…
@ Ina
uigendriveligt bevist?
Hvad har jeg misset og hvor?
Tja, det har jo stået i aviserne, men man kan læse det mange steder. Niels Harrit fra KU rejser rundt og fortæller om det og her kan du se en opsummering af de tekniske beviser fra tusinder af byggesagkyndige: http://www.ae911truth.org/techarts.php
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak for linket. Hørte Niels´ første foredrag på KU - vidste ikke at han havde publiceret i et peer-reviewed tidsskrift, interessant.
om emnet…….
Zakaria skriver “Den 11. september 2001 var grusom nok, …. Ikke alene havde al-Qaeda vist sig i stand til sofistikerede og hensynsløse angreb,”
Mne der er ikke ført bevis for, ejhjeller er det sandsynliggjort, at al-Qaeda gennemførte dette angreb. Der er ikke foretaget nogen straffelovsmæssig efterforskning af sagen, således som foreskrevet i amerikansk lov. Bevismateriale blev ganske hurtigt fjernet fra ground zero, og bragt til Asien, hvor det blev omsmeltet - til trods for retslige protester fra brandfolkenes organisation.
Bygning 7 i WTC komplekset (47 etager) blev ikke ramt af noget fly, men styrtede sammen, som var den udsat for kontrolleret nedrivning med eksplosiver.
Here’s a crazy conspiracy theory for you:
19 angry Muslims came to the US, hell-bent on its destruction. They were led by a charismatic kidney dialysis patient living in a cave in Afghanistan, who most recently had been employed by the US government. After taking a few flying lessons, and successfully landing some Cessna single-engine aircraft, they decided to hijack four aircraft in order to take down a few famous landmarks. As luck would have it, all the planes were able to take off on schedule. Luckily, the pilots, crew, and passengers were unusually compliant that day – otherwise those box cutters may not have worked so well. The hijacker’s luck continued to hold, as for some reason, there were hijacking simulations going on that day and all the fighter jet pilots, only a few minutes away, got confused. Good thing for the terrorists that NORAD, just that same day apparently, changed their policy so that they were only monitoring offshore threats. So they were of no help to the confused fighter pilots, either.
It was also incredibly fortunate for the terrorists that there wasn’t much if any turbulence that day, because when guiding a commercial airliner at 450+ Mph, all it takes is a degree or two of deflection and they would have missed their targets by a few hundred feet. But their skill was so good, you’d almost think that there was some computer guidance involved – if you didn’t know that terrorists don’t have access to guidance control software for commercial airliners.
It almost appeared that their luck had run out, when after hitting the buildings they remained standing for almost an hour. But just when it appeared that all was lost, the buildings spontaneously blew themselves to smithereens in mid-air, and collapsed a free-fall speed, leaving pools of orange-glowing molten metal burning for weeks.
The hijackers were a confident bunch who performed well under pressure. In Washington, Hani Hanjour, a hijacker who heretofore could barely pilot a single-engine plane, was somehow able to pull off rapid descent 180 degree turn that even military pilots would have been hard-pressed to do. The 757 struck the Pentagon without even touching the lawn. Good thing that America’s military nerve center didn’t have any protection or their plane would have been blown out of the sky before it got within 10 miles of the place.
Ah, but their luck finally ran out, when that building remained standing despite being hit with the same size fuel-filled plane as the ones that brought down 3 buildings in New York. Maybe the oxygen-laden air at the ground floor just didn’t support burning jet fuel as compared to the thinner air at the 80th floor of the WTC. less
Det måtte jo komme. Religiøst vandvid , som det vi har set vokse i Mellemøsten gennem de seneste årtier kan umuligt være udtryk for normalitet. På samme måde som vestens økonomiske boble bristede, nærmer vi os nu begyndelsen på enden på den religiøse boble i mellemøsten. Næste skridt: tømmermænd og så går det langsom fremad. Det kan næsten kun gå fremad.