Læsetid: 6 min.

Angsten for den globale konkurrence

27. september 1996

Ingen grund til akut panik over Danmarks stilling i den internationale konkurrence

Danmark har et af de højeste skattetryk i verden og - gentager og - samtidig en af de højeste beskæftigelsesfrekvenser.
Der er altså ikke den umiddelbare sammenhæng mellem skattetryk, investeringslyst og arbejdspladser, som man kan få indtryk af, når det gang på gang hævdes, at de høje skatter, de høje lønninger og den politiske detail-regulering af arbejdsmarked og erhvervsliv får udenlandske investorerer til at holde sig væk, danske virksomheder til at flytte produktionen til udlandet.
Dette understreges, fordi Venstre og Konservative nok en gang foreslår lavere selskabsskatter og indkomstskatter for at reducere erhvervslivets omkostninger. Denne gang kommer forslaget som reaktion på FN-organisationen UNCTAD's nye rapport om globale investeringer og dagbladet Børsens sammenkobling af denne rapport med tal, der indikerer, at de udenlandske investeringer i Danmark næsten bliver halveret fra 1995 til 1996.
Ifølge FN-rapporten voksede de globale investeringer med 40 procent fra 1994-1995. Investeringerne koncentrer sig i en vestblok, hvor USA og de store europæiske økonomier gensidigt investerer og en asiatisk blok, hvor Japan og Kina investerer i andre asiatiske økonomier. (Derimod nyder hverken de afrikanske eller de latinamerikanske lande godt af den stigende investeringslyst - og de globale problemer, det medfører kan tydeligt aflæses i Verdensbankens årsrapport for 1996, der offentliggøres i dag: Ingen økonomisk vækst, ingen udvikling, enorm udlandsgæld og voldsomme fattigdomsproblemer på de to kontinenter).

FN-rapporten optegner de hundrede multinationale virskomheder, som står for omkring en tredjedel af verdens grænseoverskridende investeringer, og rapporten understreger denne eksklusive klubs rolle som motorer i den globale vækst.
Set i dette perspektiv er det bekymrende, hvis de udenlandske investeringer falder - investeringer betyder arbejdspladser. Men dels er tallene meget usikkert beregnede på grundlag af foreløbige tal for årets to første kvartaler. Dels tyder alle konkunkturmålinger på, at ordrerne er på vej op, lagrene falder og afsætningen både hjemme og i udlandet stiger. Der er sjælden enighed blandt økonomer om, at dansk økonomi er på vej ind i et opsving.
Den anden del af bekymringen drejer sig om, at de danske investeringer i udlandet fortsat stiger - og bag det hele lurer angsten for en myrevrimmel af billig arbejdskraft, som truer vores arbejdspladser. Man skal ikke underdrive udfordringen fra Asien og Østeuropa, men før panikken griber om sig, er det værd at repetere et par faktualiteter:
For det første hører Danmark til de vesteuropæiske økonomier, der har haft langvarig stabil vækst. Også i de forgangne tyve år med massearbejdsløshed. Også i de sidste ti år, hvor liberaliseringen har sat skub i den internationale handel og kapitalbevægelserne. Den seneste rapport fra FN's udviklingsorganisation UNDP understregede, at godt nok har globen behov for økonomisk vækst for at udrydde fattigdom, men de velbjergede økonomier har ikke brug for stærkere vækstrater. De bør derimod satse på uddannelse, sociale reformer og andre lighedsfremmende politikker. Det er u-landene og overgangsøkonomierne, der har brug for stærk økonomisk vækst for at løse elementære fattigdomsproblemer.
For det andet er ingen tegn på, at Danmark oversvømmes af importerede varer fra Østeuropa og Asien. Lad os tage de nærmestliggende som eksempel på, hvad internationaliseringen betyder:
Importen fra landene i Central- og Østeuropa og Rusland voksede med 125 procent i perioden fra 1988 til 1994. I samme tidsrum steg eksporten med næsten 250 procent, og derfor har Danmark fået et lille handelsoverskud.
Stigningen skal ses på bagrund af en meget begrænset eksport i 1988 på 2,7 milliarder. Men eksporten er meget hurtigt blevet et næsten lige så stor som eksporten til Japans 120 millioner indbyggere.
Landbrugets eksport til Øst- og Centraleuropa steg således fra en halv milliard til mere end tre milliarder fra 1988 til 194. Eksporten af maskiner, kemiske produkter, halvfabrikata og bearbejdede varer steg ligeledes stærkt. Visse brancher har altså haft fordele af den øgede samhandel.

På importen ses imidlertid tydeligt, hvem der har tabt i konkurrencen - og fortsat vil gøre det. I samme periode er Danmark nemlig begyndt at importere betydeligt mere tøj og andre tekstiler derfra, og danske virksomheder har flyttet store dele af sy-produktionen især til Polen. Det har medført, at antallet af syersker i Danmark er faldet til 5-6000 personer - en tendens som uden tvivl fortsætter i de kommende år.
Eksporten af beklædnings- og tekstilprodukter er godt nok steget i nogenlunde samme takt som eksporten. Det kommer bare ikke syerskerne til gode, fordi det drejer sig om tekstiler. Produktion, farvning og tilskæring kræver mere kapital og viden end syning gør. Derfor er der brug for tekniske medarbejdere, produkt- og maskinudviklere og designere. Tekstilbranchens arbejdsdeling med Polen betyder altså, at jobstrukturen inden for selve erhvervet ændrer sig.

Man skal heller ikke underkende frygten for at danske virksomheder i stor udstrækning vil begynde at flytte produktionen til lande med lavere lønninger - og lavere skatter. Men mønstret i de danske udlandsinvesteringer tyder ikke på, at prisen på arbejdskraft spiller den afgørende rolle. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet et større notat, som viser, at stigningen i danske investeringer i udlandet, der fandt sted i slutningen af 1980'erne, især rettede sig mod andre industrilande. Kun i 1995 noteres en beskeden stigning i danske investeringer i lande uden for OECD, d.v.s. i Central- og Østeuropa, Rusland, Afrika, Mellemamerika, Sydamerika, Mellemøsten og Asien (bortset fra Japan).
Det er faktisk kun mellem fem og 15 procent af de danske investeringer i udlandet som i 1980'erne og 1990'erne er blevet placeret i lande uden for OECD-kredsen, det vil sige i lande med væsentligt billigere arbejdskraft.
Motiverne bag disse relativt begrænsede danske investeringer har Michel Wendelboe Hansen, forsker på Handelshøjskolen redegjort for i en større undersøgelse. Den tyder på, at lønniveauet ikke er afgørende.
Han har spurgt 167 danske virksomheder med fremstillingsproduktion i u-lande og i de central- og østeuropæiske lande om, hvorfor de har valgt at etablere produktion uden for Danmarks grænser. De skulle rangordne følgende svar: 1) for at komme ind på markedet, 2) for at udnytte produktionsmæssige fordele, herunder lavere omkostninger, 3) for at få bedre adgang til råvarer, 4) for at deltage i færdiggørelse af et produktionsanlæg, som efterfølgende skal leveres til en producent i det pågældende land, 5) en kombination af flere forskellige årsager.
Lidt over halvdelen af virksomhederne angav ønsket om at komme ind på et nyt marked som den væsentligste årsag til deres udenlandske investering. Svaret dækker over ønske om større markedsandele, om nødvendigheden at være tilstede på markedet for at kunne begå sig, om at kunne tilbyde serviceydelser i forbindelse med vareproduktion m.v.
Det virkeligt overraskende er imidlertid, at kun 18 procent angav lavere produktionsomkostninger som den væsentligeste årsag til at flytte udenlands. En erhversgruppe skiller sig imidlertid ud: I gruppen af beklædnings- og møbelproducenter angav næsten 60 procent omkostningerne som det væsentligste motiv.

Og så rammer vi igen kerneproblemet i den større internationalisering og liberalisering: Groft sagt taber den ufaglærte syerske, mens den uddannede maskinarbejder vinder.
Det ligger helt i tråd med OECD-undersøgelser, som viser, at brancher med lille forsknings- og udviklingsindsats og lille investeringskvote går bag af den internationale dans, mens den øgede samhandel giver gode job og lønninger i brancher, som producerer ikke-standardiserede produkter.
Den store udfordring er derfor at klare det omstillingspres, som internationaliseringen lægger på arbejdsmarkedet. Et højt uddannelsesniveau og livslang uddannelse som perspektiv er indlysende nødvendigt, men næppe tilstrækkeligt. Det er, hvad den uendelige diskussion mellem Erhvervsministeriet og Finansministeriet handler om.
Men selvfølgelig skal man ikke gøre livet mere besværligt for erhvervslivet end højst nødvendigt. Passende kunne man tage fat på at gøre skattereglerne så gennemskuelige, at udenlandske firmaer på forhånd kan kalkulere med udgiften. Intet er så ubehageligt for en virksomhed som det ukalkulerbare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu