Berlin genopfører muren... i Bosnien

Marchordre til bosniere i Tyskland kan i bedste fald skubbe til genopbygningen af det ødelagte land. Og i værste fald cementere den etniske deling fremfor at skabe forsoning

Denne deportation er som folkemordet på de bosniske muslimer, sagde den 25-
årige bosnisk-muslimske kvinde, Seherzada Malkic, grædende til Reuters Television i onsdags.
Hun var netop kommet ud af et offentligt kontor i sit kvarter i Berlin.
Hun var gået derind for at få forlænget sin opholdstilladelse. I stedet kom hun ud med beskeden om, at hun var en af de 1.500 bosniere - ugifte såvel som par uden børn - der samme dag havde fået marchordre af den tyske delstat Berlins indenrigsministerium. Seherzada Malkic skal være ude af landet i slutningen af oktober. Spørgsmålet er, hvor hun skal tage hen.
"Jeg kan ikke stole på serberne mere. Jeg kan ikke leve side om side med dem nu," sagde hun med henvisning til, at hun kommer fra byen Modrica i et område, som nu hører under den bosnisk-serbiske del af Bosnien, Republika Srpska.
Marchordrerne er en følge af den tyske regerings beslutning om, at delstaterne nu kan tvinge flygtninge hjem og ikke behøver at nøjes med frivillig hjemsendelse.
Krigen i Bosnien er slut, og derfor skal de 320.000 bosniske flygtninge i Tyskland begynde at rejse hjem og genopbygge deres ødelagte land. Det gjorde tyskerne selv efter Anden Verdenskrig, og det burde bosnierne også gøre, lyder et af argumenterne for hjemsendelsen.
Berlin er gået mest drastisk til værks. Men også i Bayern er myndighederne begyndt at forberede hjemsendelse.
Andre delstater - for eksempel Slesvig-Holsten - har derimod besluttet at vente og ikke tvinge flygtninge hjem før tidligst til april næste år. Der er tale om socialdemokratisk ledede delstater, der ikke har det godt med at sende flygtninge tilbage til den strenge bosniske vinter. Delstaterne har lov til at vente, men skal på et eller andet tidspunkt følge trop.

Når den tyske regering har valgt at presse hjemsendelsen igennem nu, skyldes det flere forhold:

Regeringen ønsker at sende et signal til flygtningene om, at deres ophold ikke er for evigt. Deres midlertidige opholdstilladelse - kaldet "toleration permit" - er midlertidig.
Den ønsker at bruge hjemsendelsen indenrigspolitisk. For at vise den tyske befolkning, at man gør noget. Mange tyskere har svært ved at forstå, at bosnierne stadig er i landet, når der nu har været fred i deres hjemland i et år. Særligt i Bayern er der ved at danne sig en folkelig opinion mod bosniernes ophold. "Når antallet af flygtninge i Bayern er steget med 3.000 i tiden efter krigens ophør, er det et tegn på, at noget er helt galt," sagde Bayerns indenrigsminister, Günter Beckstein, forleden.
Flygtningene koster mange penge for delstaterne i en tid, hvor budgetterne bliver skåret.
Tyskland har taget lige så mange bosniske flygtninge, som resten af Europa tilsammen. Regeringen klager over, at der ikke er en fælles europæisk politik på området. Det har betydet, at flygtningene har søgt mod de lande, som var lettest at få adgang til, særligt Tyskland og Sverige, mens store lande som Storbritannien og Frankrig hver især har taget færre end Danmarks 22.500.

Væbnet med disse argumenter foreslog Tysklands indenrigsminister, Manfred Kanther (CDU), at udvise bosnierne uden hensyntagen til etnisk tilhørsforhold eller hjemstavn.
Men flere så i øjnene, at det ville skabe et dillemma. Flygtningene ville blive tvunget til at vælge:

Enten at vende tilbage til et hus i en by, som nu bebos af en anden etnisk gruppe - og dermed risikere ny forfølgelse.
Eller begynde på en frisk i et sikkert område, hvor deres egen gruppe er i flertal, og dermed ødelægge Vestens forsøg på at gendanne Bosnien som en multietnisk stat. Og dermed cementere en ny Berlin-mur i Bosnien stedet for at nedbryde den.

Efter en ophedet debat - og protester fra de socialdemokratiske delstater - endte det hele med et kompromis mellem regeringen og de 16 delstater.
"Der bliver ingen hjerteløse hjemsendelser," sagde udenrigsminister Klaus Kinkel om kompromiset:
En bosnisk muslim vil ikke blive tvunget til at flytte til et bosnisk-serbisk styret område. Heller ikke familier skal sendes hjem i første omgang.
Ikke desto mindre rummer kompromiset også sikkerhedsproblemer.
Ugifte personer og par uden børn kan i princippet sendes hjem uden tøven.
Derfor skal Seherzada Malkic hjem, selv om hun kommer fra en by, der nu ligger i Republika Srpska.
Og da omkring 60 procent af flygtingene i Tyskland er bosniske muslimer, "etnisk udrenset" af bosniske serbere, kan mange andre komme i samme situation som Seherzada Malkic.
Langt fra alle vil blive sendt til Republika Srpska. Men i princippet kan op til 200.000 bosniske muslimer i løbet af de næste 18 måneder blive sendt til områder inden for den anden halvdel af Bosnien, den muslimsk-kroatiske føderation.

Kompromiset har derfor også fået en hård medfart.
FN's flygtningehøjkommissariet, UNHCR, mener, det er for tidligt. Den kritiserer, at Tyskland går enegang i forhold til andre lande, der stadig går efter princippet om frivillig hjemsendelse.
Dels fordi det mest basale - at skaffe flygtningene tag over hovedet - tager tid i det ødelagte land. UNHCR peger på, at i de 22 områder, som organisationen har udpeget som pilot-projekter for - frivillig hjemsendelse vel at mærke - skal 31.000 huse og lejligheder repareres for at gøre det muligt for 185.000 mennesker at vende hjem.
Og dels fordi den politiske situation stadig er for spændt til, at UNHCR vil kalde Bosnien for et sikkert område.
Ikke kun mellem serbere og muslimer. Men lige så meget mellem muslimer og kroater.
Et forsøg på at genbosætte flygtninge i byen Mostar, der indtil for nylig var delt i det muslimske Østmostar og det kroatiske Vestmostar er forfejlet. Muslimer og kroater var i krig med hinanden indtil 1993, og spændingen er stadig anstrengt på trods af, at de to grupper har indgået en føderation. En stor tilstrømning af muslimer på én gang vil ændre den demografiske balance i føderationen. Kroatiske nationalister vil gå meget langt for at modsætte sig muslimsk hjemkomst.
Christian Schwarz-Schilling, et ledende medlem af CDU og mægler mellem muslimer og kroater, kalder på baggrund af sine erfaringer regeringens beslutning for "uansvarlig".

De fleste er enige om, at genopbygning, økonomisk aktivitet og demokratisering er vejen frem, hvis Bosnien skal heles og forsones. Lige som flygtninges ret til at vende hjem er et lige så altafgørende princip, og det hyldes også af de bosniske flygtninge selv - så længe det er sikkert nok, naturligvis.
"Ja, vi skal genopbygge Bosnien, men vi behøver penge til det. Uden penge, uden byggematerialer, uden et sted at bygge, er det umuligt," sagde en anden flygtning, Nesad Dajic, forleden.
Spørgsmålet er, hvad der skal komme først.
Bliver flygtningene i Vesteuropa for længe, cementerer man den etniske deling.
Sender man dem ukritisk hjem i "fjendeland", risikerer man en genopblussen af krigen.
Og sender man dem hjem til områder, hvor deres respektive befolkningsgrupper er i flertal, undgår man en ny krig, men cementerer samtidig den etniske deling.
Berlinernes utålmodighed kan - hvis den danner præcedens i Tyskland og i resten af Europa - betyde, at de genopfører muren.
Denne gang blot i Bosnien.