Læsetid: 6 min.

EU´s udvidelse lagt på is

26. september 1996

Reperationen af alle Maastricht-traktatensfejl er i fuld gang. Men EU-forhandlingerne har ikke bevæget sig en tomme i forhold til at forberede optagelsen af nye lande i Unionen

Den danske EU-forhandler, ambassadør Niels Ersbøll, så ualmindeligt glad og veltilfreds ud, da han tirsdag mødtes med den danske presse i Bruxelles. Det går utroligt godt i EU's traktat-forhandlinger i forhold til en af Danmarks absolutte top-prioriteter - beskæftigelsen. Det ser stadig mere ud til, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen kan få opfyldt et af sine brændende ønsker. Et særligt kapitel i den næste EU-traktat om beskæftigelsen.
Direkte adspurgt om, hvad der i øvrigt er Danmarks topprioriteter, svarede Ersbøll, at det udover beskæftigelsen er miljøet og åbenhed.
Den danske EU-forhandler indrømmer åbent, at disse tre emner ikke har nogen forbindelse overhovedet med det, som EU's stats- og regeringschefer offentligt har erklæret som traktat-forhandlingernes egentlige mål, nemlig at forbedre EU-samarbejdet sådan, at det også kan fungere effektivt, når Unionen har 27 medlemmer.
Den eneste forbindelse mellem emner som beskæftigelse og miljø og så EU's kommende udvidelse er ifølge Ersbøll, at disse ting er nødvendige for at få et flertal af danskerne til at godkende den næste traktat. Og uden dansk godkendelse bliver der ingen traktat, og uden traktat bliver der ingen udvidelse.

Da forhandlingerne om den ny EU-traktat begyndte, opstillede EU's ledere to mål. For det første skal der repareres på de ting i Maastricht traktaten, som ikke fungerer. Og der udover skal EU's institutioner indrettes på en sådan måde, at EU-samarbejdet også kan fungere effektivt, når der ikke som i dag bare sidder 15 lande, men måske 27 eller endnu flere lande omkring bordet.
Siden forhandlingerne startede i Torino i foråret, er arbejdet med at identificere Maastricht traktatens fejl og med at få pyntet den kommende traktat med formodentlige salgsobjekter som beskæftigelse og miljø gået støt og roligt fremad. Men i forhold til de ændringer af EU-samarbejdet, der er nødvendige for at kunne gennemføre udvidelse, er de fleste deltagere i forhandlingerne enige om, at der ikke er sket noget overhovedet.
Det findes der to forklaringer på. Optimisternes går på, at det er normalt i forløbet under traktat-forhandlinger, at de svære og politisk kontroversielle rent institutionelle spørgsmål altid afklares til sidst.
Og da forhandlingerne forventes at fortsætte frem til juni næste år, er det altså for tidligt at forlange, at der skal være opnået fremskridt på det område.
Men der er også en pessimistisk forklaring, som nu dukker op hos stadig flere af de personer, der er involveret i forhandlingerne. Den går kort fortalt ud på, at den politiske vilje til at få vedtaget en ny traktat, der gør EU i stand til at klare en stor udvidelse, ganske enkelt ikke er til stede.
Det er umuligt at finde en eneste person med indsigt i forhandlingerne, der åbent vil lægge navn til, at perspektivet med en hurtig udvidelse for øjeblikket er dødt. Men i uformelle sammenhænge er både politikere og forhandlere i stadig højere grad enige om, at der ikke for øjeblikket er noget politisk pres for at få EU gjort klar til en hurtig udvidelse. Snarere tværtimod.
En groft forenklet gennemgang af, hvordan de enkelte EU-lande for øjeblikket ser på traktat-forhandligerne og den kommende udvidelse viser med al tydelighed, at det politiske pres for en hurtig EU-udvidelse ikke eksisterer.

Tesen er, at hvis EU skal fungere med 27 medlemslande, skal det være sværere for et enkelt land at blokere EU-beslutninger. Altså mindre vetoret. Det er det, som kloge hoveder på EU-seminarer kalder for "fordybning af samarbejdet".
En fordybning af samarbejdet er nødvendigt for at kunne gennemføre udvidelsen. Men ser man på de 15 nuværende EU-lande, er der reelt kun et eneste sted, hvor der er en politisk vilje til både fordybelse og udvidelse, og det er i det tyske kansleramt.
I Sydeuropa - Spanien, Italien, Portugal og Grækenland - er der vilje til fordybning, men ikke til udvidelse. Nye medlemslande fra Central- og Østeuropa betyder nemlig færre EU-penge til sydeuropæerne.
I Danmark og Storbritannien er synspunktet det stik modsatte. De to lande ønsker en udvidelse, men er stærke modstandere af en fordybning af samarbejdet. De to grupper er yderpunkterne i forhandlingerne.
Imellem ligger så Benelux-landene, der gerne vil have en fordybning af EU-samarbejdet, men er skeptiske overfor udvidelsen - selv om de ikke er så meget imod den som sydeuropæerne. En anden mellemgruppe er Sverige og Finland, som hører til tilhængerne af optagelsen af nye medlemslande og som til en vis grad accepterer en fordybning af samarbejdet.
Endelig er der Frankrig, som stadig mere tydeligt viser, at landet ikke har de store ambitioner om en hurtig udvidelse. Den franske udenrigsminister Hervé de Charette fortalte for nylig i en uformel sammenkomst med franske journalister, at han forventer, at regeringskonferencens slutresultat bliver "moyen" - middelmådigt.

En analyse som deles af mange. Et spørgsmål, som stilles stadig oftere lyder: "Hvorfor haster det med en hurtig udvidelse?"
Flere traktat-forhandlere taler forholdsvis åbent om, at det jo alligevel kun bliver Polen, Tjekkiet og Ungarn, der skal med i første omgang. Cypern og Malta kunne udskydes til senere. Og hvorfor skulle EU ikke med nogle mindre justeringer kunne fungere med 18 medlemslande?
I Holland taler diplomater stadig mere åbent om, at traktat-forhandlingerne formentlig ikke kan afsluttes i Amsterdam i juni næste år på grund af det britiske valg. Sagen kan let havne hos det luxembourgske EU-formandskab i anden halvdel af 1997.
Så kommer den store EU-beslutning om, hvilke lande der kan deltage i EU's økonomiske- og monetære union. Den beslutning skal træffes i starten af 1998, og der er hos mange politikere stor modstand mod at præsentere deres befolkninger for to omfattende EU-beslutninger på så kort tid.
Så hvorfor ikke blot lave en mindre justering af EU-samarbejdet nu og så forhandle igen om en ny udvidelses-traktat i slutningen af halvfemserne, hvor EU alligevel skal revidere andre dele som EU-budgettet og strukturfondene for at tilpasse dem til den kommende udvidelse, lyder et argument.
For øjeblikket er der bred enighed blandt diplomater om, at der ikke lægges noget politisk pres på EU-forhandlerne for at få dem til at tage udvidelsen alvorligt.

Det er euro-skeptikerne og ikke tilhængerne af et udvidet EU-samarbejde, der for øjeblikket er de aktive. Franske gaullister laver alliancer med eksempelvis tyske CSU'ere.
Den tyske forbundskansler Helmut Kohl er endnu ikke selv gået aktivt ind i traktat-forhandlingerne. Pro-europæerne i Bonn håber dog, at Kohl nu vil tage sagen op på det tysk-franske topmøde i Paris den 2. oktober forud for EU's ekstraordinære topmøde i Dublin den 5. oktober.
Men hidtidige meldinger fra både Bonn og Paris lyder på, at man ikke kan forvente noget fælles fransk-tysk udspil, der vil sætte ny damp på forhandlingskedlerne. Og uden indgriben fra Kohl selv, er der næppe udsigt til, at der kommer noget politisk pres for at få forhandlerne til at fokuserer på udvidelsen.
Europa-Kommissionen, der også tidligere har været en vigtig faktor, når der skal sættes tryk på forhandlinger, er også foruroligende passiv. Kommissionens formand Jacques Santer er "taktisk afventende" - ikke udfarende.
Endnu et bevis på, at der ikke sker noget, er forberedelsen af det kommende EU-topmøde. Diplomater har travlt med at drosle topmøde-forventningerne ned.
Siden det danske nej til Maastricht traktaten og de efterfølgende problemer i de øvrige EU-lande, er de europæiske politikere blevet meget bevidste om, hvordan de skal sælge den næste EU-traktat til deres befolkninger.
Adskillige meningsundersøgelser viser, at optagelsen af nye medlemslande ikke er noget godt salgsargument - snarere tværtimod. Der er ikke noget folkeligt pres for en udvidelse, og derfor er det ikke indenrigspolitisk problematisk for mange EU-regeringer at være afventende i stedet for udfarende.
For øjeblikket er alle 15 EU-lande samt Kommissionen afventende. Ingen tager inititativ til at diskutere udvidelse og med Kohl som en mulig undtagelse, er der ingen, der kan få øje på, hvem i EU-kredsen, der er parat til at tage initiativ til at sætte udvidelsen tilbage på andet end den rent retoriske EU-dagsorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu