JuniBevægelsen fremlægger i dag en politisk beretning med forældede oplysninger på deres landsmøde. Her er opdateringen
Den politisk beretning, som i dag, lørdag, forelægges på JuniBevægelsens landsmøde, kan på afgørende punkter virke forældet.
I den skriftlige beretnings helt centrale afsnit om de fire danske EU-forbehold får de godt hundrede deltagere ikke at vide, at Danmark to gange har sagt nej til deltagelse i EU-aktioner på forsvarsområdet med en direkte henvisning til et af de danske forbehold.
Forbeholdene har dermed fået praktisk betydning og er ikke blot en bremsemekanisme over for et tænkt udviklingsforløb.
I den skriftlige beretning får deltagerne heller ikke at vide, at Venstre på partiets landsmøde i sidste weekend opgav sin hidtil meget aggressive kamp mod de fire danske forbehold.
Den radikale Europa-ordfører, Elisabeth Arnold, sætter det holdningsskifte i perspektiv. Hun har flere gange sagt, at Uffe Ellemann-Jensen og Venstre ikke skaffer sig flere EU-tilhængere, men at partiet tværtimod skubber flere og flere tvivlere over i EU-modstandernes lejr med sin kontante og aggressive facon.
"Indtil landsmødet var Venstres politik meget aggressiv, og de søgte at sætte folk kniven for brystet for at få et opgør om de fire forbehold. Nu holder alliancen mellem Uffe Ellemann-Jensen og Junibevægelsen om at skaffe flere nej-sigere ikke mere. Venstre er blevet mere realistiske," siger den radikale EU-ordfører Elisabeth Arnold.
Venstres holdningsskifte sker efter en frustrerende erkendelse af, at partiet på trods af den klare profil på dette område ikke har fået rykket befolkningens holdninger det mindste.
Som en besk optakt til partiets landsmøde offentliggjorde Jyllands-Posten en meningsmåling, der fortæller, at 51 procent af danskerne holder fast ved forbeholdet over for dansk deltagelse i EU's økonomiske og monetære union. Tallet er ikke overraskende, men bekræfter befolkningens solide opbakning til forbeholdene.
Det er først og fremmest bølgen af meningsmålinger, der har fået Venstre til at stoppe op.
"Det er et reelt problem, at Venstre og Konservative indtil nu har været de eneste, der har ville diskutere forbeholdene. Regeringen har ikke villet deltage i den diskussion. Og nu kan vi jo se på meningsmålingerne, at befolkningen ikke har fattet vores budskab. Derfor er det håbløst at få ændret på de fire forbehold. Forbeholdene bliver desværre en mere og mere langsigtet del af Danmarks politik," siger Venstres EU-ordfører Charlotte Antonsen.
Venstres politiske skift er stadig dugfrisk. Det kan være forklaringen på, JuniBevægelsen ikke nævner det i sin beretning. I stedet står der, at "Folketingsflertallet og regeringen forsøger, alt hvad de kan, at løbe fra forbeholdene og de løfter, de gav om en ny og langsigtet Europa-politik."
Der er to eksempler på, at forbeholdene har fået en praktisk betydning.
Første gang viste sig i juni, hvor EU-landene vedtog at udarbejde fælles planer for evakueringen af EU-borgere fra et kriseområde.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen sagde nej til dansk deltagelse, fordi beslutningen juridisk set støder lige ind i det danske forbehold på området.
Med samme juridiske udgangspunkt vil EU-landenes udenrigsministre på tirsdag vedtage en fælles aktion for at rydde miner i Bosnien. Også her vil den danske regering takke nej.
"Danmark kan ikke deltage i aktionen på grund af det danske forbehold på forsvarsområdet," sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen fredag på et pressemøde og afviste samtidig, at regeringen af den grund vil gøre op med forbeholdet på dette område.
Samtidig tydeliggør Helveg Petersen, at Danmark vil deltage i minerydningen i Bosnien som medlem af NATO.
Den kommende tirsdags danske nej i Bruxelles skyldes med andre ord ikke en politisk uenighed om aktionen, men kan alene tilskrives det danske forbehold på området.
JuniBevægelsens beretning får ikke omtalt de to eksempler på forbeholdenes praktiske betydinng
Også i forhold til den løbende debat om de danske EU-forbehold er der tre åbenbare huller i JuniBevægelsens beretning.
For det første advarer JuniBevægelsen stærkt imod enhver sammenblanding af militær og EU.
Diskussionen her drejer sig om de store linjer i den europæiske udvikling, mens det danske forbehold på dette område alene indebærer, at Danmark ikke kan deltage i opbygningen af en vesteuropæisk supermagt, hvis det skulle komme på tale.
JuniBevægelsen skriver i sin beretning, at EU-landene har vedtaget, at EU skal kunne løse sikkerhedspolitiske opgaver, selv om de indebærer indsættelse af egentlige kamptropper.
Det skete på forårets topmøde i Torino.
Den skriftlige beretning får ikke nævnt, at NATO-landenes udenrigsministre på topmødet i Berlin kun tre måneder efter vedtog, at fremtidens europæiske forsvar skal finde sted inden for NATO's rammer og ikke i en eller anden selvstændig europæisk organisation.
De to beslutninger kunne tyde på en kommende arbejdsdeling mellem NATO og EU, så NATO skal løse de store opgaver - sådan som det for eksempel er sket i Bosnien med IFOR-styrken - mens EU skal sætte gang i mindre opgaver som for eksempel minerydning. Sådan lød i hvert fald Niels Helveg Petersens udlægning efter NATO-topmødet.
Udenrigsministeren betegnede over for Information den arbejdsdeling som et foreløbigt og ønskeligt kompromis mellem de lande, der arbejder for opbygningen af et egentligt EU-militær og lande som Danmark, der står fast på, at NATO stadig skal spille den afgørende rolle i det fælles europæiske forsvar.
For det andet nævner JuniBevægelsens beretning, at det danske forbehold over for opbygningen af et egentligt EU-samarbejde om asylpolitik, indvandringspolitik og flygtningepolitik er i strid med forbeholdet, selv om Danmark ikke vil deltager det.
SF-formand Holger K. Nielsen og formanden for Folketingets Europaudvalg, socialdemokraten Ove Fich, deler her JuniBevægelsens tolkning, mens udenrigsminister Niels Helveg Petersen siger, "at Danmark ikke har nogen interesse i at forhindre, at de andre EU-lande går videre".
Når JuniBevægelsens skriftlige beretning derefter siger, at regeringen går ind for flere flertalsafgørelser i den mellemstatslige del af samarbejdet her, så er det ifølge Helveg Petersen ikke korrekt.
"Vi mener, at de nuværende regler om enstemmighed skal bevares," siger Helveg Petersen.
I beretningens afsnit om det danske forbehold over for deltagelse i EU's økonomiske og monetære union skriver JuniBevægelsen for det tredje, at regeringen ikke forbereder nogen selvstændig vej for Danmark
uden for ØMU'en og den fælles valuta.
JuniBevægelsen omtaler ikke, at bevægelsens eget debatoplæg til EU's regeringskonference fra november 1995 foreslår et bredt europæisk valutasamarbejde, hvor de øst- og centraleuropæiske lande inddrages.
Efter sammenbruddet af det europæiske valutasamarbejde i begyndelsen af 1990'erne, er det en udbredt erkendelse, at et valutasamarbejde kun kan omfatte støtte mod spekulation, hvis Danmark overholder bestemte og skrappe krav til den økonomiske politik.
Økonomiminister Marianne Jelved talte op til Dublin-mødet mellem EU-landenes økonomiministre direkte for, at Danmark skal overholde stramme økonomisk-politiske krav for at få en valutaaftale med ØMU-landene.
SF'eren Steen Gade accepterede før mødet den type internationale forpligtelser, selv om de binder en dansk regerings økonomiske handlefrihed. Det er ifølge SF'eren prisen for at blive beskyttet mod valutaspekulation.
Også her er der tale om en væsentlig nyorientering af den danske diskussion, som deltagerne på JuniBevægelsens landsmøde ikke kan læse i den skriftlige beretning til mødet.
