Læsetid: 6 min.

Centralafrikas kaos breder sig til det syge Zaïre

26. oktober 1996

Konflikten mellem hutuer og tutsier i Rwanda og Burundi kan blive indledningen på Zaïres nedbrydning.

Zaïre var bare fem dage inde i selvstændigheden som nation, da Mobuto Sese Seko tog magten i 1960. Siden gjorde han staten synonym med sin person. Hærens elitekorps er hans personlige vagtværn, statskassen hans bankkonto. Det snævre sammenfald blev demonstreret i 1995, da et fragtfly fra Frankfurt måtte opgive at lande ved hans domicil i byen Gbadolite, og i stedet gjorde holdt ved hovedstaden Kinshasa. Dér var den tidligere økonom i Verdensbanken, Kengo wa Dondo, netop tiltrådt som ministerpræsident, hvilket havde givet ham anledning til at skærpe toldvæsenets opmærksomhed. Ved disse to sammenfald af uforudsete omstændigheder blev det åbenbaret, at flyets last, destineret til Mobuto i Gbadolite, bestod af paller med nytrykte pengesedler. Sold til hans soldater for beskyttelse og betaling til operatørerne af diamant- og guldminer for deres internationalt gangbare værdier.
Gennem de seneste to måneder har Mobuto opholdt sig på et sanatorium i Lausanne, hvor han behandles for prostatakræft. Dermed sygner statsmagten hen. Når han er væk, går Zaïre så også i opløsning?
Det ville være den eneste naturlige konsekvens af diktatorens død - for kun i hans brutale styres tid har landet haft karakter af nation. Sammensat af 350 folkeslag har kun Mobutos nådesløst brutale styre holdt sammen på det mægtige territorium - syv gange større end det forenede Tyskland.

Før ham var der kaos og løsrivelseskrige, og tidligere, da landet hed Congo og var ejet af Belgien og tidligere end det, som den belgiske kongens personlige ejendom, nåede centralmagten aldrig at gennemtrænge mere end nogle få kilometer af regnskoven langs Zaïre-floden, landets centrale åre plus den kobberrige Shaba-region (tidligere Katanga).
Zaïre er et af disse lande, der reelt aldrig har været et land, aldrig skulle have været et og måske heller aldrig bliver det.
Ironisk nok har Mobuto bl.a. holdt sammen på landet ved at opmuntre til løsrivelse og oprør, når han følte gulvtæppet skælve . Sidst i 1991-93 da han var alvorligt truet af et folkeligt oprør i hovedstadsområdet, der bakkede op bag en regering med oppositionslederen Éthienne Tshisekedi i spidsen. Mobuto havde indsat en anden ministerpræsident, hvorfor Zaïre havde to regeringer og to møntsystemer, Tshisekedis og Mobutos. I 1993 førte dette til blodige optøjer i Kinshasa, da Tshisekedi erklærede Mobutos nyligt udstedte 5 mio. Zaïre-pengesedler (værdi ca. 10 kr.) for ugyldige. Da byens markedskvinder nægtede at tage imod pengene - der især var kommet i cirkulation ved Mobutos lønudbetaling til hæren - gik soldaterne amok og plyndrede byen. Mobuto underminerede Tshisekedi ved at fremprovokere optøjer i Tshisekedis Kasai-stamme.

Som altid modtagelig for god betaling var Mobuto under den kolde krig en sikker vestlig støtte; som modydelse rykkede franske soldater ham til undsætning to gange, da en velorganiseret oprørsbevægelse fra Shaba-provinsen i 1977 og 1978 truede hans hegemoni. USA betalte - dyrt - og fik til gengæld råderet til brug af den store sydlige luftbase Kamina.
Tutsiernes oprør i den østlige del af landet er den første alvorlige udfordring til Mobuto siden Katanga/Shaba-oprørene i 1960, '77 og '78. Siden da er meget forandret. Dengang var landet rigt og hæren velorganiseret. Siden er kobberpriserne styrtdykket, landet gerådet i kaos og hæren demoraliseret, ikke mindst som et resultat af Mobutos underminering af officerskorpset - en mulig oprørskilde.
Geopolitisk er Zaïres betydning elimineret: Der er intet behov for Zaïre som allieret mod verdenskommunismen. Regionalt har forholdene også ændret sig drastisk mod Mobuto. Det permanente kaos, der gennem 1970'erne og 1980'erne svækkede landene ved Victoriasøen - Uganda, Rwanda og Burundi er afløst af dels orden og økonomisk vækst i Uganda, dels et kaos i de to øvrige lande, der har bredt sig ind i Zaïre.
Det sidste er et selvskabt problem for Zaïre.
Konstante gnidninger mellem områdets lokale folkeslag op gennem 1980'erne og 1990'erne førte flere gange til blodig uro i de to østligste Zaïre-provinser, Nord- og Syd-Kivu. Senest i 1993, da hunde-, nyanga- og nanda-militsgrupper angreb zairanske tutsi- og hutugrupper i Nord-Kivu. Disse grupper var indvandret til det østlige Zaïre i flere bølger, den første og største i 1880'erne.
Som modsvar dannede hutuerne deres egen milits, og støttet af tutsierne lykkedes det at holde de øvrige grupper stangen. De to grupper har aldrig fået del i regionens politiske magt, hvor lokalregeringen ved dette og andre lejligheder lod enheder af den zaïriske hær deltage i konflikten mod de to grupper.
Men med den rwandiske borgerkrig i 1994 blev de strategiske forhold drastisk ændret. Selv om det lykkedes den rwandiske hutu-milits Interahamwe ('de som angriber sammen') at myrde over 90 procent af tutsibefolkningen i løbet af 10 uger i foråret - over 800.000 mennesker - blev organisationen slået på flugt af den tutsidominerede guerillahær Rwanda Patriotic Front, RPF.
Denne var dannet af tutsiflygtninge, der var ankommet til Uganda i begyndelsen af 1960'erne.
Diskrimineret af forskellige herskere bakkede de op bag løjtnant Musevenis veldisciplinerede oprørshær, som med hovedsagelig tutsimandskab tog magten i Uganda i 1986.
Under ledelse af Musevenis efterretningschef Paul Kagame brød de fire år senere ud fra Ugandas hær og med dets våben invaderede de Rwanda under det nydannede RPF's navn. En spinkel fred blev etableret - men da Interahamwes folkemord blev iværksat i april 1994 gik RPF til angreb og slog på få uger Interahamwe og Rwandas hær på flugt.
Da disse to tungtbevæbnede styrker, sammen med to millioner hutu-flygtninge, strømmede ind i det østlige Zaïre, blev magtbalancen mellem Nord-Kivus hutuer og tutsier afgørende forrykket. Under Interahamwes ledelse og med aktiv opbakning fra Nord-Kivus lokalregering blev tutsierne fordrevet, og 15.000 flygtede til Rwanda.
En langt større tutsibefolkning - cirka 300.000-400.000 - bor i Syd-Kivu, ud for grænsen til Burundi.

Efter folkemordet i Rwanda har der i stigende grad været uro i Burundi, hvor tutsier bakker regeringsmagten op med deres fulde kontrol over hæren. Tusinder af hutuer er gennem de seneste par år blevet myrdet i konflikten dér, og et stigende antal hutu-flygtninge er ankommet til Syd-Kivu.
Da lokalstyret i løbet af august-september, i samarbejder med Interahamwe indledte samme etniske fordrivelse, som de havde gennemført i Nord-Kivu, fandt de tutsierne velforberedte. Da provinsens vice-guvernør den 6. oktober beordrede tutsierne - lokalt kendt som banyamulenge - ud inden en uge, "eller blive jagtet som oprørere", svarede de igen som - oprørere. Siden da har daglige væbnede træfninger optrappet konflikten til det nuværende niveau, hvor der er tale om regulær borgerkrig.
Såfremt Zaïres beskyldninger om, at Rwanda har bidraget med våben, træning og soldater til banyamulenges oprørshær har noget på sig, bør det ikke undre.
Interahamwe har lige siden ankomsten til Nord-Kivu drevet militære træningslejre, og alle iagttagere i regionen har samstemmende ment, at det kun var et spørgsmål om tid, før de invaderede Rwanda, i endnu et forsøg på at fordrive tutsierne. Zaïre har aldrig efterkommet internationale opfordringer til at afvæbne interahamwe - tværtimod er der utallige rapporter om støtte til militsen.
Åbningen af en ny front mod Interahamwe er tutsi-regeringerne i Rwanda og Burundi bedste forsvar.
Foreløbig er der intet, der tyder på, at banyalenge-militsen bliver trængt af Zaïres hær, der i The Economist præcist karakteriseres som "Verdens mest demoraliserede hær". Som det fremgår af historien på side 6, går militsen tværtimod støt frem mod det ikke utænkelige, at den erobrer provinshovedstaden Bukavu. Skulle den imidlertid blive trængt, er der én overvejende årsag til, at Rwanda vil sende regionens bedst motiverede, mest kamperfarne og bedst uddannede hær til militsens støtte: Det gælder tutsiernes overlevelse.
Til gengæld kan det blive begyndelsen på Zaires nedbrydning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu