Læsetid: 6 min.

Clinton kan redde Netanyahus skind

2. oktober 1996

Alt tyder på, at Israels nye, uerfarne og arrogante ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, må skifte kurs under topmødet i Washington

Det er efterhånden sjældent, at en amerikansk præsident kalder lederne af to fjendtlige nationer til Washington i et valgår og anmoder dem om at forhandle - uden at have sikret et resultat på forhånd. Det er lige netop, hvad Bill Clinton besluttede i sidste weekend. Denne beslutning løfter sløret for to omstændigheder, som ingen kan komme udenom i denne sag.
For det første - at premierminister Benjamin Netanyahu og hans Likud-regering hverken føler sig moralsk eller politisk forpligtet til at følge den tre år gamle fredsaftale fra Oslo i tykt og tyndt. Netanyahu vandt trods alt valget sidste forår på et program, der i bund og grund udtrykte dyb mistillid til fredsprocessen. Stikordet fra valgkampen var: Israels sikkerhed fremfor alt.
Det overrasker derfor ikke nogen, at fredsprocessen på et eller andet tidspunkt ville løbe af sporet.
Det egentligt chokerende ved sidste uges tragiske begivenheder var, at den skrøbelige entente mellem Netanyahu og Arafat kunne bryde sammen i løbet af få dage. Afstanden mellem fred og krig forsvandt. Kun en udestående magt kunne hindre en væbnet konflikt, hvis konsekvenser ville have været frygteligt destruktive for hele Mellemøsten.
For det andet - at præsident Clintons største udenrigspolitiske succes ville ligge i ruiner, hvis der ikke blev sat en stopper for den spiral af vold og uartikulerede beskyldninger mellem israelere og palæstinensere, som verden var vidne til i torsdags og fredags.
Nordmænd, egyptere, jordanere og EU's regeringschefer kan altid hævde, at deres bidrag under fredsforhandlingerne i 1992-93 vejede tungere end amerikanernes. Men når det kommer til stykket, så var det USA's præsident, der fik Yitzak Rabin og Yassar Arafat til at trykke hånd og skrive under. Det tager Bill Clinton naturligvis æren for.
Hvis disse to forudsætninger er korrekte - og intet tyder på det modsatte - så havde USA's præsident alt at vinde og intet at tabe, da han i weekenden inviterede Benjamin Netanyahu og Yasser Arafat til drøftelser i Washington i denne uge.
Det var et tilbud, som ingen af de to kunne afvise. Når supermagten USA kalder, så har de to mænd blot at møde frem på pletten - og til tiden.

Trods Israels voksende politiske uafhængighed af USA så modtager Netanyahu tre milliarder dollar om året i amerikansk bistand, og der bor stadig flere jøder i USA end i Israel. Tre fjerdedele af bistanden til de palæstinenske myndigheder i Gaza og den besatte Vestbred stammer godt nok fra EU, hvorfor Arafat mellemlandede i Luxembourg på vej til Washington. Men uden USA's politiske støtte til fredsaftalen ville palæstinenserne stå ubeskyttet overfor den israelske stormagt.
Dertil kommer, at præsident Clinton valgte at annullere flere dages valgkamp i denne uge. Selv om han stadig sidder på et godt forspring i meningsmålingerne, så undgår det næppe Netanyahus og Arafats opmærksomhed, at Irak-krisen for tre uger siden kun blev en distraktion for præsidenten. Han aflyste ikke noget valgmøde, mens USA affyrede krydsermissiler mod Syd-Irak og opbyggede sin militære styrke i Den persiske Golf. I denne krise investerer Clinton derimod hele sin personlige prestige.
I Washington spørger de sædvanlige politiske iagttagere: Hvad nu, hvis Clintons hasardspil går i kludder, og Arafat rejser hjem tomhændet?
Muligheden foreligger naturligvis, men det er et ganske usandsynligt scenarie, for manglende indrømmelser fra Netanyahu vil kun betyde en ting: at situationen i Gaza og på Vestbredden koger over igen, og denne gang bliver det ikke spredt fægtning.
På Vestbredden har den israelske hær - kommanderet af Rabin-udpeget officerer - omringet alle palæstinensiske byer og svoret, at blot et enkelt skud fra en palæstinensisk politimand vil føre til en militær overtagelse af de selvstyrede områder. I Gaza vil den væbnede undergrundsbevægelse Hamas påny vækkes til live og utvivlsomt udføre en række terroraktioner mod israelske civile.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad resultatet bliver.
Det bliver derfor fascinerende at se, om Israels nye, uerfarne og arrogante ministerpræsident skifter kurs i Washington. Alt tyder på, at han vil gøre det. Netanyahu er uforvaret kørt ind i et baghold og Arafat har benyttet sig af lejligheden til at lade fælden smække. For israeleren gælder det nu om at redde sit skind med æren i behold. Det kan han kun med bistand fra Clinton, som støttede hans politiske modstander Simon Peres under valgkampen i foråret. En bitter pille at skulle sluge for Netanyahu, der er vokset op i USA.

Topmødet i Washington bliver kun en succes, hvis Netanyahu én gang for alle giver afkald på sin lunkne opbakning til Oslo-aftalen. Han bliver nødt til at sætte dato på israelske troppers tilbagetrækning fra Hebron på Vestbredden, hvilket skulle være sket for seks måneder siden. Dernæst skal alle nyudsendte tropper på Vestbredden trækkes tilbage, og den frie bevægelse mellem de palæstinensiske byer i området og mellem de PLO-kontrolleret territorier og Israel gradvist genoprettes.
Til sidst håber Clinton-regeringen, at Netanyahu vil gå med til at starte drøftelserne om Jerusalems fremtidige status. Hvis han går med til det krav, som i øvrigt stipuleres i Oslo-aftalen, så kan Arafat måske leve med, at den omstridte arkæologiske tunnel i den hellige by forbliver åben. Det afgørende for palæstinenserne er jødernes respekt for deres religiøse traditioner og historiske tilknytning til Øst-Jerusalem.

I et tilbageblik kan man konstatere, at sidste uges kortvarige Intifada ikke skyldes en enkel og isoleret episode.
Tværtimod har Likus-regeringen i flere tilfælde optrådt som en besættelsesmagt overfor palæstinenserne i stedet for som en partner. Uden at rådføre sig med Arafats repræsentanter besluttede Jerusalems borgmester f.eks. i sommer at jævne et arabisk invalidehjem med jorden. Uanset hvad motiver var, så minder det palæstinenserne om deres tilværelse under Israels besættelse før 1993. I modsætning til Rabin og Peres er Netanyahu ude af stand til at respektere det palæstinensiske folks rettigheder og traditioner.
Arafat bliver naturligvis også nødt til at give indrømmelser. Foreløbig kan både den israelske regering og Clinton imidlertid kun komme i tanke om ét væsentligt krav, der formentlig ikke vil volde de store vanskeligheder at indfri for Arafat. Han skal højt og helligt love, at palæstinensiske politifolk i fremtiden afstår fra at bruge våben mod israelske soldater. Udover det kan man forestille sig, at den palæstinensiske leder vil være fleksibel, når det gælder tidsplanen for realiseringen af de resterende punkter i fredsaftalen.
Her bliver det også interessant at se, om man har i sinde at nedsætte en kommission, der skal undersøge, hvilken side der først skød med skarpt i sidste uge.
Likud-regeringen har fra starten insisteret på, at palæstinensiske politifolk bærer ansvaret. Men i går skrev det israelske dagblad Haaretz, at hærofficerer i Gaza havde beskyldt deres egne soldater og fanatiske bosættere for at løsne de første skud.
Det var endda infrastrukturminister Ariel Sharon, en svoren modstander af fredsprocessen, der modtog denne rapport. Da kilden er den israelske hær - altså pålidelig - tyder disse oplysninger på, at Likuds tilhængere blandt bosætterne var ude på at fremprovokere en væbnet konflikt under de palæstinensiske demonstrationer.

Det ville være yderst pinligt for Netanyahu, der i interviews med amerikanske tv-stationer har hævdet, at der bag protesten mod åbningen af den arkæologiske tunnel skjuler sig en modbydelig, arabisk antisemitisme.
Kun stærkt højreorienterede amerikanske jøder, et mindretal, vil falde for denne type følelsesladet retorik fra Israels ministerpræsidents side. Et flertal blandt USA's jøder foretrækker, at Netanyahu trækker op i ærmerne og udretter noget konkret for fred og forsoning.
Men palæstinenserne kan nok godt belave sig på, at deres drøm om en selvstændig stat - som Peres og Rabin støttede - er blevet skudt længere ud i fremtiden.
Det er den egentlige pris, de må betale for sidste uges voldelige demonstrationer. I denne valgkamp er Clinton bestemt ikke beredt på at presse kravet om en selvstændig stat igennem. Her scorer Netanyahu en lille - men måske kun midlertidig - sejr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu