Informations korrespondent
Mange republikanske kvindelige vælgere har skiftet hest og holder nu på Clinton, fordi de er usikre på konsekvenserne af Robert Doles økonomiske politik
Den amerikanske valgsæsons sidste tv-debat onsdag aften startede virkeligt dårligt for det republikanske partis præsidentkandidat. Da Robert Dole som den første fik ordet sagde han til sit publikum på universitet i San Diego: "Åh, jeg skulle lige huske at sige, at Atlanta i øjeblikket er foran med et point i baseball-finalen mod St. Louis."
Blandt de et hundrede spørgere i salen kunne man høre en nål falde til gulvet. Det var bomstille. Og hvordan reagerede seerne ude i Amerika på denne besynderlige "macho" indledning?
Her på Harvard Universitetets John F. Kennedy School of Public Affairs havde man samlet tres studerende. Kønsdelingen og den politiske loyalitet var fifty/fifty. Hver af dem var udstyret med en måler, hvormed de kunne signalere deres positive, negative eller neutrale reaktion på Doles eller præsident Bill Clintons udtalelser.
Resultatet blev registreret live af meningsmåleren John Della Volpe og hans avancerede edb-anlæg i salen.
Vi journalister kunne sidde foran en edb-skærm og følge tv-debatten og de studerendes reaktion simultant. Hvad skete der i det øjeblik, Dole forsøgte at være morsom? Den blå kurve, der målte de kvindelige studerendes reaktion, faldt brat, mens mændenes røde kurve forblev stabil.
Samme mønster fortsatte hele aften igennem. Clinton scorede konstant bedre hos de kvindelige vælgere. Vi oplevede den såkaldte kønskløft i den amerikanske vælgerbefolkning helt inde på livet.
Så langt tilbage jeg kan huske, har en præsidentkandidat som Bob Dole aldrig scoret så dårligt hos de kvindelige vælgere, siger Linda Wertheimer, journalist ved National Public Radio.
"Normalt er de republikanske kandidater fem-seks procent bagefter demokraterne. Nogle gange har det været 10-11 procent. Men på et tidspunkt her i efteråret var kløften 26 points mellem Clinton og Dole," siger Wertheimer til Information.
I realiteten er der ikke længere tale om en kløft. Det er en afgrund, som Dole utvivlsomt vil styrte ned i på valgdagen den 5. november. Inden han stillede op til tv-dysten i forgårs var det ganske enkelt et must, at han forbedrede sin stilling blandt de kvindelige vælgere. Det eneste tidspunkt i den halvanden time lange seance, hvor det lykkedes Dole at engagere de kvindelige seere var, da han blev spurgt om sin alder - 73 år.
"Min alder er også en styrke, en fordel. Jeg mener, at alder giver én visdom, erfaring og forstand. Jeg har nået en vis alder, jeg har masser af erfaring og forstand."
Den udtalelse gik lige ind hos kvinderne, mens Clintons svar - "Jeg mener ikke, at senator Dole er for gammel til at være USA's præsident. Det er hans idéer, der er for gamle" - blev opfattet som en smart slag under bæltestedet af vælgere af begge køn. Præsidentens kurve knækkede i det øjeblik.
Nu er det selvfølgelig ikke kvindelige vælgere, der normalt stemmer på demokrater, som Dole mangler støtte fra. Nej, det er kvindelige republikanere. De har skiftet hest en masse og vil ifølge meningsmålingerne stemme på Clinton.
Hvis Dole ikke får lokket dem tilbage i folden i løbet af de næste atten dage, er løbet tabt. Intet tyder på, at det vil lykkes for ham.
Hvad er forklaringen på denne gabende kønskløft? Nogle tv-analytikere fremhæver, at den siddende præsident er ferm til at sende de rette kropssignaler under sin tv-optræden. Han forstår at knytte sig direkte til seerne, mens Dole virker usikker på sig selv, lidt sur og gnaven. Andre siger ligeud, at Clinton oser af tryghed og myndighed.
Men det ville være forkert at fokusere på Doles eller Clintons personlige udstråling. Årsagerne stikker langt dybere. Det drejer sig fremfor alt om smør på brødet.
For at skrue tiden lidt tilbage. Det var i juli måned, at Dole offentliggjorde sit økonomiske program og lovede en skattelettelse på 15 procent over en kam. Et par dage efter var jeg på stranden og hørte tilfældigvis en samtale mellem to kvinder i bikini. De spadserede i vandkanten og diskuterede Doles drastiske forslag.
Efter min hukommelse sagde den ene: "Det kan simpelt ikke lade sig gøre. Budgetunderskuddet vil vokse enormt." Hvortil den anden bemærkede: "Ja, og hvor tror du han får pengene fra? Han bliver nødt til at skære i de sociale programmer."
Sagen var tilsyneladende afgjort af to kvinder, der efter alt at dømme kan have stemt på Ronald Reagan eller George Bush i sin tid.
Linda Wertheimer fra National Public Radio har rejst USA rundt i de seneste måneder.
"Vi snakkede med tonsvis af republikanske kvinder og opdagede nogle overraskende ting," fortæller hun. "I Florida mødte vi en gruppe kvinder, der var så gammelkonservative (liberale i europæisk forstand), at de vender sig mod lovgivning, der forbyder abort. Det skulle staten ikke blande sig i, selv om de var stærkt imod afbrydelse af svangerskab. Staten skal holde sig på lang afstand af folks privatliv."
Wertheimer fortsætter: "Men de frygtede Doles skattelettelse, fordi det kunne true programmer, der er livsvigtige for kvinder. Det gælder pension og sundhedsforsorg for ældre kvinder samt uddannelse, børnehaver osv. Generelt fandt vi, at kvinder over 50 var ængstelige for bistandsprogrammernes fremtid, mens dem under 50 tænkte på uddannelse."
Hendes kollega på National Public Radio, Eve Epstein, tilføjede nogle andre bevæggrunde i en avisartikel for nylig. Hun fremhævede, at amerikanske kvinder generelt føler sig økonomisk usikre. Deres løn er stadig kun 70 procent af mændenes, de lever længere end deres mænd og har derfor som enker behov for pension og gratis lægehjælp, og en skilsmisse kan sende dem på gaden, med mindre staten kommer til undsætning.
"Derfor er økonomisk og social sikkerhed langt vigtigere for kvinder end en skattelettelse," skrev Eve Epstein i The Boston Globe. "Kvinder ved, at de er finansielt sårbare, og de kan let forestille sig, at de en dag bliver skubbet mod til den økonomiske afgrund. Det er denne bevidste eller ubevidste frygt, som afgør deres stemme. Når Clinton kræver en stigning i minimumslønnen og forsvarer pensionssystemet og den gratis lægehjælp for ældre, så reagerer kvinderne positivt."
I den branche lider Robert Dole af et alvorligt handikap. Han har godt nok aldrig hørt til den reaktionære fløj i sit parti. I sin karriere som senator stemte han ofte for de bistandslove, som amerikanske kvinder (og mænd) i dag nyder godt af.
Ulempen er, at Dole nu sammenstilles med de nye republikanere, der under Newt Gingrich's ledelse har forsøgt at skære sociale programmer helt ind til benet siden 1994. Den ubekvemme kåbe kan han ikke uden videre smide fra sig.
"Uanset, hvad Dole siger, så opfatter kvinder republikanerne som det parti, der ønsker at omfordele den økonomiske velstand væk fra kvinder og over mod mænd," har økonomen Paul Krugman sagt for nylig.
Det interessante ved onsdagens tv-debat var derfor, om Dole kunne overbevise de kvindelige vælgere om det modsatte. Hvordan vil han lade indkomstskatten falde med 15 procent, opnå ligevægt på statsfinanserne, øge forsvarsbudgettet og bevare alle nuværende bistandsprogrammer?
Der er et eller andet i denne ligning, der ikke går op. Han blev spurgt fra salen flere gange. Svaret var stort set: "Trust me, trust me!"
I stedet for at tale lidenskabeligt om sit sociale engagement og afsløre sig som en alfaderlig skikkelse valgte Dole flere gange at angribe Clinton personligt. Hver gang angik det skandaler, der har plaget Det hvide Hus siden 1993. Præsidenten afparerede let ved at undlade at svare og fokusere på sine beskedne sociale og økonomiske programforslag. Han gav konkrete svar og udstrålede en betragtelig grad af selvsikkerhed.
Rappe meningsmålinger viste bagefter, at to tredjedel af seerne mente, at Clinton vandt. Det var dødsstødet for Dole. Han har kun sig selv at bebrejde. Hvis han vitterligt og inderst inde brændte for at blive præsident, burde han have brudt med Gingrich og co. under denne debat og søgt at appellere til de mange kvinder, der aldrig har været forelsket i Clinton og Hillary, med et radikalt, nyt budskab.
Det skete naturligvis ikke, fordi Dole allerede i sommer underskrev sin dødsdom som politiker, da han triumferende fremlagde sit forslag om skattenedsættelse med stor ståhej.
