Læsetid: 6 min.

EU's politiske pengespil

3. oktober 1996

Slutspurten er sat ind for de lande, der fra starten vil være med i EU's møntunion. Men hvor er mållinien, og hvordan ser den ud?

Der er for øjeblikket en del ligheder mellem verdens vigtigste cykelløb - Tour de France - og EU's planlagte økonomiske- og monetære union (ØMU). De stærkt engagerede sidder eksempelvis fastklistret til skærmen og følger hver eneste ny udvikling i løbet. Ved Tour de France var det tv-skærmen. Når det gælder ØMU'en, er det computerskærmen, og de sportsinteresserede tv-seere er skiftet ud med den politiske elite og økonomerne i de store finanscentre.
Nøjagtig som i cykelløbet er der også i ØMU-processen konstante bevægelser i feltet, der hele tiden får iagttagerne på sidelinien til at justere deres opfattelse af, hvordan resten af løbet vil forløbe og naturligvis gætte mere eller mindre kvalificeret på, hvem der vil få en plads på sejrspodiet, når deltagerne i løbet når frem til mållinien.
Nøjagtig som med Tour de France er også ØMU-processen et etapeløb. Og ser man på de bevægelser, der for øjeblikket sker i ØMU-løbet, er tilskuerne endnu engang nået til det punkt, hvor der er opstået spænding og tvivl om løbets udfald.
Gennem lang tid har tilskuerne til ØMU-løbet afskrevet to af de gamle erfarne ryttere - Italien og Spanien. Men indenfor de seneste par uger har der været så meget bevægelse i møntunionens hovedfelt, at der igen er seriøse diskussioner om, hvorvidt disse to lande vil nå frem til mållinien - den fælles mønt - på samme tidspunkt som ØMU-løbets favoritter, der består af Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg og Østrig.

Et af problemerne for dem, der gennem de seneste år har betragtet ØMU-løbet, er, at der hele tiden undervejs i løbet har været løbsdeltagere, der har gjort forsøg på at få ændret løbsreglementet. EU's økonomi- og finansministre har adskillige gange diskuteret, hvordan adgangskravene til ØMU'en skal fortolkes, og de vedtog for nylig en pagt, der udstikker reglerne for, hvordan deltagerne i ØMU-løbet skal opføre sig, når de er nået frem til mållinien. Altså regler for, hvilke overordnede retningslinier ethvert land, der deltager i ØMU'en, skal følge.
Et af de vigtigste krav for at få lov til at være med i EU's møntunion fra starten er betingelsen om, at underskuddet på statens finanser ikke må være højere end tre procent set i forhold til landets samlede bruttonationalprodukt BNP.
De tre procent har spillet en stor rolle i de budgetter, som flere af de mere tvivlsomme ØMU-deltagere har præsenteret for deres nationale parlamenter de seneste par uger.
Den italienske premierminister, Romano Prodi, er en af de løbsdeltagere, der indtil for nylig havde planer om at forsøge at få omfortolket løbsreglementet. Prodi havde ambitioner om, at han sammen med den spanske premierminister, José Maria Aznar, skulle lede en sydeuropæisk front overfor de nordeuropæiske EU-lande om, at ØMU'ens adgangskrav skulle bøjes, sådan at Italien også kunne være med i møntunionen fra starten - selv om den italienske økonomi ikke opfyldte disse såkaldte konvergenskriterier.
Prodi forsøgte ifølge avisen Financial Times at få Aznar med på en sådan ide om en sydeuropæisk fællesfront, men forgæves.
Sagen blev diskuteret for nylig på et spansk-italiensk topmøde i Valencia, og her gjorde den spanske premierminister det fuldstændig klart, at Spanien havde tænkt sig at fremlægge en finanslov, hvor statens underskud er skåret så meget ned, at Spanien kan være med i ØMU'en fra starten.
Denne melding fra den spanske premierminister fik Prodi til at rejse hjem og ændre på det italienske budget, sådan at også Italien nu går klart efter at opfylde ØMU'ens adgangskrav, så Italien kan være med fra starten.
Bag de rent økonomiske spekulationer om, hvorvidt det vil lykkes for Spanien og Italien at få så meget styr på deres økonomi, at de kan være med fra starten, er der også flere politiske spørgsmål, der er lige så ømtålelige, som den rent økonomiske diskussion.

Tour de France ville ikke være det samme, hvis ikke der var deltagere fra mange forskellige lande. Og netop dette argument spiller en stor rolle i ØMU-diskussionerne. Hvis møntunionen skulle sættes i gang i dag, var det kun en lille gruppe kernelande i det mellemste Europa, som ville være i stand til at deltage. Skandinavien har kun ét land, der kan deltage i ØMU'en, men dette land - Danmark - har valgt ikke at stille op i løbet.
Men endnu værre er det rent politisk for EU's fire sydeuropæiske medlemslande Spanien, Portugal, Grækenland og Italien. De er alle fire gået ind i EU-samarbejdet på det tidspunkt, hvor de er sluppet af med deres udemokratiske styreformer. Italien var med til at grundlægge EU, da Mussolinis facisme blev stoppet med 2. verdenskrig. Grækenland gik med i EU, da oberststyret forsvandt. Spanien og Portugal meldte sig på EU-banen efter henholdsvis France og nellikerevolutionen. For disse fire lande er det politisk meget ømtåleligt hvis de nu, efter først at være accepteret i det gode selskab efter deres indførelse af demokrati, holdes ude fra de største fælles-europæiske projekt nogensinde, fordi deres økonomi er så dårlig, at de ikke kan få lov til at deltage.
For at undgå denne diskussion er Italien endda gået så langt, at regeringen nu har foreslået en særlig Europa-skat, som italienerne skal indbetale en gang for alle for at hjælpe på landets økonomi, sådan at Italien kan nå med frem i ØMU-opløbet, når EU-landene skal beslutte, hvem der opfylder adgangskravene.

De to nøgleryttere i ØMU-løbet er Tyskland og Frankrig, og disse to lande betragter for øjeblikket med bekymrede miner, hvordan Spanien og Portugal langsomt nærmer sig hovedfeltet. I Tyskland er der bekymring for, at hvis Spanien og Italien får en økonomisk udvikling i løbet af det næste år, der er sådan, at de næsten når op til hovedfeltet, når vinderne af ØMU-løbet skal erklæres, vil der opstå et nyt pres for at justere på løbsreglerne - læs adgangskravene - sådan at de to sydeuropæere lige netop får lov til at være med fra starten.
I Frankrig er bekymringen en lidt anden. Den franske præsident Jacques Chirac har skabt stor opstandelse i Italien, da han tidligere på ugen under et besøg på en fransk virksomhed udtalte, at Italien formentlig ikke vil kunne nå at deltage i ØMU'en fra starten. Chirac repræsenterer et land, der selv kæmper med at nå frem til en situation, hvor Frankrig opfylder ØMU-kravene, men er samtidig opmærksom på, at Italien og Spanien hidtil har haft nogle økonomiske fordele af, at deres valutaer har været svage. Efter de seneste par års fald i valutakursen på lira og pesetas er det blevet lettere for Frankrigs sydeuropæiske naboer at sælge deres varer i Frankrig. Det har adskillige gange ført til vrede protester fra især franske bønder, der er stærkt utilfredse med, at spanske tomater og jordbær udkonkurrerer de franske. Frankrig er splittet i sin holdning til de to sydeuropæiske landes forsøg på at nå op til ØMU'ens hovedfelt. På den ene side ønsker Frankrig ikke, at Italien og Spanien skal stå udenfor møntunionen med svage valutaer, som gør dem i stand til at fortsætte med at udkonkurrere franske landbrugsprodukter på grund af lavere priser. På den anden side ønsker Frankrig heller ikke, at de to lande skal komme med i ØMU'en på et tidspunkt, hvor deres valutaer står svagt, fordi det vil skabe længerevarende fordele for de to lande indenfor ØMU'en.

Derfor er der også tilskuere til ØMU-løbet, der jævnligt diskuterer en helt tredie udvikling af løbet. Nemlig den model, hvor EU-landene enes om at forlænge løbets sidste etape og beslutter sig for at udskyde starten på ØMU'en med et eller to år. Den model har været diskuteret flere gange blandt især økonomer i de store finanscentre som Frankfurt og London, mens løbsdeltagerne - EU-landenes økonomi- og finansministre - hele tiden har fastholdt, at målstregen ligger den 1. januar 1999, hvor ØMU'en efter planen skal træde i kraft.
For øjeblikket er det de to outsidere Italien og Spanien, der tiltrækker sig al opmærksomhed i ØMU-løbet. Men med endnu en del etaper tilbage er løbet stadig åbent og bud på, hvem der vil være med, når feltet når frem til mål, er stadig kun kvalificerede gætterier.
Men blandt ØMU-løbets erfarne iagttagere er der ingen tvivl om, at Spanien og Italien med de finanslove de to lande har fremlagt i de seneste par dage nu igen er med i det lange etapeløb, som den økonomiske- og monetære union har været, siden processen blev startet på topmødet i Hannover i juni 1988.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er vigtigt at erkende økonomiens diktatur, og indse at 'det repræsentative demokrati' er blevet erstattet af 'den korporative stat'

og denne stats blinde samarbejde med 'det autokratiske aktie-diktatur'. Problemet er at en stor

del af os har pantsat vores alderdom i dette i aktiediktatur og verden regeres derfor af lige dele gerontokrati og plutokrati. Heroverfor står ungdommens krav om et værdigt liv før døden.