Euro-skeptiske profiler slugte stemmer ved søndagens Europa-Parlamentsvalg i Fin-land. De håber på en sneboldeffekt for anti-ØMU bevægelsen. Men regeringens drive mod ØMU'en er for stort til at ryste den
Lokkemaden var sat på krogen, da den finske regering tidligere på året besluttede, at befolkningens første valg af landets 16 medlemmer i Europa-Parlamentet i Strasbourg skulle ligge i søndags, den 20 oktober:
For overhovedet at få folk til at stemme havde regeringen nemlig lagt parlamentsvalget på samme dag som kommunalvalgene. Valg, som folk har en noget større interesse i. Man regnede med, at vælgerne kunne overkomme at få udfylde to stemmesedler, når de nu alligevel var gået ind i boksen.
Hvis den socialdemokratiske statsminister Paavo Lipponen havde håbet på, at lokkemaden kunne fiske stemmer til sit eget partis kandidater, blev han imidlertid skuffet.
To af de skarpeste euro-skeptikere - Paavo Väyrynen fra Centerpartiet og Esko Seppänen fra det ventreorienterede Vänsterforbundet - toppede vinderlisten som nummer et og to. Socialdemokraternes vælgertilslutning faldt fra 28 procent ved sidste rigsdagsvalg i 1995 til godt 21 procent i søndags. Centerpartiet, som er i opposition, gik på sin side frem til 25 procent fra knap 20, da Finlands 4,1 million vælgere sidst var ved urnerne.
Vinderne var hurtige til at tolke resultatet som en folkelig modstand mod yderligere integration i EU - og ØMU'en (EU's Økonomiske og Monetære Union, red.) i særdeleshed:
"Jeg er anti-føderalist, og jeg har gjort det klart, at jeg ikke ønsker Finland med i ØMU'en (EU's Økonomiske og Monetære Union, red.). Finnernes anti-føderale humør blev klart udtrykt ved afstemningen", sagde Esko Seppänen.
"Jeg tror og håber, at regeringen vil tage det seriøst, at en stor del af folk ikke ønsker ØMU'en", sagde Centerpartiets leder Esko Aho og tilføjede:
"Som et resultat af dette valg vil man se store ændringer i det politiske landskab i Finland".
Finmarkens forsvarere vejrer morgenluft og ser Nordlyset for enden af tunnelen. De håber, at valget kan skabe en sneboldeffekt for anti-ØMU bevægelsen i landet.
Selv statsminister Lipponen erkendte, at resultaterne viste "en vis mængde euro-skepticisme, eller hvad man nu skal kalde det".
Men han sagde med sindsro, at regeringen vil handle efter at ØMU'en begynder som planlagt den 1. januar 1999. Finland er med fuld fart på vej til at opfylde de økonomiske krav, som kvalificerer landet til at introducere den fælles mønt euro'en til tiden. Og den kurs ligger fast, sagde den finske statsminister.
Når Lipponen ikke er så rystet, som man måske kunne forvente, skyldes det at han fokuserer på flere forhold:
For det første var valgdeltagelsen lav efter finske forhold. Kun 61 procent stemte, og det giver - ifølge valgforskerne - et mere euro-skeptisk billede end man ville se, hvis stemmeprocenten var på de 'normale' 70 procent. Det gør det, fordi mange tilfredse vælgere ikke mødte op. Særligt blev mange unge væk i søndags, og de unge er generelt mere positive over for EU, påpeger analytikere.
For det andet ser regeringen det som en gave til euro-skeptikerne, at Finland blot en uge før valget tiltrådte EU's valutasamarbejde EMS'en. Meningsmålinger helt frem til sidste weekend tydede ikke på den store tilslutning til skeptikerne. Men efter beslutningen om at træde ind i EMS'en gik det fremad for de euro-skeptiske kandidater, som havde fået nyt skyts til en kedelig valgkamp.
For det tredje fokuserer han på, at kun en tiendedel af finnerne betragter det 22 måneder unge EU-medlemskab som en negativ ting. 71 procent betegner medlemskabet som favorabelt eller neutralt for Finland. Således fik det eneste direkte modstanderparti Alternativ til EU et katastrofevalg, og fik slet ingen sæder.
For det fjerde ændrer sædefordelingen mellem partierne på de 16 pladser i Strasbourg sig ikke (ved Finlands indtræden i EU i 1995 blev sæderne fordelt på basis at tilslutning i det nationale parlament). Og selv om fem eller seks af de finske EU-parlamentarikere kan kaldes euro-skeptikere, er de noget mindre skeptiske end for eksempel svenske eller østrigske ditto.
Noget, som imidlertid burde kunne ryste den finske regering, er den finske offentligheds holdning til ØMU'en, som ikke nødvendigvis kom fuldt til udtryk i søndags.
Det er værd at huske på, at søndagens Europa-Parlamentsvalg - trods debattens drejning til sidst - ikke var et valg om den fælles mønt. De fleste stemte trods alt efter, hvilke politikere de ønskede skulle sidde i parlamentet, som mange af vælgerne oven i købet betragter som lidet betydningsfuldt (deraf den lave stemmedeltagelse og nødvendigheden af at bruge kommunalvalget som lokkemad).
Men var det ØMU'en der skulle stemmes om, ville 60 procent - ifølge en meningsmåling offentliggjort i Finlands største dagblad Helsingin Sanomat - sige nej tak.
Det er den finske regering fuldt ud klar over, hvorfor den holder fast i, at spørgsmålet om ØMU'en er et rent parlamentsanliggende.
Der står for meget på spil til, at det kan overlades til folket. Som en embedsmand sagde til journalister efter at resultatet forelå: "Det politiske drive mod ØMU'en er "meget, meget stort."
Når drivet er så stort, skyldes det ikke blot de sædvanlige økonomiske betragtninger om 'at det gælder om at være med, når toget kører' og at 'det er bedre at være indenfor end udenfor'.
Der er også geo-politiske årsager til, at den finske regering er forelsket i ØMU'ens tilblivelse:
Siden den kolde krigs ophør har medlemskabet af EU været set som det neutrale Finlands måde at knytte sig tættere til Vesteuropa på. Vel at mærke uden at provokere den store nabo Rusland ved for eksempel at melde sig ind i den vestlige forsvarsalliance NATO.
Som den anerkendte politiske kommentator, Jaakko Iloniemi, sagde til Information i juli: "Det er dette sikkerhedsmotiv, som først og fremmest driver regeringen til at arbejde for ØMU'en. Det vil knytte Finland så meget til Vesteuropa, at det vil være nok sikkerhed for os. Sker det, vil spørgsmålet om NATO blive langt mindre betydningsfuldt".
Så foreløbig holder regeringen sig til, at det er et rent parlamentsanliggende, om Finland skal tiltræde ØMU'en. Holder den fast i det, kan det meget vel vise sig at det lys for enden af tunnelen, som euro-skeptikerne har set vitterligt ER et Nordlys. Og et Nordlys forsvinder hurtigt fra nattehimlen igen.
Til gengæld kommer et Nordlys også tilbage en halv snes gange om året. Og hvis det sætter gang i en sneboldeffekt til fordel for finmarkens bevarelse, så vil presset for at få spørgsmålet til folkeafstemning stige betragteligt.
Særligt hvis andre EU-lande - f. eks. Østrig eller Sverige - sætter ØMU'en ud til vælgernes godkendelse, kan det blive svært for den finske regering at undgå en folkeafstemning.
Og i den situation - med to stemmeslugende ØMU-modstandere som Paavo Väyrynen og Esko Seppänen i frontlinjen - kan alt ske.
