Læsetid: 5 min.

Højesteret i politisk krydsild

17. oktober 1996

Tunge debattører i fuld gang med at foregribe Grundlovsprøvelse

Højesterets dømmekraft er i denne uge blevet udsat for en kritik (og anti-kritik) af så alvorlig karakter, at sagen må påkalde sig almen interesse.
Baggrunden er Højesterets skelsættende dom af 12. august i år. Dommen gav elleve danske borgere medhold i, at de er berettiget til at kræve en domstolsprøvelse af, hvorvidt Danmarks tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Union er foregået i overensstemmelse med Grundlovens bestemmelser om afgivelse af suverænitet.
To af Danmarks absolutte sværvægtere i EU-politikkens korridorer, ambassadørerne Jens Christensen og Niels Ersbøll, anklagede i mandags (i en kronik i Dagbladet Politiken) Højesteret for at være gået helt galt i byen, både i domspræmisserne og i konklusionen. Selv om det unægtelig havde været mere opsigtsvækkende, dersom Christensen og Ersbøll havde valgt at udtrykke sympati for de elleve borgeres sag og Højesterets dom, er det ganske naturligt, at deres kronik har givet genlyd og affødt en række kommentarer af både positiv og negativ art.
De to kronikører er trods alt det tætteste, man overhovedet kan komme på embedsmænd med juridisk og diplomatisk medansvar for skiftende danske regeringers dispositioner i EU-traktatlige anliggender. Jens Christensen var i årene op til 1972 leder af udenrigsministeriets økonomisk-politiske afdeling og spillede en helt central rolle i Danmarks oprindelige tiltrædelsesforhandlinger. Niels Ersbøll var i 1980-94 en højt respekteret generalsekretær for EU's ministerråd og i denne stilling en af fællesskabets mest magtfulde embedsmænd overhovedet. Nu leder han på Poul Nyrup Rasmussens og Niels Helveg Petersens vegne Danmarks forhandlingsdelegation ved den igangværende regeringskonference (den såkaldte Maastricht II).
For så vidt er der ikke noget besynderligt i, at Christensen og Ersbøll føler sig overens med indstævnte i den nu afsluttede højesteretssag - det vil sige staten, regeringen, kammeradvokaten. Det kildne er imidlertid, at de to kronikører med al deres vægt - og det kan kun være en bevidst handling - rokker ved det juridiske ræsonnement bag Højesterets "hjemvisning" af de elleve appellanters søgsmål til behandling i landsretten. De procederer så at sige på afstand. En vis indflydelse på landsrets- og senere igen højesteretsdommernes overvejelser kan ikke udelukkes.

Lad os kort resumere de to kronikørers argumentation: Danmarks mest vidtgående suverænitetsafgivelse til EU fandt sted i 1972. Allerede dengang indeholdt Rom-traktaten den såkaldte gummiparagraf (artikel 235), der på betingelse af énstemmighed bemyndiger fællesskabet til at udvide samarbejdet på nye områder, som ikke hjemles i traktaten.
Var en sådan suverænitetsafgivelse overensstemmende med Grundlovens Pgf. 20, der fordrer et "nærmere bestemt omfang"? Aksel Larsen og Retsforbundet mente nej. Men grundlovsfaderen, professor Max Sørensen mente ja - og denne opfattelse "bekræftedes ved en folkeafstemning, hvor næsten to tredjedele af de afgivne stemmer var for".
Herefter indtog Danmark rollen som "den kritiske vogter af en forsigtig og begrænset anvendelse af art. 235", skriver Christensen & Ersbøll. Dette var muligt på grund af énstemmighedsprincippet. Gummiparagraffen måtte kun
anvendes til udfyldning af 'huller' inden for traktatens formål og rammer.
Den Europæiske Fællesakt fra 1985-86 (EF-Pakken) lukkede en del af disse 'huller' og udvidede muligheden for flertalsafgørelser på de eksisterende forvaltningsområder. Som følge heraf aftog interessen for at benytte art. 235, der jo stadig fordrede énstemmighed. Dog var der fortsat områder, hvor "manglende specifikke regler gjorde anvendelsen af art. 235 påkrævet ved vedtagelsen af EF-retsakter".
Men, fortsætter de to kronikører, størsteparten af disse tilbageværende 'huller' blev netop lukket med Maastricht-traktaten, som indføjede nye samarbejdsbestemmelser "om uddannelse, kultur, sundhed, forbrugerbeskyttelse, udviklingspolitik, industripolitik, transeuropæiske netværk og visumpolitik". Med en bemærkelsesværdig indrømmelse tilføjer de: "Bortset fra sidstnævnte område havde EF uden specifikke hjemmelsbestemmelser i vidt omfang udstedt retsakter på alle de andre samarbejdsområder blandt andet ved benyttelse af art. 235 som retsgrundlag" (min kursivering, birk).
Christensen & Ersbølls konklusion er nu, at Maastricht-traktaten i virkeligheden har skabt orden i retsgrundlaget; at betydningen af art. 235 nu er blevet bagatelliseret; at der ikke længere kan rejses tvivl om suverænitetsafgivelsens "nærmere bestemte omfang" - og at traktaten i øvrigt har begrænset EU-institutionernes beføjelser, blandt andet med fremhævelsen af nærhedsprincippet.
Med andre ord: Højesteret har ikke været i stand til at læse Maastricht-traktaten. Den indebærer nemlig ikke "overdragelse af beføjelser, som ikke allerede er overdraget efter Rom-traktaten".

Hertil har professor, dr. jur. Hjalte Rasmussen svaret, at både sagsøgerne i deres anbringender og Højesteret i sin domsbegrundelse sigter til "summen af den lovgivningskompetence, som Danmark har afgivet i løbet af de snart 25 års medlemskab". Altså både, hvad der med tiden er blevet afgivet med henvisning til art. 235, hvad der er blevet afgivet i kraft af EF-domstolsafgørelser, og hvad der er blevet afgivet gennem indgåelse af løbende traktatværker.
Spørgsmålet er her: Kan Christensen & Ersbøll juridisk hævde en slags 'forældelsesklausul'? Kan de hævde, at nok har EU i perioden før 1993 truffet en række beslutninger - for eksempel om foranstaltninger til positiv særbehandling af kvinder, om åbning af telekommunikationsmarkedet, om
Esprit-programmet vedrørende informationsteknologi og snesevis af andre tiltag - med henvisning til art. 235, det vil sige uden at der forud var truffet dansk beslutning om suverænitetsafgivelse på netop disse specifikke områder; men nu er alle de tidligere gråzoner på behørig vis blevet beskrevet i traktatreglerne, og den samlede traktat som bekendt endegyldigt godkendt efter folkeafstemning i maj 1993, hvorfor der ikke længere kan påstås nogen uoverensstemmelse med Grundlovens Pgf. 20?

Det er klart, at vi her allerede er på vej ind i de vanskelige overvejelser, som dommerne må gøre sig ved den kommende landsrets- og højesteretssag.
Det samme er kontorchef, lic. jur. Peter Vesterdorff, som i slipstrømmen efter Christensen & Ersbøll har fremført det højst originale synspunkt, at der kun er suverænitetsafgivelse på færde i traktatens artikler om ØMU og visumbestemmelser - med andre ord at reglerne om for eksempel miljøbeskyttelse eller om transeuropæiske netværk hverken involverer suverænitetsafgivelse i bestemt eller i ubestemt omfang!
Sådan søger alle nu at politisere. Naturligt nok.
Men nærlæser man den korte højesteretsdom af 12. august, kan der næppe herske tvivl om, at Hjalte Rasmussen dér finder støtte for påstanden om, at den kommende retssag ikke kan indskrænkes til en prøvelse af den seneste traktatrevision, og slet ikke til spørgsmålet om anvendelsen af art. 235.
Højesteret lægger udtrykkeligt "vægt på, at tiltrædelsen af Traktaten om Den Europæiske Union indebærer overførsel af lovgivningskompetence inden for en række almene og væsentlige livsområder og derfor i sig selv er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed".
På grund af traktatens "generelle og indgribende betydning" afviser Højesteret statens/kammeradvokatens påstand om, at en konkret borger må berøres af en konkret EU-retsakt, før domstolsprøvelse kan finde sted. Et krav herom ville "ikke være egnet til at sikre en bedre oplysning om det spørgsmål om grænserne for anvendelse af Grundlovens Pgf. 20, som appellanterne har rejst".
Med denne bemærkelsesværdigt klare formulering har Højesteret tiltaget sig selv myndighed som forfatningens vogter. En domstolsprøvelse af et så omfattende lovkompleks om internationalt samarbejde er principielt ønskelig, siger Højesteret.
Det er historisk nyt. Men det svarer til tilstandene i en række andre EU-lande, som Danmark gerne retligt skulle kunne måle sig med. Det kan ingen - bortset fra demokratiets foragtere - vel have interesse i at tage fra Højesteret igen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu