Læsetid: 5 min.

Japan tilbage til status quo

23. oktober 1996

Håbet om, at Japan var på vej mod et mere modent politisk system, er formindsket efter weekendens parlamentsvalg. De eneste klare tendenser er nu vælgernes apati og LDP's tilbage-erobring af den politiske førertrøje

En ydmyg japansk ministerpræsident, Ryutaro Hashimoto, sagde dagen derpå efter søndagens parlamentsvalg i Japan:
"Resultatet betyder, at vi ikke har genvundet befolkningens fulde tillid. Det betyder, at vi ikke har fået tilstrækkeligt gode karakterer for vore forsøg på at reformere os, og at vi må forsøge endnu hårdere".
Samtidig bragte billedbureauerne adskillige fotos af samme Hashimoto, der viser en knapt så ydmyg japansk leder: Storsmilende og helt anderledes afslappet end vi normalt ser japanske toppolitikere.
Men Hashimoto har faktisk også god grund til at smile. Hans parti, Det Liberale Demokratiske Parti (LDP), havde valgets største fremgang med 28 ekstra mandater, hvilket giver partiet 239 af underhusets i alt 500 pladser. Altså ikke et absolut flertal, men et resultat, der bringer LDP tilbage i den politiske førertrøje, som partiet har haft monopol på stort set uafbrudt siden 1955.
Godt nok må LDP nu ud og finde de manglende mandater hos enten de hidtidige koalitionspartier og/eller udbrydere fra oppositionen, der står uhyre splittet efter valget. Men meget karakteristisk for situationen kunne Hashimoto ifølge Financial Times allerede søndag konstatere, at "vi vil samarbejde med alle, der er enige i vores politik".
Underforstået: LDP er tilbage i en position, der giver partiet ret til at udstikke vilkårene for et samarbejde.
LDP fik ikke topkarakterer - men mindre kan som bekendt også gøre det.

Søndagens valg til parlamentets underhus var det første siden det afgørende valg i 1993, der i første omgang førte til store ændringer i japansk politik. Dengang for tre år siden blev LDP sat fra magten for første gang siden 1955, og en koalition af partier gik sammen om at danne en regering, der blev set som udtryk for ønsket om fornyelse og reform i Japan.
Blot et år senere var dette håb smuldret, koalitionen gået i opløsning, og LDP vendt tilbage til regeringsmagten i et indtil da ellers utænkeligt samarbejde med de gamle arvefjender fra Japans Socialistiske Parti (JSP) samt et mindre parti, Sakigake.
Dog nåede koalitionsregeringen i perioden 1993-94 at vedtage et nyt valgsystem og ændrede regler for kampagnebidrag til partierne. Angiveligt med det formål at skabe fundamentet for et mere modent politisk system, hvor politikerne bliver valgt ud fra deres politiske visioner og ikke et velsmurt kampagneapparat, finansieret af big business. Det var emner, der stod højt på listen under valgkampen i 1993, efter at en række korruptionsskandaler havde rystet LDP.

Set fra Vesten var 1993-valget udtryk for de japanske vælgeres ønske om at ændre det gamle, stivnede politiske system. Set i bagklogskabens lys var den tolkning måske ikke helt præcis.
Samlet set blev den konservative fløj i japansk politik styrket ved 1993-valget, mens det traditionelle oppositionsparti JSP led et svidende nederlag med en halvering af partiets pladser i underhuset. Tendensen fortsatte ved søndagens valg: JSP, der nu kalder sig socialdemokratisk, blev endnu engang halveret og er nu nede på 15 pladser i parlamentets underhus - og er sandsynligvis på vej mod politisk glemsel.
Dog opnåede Kommunistpartiet et glimrende resultat med 11 ekstra mandater, dog uden mulighed for at få indflydelse med sine ialt 26 pladser.
De politikere, der efter 1993-valget dannede regering, var hovedsageligt udbrydere fra LDP, især yngre mænd, der ikke havde tålmodighed til at vente på den traditionelle metode til at nå magtens tinder - det vil sige at arbejde sig op gennem LDP's magthierarki med udsigt til at få del i magten på et senere tidspunkt.
Arkitekten bag 1993-koalitionsregeringen var Ichiro Ozawa, tidligere magtfuldt medlem af LDP og således en erfaren repræsentant for systemet. Ozawa, der i Vesten har nydt en vis popularitet, betragtes af de japanske vælgere som netop en systemets mand, der er vant til at operere i det skjulte bag kulisserne.
Op til søndagens valg stod han dog frem som partiet Shinshintos leder og bud på et alternativ til LDP's Hashimoto. Vælgernes dom må tolkes som et "nej tak". Shinshinto mistede fire mandater og råder nu over 156 pladser i parlamentet.
Med de første rapporter om, at flere nu overvejer at forlade partiet for at søge tilbage til LDP, ser det ud til, at det største oppositionsparti kan begynde at smuldre og dermed også udsigten til et egentligt to-parti-system i Japan.

Karakteristisk for 1993-valget var også, at vælgerne dengang mødte op i et uhørt lille antal - 67,3 procent. Også på dette punkt fortsatte tendensen ved weekendens valg: Rekorden for den laveste vælgerdeltagelse siden Anden Verdenskrig er nu nede på 59 procent, hvilket svarer til, at cirka ti millioner færre mødte op for at afgive deres stemme end i 1993.
"Mens mange mennesker andre steder i verden har måttet kæmpe for demokrati med livet som indsats, blev det givet til os i Japan", sagde LDP-politikeren Junichiro Koizumi mandag til nyhedsbureauet Reuter som kommentar til den lave vælgerdeltagelse. Han så det dermed som udtryk for en slags ligegyldighed over for demokratiet blandt de japanske vælgere.
Det er da også en kendsgerning, at demokratiet i dets nuværende form først kom til Japan efter Anden Verdenskrig, da den amerikanske besættelsesmagt "forærede" japanerne et system, hvor kejseren blev reduceret til et symbol, mens magten ligger hos folkets valgte repræsentanter.
Måske netop som følge af denne mangel på kamp for demokratiet har Japans politiske system lige siden været præget af elitestyring og et magtfuldt bureaukrati.
1993-valget var således mere resultatet af elitens ønske om forandring, og på samme måde kan man tolke søndagens valg: Som et udtryk for elitens manglende ønske eller vilje til forandring - og befolkningens stiltiende samtykke.
Konkrete årsager til den lave valgdeltagelse kan dog også findes: For det første har det nye valgsystem skabt en del forvirring, fordi det er en kombination af enkeltmandskredse og forholdstalsvalg i 11 regioner, hvor kandidaterne kunne stille op på begge måder - samtidig.
For det andet glimrede næsten samtlige kandidater med ikke at levere klare emner til valgkampen. I stedet blev ukonkrete udsagn om "administrative reformer" stort set alle partiers platform.
Fra 1955 til 1980'erne eksisterede der mere klare skillelinjer mellem højre og venstre i japansk politik. Regeringspartiet LDP og socialisterne i JSP var klart uenige for eksempel i forhold til udenrigspolitik og forsvaret, hvor JSP stod meget fast på Japans neutralitet og var modstander af sikkerhedsalliancen med USA.
Denne holdning har JSP haft svært ved at fastholde efter Den Kolde Krigs afslutning, og ved regeringsdannelsen i 1994 opgav partiet helt de sidste rester af modstand. Også det måtte partiet bøde for ved søndagens valg.
For det tredje - og det hænger naturligvis sammen med de to andre - er der vælgernes voksende apati og manglende tiltro til, at det kan nytte noget. Og måske også en generel træthed efter at have set hele fire ministerpræsidenter komme og gå siden 1993. Uden at vælgerne blev taget med på råd.
Da det endelig skete, da japanerne igen fik lov til at gå til stemmeurnerne, valgte et stort antal at blive hjemme, mens flertallet af de, der mødte op, valgte det sikre: LDP og status quo.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu