Læsetid: 6 min.

Konfliktkvoten opbrugt -og hvad så?

9. oktober 1996

EU-forhandlinger er ikke noget stort ta'-selv bord. Forbeholdene koster på konflikt-kontoen

Hvis der er en tale, hvor alle tilhørere kan være fuldstændig sikre på, at hver eneste ord er blevet vejet på en guldvægt, er det den åbningstale, som den til enhver tid siddende statsminister holder ved Folketingets åbning den første tirsdag i oktober hvert år.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbningstale i sidste uge var ingen undtagelse. Her sagde han blandt andet, at de nuværende forhandlinger om en ny EU-traktat kan betyde, at det bliver nødvendigt med en "præcisering" af de danske EU-forbehold.
De første til at spørge statsministeren om, hvad han mente med denne formulering, var journalisterne på Christiansborg. Danske EU-journalister, der om tirsdagen var til EU-udenrigsministerrådsmøde i Luxembourg bad Niels Helveg Petersen om at forklare, hvad regeringen mente med behovet for en "præcisering" af forbeholdene. Men hverken Nyrup eller Helveg leverede en forståelig forklaring.
Torsdag var det så oppositionspolitikerne i folketingssalen, der fik lejlighed til at udspørge statsministeren om formuleringen. Og her kom Nyrup Rasmussen med en uddybning af åbningstalens nøglesætning om de danske EU-forbehold.
"Hvis regeringskonferencen indebærer sådanne forandringer i traktaten, at de fire forbehold ikke længere kan stå i den udformning de har, som vi kender det i dag, så må vi være parate til at foretage tekniske justeringer, sådan at de fire forbehold har samme retsgyldighed efter konferencen, som de har i dag," sagde statsministeren.
Bag denne udtalelse ligger der ifølge adskillige kilder i centraladministrationen en erkendelse af, at forhandlingerne om den næste EU-traktat nu har udviklet sig så meget, at det er klart, at der vil komme ændringer i traktaten, der automatisk vil ændre på karakteren af de danske EU-forbehold. Derfor har den danske regering reelt kun to muligheder. Den ene er at ophæve forbeholdene, og den anden er at få forbeholdene direkte ind i den næste EU-traktat.

Bag regeringens nye holdning til forbeholdene gemmer sig to elementer. Dels et juridisk element, der i juridisk tekniske termer handler om, hvad der sker med forbeholdene, når der ændres på indholdet i centrale afsnit i traktaten. Og dels et politisk element, der handler om, hvordan de øvrige EU-lande vil reagere, hvis Danmark under traktat-forhandlingerne dukker op med et krav om, at forbeholdene skal skrives ind i den nye traktat.
Det juridiske element, der ligger bag statsministerens melding om behovet for at præcisere forbeholdene, er i sig selv forholdsvis simpelt, hvis bare man er trænet i at læse traktater med lup.
Danmark har fire EU-forbehold. To af disse fire forbehold skaber ingen problemer i forhold til de nuværende forhandlinger. Danmark vil ikke deltage i den fælles EU-mønt - men mønten er ikke til forhandling, og derfor skaber dette forbehold ingen problemer i selve traktat-forhandlingen.
Det andet forbehold gælder EU's unionsborgerskab. Her siger Danmark, at unionsborgerskabet ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab. Det er alle andre EU-lande enige i, og derfor har det længe været klart, at det vil den næste EU-traktat slå fast. Dermed er et dansk forbehold indskrevet i traktaten.
Men der udover har Danmark to forbehold, som den danske regering har problemer med at få til at harmonere med den kommende EU-traktat.
De to forbehold gælder henholdsvis EU-landenes samarbejde om retlige og indre anliggender og EU's spirende forsvarssamarbejde.
Her er problemet, at Edinburgh-aftalen, som fastlægger de danske forbehold, er formuleret sådan, at den forholder sig til den nuværende Maastricht-traktat. Formuleringerne i det danske forbehold om forsvarssamarbejde er hentet direkte fra en særlig artikel i Maastricht-traktaten (artikel J.4.2). Netop den artikel er der bred enighed om at ændre ved at skrive en række nye sikkerhedspolitiske EU-opgaver ind i denne traktat-artikel. Dermed er indholdet i det danske forbehold automatisk ændret, fordi forbeholdet henviser til en tekst, der ikke længere har det samme indhold.
Det samme gælder forbeholdet om indre- og retlige anliggender. Her henviser forbeholdet til afsnit VI i traktaten, og så snart, der ændres et komma i dette afsnit, vil der også være tale om en ændring af indholdet i det danske forbehold.
På dette område er der blandt de øvrige EU-lande et bredt ønske om, at dele af det samarbejde, som omfatter blandt andet asyl og immigration, skal ændres.

Danmark befinder sig i et dobbelt dilemma, fordi Danmark i Edinburgh-aftalen lover de øvrige EU-lande, at Danmark ikke vil forhindre de andre lande i at udbygge samarbejdet på de områder, hvor Danmark har forbehold. Danmark er derfor juridisk forpligtet til ikke at blokere for sådanne ændringer. Tilbage har Danmark to muligheder. Enten at ophæve forbeholdene på de to juridisk besværlige områder eller at få dem skrevet ind i den næste EU-traktat. Og dermed er den danske regering fremme ved et andet problem - det politiske.
Det er nemlig ikke tilfældigt, at både statsminister Poul Nyrup Rasmussen og uderigsminister Niels Helveg Petersen udtrykker sig uklart, når de taler om det mulige behov for en præcisering af de danske EU-forbehold. De ved nemlig begge, at sådanne ønsker om præciseringer kan gøre livet svært for den danske EU-forhandler Niels Ersbøll.
I sin åbningstale balancerer statsministeren mellem på den ene side at være tvunget til at holde Folketinget orienteret og på den anden side ikke at vise de øvrige EU-lande, at Danmark sidder med en dårlig hånd i det pokerspil, som man kan sammenligne traktat-forhandlingerne med.

Umiddelbart lyder det som et skræk-scenarie opfundet af inkarnerede unions-tilhængere, når der opstilles en påstand om, at et dansk krav om at få forbeholdene skrevet ind i traktaten vil gå ud over danske ønsker om at få forbedret eksempelvis EU's miljøgaranti.
Men hos både danske og udenlandske traktat-forhandlere, som Information har talt med, er der et bestemt begreb, der dukker op igen og igen, når man taler om EU-forhandlinger. Begrebet er "konflikt-kvoten."
Hvert eneste af de 15 EU-lande har sine egne ønsker til, hvordan den næste EU-traktat skal se ud. Disse ønsker er ved starten af forhandlingerne vidt forskellige. For at nå frem til et resultat, der er acceptabelt for alle 15 medlemslande, skal der altså indgås et kompromis, som alle kan acceptere.
Her er det især vigtigt at huske på, at det ikke kun er i Danmark, at der er problemer med at få indenrigspolitisk opbakning til den næste EU-traktat.
En traktat uden forbedringer af samarbejdet indenfor de indre- og retlige anliggender bliver svær at sælge i Tyskland, og tilsvarende er det svært at sælge en traktat uden et udvidet forsvarssamarbejde i Frankrig.

Når det irske EU-formandskab i december præsenterer et samlet traktat-udkast vil det danne baggrund for den sidste slutspurt i forhandlingerne. Når først udkastet ligger på bordet, er det meget svært at få nye elementer ind, og det er også svært at få elementer pillet ud. Princippet med konfliktkvoten går ud på, at hvert EU-land i princippet kan bede om at få et element ind i traktaten og bede om at få et element pillet ud. Hvert land kan groft sagt ifølge de uskrevne spille regler stille op med to ønsker. Hvis lande dukker op med mere, skaber det problemer i forhandlingerne, der så truer med at gå i hårdknude.
Danmark har tre mærkesager i de nuværende traktat-forhandlinger. Det handler om beskæftigelse, miljø og åbenhed.
Det afgørende er nu for de danske forhandlere at få skabt så meget konsensus om de danske ønsker, at disse tre emner er nævnt i traktat-udkastet, når det præsenteres i december. For skal Danmark på det tidspunkt bede om at få to danske forbehold skrevet ind i traktaten, bliver det ualmindeligt svært også at bede om at få indskrevet en forbedring af miljøgarantien.
Både når det gælder beskæftigelsen og åbenheden, har Danmark stærke allierede, der også fremfører de danske krav. Men når det gælder miljøgarantien, har lederne af traktat-forhandlingerne hidtil konstateret, at der ikke er den store opbakning til de danske ønsker om ændringer. De danske forhandlere har stadig et par måneder frem til Dublin-topmødet for at presse på for at få opbakning til en forbedring af miljøgarantien.
Men hvis en sådan forbedring ikke står i det samlede traktat-udkast, er det en bred vurdering hos adskillige EU-kilder, at Danmark løber ind i problemer med "konflikt-kvoten" på grund af behovet for også at få forbeholdene skrevet ind i traktaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu