Læsetid: 5 min.

Loven som Kafka ikke selv kunne have fundet på

16. oktober 1996

Lov om varsling af store afskedigelser blev til efter et større politisk opgør.
I dag opleves loven ofte som et underligt og uforståeligt bureaukrati af de mennesker, den skulle have hjulpet.

Dette er den sørgmuntre beretning om en lov, der skulle hjælpe de svageste grupper på arbejdsmarkedet. På papiret er det en pæn og redelig lov, der omhyggeligt fastsætter regler for, hvorledes arbejdsgiveren skal forvarsle og forhandle med medarbejderne, før større afskedigelser føres ud i livet.
Men i praksis er det en lov, som i mange tilfælde kun har én markant virkning: Den indfører en særlig forhandlingsperiode og en yderligere varslingsperiode på 30 dage, hvor de medarbejdere, der frygter at være på fyringslisten, ikke får ren besked.
Hvis arbejdsgiveren slavisk følger lovens bogstav, skal man nemlig igennem denne lange periode, før der "sættes navne" på fyresedlerne.
Lovens paragraffer bruges på livet løs i disse dage i Danmarks Radio efter bestyrelsens godkendelse af den plan, som indebærer fyring af op mod 420 medarbejdere.
Her er der tale om en sag, som helt oplagt hører ind under lov nr. 414, der blev vedtaget i maj 1994.
I det aktuelle tilfælde med Danmarks Radio er bagsiden af medaljen, at alle de berørte medarbejdergrupper nu skal gå rundt i mange uger og spekulere på, hvem der ryger ud, og hvem der klarer skærene.
Ikke nogen helt hyggelig situation - specielt ikke for de dele af Danmarks Radio, hvor omkring en fjerdedel af de ansatte står på fyringslisten. Det er især kontorfolk, edb-folk og andre teknikere, der er i farezonen i denne omgang.
At varslings-processen i henhold til loven så oven i købet kommer efter måneder med rygter og formodninger, gør næppe situationen bedre for de truede grupper.

Der er en lang og bevæget forhistorie bag "Lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang".
Det er ikke en bureaukratisk lovtekst blandt så mange andre. Det er ikke et stykke tilfældigt lovsjuskeri, som er bragt til verden i en sen nattetime på en forbigående politisk stemningsbølge - eller hvad man nu oplever fra tid til anden.
Nej! Her står vi med noget helt andet. Et produkt af mange års debatter og overvejelser. Et resultat af svære direktiv-processer i EF- og senere i EU-systemet. Et resultat af en gradvis udvikling af den danske lovgivning.
Vi står tilmed med et lovelement, som selvstændigt blev fremhævet i Nyrup-regeringens idégrundlag - "En ny start".
De første lovkrav til varsling af større fyringsrunder blev indført i 1977. Den lov, der gælder i dag, blev vedtaget den 24.maj 1994 - efter et halvår med en meget ophidset politisk debat.
Det var ét af de tilfælde, hvor fronten mellem højre- og venstrefløj blev trukket hårdt op.
Da lovforslaget var til førstebehandling den 27.januar 1994 udviklede det sig til et timelangt og meget bittert opgør i Folketingssalen.
Arbejdsminister Jytte Andersen (S) kom med denne ret stilfærdige og snørklede udmelding:
"Varslingsreglerne har to hovedformål. Det ene er, at der så tidligt som muligt forud for påtænkte afskedigelser optages forhandlinger på den berørte virksomhed om, hvorledes afskedigelser kan undgås eller begrænses, eller følgerne heraf afbødes. Det andet er at give arbejdsmarkedsrådene og dermed Arbejdsformidlingen mulighed for på et tidligt stadium at søge løsninger på de problemer, som afskedigelser rejser."
Med andre ord: Et godt socialdemokratisk forslag med en rørende tiltro til, at Arbejdsformidling mv. kan stille noget op. Og tilmed en lov der samtidig opfyldte et EU-direktiv. Og en lov der efterlevede et beslutningsforslag, som socialdemokratiet, de radikale og SF fik vedtaget i Schlüters sidste regeringstid.

Men oppositionen var ikke indstillet på en stilfærdig debat. Anført af Venstres Helge Sander blev lovforslaget beskrevet som en katastrofe. Det ville blive en så tung byrde for erhvervslivet, at følgerne ikke var til at overskue, lød den barske borgerlige kritik.
"Jeg synes, det er rystende, at vi i den nuværende, meget alvorlige beskæftigelsessituation med en ganske uacceptabel stor ledighed skal præsenteres for indgreb, der direkte vil bremse væksten i beskæftigelsen," tordnede det ærede medlem hr. Helge Sander. Hvorefter bolden var givet op til flere timers politisk drilleri.
Under udvalgsbehandlingen gav Venstre og de konservative den også hele armen. I deres skriftlige konklusion blev loven kaldt "en hån" og "en trussel mod erhvervslivet".
V og K satsede på indre splid i regeringen. CD og Kristeligt Folkeparti skulle udfordres på deres erhvervsvenlighed.
Det lykkedes faktisk at skabe ballade. Udvalgsarbejdet i Folketinget gik i hårdknude, og først sent om aftenen før 2. behandlingen faldt brikkerne på plads. Der blev trukket nogle tænder ud af varslingsreglerne og anvendelsesområdet blev begrænset, så mange mindre virksomheder ikke blev omfattet.
Alligevel kom det til nye langvarige opgør i tinget, hvor lovens tidligere så varme fortaler - SF's Lilly Gyldenkilde - nu kritiserede regeringen for at have givet efter for det borgerlige stormløb.
Det sidste angreb på loven kom få timer før den endelige vedtagelse, hvor Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Metal gik sammen om en stærk kritik, der støttede VK-linjen, og kørte som hovedhistorie i flere medier.

I dag kan man betragte lovens anvendelse i tilfældet Danmarks Radio. Her er virkeligheden en noget anden end de situationer, lovens fortalere og kritikere i sin tid skændtes om.
Hvis medarbejderne på et bestemt arbejdsområde gerne vil have klar besked om, hvem der står på fyringslisten, lyder svaret typisk:
"Navnene kan vi ikke oplyse endnu. Det skal vi jo ifølge varslingsloven først forhandle om."
Hvis medarbejderne så siger, at de gerne vil have nedskæringsplanen beskrevet i større detaljer, så de kan gå ind i en reel forhandling om, hvorvidt planen er realistisk, vil et typisk svar lyde:
"Vi kan ikke gøre det meget mere detaljeret. Gør vi det, kan I jo regne jer frem til navnene. Og så overtræder vi nok varslingslovens paragraf 7, stk 3."

Denne indre splittelse mellem lovens overordnede formål og de enkelte paragraffer betyder, at loven nemt ender med at blive en juridisk labyrint, hvor den klare melding om fyringsplanerne udsættes i flere omgange. Til stor frustration for de involverede.
Det gælder specielt i de tilfælde, hvor opsigelsesvarslerne - som det typisk er tilfældet i Danmarks Radio - er på så mange måneder, at lovens ekstra frist ikke gør den store forskel i relation til at forberede anden beskæftigelse, omskoling og så videre.
I sådanne sager er loven ofte med til at forlænge en i forvejen smertefuld proces. Og samtidig medvirker lovens formulering til, at virksomheden i den såkaldte forhandlingsfase kan undlade at offentliggøre sine præcise planer.
Hvordan man end tolker paragrafferne er sagen et godt eksempel på, at der er langt fra tinge til arbejdspladsernes virkelighed. Og et godt eksempel på, at det ikke er nemt at lovgive mod urimelige arbejdsgivere.
Eller også handler det hele bare om, at der ikke findes gode måder at gennemføre massefyringer på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu