Læsetid: 6 min.

Motiveret husar diplomati

24. oktober 1996

Jacques Chiracs konfrontation med Israel er en påmindelse om franske ambitioner - og visse principper

Informations korrespondent

Har man nogensinde før set en statsmand fra et stort vestligt land, på besøg i et andet land, vise sin vrede så spontant, uden antydning af diplomatisk omsvøb - og for åben skærm? Billederne af Jacques Chirac i Jerusalem tirsdag i denne uge vil gå over i annalerne.
Chirac var rasende. Hans øjne lynede. "Hold så op! Det er en urimelig optræden - en provokation!" råbte han - på engelsk - til de israelske sikkerhedsstyrker, der indkapslede ham og hindrede hans bevægelsesfrihed.
Nogle kommentatorer i Paris sagde ironisk, at Chiracs vrede skyldtes, at han var "blevet forhindret i at dyrke sin yndlingssport" - at gå rundt og trykke folk i hænderne som i en valgkamp.
I øvrigt virkede Chiracs vrede meget menneskelig, nærmest sympatisk, i al sin udiplomatiske spontanitet. En erfaren toppolitiker og statsmand, der optrådte på denne måde, måtte være drevet til vanviddets rand af chikanerier.
Til de israelske sikkerhedsstyrkers undskyldning tjener, at mordet på statsminister Rabin har skabt en panisk frygt for, hvad israelske fanatikere kan finde på. Så meget mere som Chirac stemples som en "araberven", uvelkommen i Israel - ikke bare af fanatikere, men indirekte af selve den israelske regering.
Men dette er bare de mest skingre overtoner af en af de hidtil værste diplomatiske kriser mellem Israel og Frankrig - toppen af isbjerget. Og de håndfaste sikkerhedsforanstaltninger var for Chirac kun dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Forud var gået en direkte fornærmende optræden fra israelsk side over for Frankrig - på det diplomatiske plan. Før Chiracs rejse til Mellemøsten havde statsminister Netanyahu nedlagt forbud mod, at den franske udenrigsminister, Hervé de Charette, besøgte PLO's hus i Øst-Jerusalem. Hvorefter Chirac besluttede at lade udenrigsministeren "boykotte" besøget i Israel. Kort før Chiracs ankomst udtalte Netanyahu, at Israel ikke ønskede fransk eller europæisk indblanding i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Kun USA skulle medvirke. "For mange kokke fordærver maden," sagde han.
Da Chirac netop havde bekendtgjort, at hans rejse skulle bidrage til at genoplive fredsprocessen, måtte denne israelske reaktion komme som et slag i ansigtet. I øvrigt udtalte flere højtstående israelske politikere sig yderst foragteligt om Chirac. En af dem betegnede ham som antisemit.
Under episoden med sikkerhedsvagterne truede Chirac med at rejse hjem omgående. Men allerede forud for besøget var der altså rigelig stof til en aflysning. Det kunne forekomme usandsynligt, at et stort europæisk land med respekt for sig selv - og hvilket land er mere ærekært end Frankrig? - ville finde sig i sådanne ydmygelser.
Spørgsmålet er altså, hvorfor Chirac har insisteret på at gennemføre denne rejse - ikke blot på trods af Israels afvisende holdning, men også på trods af USA's helt identiske afvisning af fransk eller europæisk indblanding - en afvisning, der blev udtrykt i de samme veninger, da Chirac besøgte Mellemøsten for et halvt år siden. Og på trods af, at de øvrige EU-lande ikke tror på, at et forsøg på europæisk indblanding i fredsprocessen nytter noget. Selv om de måske nok finder det urimeligt, at EU-landene, der finansierer 80 procent af den livsnødvendige hjælp til palæstinensernes autonome områder, skal holdes uden for den politiske proces.
Svaret på dette spørgsmål må søges i udgangspunktet og motiverne for Frankrigs mellemøstpolitik og arabiske politik - og i videre forstand den franske udenrigspolitik, blandt hvis permanente mål er en europæisk modvægt - under fransk anførsel - mod USA, en vis europæisk uafhængighed af USA, en modstand mod amerikansk cegemoni - i den vestlige verden i går, i hele verden i dag.

Den franske holdning stemples ofte i andre lande som udtryk for umådeholdne og urealistiske ambitioner - en Don Quijote-positur - men den er ikke desto mindre en politisk realitet. General de Gaulle, der er Chiracs erklærede forbillede, førte en sådan politik med en vis konsekvens og ikke uden visse resultater. Men forsøget på at efterligne de Gaulle kan forekomme anakronistisk efter den kolde krigs ophør.
I den gaullistiske politik indgik særdeles aktive bestræbelser på at pleje venskab med de arabiske lande og hermed opretholde en traditionel fransk indflydelsessfære. Og udvide denne hvorsomhelst den amerikanske eller britiske indflydelse måtte være på retur.
De Gaulle fik sit pro-arabiske ry, da han efter Seksdageskrigen i 1967 vendte sig imod den israelsk-amerikanske dominans i Mellemøsten og betegnede israelerne som et selvsikkert herrefolk. Hans efterfølgere, Pompidou og Giscard d'Estaing, fulgte stort set den samme politik, mens Mitterrand lagde kursen lidt om i Israels favør. Chirac har på det sidste klart bekendt sig til den gaullistiske tradition. Ingen kan beskylde hverken Chirac eller nogen af hans forgængere for at ville sætte Israels eksistens eller sikkerhed på spil, men Israel fastholder, at hverken Frankrig eller noget andet land (til nød USA) kan definere Israels sikkerhedsbehov, kun Israel selv.

I dag er Chirac i realiteten persona non grata i Israel, selv om der blev strøget lidt diplomatisk fernis over krisen ved tirsdagens møde mellem Chirac og Netanyahu. Med anstrengte smil til fotograferne.
Det, der gør israelerne stramme i betrækket, er, at Chirac bekender sig til FN-resolutionerne fra 1967 - de kræver tilbagetrækning fra alle de besatte områder. Chirac minder om, at dette også indbefatter de syriske Golan-højder, og han anerkender ikke Israels anneksion af Øst-Jerusalem. At han også direkte går ind for oprettelse af en palæstinensisk stat, kan måske ikke ligefrem chokere længere, men det er ikke et plus i hans israelske karakterbog.
Det blev naturligvis ikke bedre af, at Chirac kom direkte fra Syrien, hvor han var blevet modtaget som en oprigtig ven, hyldet af folket og klappet på skulderen af præsident Assad. I Damaskus gentog Chirac sin støtte til kravet om israelsk rømning af Golan, men han undlod heller ikke at opfordre Assad til tilbagetrækning fra Libanon, hvor Syrien har en styrke på 30.000 mand. Han kunne dårligt "glemme" denne detalje, efter som han under sin sidste mellemøstrejse højlydt proklamerede sit ønske om et "frit, uafhængigt og suverænt Libanon".
Chirac står altså på FN-resolutionernes grund. Og han støtter palæstinensernes sag på et tidspunkt, hvor den usle og prekære autonomi for de palæstinensiske områder synes truet af kvælningsdøden, og vilkårene ensidigt dikteres af Israel med USA's støtte.
Hvis Chiracs offensiv har til formål at markere en klar fransk holdning med simple moralske begrundelser og samtidig pleje venskabet med de arabiske lande, er det lykkedes. Men officielt rejste Chirac til Mellemøsten for at bidrage til fredsprocessen, og en sådan mæglerrolle forudsætter en form for neutralitet mellem Israel og dets arabiske modstandere.
Derfor kunne Chirac ikke aflyse eller afbryde besøget i Israel, men måtte gøre gode miner til slet spil trods ydmygelserne.
Med harmoni og venskab med Syrien og brud med Israel ville der ikke have været noget tilbage af de franske mæglerprætentioner.

Ganske vist kan man ikke beskylde USA for at være neutral, men USA's ubestridelige fordel er at have vægt over for begge parter.
USA har indflydelse i de arabiske lande, og disse ved, at kun USA er i stand til at lægge pres på Israel.
Man kan indvende mod det franske krav om europæisk medvirken i fredsprocessen, at det simpelthen er urealistisk i dag og i al overskuelig fremtid, og dette er stort set grunden til, at EU-landene ikke slutter op bag Chirac, selv om de nok i vidt omfang deler hans synspunkter. De synspunkter, som Chirac kæmper for med en sådan frimodighed og heroisme, at kritikere hjemme i Frankrig beskylder ham for husar-diplomati, og han ender i et højrøstet skænderi, grænsende til håndgemæng, i Jerusalems gamle by.
På længere sigt satser Chirac tilsyneladende på en solidt forankret fransk indflydelse i den arabiske verden. Hvad Israel angår, synes han at gå ud fra, at dialog er umulig med en så stejl leder som Netanyahu, der i virkeligheden står ret isoleret internationalt og kan ventes at blive sat lidt på plads efter det amerikanske præsidentvalg. Og det er lykkedes Chirac at demonstrere, at der er et europæisk land, der ikke siger ja og amen til hvert ord fra USA.
Frankrigs rang og rolle i verden er blevet understreget. Det er egentlig alfa og omega i fransk udenrigspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu