Læsetid: 5 min.

Røde Østrig går i sort

10. oktober 1996

Ultra-højreorienterede Jörg Haiders parti står til fremgang, når østrigerne går til EU-valg på lørdag. Haider vil alliere sig med Maastricht-modstandere i andre lande og puste til det europæiske oprør fra højre

Egentlig ser det hele ganske normalt ud:
Trusler og frygt for en ny bølge af brevbomber mod fremmede i landet.
En østrigsk kansler, der stadig er socialdemokrat og hedder Franz Vranitzky, på kampagne rundt i landet.
Og en højrenational Jörg Haider, leder af Det østrigske Frihedsparti (FPÖ), der i sit ti-års jubilæumsår på den politiske scene fortsat beskylder landets udlændinge for at stjæle arbejdspladser fra østrigerne.
Imidlertid er det ikke en normal østrigsk valgkamp, når landets 5,8 millioner stemmeberettigede på lørdag skal vælge, hvem der skal sidde på Østrigs 21 sæder i Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Valget åbner nemlig helt nye perspektiver. Først og fremmest for Jörg Haider. Men også for et tiltagende europæisk fænomen: Maastricht-oprøret fra højre.

Det er første gang, østrigerne skal stemme ved valg til Europa-Parlamentet. Og det sker i et klima, hvor 57 procent af østrigerne ifølge meningsmålinger erklærer følgende: Alpestatens halvandet år unge medlemskab af EU har haft en negativ indvirkning på deres liv.
Offentlige nedskæringer, stigende arbejdsløshed og skatteforhøjelser har skabt frustration mod den socialdemokratisk ledede koalitionsregering og kansler Vranitzky.
For oppositionspolitikere er der potentiale i, at østrigerne vil smide proteststemmer omkring sig. Og alt tyder på, at Jörg Haider vil samle dem op. Ifølge meningsmålinger vil han stige til langt over 25 procent af stemmerne, mens Det østrigske Socialdemokratiske Parti (SPÖ) kommer helt ned på 31 procent, næsten det laveste nogensinde.
Haider vil dermed få opfyldt det mål om mindst en fjerdel af stemmerne, han har haft, siden han stiftede FPÖ i 1986. Og aldrig har banen ligget så åben for ham:

Mens regeringen skærer ned for at komme med i den hårde kerne af EU's økonomiske og monetære union (ØMU'en), sværger Haider, at FPÖ vil kæmpe for at den østrigske shilling ikke bliver fortyndet af "svage" sydlige valutaer, som den græske drachme. Han kræver en folkeafstemning om ØMU'en.
Mens den i EU-sammenhæng "tavse" østrigske regering (beskyldes ofte for blot at læne sig op ad Tyskland) har fundet en niche i at kæmpe for at få mere miljø og rettigheder for kvinder, etniske minoriteter, homoseksuelle og handicappede ind i EU-traktaten, kører Haider på, at der er alt for mange udlændinge i Østrig, og at tyrkiske bander kræver beskyttelsespenge og gør Wien til Chicago.
Mens socialdemokraterne og deres konservative koalitionspartner, Det østrigske Folkeparti (ÖVP), før folkeafstemningen i 1994 sagde, at EU-medlemskab ville skabe flere job, så latterliggør Haider regeringen og læser op ad listen over mistede arbejdspladser.
Ved byrådsvalget i Wien, som også finder sted lørdag, har Haiders kampagne lige så meget vind i sejlene. I den socialdemokratiske højborg gennem et halvt århundrede ser Vranitzkys parti ud til at miste sit flertal. Spørgsmålet er blot, hvor meget Haider vil gå frem.
Socialdemokraterne er så pressede ved begge valg, at kansler Vrenitzky har set sig nødsaget til at advare mod at give fascismen en fremtid i Østrig. Fascisterne tog kontrol med landet i 1934, fire år før Østrigs "Anschluss" med nazi-Tyskland i 1938.

Valget er ikke som et traditionelt valg til Europa-Parlamentet, hvor utilfredshed med den nationale regering giver sig udslag i proteststemmer: Hvor det er "risikofrit" for vælgerne at stemme på ekstreme partier, fordi Europa-Parlamentet "ikke er et rigtigt parlament" (som en vis Ritt Bjerregaard er kommet for skade at sige).
Der en forskel.
Proteststemmer i Danmark og Sverige går ofte til EU-skeptiske partier eller bevægelser på venstrefløjen. Proteststemmer mod borgerlige regeringer i andre lande går ofte til socialdemokratiske partier. For eksempel led de britiske konservative ved sidste valg til Europa-Parlamentet et stort nederlag til Labour. Resultatet af disse faktorer er, at der er et rød-grønt flertal i det 626 medlemmer store parlament.
Mange af disse medlemmer kæmper for mere magt til parlamentet og går ind for øget europæisk integration blandt andet på miljø- og beskæftigelsesområdet. De ser EU som værende et grundlæggende socialdemokratisk projekt.
Det gør mange vælgere også, og i Østrig går proteststemmerne derfor til et højreorienteret modstanderparti. Faktisk er det kun i Sverige og Danmark, at det er venstrefløjen, som får EU-skeptikernes stemmer.
For Frankrigs vedkommende har Le Pens Front Nationale scoret på modstand mod Maastricht-traktaten. De fik 11 sæder ved det seneste EU-valg. Sammen med 12 andre borgerlige EU-skeptikere udgør de 23 af Frankrigs 87 sæder.
Også den italienske Allenza Nazionale havde et kanonvalg og fik 11 af Italiens 87 sæder. Og nu står Haiders østrigske FPÖ altså til at få mindst seks ud af Østrigs 21.
Et Maastricht-oprør fra højre synes på vej. For Haider har gjort klart, at hans parti vil samarbejde med ligesindede i Europa-Parlamentet. Desuden citerer det østrigske nyhedsbureau APA Haider for at sige, at han har haft samtaler med medlemmer af det britiske konservative parti, som er delt i spørgsmålet om EU's fremtid. Han har også haft samtaler med lederen af det italienske højreparti, Lega Nord, Umberto Bossi, som har krævet en revision af Maastricht-traktaten.

Interessant er det, hvor Haider får sine stemmer fra. Typisk holder han valgmøder i arbejderkvarterer, og mange af hans tilhængere har gråt hår.
Ifølge det uafhængige østrigske ugemagasin Profil, er 35 procent af FPÖ's vælgere arbejdere. Til sammenligning står der kun arbejdere bag 24 procent af socialdemokraternes stemmer.
Tallene er den foreløbige kulmination på de seneste ti års udvikling. Arbejderstemmer rykker i højere og højere grad ud på den yderste højrefløj.
Det samme gælder mange landbrugsstemmer, som ved dette valg ventes at gå fra det konservative ÖVP til Haiders FPÖ. Haider har formået at spille på det drastiske fald i prisen på landbrugsvarer, efter Østrigs medlemskab af unionen. Mange overlever kun på EU's landbrugsstøtte, og nogle finder det demoraliserende at producere produkter, der "ingenting er værd".
De østrigske landmænd frygter der udover, hvad der vil ske med EU-tilskuddene, når EU udvides med de øst-europæiske lande, som dels kan producere billigere og vil have et enormt støttebehov ved tilpasning til EU's indre marked. Blandt østrigske bjergbønder er begejstringen for mainstream-politikernes udtalelser om "den historiske mulighed, det er at få de nye demokratier i østeuropa med ind i folden" mindre end chancen for at finde en nål i en høstak.

Samme utilfredshed er gældende i andre lande - ikke blot på landbrugsområdet, men også i industrien, jævnfør den igangværende danske debat om tab af danske arbejdspladser som følge af globaliseringen og åbningen mod øst.
Mange socialdemokratiske og øvrige venstrefløjspartier i EU-landene står i et dilemma mellem deres sympati for tanken om at udvide mod øst og en risiko for tab af arbejdspladser.
EU-skeptiske partier på den yderste højrefløj har derimod ingen skrupler ved at sige nej til både EU's videreudvikling og udvidelse.
Begge dele betragtes af de højrenationale partier som et socialdemokratisk og moderat-borgerligt solidaritetsprojekt, der umiddelbart kun kan få negative konsekvenser for menigmand.
Deri ligger årsagen til, at det traditionelt set "røde" Østrig går i sort.
Og deri ligger potentialet for det europæiske oprør fra højre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu