Analyse
Læsetid: 6 min.

Tja Bum skal du have

31. oktober 1996

Såfremt rationale ligger til grund for årets forløbig mest omtalte indiskretion, kan åbenhedens historiske lidenskab være forklaring

Kendt for folk i omgangskredsen er udenrigsminister Niels Helveg Petersens interesse for historien og hans fornøjelse ved at fordybe sig i biografiske bøger om betydningsfulde personer. Fristende må det derfor være for denne radikale frontfigur med 25 års folketingskarriere bag sig og - trods dønningerne - formentlig mange gode år forude selv at tilmåle sig en plads i historien i overensstemmelse med egenopfattelsen.
Dette er nemlig et vigtigt træk i den Helveg Petersenske personlighed at denne - rent bortset fra politisk drift og et dertil knyttet talent, begge fænomener man ikke skal undervurdere - indeholder en ganske kontant opfattelse af Historien. Den tvivlende og relativistiske virkelighedsopfattelse, der blandt fagfolk giver næring til stadig om-prøvede kildeanalyser samt uendelige motivdiskussioner, er ikke udenrigsministerens stærke side. En vandspand er for the old boy på Drosselvej en spand med vand i, som ikke løber nogen steder hen, forudsat der ikke er hul i vandspanden.
Dette mål af regulær, humoristisk kontanthed og behersket benovelse over for det alt for spekulative og finurlige er Niels Helvegs politiske råstyrke, samt det menneskelige og personlighedsbærende grundlag, der har gjort ham mere end almindeligt afholdt blandt folk i og uden for miljøet. Men det siger næsten sig selv at denne konstitution samtidig indebærer strategiske svagheder for en politiker på det niveau. Visse handlinger kan blive udlagt som mere spegede, end ophavsmandens inderste motiver i og for sig kan bære. I den nylige sag om en højrøstet udenrigsministeriel medarbejders ytringsfrihed, bevidnede en oprigtigt undrende offentlighed, hvorledes ministeren blev mellemfornøjet som sine embedsmænd og kvajede sig som dem - men i sidste øjeblik indrømmede fadæsen. På det reale plan havde ministeren jo ret i at den pågældende medarbejder i Udenrigsministeriets virkelighed burde holde sin uforgribelige mening om minister Hilden for sig selv. Uden for denne snusfornuftige, hør-nu-her virkelighedsopfattelse, i princippernes og den retsbevidste verden, som jo i andre sammenhænge også er Helvegs, hvor ombudsmandens hånd allerede var på vej mod skulderhylstret, gik det et øjeblik galt for den respekterede politiker, der måske af og til burde overveje om det altid forholder sig sådan at en skovl er en skovl er en skovl.

Hvad angår den aktuelle ballade, er der for en toppolitiker for så vidt intet forgjort i at lægge endog grænseoverskridende råd op med ledende folk i andre partier. Sådan set en praksis synonym med dansk folkestyre, hvis indre mekanik netop identificeres ved intime og fortrolige kontakter på tværs af partierne. Når en så at sige diamentral modsat karakter af den nuværende udenrigsminister, den tidligere Uffe Ellemann-Jensen, gør et stort nummer ud af ikke at dyrke tværpartielle kontakter eller transpolitiske venskaber, forklarer denne knibskhed eller snarere nødvendighed - (for er der i virkeligheden tale om et frit valg?) - måske venstreformandens og hans partis næsten kroniske isolation i det politiske liv. Ingen politiker drømmer vel om at sætte sig sammen med Ellemann-Jensen i en fortrolig drøftelse på restaurant Guldanden med henblik på at etablere et nyt ledelsesgrundlag i eget parti. Alene tanken!
Anderledes med Niels Helveg. En mand god at gæste, som giver nyttige råd og gerne giver dem.
I den forstand burde man ikke søge svig i mandens hjerte. En hvilken som helst ledende politiker med selvbevidsthed om egen historiske mission samt ansvarsfølelse over for sit mandat, må og skal efter evne søge maksimal indflydelse, hvor magten nu engang er beroende. Også når denne i foreliggende tilfælde må tages med tang. Hensigten helliger ganske vist ikke alle midler, som vulgariteten ynder at tolke Machiavelli, men målet helliger - også i Niels Helveg Petersens regnebog ellers var han aldrig blevet Niels Helveg Petersen - rimeligt mange.

Men ved nærmere eftertanke er der alvorligt talt ikke noget videre at bebrejde hverken Helveg eller hans krænkede samtalepartner, statsministeren. Man giver sig jo ikke i kast med et systemskifte i et lands politiske styring uden forudgående aftaler og hensyn til de forhåndenværende og i dette tilfælde smertelige personproblemer.
Kun motivet til at fortælle om konspirationerne står tilbage som gåden. Og her har gætterierne allerede været mangfoldige. Forrest i feltet idéen om at udenrigsministeren efterhånden var blevet så uendelig træt af statsministerens dominans på EU-området at førstnævnte mente sidstnævnte berettiget til en begmand. Den teori passer jo smukt ind i påstanden om Helvegs periodiske strategiflimmer. Ved nærmere eftertanke kan dette motiv imidlertid næppe have været drivkraften bag den Helvegske åbenhjertige redegørelse til de to bogforfattere i det famøse første kapitel af erindringerne i utide. En afdækning af hans egen og Nyrups mødevirksomhed, hvor den daværende partiformandskandidat in spe naturligvis før og efter var nødt til at sløre kontakter af den karakter, ville selvsagt ikke være tjenligt til at ændre statsministerens adfærd i EU-spørgsmål. I betragtning af EUs forretningsorden en fuldstændig urimelig og absurd tanke. Og selvmorderisk for dens ophavsmand. Et andet motiv, luftet som rationale bag afsløringerne, skulle være Helvegs trang til at lægge afstand til Socialdemokratiet og markere en fornyet åbenhed over for VK. I givet fald en højrisikabel, for ikke at sige letsindig fremgangsmåde med henblik på vælgernes dom. Helveg står som krænkeren, statsministeren som den krænkede. Såfremt Nyrup forstår at forklare sig indadtil - eller true sig til trit og retning - behøver han strengt taget ikke at forklare meget mere udadtil. I den forstand står statsministeren ikke så svagt, som nogen vil gøre det til. Snart mange udsagn - også fra Aukens nærmeste - bevidner temmelig utvetydigt den uomgængelige nødvendighed af at udskifte den daværende formand, såfremt en forsvarlig afløsning af Schlüters lammede og Tamil-korrumperede regering kunne komme på tale. Nyrup Rasmussen var med andre ord, hvad enten han peb eller sang, hvad enten han brød sig om det eller ej, og ambitionen er underordnet for analysen, bundet og pisket til at foretage det famøse kongemord og træde i karakter med alt hvad dét indebar. Ingen kunne tage den beslutning for ham, end ikke Mogens Lykketoft. Kun én kunne og måtte næstformand Nyrup (S) rådføre sig med, nemlig Niels Helveg Petersen (R), da det for partiets magtpositions påkrævede formandsskifte ingen mening havde, såfremt de radikale ikke sanktionerede efterfølgerens statsministerkandidatur. Real-politik for begyndere.

Hvorfor den således designerede statsminister ikke just havde behov for at betro sig til andre om disse møder, siger sig selv. Lige så klart som Nyrup måtte springe disse uomgængelige mellemregninger om de nødvendige kontakter og den pisketnødvendige radikale sanktionering over, lige så indlysende måtte beslutningen om hans kandidatur ikke kunne fremstå som det den nødvendigvis måtte være betinget af, nemlig det samme: de radikales velsignelse - af projektet - ved N. H. Petersen.
Tilbage står, endnu ubesvaret, hvad så Helvegs motiv var, eftesom han jo også under hele forløbet har kendt disse nødvendige Nyrupske hensyn og lige så længe har kunnet analysere konsekvenserne af en utidig blotlæggelse af kronologien.
Jamen, tilbage står lidenskaben for Historien. Når proppen nu engang var af, skulle den fortælles med Helvegsk nøgternhed, der bød ham i de biografiske samtalers forløb at placere aktørerne i rette roller. Uden anden motivforklaring nu som dengang, da tingene foregik og var en levende realitet: at bane vej-en for lederskiftet i Socialdemokratiet med henblik på en SR regering og dermed systemskiftet i dansk politik. Hverken mer eller mindre.

At Helveg Petersen har fortalt historien bør han ikke bebrejdes så massivt, som det sker. Allermindst af folk, der på den ene eller anden måde lever af at skaffe sig selv og andre forsvarligt hold på fortiden. Helvegs udsagns kildeværdi er jo forholdsvis stor, eftersom den måde hvorpå de er fremsat - unægteligt ikke tjener til just at gavne ham politisk. Hvilken næstformand med ambitioner inviterer mon lige med det samme Helveg på Guldanden!
Når alt kommer til alt måske sagens substans. For nok har Niels Helveg Petersen i traditionel forstand dummet sig, så det klokker. Særligt klogt er det ikke at referere, hvad ikke er ment til referat. Men sagen er næppe - alle omkostninger taget i betragtning - ondar-tet nok til fundamentalt og på længere sigt at rokke ved den radikale fhv. Wunderkids omdømme eller forpurre hans drøm om at ende sine politiske dage som Folketingets formand.
Efter alt at dømme har han blot i forståelig såkaldt utide leveret, hvad der kan ligne den historiske virkelighed og gjort det i naiv åbenhed, som folkestyrets sande vogtere ikke bør bebrejde ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her