Læsetid: 6 min.

Topmødet blev faktisk en beskeden succes

4. oktober 1996

Forventningerne til topmødet i Washington var skruet for højt op. Derfor bruges ordet fiasko - men der var snarere tale om en beskeden succes

Normalt er topmøder mellem statsledere en temmelig kedelig og forudseelig affære for reportere og avislæsere.
Alt det grove arbejde er mere eller mindre lavet i forvejen. Kun folk udstyret med lup og en enorm baggrundsviden kan læse noget meningsfuldt nyt mellem linierne i slutdokumentet. Den bedste indfaldsvinkel kan ofte være direkte tv-transmission fra et pressemøde med de ledende skikkelser, hvor seeren har mulighed for at studere deres ansigtsudtryk, kropsbevægelser og diverse gestus.
En helt enestående chance for at dykke ned under den glatpolerede overflade opstod under G7-mødet i Napoli i juli 1994, da én af Silvio Berlusconis tv-kanaler tilsyneladende uden seks andre toplederes viden sendte direkte fra en sal, hvor de havde samlet sig for at overvære den italienske ministerpræsidents afsluttende bemærkninger. Både før, under og efter denne seance afslørede tv-kameraet et væld af detaljer om de personlige relationer mellem de syv stats- og regeringschefer. Eksempelvis fremgik det, at Silvio Berlusconi nærmest appellerede til Francois Mitterand om at blive anerkendt som hans ligemand. Frankrigs arrogante præsident valgte at ignorere italieneren.

En lignende episode kunne iagttages onsdag eftermiddag i Det Hvide Hus, da Israels ministerpræsident Netanyahu forsøgte at score nogle billige points ved at læne sig over mod Yasser Arafat og hviske ham et eller andet fortroligt i øret. Det udspil fulgte imidlertid ikke den palæstinensiske leders drejebog. Hans ansigt var stift, og øjnene stirrede tomt fremad. Arafat udstødte kun et enkelt ord. Man kan forestille sig, at han sagde: Bagefter!
Alt imens stod præsident Bill Clinton på talerstolen og fortalte verdensoffentligheden, at de tre ledere - Netanyahu, Arafat og Jordans kong Hussein - havde udpeget ham til deres talsmand. Det var sket for at undgå, at de selv med en eller anden uforsigtig udtalelse stak en kæp i hjulet på fredsforhandlingerne, der bliver genoptaget søndag morgen i grænsebyen Erez mellem Gaza og Israel.
For USA's præsident var situationen akavet og pinlig. Han er ikke vant til at være talsmand for andre. Som alle politikere hader han at skulle give dårlige nyheder. Så det sejlede virkeligt for den ellers så professionelle Clinton.
Det gik helt galt, da præsidenten vendte sig om og alligevel spurgte Arafat, Netanyanu og Hussein, om de havde lyst til at ytre sig. Alle sagde nej tak. Hvorfor gjorde Clinton dét, når han netop havde oplyst, at ingen af dem ville optræde?
Øjensynligt gik et eller andet grundigt galt. Herefter kunne deltagerne kun forsøge at bruge kropssprog til at glatte folderne lidt ud. Israelerne ville trykke næve med Arafat, men palæstinenseren betakkede sig. Det var ikke det rette forum. Den godmodige Clinton strakte armene ud og førte sine gæster ud af salen, men Arafat kom på den gale side - altså langs Netanyahu - og skiftede straks spor, så han kom op på flanken af kong Hussein.
Alle indenadslæsere fokuserede naturligvis deres opmærksomhed på Arafats stil. Det var palæstinenseren, der lignede topmødets største taber. I morgendagens amerikanske aviser var dommen, at Arafat kogte indeni og nærmest fremstod som magtesløs overfor sin modparts stejle linie. Men det kan være en overfortolkning.
Havde Arafat virkelig forestillet sig, at Netanyahu under pres fra sin amerikanske beskytter ville falde til patten i løbet af to dage? Det håbede han måske, men inderst inde vidste PLO-formanden nok, at det kunne blive svært at ryste en dato for den israelske hærs tilbagetrækning fra Hebron ud af ministerpræsidentens ærme. Fra et israelsk synspunkt ville det svare til at belønne voldsmænd.
I stedet skal man formentlig sætte topmødet i et lidt bredere perspektiv. Som Clinton sagde: "Giv os tid!" Det betyder, at to ledere - der mildest talt afskyr hinanden personligt - ikke kan forventes at nå til enighed om så alvorlige emner i løbet af tre-fire timers samtale. Var det ikke sytten dage, at Begin og Saddad tilbragte tete à tete i Camp David i 1979?

Trods manglen på reelle fremskridt i Washington skal man altså ikke undervurdere betydningen af, at Arafat og Netanyahu lærte hinanden bedre at kende.
Den første dag i Det hvide Hus sad kong Hussein imellem de to under et pressemøde med Clinton. Den sidste dag sad israeleren i midten - altså ved siden af Arafat. Det kan næppe have været et tilfælde. Efter et uventet tre timer langt møde tirsdag kaldte de to mænd hinanden "ven og partner". På vej ud af Det Hvide Hus tog de hjerteligt afsked. Netanyahu brugte endda to hænder. Det illustrerer, at samarbejdsånden eksisterer. Det gjorde den hverken i sidste uge eller for to-tre måneder siden.
Hvis man virkeligt vil sætte tingene på en spids, så er det interessant at konstatere, hvad Arafat ikke gjorde onsdag. Han brugte sit ansigt og sit kropssprog til at signalere irritation. Men han sagde ikke noget ondt om Netanyahu. Faktisk ytrede han ikke et ord. En planlagt pressekonference, hvor han kunne have kritiseret Israel åbent, blev aflyst. Hvorfor?
Svaret kan næppe være andet end følgende: at Netanyahu lovede at give indrømmelser i løbet af de næste par uger og måneder. Det ville have været for dyrt for ham politisk set at vige på stedet.
Denne fortolkning understøttes af rapporter i israelske aviser i går, hvor det hed, at ministerpræsidenten havde antydet en dato for tilbagetrækningen fra Hebron i en samtale med Bill Clinton. Den dato kender Arafat naturligvis. Til gengæld har PLO-lederen lovet såvidt muligt at holde styr på demonstrationer og eventuel voldsudøvelse indtil søndag og et stykke videre. En rapport fra Associated Press citerede en aktivist fra Arafats Fatah-gruppe i Ramallah på Vestbredden. Han sagde: "Gaderne vil ligge stille indtil søndag. Herefter vil vi beslutte, hvad vi gør."

Set i det lys kan man ikke kalde topmødet en fiasko. Det var snarere en beskeden succes. At den overvejende mening hælder til en fiasko skyldes, at et topmødes succes som regel bliver bedømt på forventningerne, der måske blev skruet for højt op i denne omgang.
Sidste weekend troede kun få, at der ville komme noget konkret ud af Clintons hasardspil. Mandag spidsede alle øren, da Netanyahu på vej i flyet til Washington foreslog drøftelser "på ubegrænset tid" om tre emner: Hebron, fri bevægelse mellem de arabiske byer på Vestbredden og mellem de palæstinensiske områder og Israel samt åbningen af en lufthavn i Gaza. Tirsdag steg forventningerne yderligere, da Netanyahu og Arafat spiste frokost sammen i tre timer i Det Hvide Hus.
Eftersom al nyhedsdækning var mørklagt, vidste ingen, hvad de havde talt om. Derfor blev mødets varighed udlagt som et positivt tegn.
På denne forventningens baggrund ligner topmødet en fiasko. Ingen kan komme uden om, at især de omringede palæstinensere på Vestbredden er i deres gode ret til at tænke i disse baner. Det bliver ikke let for Arafat at overbevise dem om at vise tålmod endnu engang. Men det vil han utvivlsomt forsøge at gøre i dag og i morgen.
Hvordan det hele ender, afhænger klart nok af den israelske opinion. Vil fornuften sejre i sidste ende? Skuddene løsnet fra palæstinensiske rifler er utvivlsomt et chok, som tager tid at overvinde.

Set udefra kan man efter topmødet konstatere, at nøglen til fred ikke ligger i Washington - men i Jerusalem. Fredsprocessen, der startede i 1992-93, har uundgåeligt skabt en ny dynamik i forholdet mellem israelere og palæstinensere. Ingen af dem kan længere appellere til udenlandske forbundsfæller om hjælp - og regne med at bruge denne støtte som et trumfkort. Det er nu stort set op til dem selv at klare paragrafferne og tage et ansvar for deres egne handlinger.
Mange havde håbet, at Bill Clinton kunne vride armen om på Netanyahu i Washington og fravriste ham nogle indrømmelser. Men lige fra starten sagde USA's præsident, at han ikke ville lægge pres på nogen. Det var kun hans opgave at bringe parterne sammen på neutral grund og skabe en positiv og konstruktiv atmosfære.
Selvfølgelig kunne Clinton true Netanyahu med at nedpriotere det militære samarbejde eller beskære den økonomiske bistand. Men den strategi havde ikke båret megen frugt. På indenrigsfronten ville det dels koste ham nogle stemmer fra det jødiske samfund i USA og dels støde på modstand i Kongressen.
Og i Israel ville den slags afpresning fra USA utvivlsomt skærpe en i forvejen stejl holdning overfor palæstinenserne.
Supermagten USA har simpelthen begrænset manøvrerum i denne konflikt. Israel og Palæstina er på egen hånd. Det illustrerede topmødet også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu