Læsetid: 5 min.

Totalt globalt: turbo på verdensmarkedet

8. oktober 1996

Udfordringerne til dansk erhvervspolitik er svimlende - kan Mimi Jakobsen løfte dem?

I dag klokken 12.00 offentliggør Mimi Jakobsen sin heftigt omstridte Erhvervsredegørelse 1996. Selv uden det bortcensurerede kapitel om udstødningen af de kortuddannede fra det danske arbejdsmarked (som finansministeren og statsministeren fik fjernet) - tør vi uden at ryste på hænderne oplyse Informations læsere om den vigtigste, enkelte kendsgerning i hele redegørelsen: erhvervslivets hastigt accelererende globalisering.
Det er et tema, der er røget helt til tops på den politisk-økonomiske dagsorden. For fjorten dage siden publicerede FN's organisation for handel og udvikling, UNCTAD, en sindsoprivende rapport om udviklingen i de globale investeringer (World Investment Report 1996). For tredje uge i træk fortsatte det tyske magasin Der Spiegel i går sin temaserie "Totalt globalt - Hvordan turbokapitalismen forandrer verden" (52 sider indtil nu). Samme dag, altså i går, kunne Dagbladet Børsen oplyse, hvordan OECD's nye generalsekretær, Donald J. Johnston rejser verden rundt og advarer regeringerne mod at gribe til protektionisme, når globaliseringen for alvor begynder at flytte jobs til lande med billigere arbejdskraft.
Stor ståhej - men bestemt ikke for ingenting!
Globaliseringen er et langt nyere fænomen, end ordet måske umiddelbart lader formode. Det forhold, at vi handler - udveksler varer - hen over alle naturlige og kunstige grænser, er stort set lige så gammelt som den såkaldte kulturhistorie. Og det forhold, at verdenshandlen systematiseres, så der udvikles en international arbejdsdeling i overensstemmelse med fordelingen af råstoffer og kvalifikationer, er lige så gammelt som industrialismen selv - det vil sige i hvert fald tohundrede år.

Det nye er noget helt andet: At hele verden snarere end nationen, verdensmarkedet snarere end hjemmemarkedet, er det umiddelbare udgangspunkt for langt de fleste virksomheder - store såvel som små, fremstillingsvirksomheder såvel som servicevirksomheder.
Og vel at mærke ikke kun udgangspunktet, når det drejer sig om at afsætte virksomhedens produkter, men også når det drejer sig om at skaffe kapital, at erhverve ny viden og teknologi, at købe arbejdskraft og tjenesteydelser og eventuelt at finde passende samarbejdspartnere.
Spørg en tekstilfabrikant fra Hammerum, hvad det betyder for hans virksomhed, at en designer kan sidde i Milano og on line styre en bluseproduktion i Calcutta. Spørg pølsemanden på Københavns Rådhusplads, hvad det betyder for hans virksomhed, at den internationale koncept-kæde 7 eleven har franchised en butik fem skridt fra hans spisebræt.
Eksemplerne er legio, og mængden vokser dag for dag. For globaliseringen - som noget andet og mere end den traditionelle 'internationalisering' - er en faktor, der først her i 90'erne for alvor begynder at gøre sig mærkbar i erhvervslivet.

Siden de stilfærdige 80'ere er mængden af grænseoverskridende - såkaldt transnationale - virksomhedsinvesteringer steget med ikke mindre end 400 procent, oplyser UNCTAD's rapport. Det er et udslag af, at de stærkeste virksomheder i stigende grad etablerer sig som fædrelandsløse. De er ikke længere bare multinationale (for eksempel med hovedkontor i Sverige og datterselskaber i Schweiz, Frankrig og USA). De er transnationale.
En virksomhed som Siemens er for eksempel tilstede i 190 lande og har 400 fabrikker på seks kontinenter. Til Der Spiegel oplyser koncernchef Heinrich von Pierer, at Siemens i løbet af blot fire år vil beskæftige 40.000 mennesker alene i Kina. Det er nemlig "umuligt at forsyne dette vækstmarked alene med eksport fra Europa eller Amerika".
ABB, der i sin tid opstod som en fusion mellem det svenske Asea og det schweiziske Brown Boveri & Cie beskæftiger i dag 171 personer i sin førerbunker i Zürich. Herfra leder Percy Barnevik en koncern med 212.000 ansatte. Zürich er, siger Barnevik, bare en adresse "hvor min post ankommer, før de vigtigste breve bliver faxet derhen, hvor jeg til enhver tid befinder mig".
Globaliseringen skærper konkurrencen på snart sagt alle markeder, fordi den giver en umådelig gevinst til de virksomheder, der er i stand til at udnytte de globale forskelle.
Hvis renten er for høj i Tyskland, kan Siemens med fordel låne penge i USA i stedet for. Hvis mindstelønnen er for høj i Danmark, kan Ecco med fordel få syet sine sko i Portugal. Hvis programmørerne tiltager sig for mange rettigheder i Silicon Valley, kan Microsoft med fordel henlægge produktionen af sin nyeste software til Bangalore i Indien.
Og naturligvis er der også en betydelig konkurrencegevinst at hente for den virksomhed, der kan reducere sine transportomkostninger ud til aftagerne. FIAT's nyeste model "Palio" produceres samtidig i tretten forskellige lande, fra Ecuador til Algeriet, fra Indien til Venezuela. Og samtlige tretten fabrikker styres automatisk - via satellit - fra én og samme computer i Torino.

Globaliseringen lægger med andre ord op til en større koncentration af økonomisk magt hos de virksomheder, der er i stand til at håndtere de nye vilkår. Verdens 500 største selskaber øgede sidste år deres omsætning med 11 procent - de voksede således fire gange hurtigere end verdensøkonomien som helhed. Og en tredjedel af de transnationale investeringer, som UNCTAD har gjort op, er investeringer internt i de enkelte selskaber.
Lad os skærpe fokus: Verdens 20 største koncerner har nu en årsomsætning, som er større end de 80 fattigste lande tilsammen. Det allermest markante tal - som ingen synes at have fremhævet - er dog, at denne formidable omsætning (henved 15 billioner kroner) frembringes af en samlet arbejdsstyrke på godt og vel 4,5 millioner mennesker!
Vi gentager: Kun 4,5 millioner mennesker frembringer en omsætning, der er større end de 80 fattigste lande i verden kan præstere tilsammen.
(Er det tal til at tabe vejret over, kan vi i forbifarten give Dem endnu et: 358 mennesker har fået samlet sig en formue, som er større end hvad halvdelen af menneskeheden overhovedet er i stand til at tjene ind.)

Globaliseringen sætter sig igennem med en så voldsom og pludselig ubønhørlighed som følge af to historiske udviklinger: (1) Informations- og kommunikationsteknologierne, der har gjort alle afstande mindre betydningsfulde. (2) Overgangen fra kommando- til markedsøkonomi i Østeuropa, Kina og Sydøstasien, der har gjort verdensmarkedet langt større, i hvert fald potentielt.
Konsekvensen ser ud til at blive en dramatisk omvæltning af de geo-økonomiske magtforhold, vi siden 2. verdenskrig har vænnet os til at leve med. Ifølge en prognose fra Verdensbanken vil Kinas bruttonationalprodukt i år 2020 overstige USA's med hele 40 procent. Kina vil dermed blive verdens største økonomi - og Top Ti listen vil desuden omfatte Indien (nr. 4), Indonesien (5), Sydkorea (7), Thailand (8) og Taiwan (10). Blandt de nuværende G7-lande vil kun USA (2), Japan (3), Tyskland (6) og Frankrig (9) være at finde på listen, ifølge Verdensbankens prognose.
Set fra den danske erhvervsministers kontor er det perspektiv selvfølgelig i sig selv overvældende. Mere nærliggende er det dog, i første omgang at forholde sig til de udfordringer, som arbejdsmarkedets globalisering giver den danske velfærdsstat.
På den anden side af Østersøen har de polske tekstilarbejdere og bryggeriarbejdere en timeløn på cirka en tiendedel af niveauet i Danmark. Det er en velstandsforskel, der naturligvis ikke lader sig opretholde i det lange løb. Mere overvældende: I den globaliserede økonomi er de 1,2 milliarder kinesere om ganske få år også vore naboer!
Konklusionen er ligefrem: Uden en uhyre bevidst og gennemtænkt erhvervsstrategi, der bygger på den nye økonomiske virkelighed, vil det danske velfærdssamfund bryde sammen i løbet af højst en generation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu