Læsetid: 6 min.

En meget ufolkelig historie

30. oktober 1996

Informations korrespondent

EUs nye lov mod USAs Cuba-sanktioner er en forløber for den kommende danske Maastricht-debat.
Derfor har sagen været
så vigtig for regeringen

Det var absolut ikke nogen folkelig og let forståelig sag, der prægede de danske avisers forsider i går.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersens timelange forhandlinger i Luxembourg om noget så uforståeligt som retsgrundlaget for et andet uforståeligt begreb - en EU-forordning, der er beregnet til at være en modforanstaltning mod noget helt tredie og mindst lige så svært gennemskueligt, nemlig den amerikanske Cuba-lovgivning.
Egentlig var der tale om en sag, der var langt mere egnet til diskussioner på det juridiske fakultet og blandt særlige grupper af EU-eksperter end til avisernes forsider.
Men på grund af sagens politiske elementer, nemlig udsigten til at Danmark ville blokere for en EU-beslutning og den hjemlige opstemthed omkring retsagen vedrørende Danmarks ratifikation af Maastricht-traktaten, var der naturligvis tale om oplagt forsidestof.
Som udgangspunkt, var der egentlig ikke tale om en kompliceret sag.
USA vedtog en lov, der gør det muligt i USA at straffe blandt andet europæiske virksomheder, der gør forretninger på Cuba.
Hvis det kan bevises at virksomheden benytter ejendomme på Cuba, der var ejet af amerikanske virksomheder før Fidel Castros revolution i 1959, ville de europæiske virksomheder blive straffet.
En sådan amerikansk beslutning var ikke acceptabel for EU og derfor ville EU-landene i fællesskab vedtage en slags modlov, der har det eneste formål at neutralisere de effekter, som den amerikanske Cuba-lovgivning har.

Hvis du slår mig, så slår jeg igen. Hvis du ikke slår, så slår jeg heller ikke, ville argumentet lyde i skolegården.
Princippet var det samme i konflikten mellem EU og USA, blot var indholdet væsentligt mere kompliceret.
Problemerne dukkede op, da EU-landene i fællesskab skulle finde ud af, hvad de skulle gøre og hvordan de kunne gøre dette sammen.
Da EU er et samarbejde mellem suveræne lande, som bygger på en lang række retsmæssige principper, var det nødvendigt at finde en juridisk ramme, der kunne bruges til at få vedtaget EUs modlovgivning.
Det blev hurtigt klart, at retsgrundlaget ville volde problemer og derfor valgte EU-landene at diskutere indholdet i modlovgivningen, samtidig med at EU-juristerne sideløbende fik besked på at se på mulighederne for at finde et retsgrundlag.
Det var oplagt at juristernes øjne hurtigt rettede sig mod Rom-traktatens artikel 235. Den er i Danmark fejlagtigt blevet døbt gummiparagraffen, men egentlig er dens egelske tilnavn "catch-all" meget bedre dækkende. Artikel 235 er nemlig den artikel, der under særlige forudsætninger kan bruges, hvis der ikke er andet retsgrundlag i traktaten.
For at forstå diskussionerne om artikel 235 er det nødvendigt at læse artiklen meget langsomt og grundigt adskillige gange.
Artiklen lyder:
"Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål indenfor fællesmarkedets rammer, og denne Traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdiger Rådet på forslag af Kommissionen og efter at have indhentet udtalelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende forskrifter herom."
Den der læser artiklen med lup vil opdage, at der er en række forudsætninger, der skal være opfyldt, for at artikel 235 kan bruges.
For det første skal handling fra EUs side være nødvendigt og denne handling kan kun være begrundet i, at den er nødvendig for at gennemføre en af EUs målsætninger.
Samtidig skal det være klart, at der ikke er andre artikler i traktaten, der kan benyttes for at vedtage den samme handling.
Det var især på dette punkt, at Danmark havde problemer med brugen af artikel 235.
Der findes nemlig andre artikler i EU-traktaten, der formenlig kunne have været brugt til at vedtage EUs modlovgivning.
Problemet for de øvrige EU-lande var, at disse EU-regler er utroligt langsommelige at bruge og der kunne gå meget lang tid, inden de ville få effekt. Og EU ville have sin modlovgivning på plads inden det amerikanske præsidentvalg i næste uge.

Tanken er nemlig ikke, at den modlovgivning, som EU nu har vedtaget, nogensinde skal anvendes i praksis.
Den er primært beregnet på at skræmme amerikanske virksomheder for at bruge de amerikanske regler af frygt for, modsanktioner i Europa.
Der er mange EU-jurister, der er enige i den danske regerings kritik af, at EU-landene ville bruge artikel 235 som retsgrundlag i hele Helms/Burton sagen.
Men selv om det fra officiel dansk side blev benægtet, at den danske modstand mod brugen af artikel 235 havde noget med den danske grundlovssag at gøre, var det naturligvis med bagtanker på netop denne sag, at Danmark optrådte som Danmark gjorde i Luxembourg. Det er ikke unormalt, at EU-landene er uenige om, hvilket retsgrundlag, der skal bruges for vedtagelsen af EU-regler. Det sker meget ofte, eksempelvis i sager, hvor der er uenighed om, hvorvidt regler skal tage udganspunkt i traktat-artiklen for miljø eller for det indre marked.
Alle disse uenigheder løses normalt uden den store medieopmærksomhed og mange af sagerne afgøres ved EF-Domstolen.
Men med den hjemlige grundlovssag kørende, havde Danmark ikke tid til at vente på en afgørelse fra EF-Domstolen, der skulle bringes orden i juraen med det samme, hvilket kom som en overraskelse for især Europa-Kommissionen, der i Luxembourg var uprofessionelt overrasket over, at Danmark ikke bare kunne vælge den normale fremgangsmåde og undlade at stemme.
Når brugen af artikel 235 er central for den hjemlige grundlovssag skyldes det en særlig artikel i den danske grundlov, der siger, at Danmark kan afgive suverænitet til internationale fora i "nærmere bestemt omfang."
De 11 danske euro-skeptikere, der har anlagt grundlovssagen argumenterer med, at Danmarks ratifikation af Maastricht-traktaten ikke overholder princippet om at der kun er tale om afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang.
Da man aldrig ved, hvordan og hvor meget artikel 235 bruges til at udbygge EU-samarbejdet, kan der ikke være tale om et nærmere bestemt omfang.
Euro-skeptikerne argumenterer med, at der tværtimod er tale om et ubestemt omfang, da artikel 235 har været brugt mere end 600 gange siden Danmark kom med i EF i 1973.

I lyset af den diskussion om brugen af artikel 235, der i de kommende måneder vil komme til at præge både landsretten og Højesteret, var det vigtigt for Danmark at få slået fast, at der ikke blev tale om afgivelse af suverænitet, når EU brugte artikel 235 som retsgrundlag for modlovgivningen i Helms/Burton sagen.
Det fik Danmark halet hjem i Luxembourg gennem dels præciseringer i teksten og gennem henvisningen til en gammel mellemstatslig konvention, hvis primære formål er at dokumentere, at der er tale om et mellemstatslige samarbejde mellem EU-landene, når de nu går til angreb på USA.
Når samarbejdet omkring modlovgivningen er mellemstatslig, har Danmark pr definition ikke afgivet suverænitet og derfor er der ingen problemer i forhold til grundlovssagen i Danmark.
Generelt ser det medierne ud som om Danmark protesterede mod brugen af artikel 235 på grund af den hjemlige sag om Grundloven.

Men problemstilling var fra starten den modsatte set med danske øjne, nemlig at hvis blot artikel 235 blev brugt ordentligt, ville det ikke skabe problemer i forhold til den danske indenrigspolitiske retssag.
Men fordi der var tale om et tilfælde, hvor de øvrige EU-lande af politiske årsager gerne ville bruge artikel 235 til mere end den med strenge juridiske øjne kan anvendes til, var Danmark nødt til at slå bremserne i for ikke at give euro-skeptikerne i landsretten et bevis på, at artikel 235 misbruges til at give EU nye kompetencer.
For den, der får åndenød over komplikationerne i diskussionen om EUs catch-all artikel, er der snart udsigt til et nyt slag.
Europa-Kommissionen har foreslået artikel 235 som retsgrundlag for skabelsen af den fælles EU-mønt euro'en og her havner Danmark igen i juridiske dilemmaer, hvor juristerne er nødt til at læse selv de mindste bogstaver med lup for endnu engang at sikre, at en forkert brug af artikel 235 ikke havner som et argument i den hjemlige grundlovssag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu