Læsetid: 6 min.

Clinton bekenderendelig kulør - i Bosnien og Zaire

16. november 1996

USA gør op med de sidste års tøvende udenrigspolitik og synes rede til at spille en mere effektiv rolle i løsningen af konflikter - trods lektien i Somalia

Fredsduer i Bosnien, samaritanere i Zaire og NATO-ministre i Bruxelles kan prise sig lykkelig for, at Robert Dole i dag sidder og nyder den subtropiske sol i det sydlige Florida. Det er nemlig højst usandsynligt, at Bill Clinton - hvis han havde tabt valget - ville have fornyet det amerikanske mandat i Bosnien, inden Dole skulle sværges ind i januar 1997. Som afgående præsident ville Clinton have fundet det lige så svært at sende 4.000 amerikanske soldater til krigszonen i Zaire.
Scenariet lyder rent hypotetisk, men det er værd at tage med, fordi amerikansk udenrigspolitik hvert fjerde år bliver lammet af en valgkamp. Især overgangsperioden fra en præsident til en anden er ofte kritisk. Den besejrede præsident kan være tvunget til at tage beslutninger, der får stor indflydelse på efterfølgeren. Det ved Bill Clinton alt om. Præsident George Bush besluttede nemlig at sende 30.000 soldater til Somalia i december 1992...
Indgrebet i Somalia skete på et tidspunkt, hvor enden på den kolde krig havde givet næring til en idealistisk forestilling om, at USA og Vesten nu havde moralsk autoritet og var forpligtet til at løse alverdens voldelige konflikter med fredsbevarende styrker under FN's paraply. Denne multilaterale strategi førte til katastrofen i Bosnien 1992-95 og det ydmygende nederlag i Somalia 1992-94.
Præsident Clinton tog konsekvensen. I 1994 udstedte han et politisk direktiv, ifølge hvilket USA i fremtiden kun vil lede eller deltage i bevæbnede humanitære ekspeditioner under helt usædvanlige omstændigheder. Enhver snak om at skille stridende parter ad i en borgerkrig eller genopbygge en destrueret stat blev droppet. Derfor var det så svært for USA's venner i NATO at overtale Clinton og den republikanske Kongres til at sende 19.000 soldater til Bosnien i 1995.

Set i dette historiske lys forekommer den nyvalgte præsidents beslutninger i den forløbne uge at være skelsættende. Med risiko for overfortolkning kunne man fristes til at sige, at USA nu har gjort op med sin halv-isolationistiske udenrigspolitik fra 1994-96. En ny udenrigspolitik er ved at blive støbt, hvor Washingtons geo-strategiske interesser en gang imellem vil træde i baggrunden til fordel for andre vurderinger - humanitære i tilfældet Zaire og logiske for Bosniens vedkommende.
Der er ingen tvivl om, at vicepræsident Albert Gore - en sikker demokratisk præsidentkandidat i 2000 - i netop disse uger har fået en større indflydelse på USA's udenrigspolitik end tidligere. Man kan allerede se fingeraftrykket. Hvem var det, der onsdag mødte NATO's generalsekretær Javier Solana i Det hvide Hus? Nej, hverken forsvars- eller udenrigsministeren, der allerede har budt Clinton farvel. Det var Al Gore - manden, der før han blev vicepræsident var senator med ekspertise i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Sidste forår og sommer herskede der stor tvivl i NATO-kredse, om præsident Clinton ville overholde sit løfte til republikanerne i Kongressen og til det amerikanske folk - nemlig at trække USA's IFOR-styrker ud af Bosnien inden udgangen af indeværende år. Det havde været på den betingelse, at Kongressen gav grønt lys til at sende militæret afsted i første omgang. På den baggrund skal man forstå det hårde amerikanske pres for at afvikle valget i Bosnien i september - og ikke senere. I den efterfølgende periode indtil præsidentvalget den 5. november hørtes ikke et pip om Bosnien.

Både demokrater og republikanere vidste naturligvis godt, at en tilbagetrækning fra Bosnien inden jul kunne blive en katastrofe. De seneste dages sammenstød mellem bosniere og serbere, hvor en amerikansk styrke greb ind, illustrerer med al tydelighed, hvad der vil ske, hvis IFOR-styrkerne trækker sig tilbage nu. Det var derfor en fornuftens sejr, da præsident Clinton i går erklærede, at USA vil sende 8.500 nye soldater til Bosnien som afløsning for de 14.000, man er ifærd med at sende hjem. Ifølge NATO-kilder bliver IFOR næste år halveret til 25.000 soldater.
Clintons beslutning vil utvivlsomt komme under beskydning fra republikanske ledere i Kongressen. Formanden for forsvarsudvalget i senatet, Strom Thurmond, lagde ikke skjul på sin misbilligelse i går. Men når det kommer til stykket, så er præsidenten sluppet godt fra det første år i Bosnien. Ingen lig i lasten endnu. Det neddæmper kritikkens virkning på den offentlige opinion.
Det kan imidlertid blive langt sværere at holde Kongressen stangen, hvis et eller andet går galt i det vestlige Zaire. Da forsvarsminister William Perry torsdag underrettede republikanske ledere om USA's deltagelse i en væbnet humanitær aktion, lød der ingen ros. Tværtimod blev Clinton advaret om, at hans opposition ikke stiltiende vil acceptere, at amerikanske tropper bliver bedt om at afvæbne de krigsførende parter - som man forsøgte i Somalia. De skal udelukkende sikre lufthavnen i Goma og beskytte en korridor, der vil føre hutu-flygtninge fra Zaire tilbage til Rwanda.
Nu kan det være, at FN-operationen - med deltagelse af Canada, USA, Frankrig, Storbritannien, Spanien og Sydafrika - vil få ret let spil i egnen omkring Goma. Rapporter fra området i går antyder, at den frygtede hutu-milits i flygtningelejren Mugunga er blevet jaget på flugt af zairiske tutsi-oprørere. Det har frigjort flere hundredetusinde hutu-flygtninge i lejren, der havde været gidsler i to år. Deres overherrer var svært bevæbnede hutu-officerer, som mistænkes for at stå bag folkemordet på tutsierne i Rwanda i 1994.
Planlæggerne af den militær-humanitære operation frygtede, at det ville blive en yderst delikat og risikabel opgave at fravriste hutu-militsen de 400.000 civile hutuer i Mugunga-lejren i Zaire. Øjensynligt håbede man blot, at de ville tage sagen i egen hånd og slippe tilbage over grænsen til hjemlandet Rwanda. Dét er så ved et lykketræf sket, inden 10.000 bevæbnede soldater lander i næste uge. Men der findes mindst 500.000 andre sultende hutuer, der er løbet i modsat retning ind i den zairiske busk og jungle, hvor fjendtlige tutsi-rebeller befinder sig.

Denne meget ustabile situation forklarer, hvorfor amerikanerne ikke vil sætte deres tropper ind, førend de stridende parter har indgået en definitiv våbenhvile. Det er forståeligt, fordi hverken tutsi- eller hutu-militsen i Zaire har lagt skjul på, at fremmede troppers indblanding i deres affærer vil blive mødt med geværild. OK, hatten af for det modige canadiske initiativ. Efter canadiske soldaters skændige tortur af en somalisk soldat i 1993 havde Ottawa brug for en moralsk oprejsning. Men det ændrer ikke noget ved den kendsgerning, at indgrebet i Zaire kan gå hen og blive en yderst risikabel mission.
Den indledende amerikanske modstand hænger sammen med, at man i Somalia lærte flere ting. 1) Gå aldrig ind i en krigszone under den forestilling, at man bliver opfattet som neutral og apolitisk. Man bør sætte nogle klare mål for operationen og lade begge sider forstå, hvad et angreb på FN-styrken kan indebære. 2) Udenlandske troppers overtagelse af infrastruktur skaber en ny og alternativ statsmagt i en krigszone. Derfor skal man nødvendigvis medbringe personel, der hjælper med genopbygning af ordensmagten og civile institutioner. 3) Sæt ikke en tidsfrist. Det kan inciterer lokale krigsherrer til at gå i skjul og vente på bedre tider.

Erfaringen viser, at international fødevarehjælp og fremmede troppers tilstedeværelse tjener som et godt påskud til at udsætte løsningen af en militær konflikt. Når så den multilaterale styrke er taget hjem, falder tingene tilbage i det gamle mønster. Derfor er det bydende nødvendigt, at FN's humanitære operation i Zaire også omfatter et initiativ til at løse striden mellem hutuer og tutsier i Rwanda - ligesom Dayton-aftalen i Bosnien.
Her har USA allerede været fremme i front. I det sidste års tid har amerikanerne brugt et par mio. dollar på at optræne hæren og politikorpset i tutsi-styrede Rwanda på at modtage de hjemvendte hutu-flygtninge. Det er måske en dråbe i havet, men alligevel. Fra den ene regionale konflikt til den anden lærer det internationale samfund efterhånden sin lektie. Til trods for fejltrin og fiasko, nagende tvivl og politisk modstand, kan man ikke undgå at lægge mærke til omridset af en ny verdensorden, hvor et voksende antal nationer er villige til at tage et medansvar.
Men forudsætningen er stadig og vil fortsat være, at USA går i spidsen og som supermagten stiller sine ressourcer og sit mandskab til rådighed. Med gårsdagens budskab fra Det hvide Hus tyder alt på, at præsident Clinton har valgt denne - fornuftige - vej frem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu