Læsetid: 6 min.

Embedskastens værk

5. november 1996

Embedsværkets snart kroniske politisk bestemte medløberrolle
i skandalerne skal medregnes til årsagerne

I lige linie er der generationsmæssigt ikke så forfærdeligt langt ned til den embedsstand, der gennem generationer uforanderligt og loyalt betjente Enevældens monarker og leverede dem administration og rådgivning.
Koncentrerer man denne indledende betragtning til embedsværkets udvikling i den tidsalder, der i politisk konstitutionel forstand går forud for vores og jo for den sags skyld stadig er herskende, nemlig parlamentarismen fra systemskiftet i 1901, fremstår forudsætningerne for den regerende embedsstand måske mere indlysende.
Nutidens administratorer i centraladministrationen er børne- og oldebørn af de folk i ministerierne, der tilhørte en absolut akademisk elite, hvis beskedne kvantitative omfang var ensbetydende med at de fleste i tjenesten indbyrdes kendte de fleste andre. Denne administration udgjorde indtil et godt stykke tid efter 2. verdenskrigs afslutning et sammenhængende broderskab - eller rettere en embedsmandskaste. Man indtrådte formelt i kredsen, som man i social forstand mere eller mindre var født ind i - ved aflæggelse af embedseksamen i jura eller statsvidenskab med pæn karakter, fik herefter ansættelse i et ministerium og iagttog som følge heraf visse adfærdsnormer. Først som sidst tilegnede den nybagte sekretær, ekspeditionssekretær eller måske fuldmægtig sig en i høje toner prist embedsmandsetik, båret af den ubrydelige loyalitet mod såvel kasten indadtil som 'systemet'. Embedsmanden definerede kasteloyaliteten ved ikke på vilkår nogensinde at kritisere andre embedsmænd.
Den mere formelle, forfatningsbestemte loyalitet defineredes i forhold til Grundlovens forestillinger om det repræsentative demokrati. Loyaliteten gjaldt således konkret regeringen, og ministeren og ministeriet i særdeleshed. I mere abstrakt forstand gjaldt den også befolkningen, som jo dog allerede var tilgodeset tilstrækkeligt ved at være repræsenteret af minister og Rigsdag. Politikere, som kom og gik, på den ene side - embedsværket, som bestod, på den anden. Pressen blev i den forbindelse opfattet som et forstyrrende og uvedkommende element, et (delvist) nødvendigt onde, eftersom balancen mellem folkevalgt og administration i embedsværkets øjne var mere end tilstrækkeligt til at sikre alle fornødne balancer og holde spillet gående fra regeringsskifte til regeringsskifte.
Den her skitserede historiske struktur, som parentetisk bemærket ikke giver sig ud for at være udtømmende, indebar som de fleste vil kunne indse mange ulemper.
Embedsværket var vitterligt at ligne med et værk, der efter nøje fastlagte retningslinier fungerede med stor regelmæssighed. Var tilmed kandidaten én gang indtrådt i mekanismen, kunne han være nogenlunde sikker på at forblive i værket til pensionens udfriende øjeblik. Undervejs i forløbet indtraf forventeligt de karrieremæssige avancementer, som hierakiet i givet fald kunne tilbyde - eller i mange tilfælde blot indebar. Resultatet måtte uden tvivl blive derefter. En del mindre indlysende begavelser automatavancerede til systemets top, hvor de til gengæld ikke var til at slippe af med igen. For at systemet derfor også kunne få mulighed for at rekruttere en særlig superelite af topfolk uden om dette automatavancements-maski-neri, kunne man dengang som nu hælde sit hoved til Justitsministeriet, hvorfra regeringen i samvirke med departementschefen til særligt krævende poster altid kunne sikre sig chefkandidater med førstekarakter og evner for hensigtsmæssig juridisk problemformulering. At skrive sig ud af det, som færdigheden ofte benævnes.
Men den trafik var trods alt undtagelserne. Det gængse automatsystem havde derved én - senere så upåagtet - fordel. Embedsmændenes karriereforløb var i mindre grad afhængigt af den siddende ministers øjeblikkelige behov og velvilje. Den påstand er derfor næppe urimelig, at det almindelige embedsværk alt andet lige ofte så sig i stand til at etablere et vist mål af civilcourage over for en inkompetent eller usikker minister. Mon det samme er tilfældet i vore dage?

hvorhen det lykkes for en nu hårdt trængt regering at trille ansvaret i den aktuelle, idiotiske Rushdie-sag, ville det bagefter være på sin plads, om regering og Folketing efter disse gentagne pinlige sager og rene skandaler i administrationsapparatet fik iværksat et grundigt udredningsarbejde om administrationsapparatets status og funktion.
Noget tyder jo unægtelig på, at embedsværket for tiden ikke er i stand til at yde en så gedigen og markant rådgivning, at de folkevalgte finder det formålstjenligt at tage fornødent hensyn til den. Den misère er ikke kommet til verden den 10. oktober i år. Det er således midt i situationens tragikomik næsten ubærligt at bivåne Ellemann-Jensens og Engells dystert frembårne miner. I deres tid gik ikke alene en minister amok, men gjorde det til gavns hele vejen i forløbet underdanigt støttet af et lydigt og dermed fatalt fejlfungerende embedskorps. Ingen af de to har herefter fundet det fornødent offentligt at overveje embedskorpsets så åbenbare nuværende og højst betænkelige tilstand.
Dette krisesynspunkt fratager jo på ingen måde statsministeren hans ansvar for håndteringen af den ubegribelige sag. Tværtimod skærper den vel kritikken af de politikere - herunder statsminister og regering - der ikke har taget disse alarmsignaler højtidelige. Justitskrisen er således gang på gang fejet til side og bagatelliseret som en bande sekteriske pressefolks og hysteriske universitetsjuristers skamredne kæphest.
Det er dog med professor Ole Krarups netop udkomne undertekster til retfærdighedsmyten: Retten, magten og moralen in mente på sin plads at fastholde erindringen om Tamil-sagen, samt den lære iagttagere af systemets adfærd bagefter måtte drage. Ingen af de indblandede embedsfolk, ikke én, som Krarup påviser, slog i bordet og bad ministeren om at rette sig efter loven. I og for sig ville det også have været ulogisk, om de havde gjort det. Sager af pågældende beskaffenhed opdages næsten aldrig som følge af al den juridiske magtdekoration og camouflage, embedsværket efterretteligt påsmører dem.
Når sagen overhovedet blev til en sag, skyldtes det, at den daværende justitsminister undervejs mistede sin magtbase på grund af en vågen presse og frem for alt hans letsindige udtalelser om andres medansvar. Da det skete, svigtede, som Krarup påviser overbevisende, det politiske og juridiske systems effektive lukkemekanismer. Et kort øjeblik - men også kun et kort øjeblik oplevede offentligeden systemet fungere med hele pivetøjet, således som det af sig selv burde have fungeret fra begyndelsen. Men altså først for sent blev den galt afmarcherede minister isoleret fra magtens apparat.
Denne forsinkelse skyldtes embedsværkets fatale svigt. Men den skyldtes naturligvis i fundamentalt politikernes mangel på evne og vilje til at definere embedsmandsbegrebet på en tidssvarende og hensigtsmæssig måde. Afhængigheden af en ministers luner var ellers åbenbar.
Den livsnødvendige selvstændighed, uden hvilken et sagligt embedsværk ikke kan fungere i balance over for politiske overgreb på kant med loven eller dens ånd var - og er - den truede faktor i den danske magtopbygning. Dertil kommer som en naturlig følge embedsmændenes angst for at blive tillagt medansvar for tvivlsomme handlinger. Man dækker sig hellere ind frem for at forhindre sagerne i at udvikle sig, så det bliver nødvendigt at dække sig ind.

har hidtil orket eller ønsket at diskutere det hensigtsmæssige i det moderne management-implenterede embedsmandsideal, der som et selvfølgeligt lydighedskriterium, når det kommer til stykket, hæmmer embedsmanden i at sige fra over for en urimelig minister på vej i skoven.
Stikprøver i verserende sager gennem snart mange år tyder på at embedsværket i flere ministerier opfattes som direktionssekretariat for ministeren og som sådan er parat til at formulere, hvad medarbejderne mener, ministeren helst vil høre. I den moderne embedskarriereplejes navn. En ministers suk over et givet problem kan i den forstand blive en panikløsning - til ministerens glæde - men til skade for problemets objekt. Måske også for ministeren selv, den dag sagen eksploderer, fordi det usagte ikke blev sagt i det moralske og historiske tomrum embedskasten nu befinder sig i.
I den forbindelse kan man heller ikke lade være med at spørge, hvor for eksempel den anstændige medarbejder i Flygtningeministeriet blev af, der forleden burde have overtalt hende til at omgøre beslutningen om at sende en 18-årig ud til en uvis skæbne. Var det en rådgivning med påfølgende handling, der er nationen mere værdig end Rushdie-sagen?
Eller handlede denne sag på tilsvarende måde om en krise, der rækker langt videre end to forargede højst aktive tidligere ministres uafvidende påmindelse om, at Rushdie-sagen har sine forudsætninger i et fælles principielt ansvar om en demokratisk stats rimelige styrelse?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu