Vil Enhedslisten virkelig stemme nej til finansloven - selv hvis det bringer Uffe Ellemann til magten? "Ja, selvfølgelig," siger partiets bagland, der samles til årsmøde i weekenden - men reelt synes Liste Ø nu at styre mod en hidtil overset udvej
Vil Enhedslistens finansordfører Frank Aaen kunne leve med at være ham, der bulldozede Uffe Ellemann-Jensens (V) vej til statsministerposten? Vil Enhedslisten i sidste ende kunne stemme nej til finansminister Mogens Lykketofts (S) finanslov, hvis det betyder, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen tvinges til at udskrive et vinterklamt valg? Alt sammen på et tidspunkt, hvor de tre regeringspartiers samlede resultater i meningsmålingerne ligger panisk lavt, og hvor et tydeligt, borgerligt flertal tegner sig i vælgerkorpset?
Tja - Enhedslistens årsmøde i den kommende weekend vil i hvert fald fastslå, at folketingsgruppen har et klart mandat til at vælte regeringen. Det mandat har bestyrelsen, der er skønsomt sammensat af VS'ere, DKP'ere, SAP'ere og partiløse forlængst udstedt - og det vil de 185 delegerede på årsmødet sanktionere, spår partiets egne kenderne.
Og tja - folketingsgruppens retorik i disse dage lader heller ingen tvivl tilbage. Her fastholder Frank Aaen og hans kolleger med stilren venstrefløjs-syntaks, at udsigten til et valg og en eventuel borgerlig regering ikke vil få Liste Ø til at tøve et sekund med at stemme nej til finansloven. Samme lov skal alene dømmes på sit konkrete indhold, virkningerne for de arbejdsløse og andre udstødte - ikke på spor andet, lyder det. Man skal ikke blande pærer og bananer, som Frank Aaen plejer at sige.
Reelt er billedet dog nok mere speget. Der er formentlig ingen grund til at klandre finansminister Mogens Lykketoft, hvis han i de seneste dage har fået det indtryk, at Enhedslistens taktikere nu i stedet arbejder i døgndrift for at smede, mens jernet er varmt, hente målelige resultater hjem i forhandlingerne med regeringen, for så "helt fremme ved snorene", som det hedder, umiddelbart før den afgørende afstemning i Folketingssalen, at gå til partiets bestyrelse og få et nyt mandat til at undlade at stemme, når den samlede finanslov kommer til afstemning. På den måde vil CD, Radikale, SF og Socialdemokratiet i forening kunne forlænge Poul Nyrup II-regeringens liv endnu en stund - selvom V og K gør alvor af truslen og stemmer nej.
SF's stemmer vil i den situation være nok til at give regeringen flertal - og Liste Ø vil ved at undlade holde fast i de opnåede resultater for miljø og arbejdsløse uden i egenligste forstand at lægge ryg til en finanslov, der stadig betyder milliarder til forsvaret, erhvervsstøtte og en arbejdsmarkedspolitik, som Liste Ø ikke kan døje.
Allerede del-aftalen, der blev forhandlet på plads mellem SF, Enhedslisten og regeringen tirsdag aften, gør det umåde akavet for Enhedslisten at stemme imod den samlede finanslov. Klækkelige resultater for miljøet, klækkelige indrømmelser til de arbejdsløse: Hvorfor kæmpe så hårdt for noget, sige ja tak - hvis man så bagefter vælter den regering, der skal gennemføre det?
Samtidig viser detaljen i tirsdagens aftale netop, hvor realpolitisk Enhedslisten går til værks.
Først skal det dog understreges (bl.a. fordi vores første gengivelse i onsdagsavisen underspillede dette element i begrædeligt omfang), at delforliget indeholder 500 millioner kroner til oprettelse af grønne jobs: En utvetydig indrømmelse særligt til SF.
Men dernæst bør man hæfte sig ved den del af forliget, der betyder, at børnehaver, fritidshjem, plejehjem og andre kommunale institutioner fremover får et kontant engangs-tilskud på kr. 25.000 for hver arbejdsløs, der fra puljejob, jobtræning eller aktivering på bistandshjælp indtræder i en fast stilling.
Det er en ligeså klokkeren indrømmelse især til Enhedslisten, der har et krav om rigtige jobs til de arbejdsløse øverst på huskelisten.
Men man bør ikke overse, at Enhedslisten ved at acceptere indrømmelsen nu reelt er kommet langt nærmere et afgørende kompromis, og at Mogens Lykketoft dermed synes at have taget et væsentligt stik hjem.
Enhedslisten kræver formelt stadig et specifikt opgør med den såkaldte 52-ugers-regel. (Det gør LO's top i øvrigt også). Det er den regel, som ifølge A-kassernes Samvirke nu medvirker til, at op mod 10.000 langtidsledige er på vej til at katapulte helt ud af dagpengesystemet, og som blev indført med finanslovsforliget med de konservative i 1995.
Men Enhedslisten - og LO - har ikke fået et sådant opgør med 52-ugers-reglen. Det har finansminister Mogens Lykketoft ikke villet levere. Officielt fordi 52-ugers-reglen, der med et slag gjorde det dobbelt så svært at opnå ret til dagpenge, er en stadigt løbende del af finanslovsforliget med de konservative fra 1995. Sådanne forlig bryder man ikke på Christiansborg, hvis man har sit liv kært - men i øvrigt kan det heller ikke udelukkes, at Lykketoft fortsat ræsonnerer, at 52-ugers-reglen er en udmærket ting. Det var Socialdemokratiet selv, der opfandt reglen, ikke de konservative. Og den består altså stadig - uanset tirsdagens del-aftale.
Enhedslisten ønsker sig også et total-opgør med de regler, der siger, at en arbejdsløs har mistet både job og dagpengeret, hvis han eller hun efter tre år i støttet puljejob ikke har fundet noget andet. De medvirker på samme måde som 52-ugers-reglen til den katapult-fare, A-kasserne påpeger.
Men denne hovedregel består også endnu. Uændret.
Officielt fortsætter forhandlingerne på Christiansborg - også om disse dele. Frank Aaen fastholder, at ingen af Enhedslistens krav til finansloven endnu til fulde er indfriet. Men det er næppe en overfortolkning, at Enhedslisten ligesom SF reelt finder, at den indgåede aftale satte et meget bredt plaster på såret - selv om ondets rødder, sådan som Enhedslisten selv definerer dem, ikke er fjernet. Hvormed man altså er kommet ganske pænt nærmere den situation, hvor Liste Ø med sin røde samvittighed i behold vil kunne undlade at stemme imod finansloven. Af hensyn til de arbejdsløse, forstås, ikke til Nyrup's regering.
På samme vis kan man spore realpolitisk hunger efter resultater og kompromis langt ind i Enhedslistens øvrige "ultimative" krav. Liste Ø vil have "behandlingsgaranti" på sygehusene (altså nul ventelister) og "pasningsgaranti" i vuggestuer og børnehaver, lyder det. Men de presserapporter, der har tolket denne del af Liste Ø's budskab som et krav om lovfæstede, ubrydelige garantier for ditten eller datten med virkning fra en eller anden fastlåst dato, har overfortolket partiets intentioner.
Det er ikke afgørende for Enhedslisten om garantierne udstedes i form af hug- og stikfast lovgivning. Frank Aaen og hans kolleger skal blot overbevises om, at de aftaler, de indgår med regeringen, får forholdene ude i den regnvåde virkelighed ændret i afgørende grad. Der er med andre ord åbnet for fortolkninger - af fødselstalsprognoser, kommunale budgetter, hospitals-planer, statistikker og andre mere elastiske begreber. På sygehusområdet synes regeringen allerede - under forhandlingere primært med de konservative - at være kommet langt i retning af at opfylde Enhedslistens krav.
Muligvis kommer Frank Aaen og hans kolleger aldrig i den situation, at de skal vælge mellem at vælte regeringen eller undlade at stemme nej til finansloven. Hans Engell, der pludselig gjorde Enhedslisten interessant, da han torsdag i sidste uge lancerede truslen om at trække det borgerlige tæppe væk under Poul Nyrup, falder måske helt til ro igen om et par dage.
Muligvis er det hele, som finansminister Mogens Lykketoft fastholder, blot en storm i en kop urtete.
Tirsdagens aftale blev da heller ikke hastet igennem, fordi finansministeren er ved at gå i panik. Travlheden skyldtes alene, at finansministeren allerede i dag torsdag skal bruge SF's og Enhedslistens stemmer: Regeringen skal have et forslag om en forhøjelse af bruttoskatten fra 7,9 til 8,0 vedtaget i Folketingssalen - og det skal ske nu af hensyn til især den kommunale planlægningsprocedure og andre administrative forviklinger.
Men det ændrer ikke ved, at Nyrup II-regeringen fortsat er en mindretals-regering. Eller ved at Hans Engell med sin bombastiske trussel om at stemme nej til regeringens husholdningsbudget har anslået en ny tone-art for resten af dens levetid - uanset om eller hvornår han finder det taktisk opportunt at trække truslen tilbage.
Hvilket jo kun gør det endnu mere interessant, hvordan Enhedslisten på weekendens årsmøde vil tackle den fornyede - og ganske givet langsigtede - interesse for partiets stemmer på Christiansborg.
