Læsetid: 5 min.

Generalernes korte flirt med demokratiet

30. november 1996

Torsdagens folkeafstemning i Algeriet har banet vejen for en genindførelse af etpartisystemet og gjort det endnu vanskeligere at få sat en stopper for den politiske vold

Algeriets præsident, Liamine Zeroual, er en smart mand.
En livslang militær karriere har lært ham ét og andet om strategi, som han har gjort god brug af, siden han i januar 1994 blev installeret som gallionsfigur for det militærstyre, der to år tidligere tog magten i Algeriet og aflyste landets første frie valg.
Først sikrer han sig legitimt præsidentposten ved et valg, hvor landets vigtigste opposition, den forbudte Islamiske Frelserfront, FIS, er udelukket fra at deltage.
Og så skaffer han sig en ny forfatning, der bekvemt nok lægger al magt i præsidentens hænder.
Ganske smart, ikke sandt?
Og alt sammen ved hjælp af dertil indrettede folkeafstemninger. For sådan etablerer man et stuerent diktatur anno 1996.

Og det er præcis det, der er sket. Den nye forfatning, som algerierne vedtog torsdag, er nemlig alt andet end demokratisk.

Først og fremmest forbyder den politiske partier, der baserer sig på et religiøst, sprogligt, kønsspecifikt, erhvervsmæssigt eller regionalt grundlag.

Forbudet er hovedsageligt rettet mod den Islamiske Frelserfront, som Zeroual ønsker at holde helt ude af politik.
Men det er en lov, som snildt kan bruges mod flere andre partier, bl.a. de to for tiden legale islamiske partier, An-Nahda, Renæssancen og Hamas, der har fået et år til at ændre deres politiske grundlag. Ligesom FIS går de to partier ind for en islamisk republik, men har indtil nu holdt sig uden for den politiske vold.
I farezonen er også Rassemblemt pour La Culture et la Democracie, RCD, og Mouvement Culturel Amazigh, MCA, der begge forsvarer de etniske mindretalberberne og deres rettigheder.

Men den indfører også en tokammersystem, hvor præsidenten har vetoret over alle lovforslag.

Vetoretten er indirekte og består af to paragraffer, som i praksis giver præsidenten hånds og halsret over alle parlamentets beslutninger.
Den nye forfatning fastslår dels, at en tredjedel af medlemmerne i det nye Overhus, Nationalrådet, udpeges af præsidenten personligt.
Og at alle lovforslag skal godkendes af tre fjerdedele af rådets medlemmer.

Ifølge de officielle tal deltog knap 80 procent af de stemmeberettigede i torsdagens afstemning, og af dem stemte hele 86 procent ja til den nye forfatning.
Udadtil ligner det altså folkets vilje.
Problemet er bare, at det er højst tvivlsomt, om tallene er korrekte. Præsident Zeroual har nemlig afvist enhver form for uafhængig kontrol med stemmeoptællingen som helt "unødvendig".
Indenrigsministeriet har derfor haft fuldstændig frie hænder til at fastsætte såvel fremmødeprocenter som antallet af ja-stemmer.
Og meget tyder på, at de offentliggjorte tal er fri fantasi. Kun to af de politiske partier har opfordret deres vælgere til at stemme ja. Det ene er det gamle regeringsparti FLN, Front de Libération Nationale, der for et halvt år siden blev kuppet indefra, og mikropartiet Alliance Nationale Républicaine, ANR, stiftet af tidligere indenrigsminister og gallionsfigur for militærstyret, Redha Malek.
Alle andre partier har anbefalet enten at stemme nej til forfatningen eller at boykotte afstemningen totalt.

Det er selvfølgelig muligt, at en del - ja måske oven i købet et flertal af algerierne - virkelig har stemt for Zerouals anti-demokratiske forfatning.
Fordi de håber, at en stærk præsident i samarbejde med hæren kan sætte en stopper for den politiske vold, der i fem år har hærget landet og kostet mindst 60.000 mennesker livet.
Men der er indtil videre ikke noget, der tyder på, at Zeroul kan løse konflikten med militære midler.
Tværtimod.
I ugerne op til folkeafstemningen har krigen mellem regeringens sikkerhedsstyrker og militante islamiske grupper kostet mindst 200 mennesker livet. Hver uge.
Og mange af ofrene synes at være civile, der er blevet likvideret af fanatiske islamister eller hærens dødspatrujer.
"Frygtens Republik" er efterhånden blevet et tilnavn, som passer bedre end godt på Algeriet, hvor overlevelse er blevet førsteprioritet for de fleste.
Udlændinge, journalister, intellektuelle, ansatte i det offentlige og deres familier. Alle er de jaget vildt for islamisternes kugler og knive og for hærens pression.
For begge parters vedkommende foregår forfølgelsen efter opskriften: Er du ikke med os, er du imod os. En opskrift, der har gjort store dele af civilbefolkningen til gidsler i det alt andet end overståede opgør.

Essentielt er den algeriske konflikt en magtkamp mellem en elite af gamle modstandsfolk, som har sat sig på magten overalt i det algeriske samfund, men først og fremmest militæret og statsadministrationen.
Og så en utilfreds og underpriviligeret del af befolkningen, der plaget af massearbejdsløshed, boligmangel, fattigdom og manglende fremtidsudsigter så et håb i Frelserfrontens løfte om et islamisk tusindsårsrige.
Officielt hævder Zeroual og militæret at forsvare demokratiet. Kuppet i 1992 skete for at forhindre FIS i at afskaffe demokratiet.
Men den relle begrundelse er en anden. Om FIS virkelig ville afskaffe demokratiet vides den dag i dag ikke, men det er i hvert fald sikkert, at militærets ære som landets reelle magthaver ville være forbi, den dag Frelserfrontens leder, Abassi Madani, satte sig på statsministerposten.
En position, som militæret har haft lige siden uafhængigheden fra franskmændene i 1962 transformerede modstandsbevægelsens guerillaledere til statsmænd og generaler i en national hær.
Zerouals fikse politiske manøvrer for at gøre militærstyret fra 1992 stuerent og acceptabelt - især i det internationale samfunds øjne - har derfor i bund og grund kun ét formål: Nemlig at sikre militærets magt og privelegier.

Og alt tyder på, at Zeroual slipper af sted med at bilde verden ind, at uniformerne er skiftet ud med velsiddende jakkesæt.
Ikke én vestlig regering har kritiseret torsdagens folkeafstemning, den manglende kontrol med stemmeoptællingen, forbudet mod islamiske partier eller de nye præsidentielle magtføjelser, der reelt annullerer demokratiet.
Naturligvis fordi de fleste vestlige lande holder så meget af menneskerettighederne og de demokratiske idealer, at de hellere vil have et godt, gammeldags militærdiktatur i civil end en ukendt og sandsynligvis anti-vestlig, islamisk republik.
At det så i virkeligheden er et étpartistyre i stil med de forhadte østeuropæiske, som klamrer sig til magten, er i den sammenhæng tilsyneladende ét fedt.
Så længe det bare ligner demokrati udadtil. Med folkeafstemninger, præsident, tokammer-parlament og indtil videre flere politiske partier.
Og det gør det jo.
Men nogen løsning på den blodige algeriske konflikt er det ikke. En sådan findes kun ved forhandlingsbordet, men det kræver jo, at parterne er parat til at indgå et kompromis.
Og det synes ingen af dem at være parate til.
Tværtimod tror både hæren og de islamiske guerillaer stadig, at det sidste ende vil lykkes at slå modparten af banen.
En vurdering, der kommer til at koste mange, mange flere liv.
Medmindre omverdenen griber ind og tvinger Zeroual og hans garde af gamle soldaterkammerater til at repektere demokratiets spilleregler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu