Læsetid: 6 min.

Grundlovslig i regeringens kosteskab ?

7. november 1996

Hvis ikke Højesteret er lydhør i Grundlovssagen, kan det styrke mistanken om, at der er noget at skjule

Den for tiden trængte statsminister Poul Nyrup Rasmussen vandt en vigtig sejr i første runde af den historiske retssag, hvor han er stævnet af 11 unionsmodstandere for at have brudt Grundloven ved at ratificere Maastricht-traktaten i 1993. Tirsdag afsagde Østre Landsrets 3. afdeling en kendelse, der foreløbig grundfæster en lang tradition for hemmelighedskræmmeri og lukkethed i dansk EU-politik.
Kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen, der fører sagen for statsministeren, kan glæde sig. "Regeringen vil ikke kostes rundt i arkiverne for at finde det, som sagsøgerne leder efter. Vi vil ikke afgive dokumenter, som er undergivet hemmeligholdelse, fortrolighed eller tavshedspligt," sagde Hagel-Sørensen i sin procedure. Landsrettens 3. afdeling, der i sin tid afviste at tage Maastricht-traktaten op og sidenhen blev underkendt den 12. august ved Højesterets historiske kendelse, har atter engang været lydhør overfor regeringens påstande.
Spørgsmålet er blot, om man dermed ikke har gjort det danske demokrati og den verserende retssag en bjørnetjeneste ?
Som det store flertal af hemmelighedskræmmere i Folketingets Europaudvalg mener Landsretten, at sagsøgerne ikke skal have udleveret de fortrolige og hemmeligtstemplede EU-dokumenter.

Hvad er det så for dokumenter, sagsøgernes advokater, Ole Krarup og Christian Harlang vil have udleveret? Det er en stribe referater fra regeringens EU-udvalg, Folketingets Europaudvalg, skriftlige talepapirer ved EU's ministerrådsmøder og udenrigsministeriets skriftlige instruks til Danmarks faste EU-repræsentation i Bruxelles.
Det gælder ikke overraskende, bl.a. EU's fuglebeskyttelsesdirektiv fra 1979, som Danmarks chefforhandler ved EU's regeringskonference, Niels Ersbøll, har erkendt er på kant med og måske har overskredet Grundloven, selv om de pågældende fugle blev slagtet og spist udenfor Danmarks grænser. Det gælder en EU-forordning fra 1975 om oprettelse af et europæisk center for erhvervsuddannelse, og det gælder en række EU-retsakter om ligestilling, kvaliteten af ferskvand, om CFC-gasser, kemisk forurening af Rhinen og andre emner, som kom med i fællesskabet ad bagdøren i løbet af 1970'erne og i første halvdel af 1980'erne.
De var blevet vedtaget med ensstemmighed i medfør af den såkaldte "gummiparagraf", artikel 235 i Rom- og Maastricht-traktaten, men selv om EF-domstolen i Luxemborg ved flere retssager har godkendt ministerrådets fortolkning af EF-retten, så er det ikke ensbetydende med, at den danske Grundlov ikke er blevet overtrådt.
Hagel-Sørensen har sarkastisk spurgt, "hvilken kompetence tilkommer Rigets myndigheder vedrørende Rhinen? Ønsker sagsøgerne Danmark til Rhinen?"
Men selv om han på dette punkt har ret i, at en rådsbeslutning om at beskytte Rhinen mod kemisk forurening ikke pålægger danske borgere pligter eller afgiver dansk suverænitet, så må det undersøges mere grundigt, om sådanne EU-retsakter har været med til at skabe en retspraksis eller indføje nye områder under EU's myndighed, som fører til dansk suverænitetsafgivelse i ubestemt omfang.
Der er også grund til at rejse tvivl ved Hagel-Sørensens afvisning af, at den seneste EU-kontralov mod USA's Helms-Burton handelslov fører til suverænitetsafgivelse i et ubestemt omfang.
På trods af danske vetotrusler og efterfølgende kompromisser mellem EU's udenrigsministre, så ændrer det ikke, at denne EU-forordning også vedrører fremtidige ekstraterritoriale handelslove i USA af samme art.
Har regeringen ikke afgivet suverænitet i ubestemt omfang i denne forordning, som omfatter danske virksomheder?

Der skal mere end sarkastiske bemærkninger til at få klarhed i sagen.
Det er aldrig blevet prøvet ved en dansk domstol, om regeringen/Folketingets lukkede Europaudvalg har accepteret suverænitetsafgivelser i et omfang, som befolkningen aldrig har godkendt.
Højesterets afgørelse den 12. August, der for første gang gav almindelige danske borgere ret til at prøve om Grundlovens Pgf. 20 er overtrådt, har med professor Hjalte Rasmussens ord vækket "det danske folk af en 147 års forfatningsretlig tornerosesøvn". Det skriver han i en fremragende ny bog om retssagen, der netop er udgivet på Christian Ejlers forlag med titlen "Folkestyre, Grundlov og Højesteret. Grundlovens Pgf. 20 på prøve".
Hjalte Rasmussen lægger ikke skjul på, at vi i en vis forstand har levet i "et oplyst flertalsdiktatur", og Højesterets dom ikke alene "vender op ned på juristernes verden". Den rokker også ved "magtfordelingen mellem Højesteret og Folketinget og derved indirekte ved det danske folkestyres betingelser for at fungere".
"I mange år har vi skøjtet hen over forfatningsproblemerne" som Folketingets formand Erling Olsen har sagt: "Det gik jo meget godt, som det var. Så vi nøjedes med at hylde Montesquieu ved festlige lejligheder. ...Vi stolede trygt på Hørups berømte ord om, at der var Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.
Politikerne har med andre ord været hundeangste for at lave den grundlovsrevision, der kan bringe den danske grundlov på højde med de seneste års stærke internationalisering og europæisering af det politiske liv.
Virkeligheden har ændret sig. Den Europæiske Union er ikke kun en "mellemfolkelig myndighed", som det hedder i grundlovens Pgf. 20, og det er mere end "en mellemfolkelig retsorden og samarbejde", når FN-komitèen Codex Alimentarius på lukkede møder - med stærk deltagelse af virksomhedsrepræsentanter - vedtager, hvad der skal være standarden for fødevarer, der sælges i Danmark.

At der er brug for en grundig undersøgelse af om Grundlovens Pgf. 20 er blevet overtrådt - blandt andet ved anvendelsen af unionstraktatens artikel 235 - er en erkendelse, der breder sig. Men Landsrettens seneste kendelse viser, at det ikke er alle instanser, som er lige glade for at få en grundig og substantiel undersøgelse ved den igangværende retssag.
Hvordan kan Østre Landsret vide, at "fremlæggelse af de dokumenter, der er omfattet af sagsøgernes editionsbegæring, kan ikke antages at få betydning for rettens afgørelse af de påstande, sagsøgerne har nedlagt"?
Landsretten kender ikke de omtalte papirer. Var Folketingets Markedsudvalg måske klar over i 1986, at Fællesakten for det indre marked i virkeligheden var med til at legalisere en retspraksis, som i perioden fra 1972-1986 var i strid med Grundloven og måske også gik ud over Romtraktatens målsætninger, for eksempel på miljøområdet og ved direktivet for de vilde fugle.
At det ikke er nok blot at kigge på de formelle retsakter viser de sidste års afsløringer af hemmelige erklæringer i EU's ministerråd.
Christian Harlang mener, at der er "adskillige grundlovsbrud fra regerings og Folketingets side", og Ole Krarup argumenterer med, at sagen ikke blot angår "merafgivelsen af suverænitet til EU i 1993, men den samlede mængde. Dels nettoafgivelsen i 1993 og den samlede bruttoafgivelse. Det drejer sig ikke blot om dråben, men hele bægerets indhold."
Kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen har sendt sagsøgerne en liste over 1.450 EU-retsakter, men vil altså ikke ned i arkivernes kosteskabe. Det vil ifølge ham være "en uspecificeret fisketur", hvor sagsøgernes advokater ville kunne "mæske sig i fortroligt materiale". Men hvis regeringen ikke har noget at skjule - som kammeradvokaten også hævder - hvad er så problemet ved at give sagsøgernes advokater og domstolene adgang til disse dokumenter?
Sagsøgerne vil have Højesteret til at omstøde Østre Landsrets kendelse, der gør lukkethed til princip. Hvis Højesteret - eventuelt på visse betingelser - imødekommer dette ønske, så vil det muligvis bidrage til at forsinke retssagen, men ingen kan tage kammeradvokaten alvorligt, når han hævder, at "en uspecificeret fisketur" kan få sagen til at vare til år 2010.
Hvis ikke Højesteret er lydhør overfor sagsøgernes specificerede dokumentliste, så kan det stadfæste den tvivl, som i hvert fald halvdelen af den danske befolkning har i forhold til Den Europæiske Union. Det vil styrke mistanken om, at den politiske elite har noget at skjule, og det vil give ny næring til spekulationer om Grundloven Pgf. 20 er overtrådt. Uden åbenhed og vidtgående offentlighed om de politiske beslutninger, så svækker det ikke alene domstolenes evne til at kontrollere politikere. Det er også med til at underminere den demokratiske forestilling om, at politik er andet og mere end lukket magtudøvelse bag tykke tornerosebuske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu