Læsetid: 6 min.

Kina står højt på Clintons liste

20. november 1996

Præsident Clintons første udlandsrejse efter genvalget går til Asien, hvor især et forbedret forhold til Kina vil få høj prioritet for USA i de kommende år

Det er næppe tilfældigt, at Bill Clintons første udlandsrejse efter genvalget som USA's præsident går til Asien. Clinton er i denne uge draget på en 12 dages rundrejse, der vil bringe ham til Australien, Thailand og i weekenden Filippinerne, hvor han skal deltage i et møde i samarbejdsorganisationen for Stillehavsområdet, APEC (Asia-Pacific Economic Cooperation).
I forbindelse med APEC-mødet vil Clinton møde topledere fra regionen, blandt andet Kinas præsident Jiang Zemin, Japans ministerpræsident Ryutaro Hashimoto og Sydkoreas præsident, Kim Young Sam.
At den amerikanske udenrigsminister Warren Christopher samtidig besøger Kina er heller ikke nogen tilfældighed. Mens Clintons Asien-rundtur kan ses som udtryk for den betydning, som USA tillægger hele regionen, er Christophers besøg i Kina forud for APEC-mødet et signal om, at netop Kina vil stå højt på USA's udenrigspolitiske prioriteringsliste i de kommende år.

Efter Clintons genvalg var der positive reaktioner hele vejen rundt i de østasiatiske hovedstæder. Mens Japans Hashimoto sendte sine "hjerteligste" lykønskninger til Clinton, var de officielle kinesiske reaktioner knap så overstrømmende, men forskellige udtalelser fra kinesiske talsmænd viste, at genvalget trods alt behagede Beijing.
"Efter fire år kender vi Clinton," var budskabet fra de kinesiske ledere, og i et land, hvor personlige relationer er altafgørende, vil et kendt ansigt få stor betydning i de kommende fire år.
Eller set på en anden måde, som en unavngiven kinesisk akademiker gjorde det kort efter det amerikanske valg, da han til nyhedsbureauet Reuter sagde: "Efter fire år kender Clinton Kina og forstår det til en vis grad. Yderligere fire år kan danne basis for forbedringer i forholdet mellem Kina og USA".
Og forbedringer i forholdet mellem verdens eneste tilbageværende supermagt og verdens folkerigeste nation og potentielle supermagt er der i høj grad brug for. Det er stort set alle parter enige om, især hvis man et øjeblik ser tilbage på de sidste fire års problematiske forhold mellem de to lande.

Om Clinton kender Kina kan diskuteres, men efter fire år på præsidentposten kender han i hvert fald landet bedre, og han har fået visse erfaringer i forhold til Riget i Midten. USA's Kina-politik i Clintons første præsidentperiode har mildest talt været præget af en forvirrende siksak-kurs - hvis man da overhovedet kan tale om nogen kurs.
Da Clinton tiltrådte som præsident, skete det med bramfri erklæringer om, at nu skulle Kina presses til at forbedre sig på en række punkter, især i forhold til menneskerettighederne. Det var perioden efter Den Kolde Krigs ophør, hvor menneskerettigheder generelt blev prioriteret højt på Vestens udenrigspolitiske dagsorden.
Men USA's forsøg på at presse Kina til at respektere menneskerettighederne lykkedes aldrig.
Warren Christopher må i disse dage, mens han færdes i den hyperaktive kinesiske hovedstad Beijing og den endnu mere hektiske storby Shanghai, med gru mindes sit sidste besøg i Kina. Det var i foråret 1994, kort før Clinton skulle beslutte, om Kina havde gjort sig fortjent til at få fornyet sin handelsstatus i forhold til USA - den såkaldte most favoured nation, eller MFN-status.
Året forinden havde Clinton gjort Kinas fornyelse af MFN betinget af, at Kina på en række konkrete punkter respekterede menneskerettighederne, blandt andet ved at løslade politiske fanger.
I dagene op til Christophers besøg i Beijing gjorde de kinesiske ledere så det stik modsatte: En række systemkritikere med den kendte Wei Jingsheng i spidsen blev arresteret. Wei Jingsheng endda kort efter, at han havde mødt den amerikanske viceudenrigsminister John Shattuck.
På den baggrund endte Christophers besøg naturligt nok i noget, der mindede om en fæl fiasko, og efterfølgende traf Clinton beslutningen om at forny Kinas MFN-status og opgive sammenkoblingen mellem handel og menneskerettigheder.
Det var et klokkeklart nederlag til Clintons daværende Kina-politik og samtidig en afgørelse, der blev mødt med ramaskrig fra vestlige menneskerettigheds-organisationer. De argumenterede med rette for, at Kina på det tidspunkt ikke havde forbedret sig en tøddel i forhold til USA's krav om respekt for menneskerettighederne.

Siden da har der været en række andre sager, der har sat forholdet mellem Kina og USA på spidsen. Mest problematisk og fortsat uafklaret er USA's rolle i striden mellem Kina og Taiwan.
Forholdet mellem Kina og Taiwan har været særdeles køligt, lige siden den taiwanske præsident Lee Teng-hui i sommeren 1995 var på uofficielt besøg i USA. Da Kina efterfølgende med militære midler forsøgte at forstyrre Taiwans første demokratiske præsidentvalg i marts i år, besluttede Clinton at øge USA's flådetilstedeværelse i området. Situationen blev så tilspidset, at omverdenen en overgang frygtede, at det skulle udvikle sig til en egentlig militær konflikt.
Så galt gik det som bekendt ikke, men Taiwan-krisen viste, at forholdet mellem USA og Kina havde nået nulpunktet, og at det var på tide at ændre kurs for begge parter. Efterfølgende har der da også været tegn på et tøbrud. Warren Christopher har blandt andet foreslået regelmæssige møder mellem de to parter, og USA's politik over for Kina går nu ud på at skabe en mere positiv dialog på flere fronter i et forsøg på at integrere Kina i verdenssamfundet.

Spørgsmålet er så, om Kina er interesseret i det? Kina oplever i øjeblikket en række modsatrettede tendenser, der gør, at landet på den ene side er præget af tiltagende nationalisme, hvis mest ekstreme elementer retter blikket mod især USA og ser de amerikanske ledere som en flok store stygge ulve, der vil inddæmme, splitte og på alle måder forhindre Kina i at blive en stormagt.
På den anden side har Kina i høj grad brug for et stabilt og forudsigeligt forhold til USA i de kommende år, der for Kina vil bringe vigtige begivenheder, herunder Hong Kongs tilbagevenden til Kina næste år og ikke mindst risikoen for politisk ustabilitet efter Deng Xiaopings død.
Kina har med andre ord både brug for og ikke brug for USA. Helt konkret blandt andet i sine bestræbelser på at blive optaget i verdenshandels-organisationen WTO, hvor USA indtil nu har blokeret for kinesisk medlemskab, men hvor USA samtidig er den nation, der kan få Kina ind med et snuptag.
Kina har også brug for USA som den stabiliserende faktor, der kan holde Østasiens rivaliserende nationer i ro og sikre, at området også fremover vil være præget af stabilitet, så Kina kan fortsætte sin økonomiske modernisering. Samtidig er der frygten for, at USA vil bremse Kinas egne stormagtsambitioner.

Denne kinesiske ambivalens over for USA vil uden tvivl sætte sit præg på forholdet også i de kommende år.
Der er fortsat en række stridspunkter, der kan give anledning til skænderier - blandt andet de to parters vidt forskellige syn på menneskerettigheder. Også Kinas stigende handelsoverskud i forhold til USA vil i de kommende år give anledning til strid og amerikansk pres for åbning af det kinesiske marked, hvilket kan føre til fremtidige konflikter, der vil minde om tidligere tiders strid mellem Japan og USA.
Fælles for de to parter er dog, at de nødvendigvis må finde en formel for sameksistensen. Der er mulighed for, at de kommende dages møder vil munde ud i udveksling af invitationer, så Jiang Zemin måske allerede næste år kan besøge USA, mens Clinton tilsvarende kan komme på officielt statsbesøg i Kina.
Det vil markere endnu et forsigtigt skridt væk fra konfrontationen og i retning af samtaler mellem partnere, der på et tidspunkt må begynde at betragte hinanden som ligeværdige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu