Læsetid: 6 min.

Rumænsk gennembrud

19. november 1996

Det rumænske præsidentvalg har ført
til afslutningen på præsident Ion Iliescus periode ved magten - måske det afgørende skift i Rumæniens post-kommunistiske historie

Dramaet omkring det rumænske præsidentvalg er slut. Det gik som meningsmålingerne spåede, at professor Emil Constantinescu vandt over præsident Ion Iliescu, selvom denne havde fået fire procent flere stemmer end Constantinescu i den første valgomgang. For Constantinescu blev ikke blot bakket op af kandidat nr. tre fra første valgomgang, Petre Roman, men også af så umage parter som det ungarske mindretals parti og to ultranationalistiske partier.
Hermed har den rumænske vælgerbefolkning for første gang stemt på en anden kandidat end den, der sad på magten. I sig selv et godt tegn for det nye demokrati. Men det er også et tegn på, at et flertal af befolkningen har mistet tilliden til, at præsident Iliescu kunne sikre den økonomiske fremgang, som landet har så hårdt brug for. Og måske også et tegn på, at der nu er flertal for et mere radikalt opgør med den kommunistiske fortid.
Iliescu var et af de medlemmer af præsident Ceausescus kommunistparti, som vendte sig mod ham og støttede hans afsættelse og henrettelse. Med ham ved roret var flertallet af det gamle systems mænd sikret mod en gennemgribende politisk oprydning og retsopgør. Samtidig viste han sig som en politisk overlever, der skiftede alliancepartnere efter de skiftende konjunkturer.
Iliescu blev oprindelig valgt til provisorisk præsident af 'Fronten for Fædrelandets Frelse', som tog magten ved Ceausescus fald. Han havde tidligere været partisekretær for propaganda og uddannelse, men var faldet i unåde. Fronten stillede ham op som sin præsidentkandidat ved valget i maj 1990, hvor han vandt 85 procent af stemmerne. Ved parlamentsvalget havde Fronten opnået 2/3 af de afgivne stemmer, og med to stærkt nationalistiske støttepartier nåede Iliescus parlamentariske grundlag op på omkring 3/4 af mandaterne i begge parlamentets kamre. Den rumænske forfatning af 1990 bestemte principielt, at præsidenten ikke måtte forblive medlem af et politiske parti, men gav ham på den anden side en stærk politisk position. Regeringen blev ledet af Petre Roman, ligeledes fra Fronten.

Oppositionen havde været meget utilfreds med valget, som fandt sted for tidligt til, at dens partier kunne nå at opbygge tilstrækkelig slagkraftige organisationer. De anklagede også Fronten for valgtryk og valgsvindel. Der var store demonstrationer i hovedstaden Bukarest, som politiet ikke kunne få bugt med. Derfor opfordrede Iliescu minearbejdere fra provinsen til at drage til Bukarest for at forhindre det, han betegnede som et begyndende statskup. Minearbejdernes brutale nedkæmpning i juni 1990 af demonstranterne blev et prestigetab for Fronten og for præsident Iliescu personligt - ikke mindst i udlandets øjne.
Bag protesterne lå også et krav om et generelt retsopgør med det gamle styre. Men det blev hovedsagelig til hårde straffe til medlemmer af Ceausescus familie. Det overbeviste ingen, heller ikke i udlandet. EF suspenderede i en længere periode sin hjælp til Rumænien, og Europarådet forlangte en tilbundsgående undersøgelse af begivenhederne i juni 1990.
Regeringen led også nederlag på et andet punkt: En restriktiv presselov, der ville have medført store bøder for kritik af præsidenten og andre statsinstitutioner, blev forhindret ved udenlandsk pres. Hermed blev en af de vigtigste trusler mod det stadig svage demokrati afværget.

Den rumænske leu faldt støt i værdi, og det samme gjorde præsidentens og regeringens opinionstal. Ministerpræsident Petre Roman forsøgte som modtræk en kraftig økonomisk reformpolitik. Men denne politik udløste voldsomme reaktioner, og i efteråret 1991 kaprede tusinder af minearbejdere i provinsen to tog og drog til hovedstaden, hvor de vandrede mod regeringsbygningerne bevæbnede med køller, hamre, økser, sten og molotovcocktails. Trods uropolitiets modforanstalninger lykkedes det dem at trænge ind parlamentet og hærge nogle rum.
Demonstrationerne var rettet mod både Iliescu og Roman. Men Iliescu 'købte sig fri' ved at lade Roman falde og udnævne en ny regering, der modificerede reformpolitikken.
At Roman stillede op mod Iliescu nu i 1996, og at han efter at have konstateret sit eget nederlag er gået ind for Constantinescu, er altså et 'tak for sidst' til præsident Iliescu.
Efter bruddet med Roman, der førte til en splittelse af Fronten i to partier, støttede Iliescu sig i stigende grad på de ultranationalistiske partier, som på lokalt plan førte en stadig mere indædt politik mod det ungarske mindretal i Transsilvanien. Det førte til øget spænding med Ungarn, og til yderligere udenlandsk kritik af Rumænien. Reallønnen faldt, og situationen ville have udviklet sig helt katastrofalt, hvis ikke EF havde sørget for, at landet fik et stort lån i november 1991.
I denne situation greb præsident Iliescu til en styrkelse af præsidentembedet, den blev vedtaget med 77 procent af de afgivne stemmer ved en folkeafstemning i december 1991. Regeringen vandt også kommunalvalgene i februar 1992 i de fleste kommuner. Men i Bukarest og andre store byer sejrede en nydannelse, 'Det Demokratiske Konvent', en koalition af 15 oppositionspartier.
Konventet blev Iliescus hovedmodstander ved det næste præsidentvalg, i september 1992. Konventets kandidat var professor i geologi, tidligere rektor ved Bukarests universitet, Emil Constantinescu. Han havde godt nok under Ceausescu været medlem af kommunistpartiet, men han havde aldrig haft nogen væsentlige poster i partiet. Når oppositionen enedes om en tidligere kommunist, var det for at berolige de mange rumænere, der havde været medlemmer af kommunistpartiet uden at have været direkte ansvarlige for regimets ugerninger. Samtidig afholdtes der parlamentsvalg. Opinionsmålingerne havde peget på en sejr for Konventet. Men det tabte i begge valg, formentlig blandt andet på en for ensidig valgkampagne der mere kritiserede regering og præsident for 'neokommunisme' end for den fejlslagne økonomiske politik.

Hvorfor har Constantinescu så sejret denne gang? Dels fordi oppositionen er blevet dygtigere. Men også fordi det mildt sagt er gået langsomt med udviklingen i Rumæniens økonomi. Og endelig fordi Iliescu er blevet yderligere politisk isoleret.
Iliescus afhængighed af samarbejdet med de ultranationalistiske partier mindskede hans kontrol med dem. Det udnyttedes ikke mindst af borgmesteren i Transilvaniens hovedby Cluj, Gheorghe Funar, der fik lov til ustraffet at chikanere den lokale ungarske minoritet, der blandt andet mistede sit universitet. Den antiungarske mindretalspolitik forblev derfor en betydelig belastning for Rumæniens forhold til Europa. Først i år blev der indgået en aftale mellem Rumænien og Ungarn om regulering af mindretallenes rettigheder - en aftale som hverken opfylder det ungarske mindretals eller de rumænske nationalisters krav. Nationaisternes støtte til Constantinescu i anden valgomgang er formentlig et 'tak for sidst' til Iliescu.
Tilbage havde Iliscu 'præsidenteffekten' især i provinsen. Men også her har ønsket om forandring åbenbart vundet overtaget over frygten for det ukendte.

Der er næppe nogen tvivl om, at valgets udfald er en kraftig gevinst for Rumæniens image i udlandet. Det unge demokrati har vist sig stærkt nok til at bryde flertallets traditionelle accept af magthaverne og via stemmesedlen skaffe sig af med et regime, der ikke mere nyder dets tillid. Udfaldet vil også stille Rumænien bedre i de videre forhandlinger med EU. Men det løser ikke i sig selv landets store økonomiske problemer.
Også politisk er fortiden en klods om benet: Skal man nu endelig i gang med et virkeligt retsopgør, som mange i den sejrende koalition ønsker? Og hvad med de nationalister, der har hjulpet Constantinescu til magten?
Man må håbe, at den nye regering og præsident prioriterer den økonomiske opretning (genopretning kan man vist ikke tale i dette tilfælde!) højest. Og at udlandet er sig sin forpligtelse bevidst om at støtte det nye, langt mere tillidsvækkende styre, så det bliver en succes i befolkningens øjne og bliver i stand til at bringe Rumænien nærmere til EU. Marianne Jelved har ret i at have peget på, at vi ikke kun må tænke på de baltiske lande, men også på Bulgarien.
Men hun burde også have nævnt Rumænien. Det hører til i samme kategori af mere eller mindre glemte europæiske lande, som også står på listen af ansøgerlande til EU, og hvis fremtid vi også har et medansvar for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu