Analyse
Læsetid: 6 min.

Vi er alle i samme båd

14. november 1996

Efter valget sidste tirsdag: En helt ny tone i Washington. Samarbejde i stedet for slagsmål, konfrontationer og tilsvininger i Kongres-høringer. Alle parter har fælles behov for synlige resultater

Stemmerne ved det amerikanske valg i sidste uge var knap nok talt op, før tonen og strategierne skiftede totalt. Al tumulten, al den skingre råben og skrigen blev fejet i nærmeste skraldespand. Strategierne skiftede så absolut på en studs: Alle (eller i hvert fald de fleste) af de saftige trusler om at svine hinanden til i kommende retssager og undersøgelseskommissioner forsvandt og blev til brede smil og storarmede opfordringer til tværpolitiske samarbejder.
Den genvalgte præsident måtte naturligvis - han fik ikke noget flertal med sig i Kongressen - opfordre til bilæggelse af gamle stridigheder. Han hyldede sin slagne modstander i taler og telefonopringninger og antydede, at han ville optage republikanere i sin nye regering.
Men det var ikke Clinton, der var den store opverraskelse. De forbløffende og nye toner blev anslået af de nye republikanske ledere, først og fremmest af formanden for flertalsgruppen i Senatet, Trent Lott fra Mississippi.
Med valget sidste tirsdag skiftede det republikanske parti i princippet også ledelse. Måske ikke formelt, men i hvert fald reelt.

Bob Dole var ikke formelt leder af partiet, men som præsidentkandidat var det alligevel ham, der bestemte. Havde han vundet valget, havde han også været partiejer. I dag er han i den grad pensioneret.
Det samme er Jack Kemp, vicepræsident-kandidaten. Han har aldrig lagt skjul på sine præsident-ambitioner, men dem kan han formentlig skrotte nu, hvor det har vist sig, at han ikke var i stand til at tilføre den republikanske valgkampagne noget som helst af vægt og betydning.
Det republikanske partis formelle formand, Haley Barbour, har knyttet sit formandskab til Doles kandidatur og går af ved årsskiftet. Newt Gingrich, de sidste to års højtråbende og aggressive republikanske leder i Repræsentanternes Hus, har i 1996 oplevet så mange personlige tilbageslag, at han har måttet omvurdere sin rolle og skrue ned for blusset. (I disse dage slås han med en bevægelse indenfor partigruppen, som vil have ham til at træde tilbage som formand indtil videre, dvs. mens en Kongres-komite undersøger Gingrich' etik omkring en skattefritaget fond, som synes at have delfinancieret ham selv og hans valgkamp.)
Og dermed er pludselig Lott, som for kun for få måneder siden efterfulgte Dole som senatsleder, og som er aldeles ukendt i den brede offentlighed, partiets talsmand og reelle leder.
På nøjagtig samme måde som Bob Dole i 1992 overraskende arvede partiet efter George Bush' nederlag til Clinton.
Hele sommeren, hele efteråret, har denne Trent Lott markeret sig med udfald mod præsidenten og det konkurrerende parti, som har været betydelig grovere, langt mere uforsonlig end selv Bob Doles efterhånden ganske salte bemærkninger.
På valgnatten fandt han den blide, næsten kurrende tone frem og markerede med sin charmerende moderigtige sydstatsdialekt, at man for det første godt kunne glemme at snakke om stort anlagte høringer med det formål at få fjernet præsidenten, og for det andet godt kunne begynde at lave lister over de områder, hvor præsidenten og det genvalgte republikanske kongresflertal kunne samarbejde. Han lagde vægt på, at man nu måtte se at trække Kongressen væk fra de konfrontationer, som det sidste par år har ført til lukninger af offentlige kontorer og til en parlamentarisk inaktivitet, der i perioder har lignet ufrivillige lovpauser.
Han blev allerede samme aften overraskende bakket op af et par ellers højtråbende partifæller. Senator Alphonse D'Amato fra New York, som var med-formand for Doles valgkomite og formand for senatettets bankudvalg, som har stået for de mange og lange
Whitewater-høringer, meddelte, at man ikke efter valget ville genoptage høringerne, men overlade sagen til den advokatundersøgelse, som er foregået parallelt med høringerne.
Og Newt Gingrich, som under valgkampen truede med at sende Clinton i helvede, eller det der måtte være værre, og garanterede for, at det demokratiske partis indsamlingsmetoder var en sag, der ville få Nixontidens Watergatesag til at blegne - samme Gingrich stod nu helt stille og roligt (og han har gentaget det siden) og forklarede, at han ikke kunne "tillade, at vi i det republikanske parti først og fremmest bliver kendt for at være anti-Clinton".

Hvad handler det om? En hel masse forskellige og forskelligt rettede motiver, som pludselig kan forenes eller i hvert fald tvinges i samme retning.
For præsident Clinton er det enkelt nok. Han har i teorien et flertal imod sig og og er absolut nødt til at etablere samarbejder, hvis han skal være andet end kransekagefigur.
Amerikanske aviser skriver i disse dage en del om Clintons plads i historien: hvordan vil eftertiden bedømme ham. Som bl.a. The Guardians Washington-korrespondent (noget polemisk) har påpeget i en Clinton-biografi, har præsidenten forlængst placeret sig i historiebøgerne som én af de store og afgørende: korrespondenten gør opmærksom på Clintons ganske dristige arbejde med i kølvandet på den kolde krig at placere USA som den centrale nation i et net af frihandelsaftaler: WTO, NAFTA, APEC (en samarbejdsaftale for landene omkring Stillehavet, som over en årrække også vil føre til etablering af et nyt frihandelsområde - med mindre WTO kommer til at dække det hele).
I sandhed en ny verdensorden.

Og godt for ham, at han fik tromlet disse aftaler igennem i den første embedsperiode - en række af de mere internationalt orienterede senatorer har trukket sig i 1996: Bob Dole, William Cohen, Sam Nunn. Tilbage i formandsstolen i Senatets udenrigspolitiske udvalg sidder en isolationistisk høg som Jesse Helms.
Men Clinton har også brug for indenrigspolitiske resultater, der ligner noget. Og dem opnår han kun, hvis han fortsætter sin taktik med at være en slags "tredje parti", som står udenfor og koordinerer og pacificerer den store moderate midte i Kongressen.
Og nok har republikanerne fortsat flertallet i Kongressen, men i Repræsentanternes Hus er det kommende flertal ikke identisk med det afgående: En række af Gingrich' ivrigste og mest rabiate Clinton-hadere er blevet straffet af vælgerne, hovedsagelig som medansvarlige for sidste års gentagne lukninger af regeringskontorerne. De er blevet sorteret fra og erstattet med mere midtpunktsøgende typer.
De republikanske ledere har hørt budskabet fra deres vælgere: resultater, ikke konfrontationer og sabotage. Og alting tyder på, at de er indstillet på at efterkomme denne ganske tydelige besked.

Efter et møde tirsdag mellem præsidenten og Kongressens ledere meddelte de, at de havde opnået enighed om først i det nye år at lovgive om partiindtægter og finansiering af valgkampe.
Mere overraskende: man har i princippet også opnået enighed om at foreslå en grundlovsændring, som kræver, at udgifterne ikke overstiger indtægterne i føderale finanslove. Det har været en republikansk mærkesag (ironisk nok efter at republikaneren Ronald Reagan oparbejdede nationens største budgetunderskud nogensinde), som Clinton ellers har bekæmpet med næb og kløer. Nu er man enedes om et udkast til en formulering, som skulle kunne gå gennem begge kamre i Kongressen.
De næste punkter på den fælles dagsorden: en storkommission, som skal udarbejde forslag til storkompromis omkring de forskellige former for sygesikring: Medicare, Medicaid og en form for syge(for)sikring, som omfatter nogle af de særligt udsatte fattigdomsgrupper, som i dag står uden nogen form for hjælp.
Og derefter - der er nok at gå i gang med: uddannelse, infrastruktur, de mange miljøsager, FN og det internationale samfund i det hele taget.
Der er brug for resultater: Clinton og demokraterne skal have noget at prale med, hvis de skal genvinde Kongressen i 1998 og Det hvide Hus (til Al Gore) i år 2000. Republikanerne har lige nøjagtig samme dagsorden - og et helt åbent felt med hensyn til, hvem der skal udfordre Gore.
Som Clinton formulerede det i tirsdags: "Vi er i samme båd og vi bliver nødt til at ro i takt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her