Læsetid: 5 min.

Stabilitet ad helvede til

22. november 1996

Mogens Lykketofts halmstrå i striden med erhversvministeriet om hvor mange, der er på spanden i Danmark, tager sig noget svedent ud

Lad os starte med den brede pensel: Det er ikke så godt at være på spanden.
Sygdom, kriminalitet, psykiatrisk indlæggelse, vold, skilsmisse, social invalidering, psykiske lidelser, selvmordsforsøg (herunder vellykkede), familieopløsning, alkoholisme, stofmisbrug, fængsel og død ...
Det er bare nogle af de livsrisici, der stiger i hyppighed i kølvandet af at være på spanden.
Læg hertil, at stadigt flere mennesker kommer på spanden, og at de får stadigt sværere ved at komme ud af miseren igen.
Vi vælger i første omgang det folkelige og unuancerede udtryk på spanden, fordi det sparer mellemregningerne.
Baggrunden er to undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet, Marginalisering 1990-1994 af
Olaf Ingerslev og Lisbeth Pedersen (udkommer i dag), og Opvækst med arbejdsløshed - En forløbsundersøgelse af to generationer født 1966 og 1973 af Mogens Nygaard Christoffersen, der udkom i forgårs.
Umiddelbart hænger de to undersøgelser ikke sammen med andet end det tidsmæssige sammenfald. Men de maler hver deres dystre del til et billede af en udvikling med stadigt flere - på spanden. Et billede, der vel at mærke er mere uafviseligt end det grovkornede fortryk ovenfor.

Dog er indledningsbilledet ikke mere unuanceret, end at alle de nævnte uhyrligheder indfinder sig med en klar statistisk overhyppighed i familier, der har været ramt af ledighed i mere end et år.
Det er hovedkonklussionen i Mogens Nygaards Christoffersens rapport, der har undersøgt ledighedens indflydelse på livsvilkårene for to generationer født i hhv. 1963 og 1973.
Undersøgelsen, der over tid gennem en række forskellige registre har fulgt de to generationer, taler i klare tal for, hvad nogen måske mener er banalt - at ledighed fremkalder en "række helbredsmæssige, familiemæssige
og selvdestruktive gener" for familier, der rammes af længere tids ledighed.
Undersøgelsen afdækker, at familierne, der har været ramt af arbejdsløshed gennem længere tid har en øget risiko for:

skilsmisser
selvmord og selvmordsforsøg
hospitalsindslæggelser for mavesår, neurotiske lidelser, vold og psykiske lidelser
anbringelser af børn uden for hjemmet
kriminalitetsafgørelser for såvel børn som forældre
alkohol- og narkotikamisbrug.
vold mod børnene
at børn af ledige selv bliver ledige og har sværere ved at klare sig skole- og uddannelseslivet

Hertil kommer, at undersøgelsen er temmelig massiv i sin tendens. Når man ser bort fra, at forældrenes uddannelsesniveau synes at kunne afbøde omfanget af ledighedsskabte ulykker i familien, så er hovedparten af undersøgelsens tabeller entydige: Overhyppigheden af sociale, psykiske og helbredsmæssige problemer stiger i takt med ledighedens længde.
Så selv om det er et mindretal af arbejdsløse - såvel som arbejdende - for hvem de nævnte ulykker er dagligdag, så ved vi nu lidt mere om, hvem der har risikoen indenfor rækkevidde.

Og for at blive i sporet: I slutningen af september blev finansministeriet knotten over, at erhvervsministeriet i sin Erhvervsredegørelse ville skrive, at faldet i ledigheden siden 1994 tilsyneladende ikke havde medført et tilsvarende fald i antallet af marginaliserede på arbejdsmarkedet.
Ræsonnementet i finansministeriet var, at erhvervsministeriet baserede sine vurderinger på tal, der ikke medregnede beskæftigelsesudviklingen efter 1994. Og enden på det hele blev, at det pågældende kapitel røg ud af den endelige redegørelse.
Nu udkommer så de tal, som erhvervsministeriet bestilte i Socialforskningsinstituttet - men ikke måtte bruge. Rapporten Marginalisering 1990-1994 viser, at væksten i gruppen af mennesker med en så løs tilknytning til arbejdsmarkedet, at de reelt trues af udstødning er fra 1990-1994 steget med 43 procent, mens ledigheden i den samme periode er steget med 26 procent.
Målt i mennesker er det en stigning fra 178.000 i 1990 til 255.000 i 1994.
Undersøgelsen viser også, at selv om der i perioden er sket en stigning i arbejdsstyrken på 107.000, er der ikke sket en stigning i gruppen med stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Tværtimod er kernearbejdsstyrken faldet med 54.000 personer. Det betyder alt i alt, at antallet af mennesker på varierende offentlig forsørgelse er steget med 161.000 i perioden. Heraf er de permanent forsørgedes andel steget 12 procent.
De marginaliseredes andel vokser i alle aldersgrupper, men mest hos de ældre. I 1990 hørte 4,7 procent af de 51-60 årige til i den marginaliserede gruppe, mens tallet i 1994 er vokset til 7,6 procent. Resultatet tyder på en effekt af indsatsen mod ungdomsarbejdsløsheden. Til gengæld synes de ældre mere trængt: I 1994 har kun hver fjerde - 24 procent - i gruppen 61-66-årige plads i kernearbejdsstyrken.
Undersøgelsen bekræfter i øvrigt tidligere undersøgelser ved at påvise, at risikoen for at havne i marginalgruppen falder i takt med stigende uddannelse, selv om alle uddannelsesgrupper har fået øget deres andel i de marginaliseredes rækker.
Rapporten har videre set på vejene ud af marginaliseringen. Her peges på betydelig mobilitet blandt de marginaliserede. Kun halvdelen af dem, der var i marginalgruppen i 1990, var det fortsat i 1994. Det er dog de færreste - 11 procent - der bevæger sig direkte fra marginalgruppen til gruppen med stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. De fleste opnår en løs tilknytning præget af skiftende ledighed og knap ni procent kommer på permanent offentlig forsørgelse.
Hvad undersøgelsens mest stabile gruppe angår, citerer vi her fra SFI's pressemeddelelse:
"Den mest stabile gruppe er dog dem på permanent offentlig forsørgelse uden for arbejdsmarkedet. Ud af dem, der var i gruppen i 1990, var 92 procent stadig på permanent offentlig forsørgelse. Hovedparten af de resterende var døde. Næsten ingen vender tilbage til arbejdsmarkedet".
Så er de fulgt til dørs.

I lyset af tallene forekommer striden mellem Mogens Lykketofts og Mimi Jacobsens ministerier tilbage i september noget akademisk.
Vi rekapitulerer lige: Finansministeriet afviste erhvervsministeriets diskussion af, om indsatsen på beskæftigelsesområdet nu også kom de værdigst trængende til gode, med, at talmaterialet stopper ved 1994 - og derfor ikke medregner effekten af det nok så omtalte knæk i ledighedskurven.
Med de ovennævnte undersøgelser i hånden bliver Lykketofts halsmtrå dog noget svedent at se til: Marginaliseringsundersøgelsens eneste opløftende tendens er, at væksten i antallet af marginaliserede synes at falde mod udgangen af undersøgelsesperioden. Ved at vælge den rette udregningsmetode kan man endda få den til at stagnere.
Men ikke falde.
Og selv om marginalgruppen var faldet til - lad os sige 225.000 mennesker i stedet for godt en kvart million - hvad så egentligt?
Tallet ville stadigt være abnormt stort.
Det ville ikke rokke ved, at samfundet har produceret en gruppe mennesker, som i kraft af deres ledighed tiltrækker enorme menneskelige, sociale, helbredsmæssige og psykiske problemer. Problemer, som i kraft af deres omfang øjensynligt udvikler sig til social arvemasse for den næste generation.
Medregning af den seneste ledighedsudvikling ville heller ikke rokke ved, at ledighedskurven tilsyneladende mest påvirker antallet af marginaliserede i den gale retning. Det modsatte mangler vi stadigvæk en bevisførelse for.
Så hvad var egentligt problemet med erhvervsministeriets beskrivelser, hr. finansminister - fraregnet, at det beskrev en udvikling, der virker stabil ad helvede til?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu