Læsetid: 5 min.

Storpolitikkens aktive lyttere

1. november 1996

USA's tydning af venners og fjenders koder har gennem det 20. århundrede haft lige så stor politisk som militær betydning, viser netop tilgængelige papirer fra det amerikanske efterretningsvæsen

En højlydt latter steg op fra de studerende i auditorium 0.11 på Aarhus Universitet i tirsdags, da den hollandske historiker Cees Wiebes fortalte om Henry Stimson, USA's udenrigsminister i 1929.
Cees Wiebes var i gang med sin gæsteforelæsning om USA's rutinemæssige opsnapning og afkodning af både fjenders og venners kommunikation under og efter 2. verdenskrig, refereret her i avisen torsdag.
En af Wiebes' mange fornøjelige pointer var historien om, hvordan Henry Stimson dengang i '29 stoppede det allerede da succesfulde arbejde med at bryde de hemmelige koder i flere og flere landes diplomattelegrammer.
Det morsomme var den begrundelse, Wiebes citerede Stimson for.
"Gentlemen læser ikke andres post", skal den amerikanske udenrigsminister have erklæret.
Andre dele af administrationen i Washington var åbenbart af en anden mening. Eller også var de simpelthen bare ligeglade med, hvad gentlemen gør og ikke gør.
I hvert fald blev opsnapningen og kodeknækningen hurtigt genoptaget af en tophemmelig ny organisation under Krigsministeriet, Signals Intelligence Service (SIS), ledet af en herre ved navn William Friedman.

Dermed fortsatte SIS det arbejde, som var begyndt under Første Verdenskrig, hvor aflytningen af både militær og diplomatisk kommunikation for alvor begyndte.
Blandt andet blev afskrifter af alle telegrammer fra og til ambassader og konsulater i USA systematisk givet videre fra de kommercielle telegrambureauer til den daværende amerikanske efterretningstjeneste.
Arbejdet blev efter Første Verdenskrig udvidet med opsnapning af radiokommunikation, og i 1929 havde amerikanerne knækket over 20 landes koder.
Som beskrevet i Information i går blev kodeknækningen kraftigt udvidet under og efter Anden Verdenskrig. Og det i en sådan grad, at efterfølgeren for SIS, National Security Agency (NSA), under Den Kolde Krig havde over 25.000 ansatte.
Ved hjælp af matematisk snilde, de første primitive computere, gode sprogkundskaber, stjålne kodebøger og hemmelige kontakter hos modparterne var det allerede ved krigens slutning lykkedes SIS/NSA at følge med i over 50 landes hemmelige kommunikation.
Trods sin voldsomme størrelse forblev NSA en så hemmelig organisation, at den først fem år efter oprettelsen i 1952 blev nævnt i officielle papirer, der kunne komme til offentlighedens kendskab.
Ikke underligt, at NSAs øgenavn i mange år var No Such Agency.

Det er helt oplagt, at der såvel i freds- som krigstid er en vældig militær fordel i at være med på en lytter hos en potentiel eller konkret fjende.
Men hvad agentfilm og -romaner sjældent fortæller om, er den politiske værdi i at opsnappe, hvad fremmede staters diplomater meddeler hinanden og deres respektive regeringer.
Et godt eksempel er krigsårenes intensive amerikanske og britiske elektroniske spionage mod de allierede Frie Franske Styrker under general de Gaulle.
USA opretholdt i krigens første år diplomatisk forbindelse med marskal Petains tysk-venlige regering i Vichy og havde fra starten et anspændt forhold til de Gaulle.
Også briterne nærede mistro til de gamle rivaler fra kontinentet og var i særdeleshed urolige for, hvilke intentioner franskmændene havde for Mellemøsten og hele Middelhavsområdet, når krigen en gang sluttede. Som bekendt var Storbritannien fortsat et imperium med store interesser i til dels samme regioner som Frankrig.
Derfor begyndte SIS og det britiske modstykke GCHQ et tæt samarbejde om at opsnappe al intern fransk kommunikation.
Samarbejdet var dog ikke tættere, end at amerikanerne mærkede en del af deres materiale med et T. Det betød: "Giv det ikke til briterne".
Om GCHQ havde et tilsvarende mærke fremgår ikke af Cees Wiebes' materiale, der som bekendt er af rent amerikansk oprindelse.

Et andet eksempel på det politiske udbytte er den fælles britisk-amerikanske spionage mod Hollands eksil-regering i London under krigen.
Af omfang taler vi her om opsnapning af over 17.500 telegrammer alene fra juli '44 til juni '45.
Selvfølgelig har langt størstedelen af hollændernes telegrammer været lige til papirkurven.
Men den interessante del har hjulpet USA's og Storbritanniens respektive udenrigsministerier til at kunne lave korrekte analyser og vurderinger i forhold til Indonesien, hvor nationalister fra 1945 til -45 kæmpede mod de hollandske koloniherrer.
Med andre ord har aflytningen af de hollandske allierede givet London og Washington nyttige informationer til efterkrigstidens storpolitiske spil om magtforholdene i Sillehavsområdet.
På et mere kontant plan gav aflytningen også Washington indsigt i modspillerens kort, da der efter krigen var svære forhandlinger om det hollandske flyselskab KLM's landingsrettigheder i USA.
Hollænderne holdt sig på deres side heller ikke for gode til at aflure de amerikanske venner.
Tværtimod gik de så vidt, at de fik en spion i NSA. Gennem ham blev den hollandske regering i 1952 advaret om, at dens kommunikation blev aflyttet.
Ifølge Cees Wiebes var den affære i øvrigt den første afslørede sag, hvor spionage mellem såkaldte vennelande blev kendt.

Indtil videre er intet kendt om en tilsvarende dansk foretagsomhed overfor allierede og andre venligtsindede nationer.
Det store spørgsmål er nu, hvilken betydning al den hemmelige lytteaktivitet konkret har haft for historiens gang.
I et dansk perspektiv vil det for eksempel være særdeles interessant at vide, hvad amerikanerne eksakt kendte til Danmarks strategi i forhandlingerne om Thule-basen og atomvåben på Grønland, og hvordan de udnyttede denne viden.
Det synes oplagt, at der i den henseende gemmer sig nogle godbidder blandt de 1,3 millioner dokumentsider, der nu er blevet frigivet af NSA.
Problemet er blot at finde det interessante stof i den kaotiske papirmængde.
Åbenbart har de ansatte i NSA koncentreret alle kræfter om at følge med i den stigende internationale kommunikation og ikke kæret sig synderligt om arkiveringen.
Hvor stort rod, der er tale om, viser alene den kendsgerning, at der er frigivet langt mere materiale, end det officielt hedder sig.
Ifølge de amerikanske myndigheder dækker de 1500 frigivne arkivkasser perioden fra Første Verdenskrig til 1944. Og ikke mere.
Men Cees Wiebes har fundet talrige dokumenter for perioden helt op til 1956.

Dertil kommer, at indholdet i kasserne langt fra er systematisk sorteret efter lande eller andre kategorier.
Det vil sige, at først efter en større granskning og systematisering af kassernes indhold vil forskerne blive i stand til at sammenligne de opsnappede breve og telegrammer med de historiske begivenheder.
Dermed kan de udtale sig præcist om, hvordan de første har påvirket de sidste.
Foreløbig kan der kun udledes én helt sikker lære af NSA-papirerne: Hvis ikke det har været det før, så er det i hvert fald nu i 1996 ganske latterligt at tro på en gentleman-moral i forholdet mellem stater.
Venner eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu