Læsetid: 5 min.

Strået, der knækkede kamelens ryg

6. november 1996

Pakistans afsatte ministerpræsident, Benazir Bhutto,fældede sig selv.
Og ikke en eneste gik på gaden for at protestere over afsættelsen

Benazir Bhutto har ikke mange venner.
Det står lysende klart, efter præsident Faruq Leghari tirsdag morgen afsatte hende, opløste parlamentet, udskrev nyvalg den 3. februar og anbragte Bhutto i husarrest.
"Et internt anliggende, som vi ikke blander os i", lød en næsten samlet reaktion fra omverdenen.
Og i selve Pakistan gik ikke én eneste på gaden for at protestere til afsættelsen .
Korruption, elendig statsledelse samt favorisering af familie og venner, lyder præsidentens anklage mod Bhutto og hendes tre år gamle regering.
Og det er en anklage, som såvel menige pakistanere som udenlandske iagttagere finder fuldstændig berettiget.
Den fremherskende vurdering er, at den aristokratiske og enerådige Bhutto fældede sig selv.
Først og fremmest ved at begå en række alvorlige politiske fejltrin, der langsomt men sikkert undergravede hendes position. Men også ved at forsvare sin upopulære mand, investeringsminister Asif Ali Zardari, der længe har været mistænkt for omfattende korruption.

Listen over problemer, som den karismatiske 43-årige ministerpræsident har forsømt at gøre noget ved, er lang.
Først og fremmest har etnisk og religiøs vold de seneste to år kostet over 2.300 mennesker livet, uden at Bhutto har forsøgt at finde en løsning.
Dernæst har en omfattende finanskrise bragt Pakistan på randen af økonomisk kaos. I sommer måtte Bhutto derfor fremsætte en finanslov, der indeholdt de skrappeste skatte- og afgiftsforhøjelser i landets historie. Næsten alt skulle beskattes med undtagelse af nogle ganske få basale fødevarer. Et skridt, som gav genlyd i alle del af det pakistanske samfund og som for første gang gav oppositionen et fælles samlingspunkt.
Trods forsøget på at fylde hullet i statskassen med nye skatter, udviklede den økonomiske krise sig så akut i sidste måned, at Bhutto i al hast måtte devaluere den pakistanske rupee i et desperat forsøg på at afværge en truende valutakrise og bevare den Internationale Valutafonds tillid.
Først efter denne forskrækkelse besluttede hun at opgive sit bijob som finansminister - en post, hun ellers selv har varetaget siden valget i 1993.

I protest mod den voldsomme beskatning har forskellige oppositionspartier og brancher lanceret flere storstrejker, som har fået store dele af samfundet til at ligge stille i dagevis. I slutningen af juni arrangerede den islamiske opposition, Jamiat Islami, en gigantisk protestmarch mod skattestigningen og mod korruption. Planen var at samle millioner af mennesker i hovedstaden Islamabad, men inden det kom så vidt, greb politiet ind, og det udviklede sig til voldsomme sammenstød, hvor tre demonstrater blev dræbt og mindst 50 såret. En begivenhed som fik femten oppositionpartier til at slutte sig sammen og iværksætte en civil ulydighedskampagne, som stadig er i gang.
Oven i alt dette kommer så konflikten med Indien om delstaten Kashmir, som den afsatte ministerpræsident har forsømt at løse. Og på den hjemlige scene har hun ignoreret den hastigt voksende mangel på lov og orden som en gennemkorrupt politistyrke har forårsaget.
Alt i alt en cocktail, der har fået befolkningen til at miste tilliden til deres karismatiske leder, og fået oppositionen til at håbe, at præsident Leghari ville gøre præcis det, han gjorde tirsdag.

Det er ikke da heller ikke første gang, Benazir Bhutto bliver afsat. Det samme skete for hende i 1990, og dengang som nu lød anklagerne på korruption og magtmisbrug.
I 1990 lykkedes det imidlertid ikke at bevise anklagerne, og tre år senere var den smukke politikerdatter med det respekterede efternavn tilbage ved magten.
Denne gang mener politiske iagttagere i Pakistan imidlertid, at der er større chancer for, at anklagerne mod Bhutto og co. vil blive bevist. Blandt andet, fordi domstolene ikke længere er parat til at holde hånden over dem.
Hovedfokus vil uden tvivl være på Bhuttos mand, Zardari, der ligesom indenrigsminister Nasirullah Babar blev arresteret tirsdag. Babar betragtes som den finansielle bagmand for den ekstreme afghanske Taliban-bevægelse, der i sidste måned tog magten i Kabul, men det er nu næppe årsagen til hans arrestation.
Præsident Leghari har ifølge Informations kilder længe haft kontroverser med Bhutto om korruptionen i regeringskredse, men har ikke været i stand til at presse hende til at gøre noget ved det.
Der ud over har de to været på kollisionskurs i sagen om mordet på Benazir Bhuttos bror for to måneder siden. Han blev dræbt i en skudveksling med politiet, og i den forbindelse har Bhutto anklaget præsident Leghari for at være ansvarlig.
Politiske iagttagere beskriver imidlertid Leghari som en Mr. Clean, der ikke selv er involveret i korruption og nepotisme, og som manden, der kan trække Pakistans unge demokrati i en positiv og mere ansvarlig retning.
Blandt andet derfor har det internationale samfund reageret meget afslappet på Bhuttos afsættelse, der ifølge præsidenten er sket i fuld overenstemmelse med den pakistanske forfatning. En vurdering, som den afsatte forsvarsminister Aftab Shaban Mirani dog tirsdag besluttede at få afprøvet ved domstolene.

Om afsættelsen af ministerpræsident Benazir Bhutto, vil bringe Pakistan et skridt nærmere et ægte demokrati, er det i øjeblikket for tidligt at spå om.
Meget afhænger af, om korruptionsanklagerne kan bevises, og om det meget politiske pakistanske retssystem er i stand til at gennemføre retssager mod ansvarlige politikere.
Hvis det sker, er der ingen tvivl om, at fremtidens politikere vil være mere påpasselige med at misbruge deres magt til at fremme deres egne interesser.
Et andet tegn på, om Leghari mener sit forsvar for demokratiet alvorligt, vil være, om han holder fast ved gennemførelsen af valget den 3. februar.
Det er sidste frist ifølge forfatningen, men denne frist er i tidligere tilfælde blevet overskredet med flere måneder.
Foreløbig tager iagttagerne det imidlertid som et positivt tegn, at militæret ikke synes at have spillet nogen afgørende rolle i afsættelsen af Bhutto.
Landet er ikke erklæret i undtagelsestilstand, og trods bevogtning af centrale statslige bygninger såsom radio, tv og telkommunikationscentralen tirsdag, var der ikke tale om nogen markant militær tilstedeværelse i gaderne.
Der er ingen tvivl om, at Leghari har haft opbakning fra hærens generaler til at fyre Bhutto, men indtil videre er altså der ikke noget, der tyder på, at militæret er på vej ind på den politiske scene igen.
Og det i sig selv er et tiltrængt fremskridt for demokratiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu