Læsetid: 5 min.

Begyndelsen til enden for Netanyahu

17. december 1996

Ministerpræsident Netanyahu er i fuld gang med at bane vejen for
et magtskifte i Israel

Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu ligner en mand, der er ved at begå sit livs fejltagelse.En fejltagelse, som meget vel kan komme til at koste ham posten som Israels politiske førstemand.
Siden den 47-årige Likud-leder i juni måned samlede tøjlerne op efter sin forgænger, Arbejderpartiets Shimon Peres, er stort set alt gået galt. Eller rettere, intet er lykkedes.
På den diplomatiske front er alt gået i stå.
Freden med Jordan og Egypten bliver stadig koldere, fredsforhandlingerne med Syrien ligger fuldstændig stille, forhandlingerne med palæstinenserne om en permanent fredsløsning er aldrig kommet i gang, og de aftaler, som den forrige regering indgik om rømning af Vestbreds-byen Hebron, nægter Netanyahu at overholde.
Og på den interne politiske scene ser det ikke meget lysere ud.
Hans konstante favorisering af bosætterbevægelsen og resten af det højre-nationale bagland har foreløbig kun givet bagslag i form af voldelige konfrontationer mellem israelere og palæstinensere, et voksende antal politisk motiverede mord og et alt andet end positiv image i udlandet.
I begyndelsen skød det internationale samfund skylden for fiaskoen på Netanyahus manglende politiske erfaring.

Men i dag er såvel Likud-vælgerne som Netanyahus eget politiske bagland ved at få nok af den udsigtsløse march på stedet, som han har tvunget dem ud i. En march, som hvert øjeblik kan eksplodere i et inferno af politisk vold.
Som Ritzaus korrespondent kunne berette i weekenden, kører stadig flere israelske biler rundt med klistermærker med ordlyden: "Sarah, du er ikke den eneste, der er blevet snydt. Vi er alle blevet snydt".
En henvisning til, at Netanyahu under valgkampen måtte indrømme, at han havde været sin kone, Sarah, utro - og et signal til Netanyahu om, at mange af hans vælgere er dybt skuffede over hans første halve år ved magten.
En skuffelse, som meningsmålingerne understreger med stor tydelighed. Ifølge en opinionsundersøgelse foretaget af det israelske dagblad Ma'ariv, har hele 49 procent ikke tillid til, at Netanyahu kan klare jobbet som ministerpræsident. Og kun 23 procent af de adspurgte erklærede sig "tilfreds" med hans måde at takle forhandlingerne med Syrien og PLO på.
Og så har Ma'ariv endda kun spurgt Israels jødiske indbyggere.

En tak højere oppe i hierarkiet viser utilfredsheden med Netanyahus kurs sig i form af et åbent brev fra 33 soldater fra den israelske hærs eliteenheder.
I brevet beskyldes Netanyahu for at gøre alt hvad der står i hans magt for trække Israel ind i en "uretfærdig krig" (med palæstinenserne, red.) og for at ødelægge alt "håb om fred".
En utilfredshed, som i øvrigt afspejles af det voksende besvær med at få hærens reservister til at møde op til deres årlige tjeneste. Da 340 reservister for nylig blev indkaldt til at gøre tjeneste i nærheden af Nablus på Vestbredden, mødte kun 60 op. En alvorlig udvikling, når man tager i betragtning, at den israelske hærs kampstyrke kun består af 180.000 værnepligtige og hele 430.000 reservister.
Men alvorligst af alt er uden tvivl den mangel på tillid til Netanyahus lederevner, som den seneste tid har bredt sig fra hans politiske bagland af bosættere og højre-nationalister og langt ind i regeringens egne rækker.
De seneste uger har bosætterlederen Israel Harel f. eks. opfordret Netanyahu til at slå sig sammen med tidligere ministerpræsident Shimon Peres i en national samlingsregering. Ifølge Harel, fordi bosætterne tvivler på Netanyahus politiske modenhed og ønsker at kombinere Netanyhaus synspunkter med Peres' mangeårige politiske erfaring, hans gode forhold til såvel palæstinenserne som til arabiske statsledere og den internationale accept, som hans deltagelse i regeringen vil medføre.

Den samme opfordring kommer fra en række ledende Likud-medlemmer og fra finansminister Dan Meridor, der understreger, at Netanyahu vil få brug for et bredt politisk flertal, hvis forhandlingerne med palæstinenserne om en permanent fredsaftale kommer i gang.
Om Arbejderpartiet overhovedet vil være med i en samlingsregering, er der ingen, der ved.
Partileder Peres på 77 vil ikke udelukke tanken - måske fordi han drømmer om endnu en chance for at skrive sit politiske testamente, inden han trækker sig endelig tilbage fra politik.
Partiets kronprins, den 54-årige generalløjtnant, tidligere hærchef og udenrigsminister Ehud Barak, ser derimod ud til at have mest at vinde ved at sige nej til en samlingsregering.
Officielt har han lovet, at Peres får det sidste ord i den sag, men et par favorable meningsmålinger kan vel give både Barak og resten af Arbejderpartiet mod på at vælte Netanyahu i stedet for at spænde et politisk sikkerhedsnet ud under ham.
Hvis Barak vinder valget til posten som Arbejderpartiets nye leder den 3. juni næste år - og det tyder alt i øjeblikket på - har han nemlig meget gode chancer for at vinde et valg i utide.
Hans militære baggrund som Israels højst dekorerede soldat nogensinde samt hans position som den myrdede ministerpræsident Yitzhak Rabins personlige protegé burde alene være nok til at sikre ham den valgsejr, som Peres aldrig formåede at indkassere.
I hvert fald hvis Netanyahu fortsætter med at de politiske fejltagelser, han i øjeblikket exellerer i. Og det tyder alt på, at han gør.

Trods seks måneder ved magten og et vaklende vælgergrundlag synes han nemlig stadig ikke at have forstået, at hans kompromisløse nej-politik må skiftes ud med en mere fleksibel og resultatorienteret kurs, hvis han vil blive på ministerpræsidentposten.
Israelerne vil have fred og ser ingen fremtid i fortsat konfrontation med palæstinensiske flygtninge og arabiske nabolande.
Men det er præcis den kurs, Netanyahu har fulgt ind til nu og som han ikke viser tegn på at ville ændre. Tværtimod.

Så sent som søndag genindførte han f. eks. en delvis skattefritagelse af bosætterfamilier - som svar på en militant palæstineners nedskydning af to en bosætter og hendes tolvårige datter.
Og han lovede, at mere palæstinensisk jord vil blive inddraget til bosættelsesbyggeri.
I september var det den kontroversielle arkæologisk tunnel under Jerusalems gamle by, som blev åbnet. Et skridt, der førte til voldsomme sammenstød mellem israelske soldater og bevæbnede palæstinensere. I alt 75 blev dræbt, heraf 15 israelere.
Tidligere på sommeren ophævede Netanyahu-regeringen et flerårigt byggestop i de eksisterende bosættelser, og gav tilladelse til at opføre mellem 2.000 og 3.500 nye bosætterboliger.
Siden Netanyahu tog roret, har han konsekvent nægtet at trække den israelske hær ud af Hebron trods Oslo-aftalernes påbud herom.
Han har godkendt to gigantiske motorvejsbyggerier mellem bosættelser på Vestbredden og selve Israel.
Han har holdt grænsen mellem Israel og de besatte områder lukket næsten konstant, hvilket har udelukket et stort antal palæstinensere fra at arbejde i Israel.
Han har reduceret kontakterne til Yassir Arafat til at absolut minimum.
Osv. osv. Listen over kontroversielle politiske tiltag er meget længere, men det gennemgående træk er, at alle indrømmelser til palæstinenserne afvises.
Og det er en kurs, som mange i dag frygter vil føre til øget konfrontation, mere had, flere politiske mord, flere terroraktioner mod civile - og hvis en passende stor provokation udløser det, et sandt blodbad.
Alt det, som både palæstinensere og israelere er så trætte af.
Og som derfor uværgerligt vil blive begyndelsen til enden på Netanyahus tid som Israels førstemand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu