Læsetid: 6 min.

Bomber bringer Algeriet i de franske medier

5. december 1996

En enkelt bombe i den parisiske undergrund giver maksimal dækning for de algeriske GIA-terrorister

Frankrig har prøvet det før. Siden 1980 har der været den ene bølge af attentater og terroraktioner efter den anden, næsten uden undtagelse som udløber af konflikter langt udenfor landets grænser (bortset fra det specielle tilfælde Korsika): Mellemøsten, Iran, Tyrkiet, Armenien, eks-Jugoslavien og nu sidst Algeriet.
Denne gang er der noget alt for velkendt over den blodige episode. Ligheden med serien af bombeattentater fra 25. juli til 2. november 1995 er så påfaldende, at gerningsmændene for Gud og hvermand må være de samme islamistiske terrorister, organiseret af de algeriske Groupes Islamiques Armés (GIA).
Svaret var også det samme, men denne gang lynhurtigt.
Få minutter efter, at sprængladningen var eksploderet tirsdag kl. 18.02 i RER-toget (Paris-regionens ekspres-S-tog) ved stationen Port-Royal i Montparnasse-kvarteret - efterladende to dræbte og ca. 80 sårede - befandt Frankrig sig i en alarmtilstand, der var programmeret på forhånd, så at sige "grydeklar". Dette program, der bærer navnet "Vigipirate", blev iværksat under terrorbølgen i fjor, lempet betydeligt i begyndelsen af 1996, men aldrig sat helt ud af kraft.
Tirsdag aften blev det næsten automatisk aktiveret i fuldt omfang. Det betyder en stærkt intensiveret overvågning af det lokale jernbanenet i Paris-regionen og andre storbyområder, bevogtning af skoler og offentlige bygninger, stormagasiner etc.
De seks banegårde i Paris bevogtes konstant af militær, men under Vigipirate er der udkommanderet ekstra styrker af både gendarmer, specialtrænet politi og soldater. Fra ondag morgen blev der i metroen og på banegårdene uddelt kort og stickers med instruktioner om "Agtpågivenhed" og ophængt plakater med dette motto.
Dette velsmurte maskineri, der blev organiseret i fjor, har også til formål at berolige og hindre panik. Erklæringerne fra regeringsside understreger, at der gøres en maksimal indsats for at imødegå terrorismen, og at samfundet ikke står hjælpeløst.

Hvis det skulle lykkes terroristerne at fremkalde en veritabel psykose, ville de allerede have vundet en halv sejr, og det søger man at hindre for enhver pris. Den første reaktion i befolkningen tyder på, at modstandskraften er intakt, og på det politiske plan er der ikke antydning af splittelse - regering og opposition står samlet mod den fælles fjende.
Selv om man ikke har fået optrevlet hele organisationen bag sidste års terrorbølge, er det almindelige indtryk, at politiet gjorde et effektivt stykke arbejde. Et antal gerningsmænd blev arresteret og dømt og sidder i dag i franske fængsler. Terrorbølgen ebbede ud.
Om man nu står over for en ny bølge eller et isoleret tilfælde, ved ingen. Meningerne er delte blandt eksperter. Myndighederne anslår naturligt nok en relativt optimistisk tone, netop for at afværge den panikvirkning, som terroristerne tilsigter.
Men en førende ekspert, Xavier Raufer fra Kriminalogisk Institut i Paris, hævder, at der nu findes en bredt baseret terrorisme i Frankrig, som er i stand til kontinuerlig rekruttering og uddannelse af terrorister, og som man må regne med på længere sigt. Han mener, at Frankrig hermed har fået en permanent terrorisme, hvis rolle kan sammenlignes med den, baskernes ETA spiller i Spanien og irernes IRA i England.

Tirsdagens bombe var fremstillet af en almindelig stål-gasbeholder til husholdningsbrug og var fyldt med bl. a. lange søm.
Denne type terrorbombe er så simpel, at den kan fremstilles af primitive grupper med små midler, hvilket med lidt god vilje kan understøtte den "optimistiske" teori, at man ikke nødvendigivis står over for en stor og stærk terrororganisation.
Men i detaljerne og i valget af tid og sted og objekt har tirsdagens aktion så mange lighedspunkter med sidste års terrorbølge, at den praktisk talt bærer de algeriske GIA-terroristers "signatur". Der har ikke været nogen erklæring eller henvendelse fra gerningsmændene, intet krav er blevet fremsat i forbindelse med aktionen, men den algeriske hypotese synes uafviselig. Som dagbladet Libération skriver: Alle retter blikket mod Algeriet.
En nærliggende anledning til fornyet raseri hos de islamistiske terrorister kan være folkeafstemningen i Algeriet i sidste uge, hvor præsidenten, general Zeroual, skaffede sig ekstraordinære magtbeføjelser og i realiteten oprettede et "legaliseret diktatur" (Nyhedsanalyse i Information 30.11.-1.12.96).

Man kan spørge, hvorfor Frankrig skal straffes for dette kup, men Zeroual og GIA er engageret i en kamp imod hinanden på liv og død - med hensynsløse midler fra begge sider - og GIA har længe anklaget Frankrig for at yde Zeroual "ubetinget støtte".
Måske har GIA også fået blod på tanden, fordi de ikke er alene om at fordømme folkeafstemningen, hvis udemokratiske mål og forfalskede gennemførelse er blevet påpeget af alle oppositionspartier i Algeriet. Man kan mene, at Zeroual og GIA er som pest og kolera, men hvis terroristerne havde regnet med sympati fra Zerouals kritikere i Frankrig, tager de fejl. Terrorbomben kan kun styrke Zerouals position, men den slags logik går formentlig hen over hovedet på den islamistiske forbryderklan.

En alvorlig bivirkning af GIA's vedholdende teroraktivitet er, at islamisme for mange mennesker i Frankrig bliver synonym med terrorisme.
Fredelige islamister gør deres yderste for at påpege, at islam og islamisme intet har at gøre med terrorisme, tværtimod, og at GIA-folkene ikke er islamister, men simpelthen terrorister. Det forhindrer ikke nødvendigvis, at fordommene mod arabiske indvandrere i Frankrig vokser, og hver ny bombe åbner frygtelige perspektiver på dette plan i tilgift til de direkte ofre, de kræver i form af sagesløse dræbte og lemlæstede.
Måske er det omsonst at lede efter formål med terrorbomberne, endsige rationelle beregninger. At tvinge den franske regering til at tage sin støtte til Zeroual op til revision, er et håbløst forehavende al den stund Zeroual-regimets eneste eksistensberettigelse er dets kamp mod den islamistiske terrorisme, der aftegner sig som et endnu værre alternativ, hvis den skulle gå sejrrig ud af styrkeprøven.
Et konkret formål med en terrorkampagne i Frankrig kan tænkes at være at udøve pres for frigivelse af GIA-terrorister, der sidder fængslet i Frankrig, men noget sådant krav er hidtil ikke blevet fremsat i forbindelse med det nye bombeattentat.
Kriminologen Xavier Raufer peger på et muligt taktisk formål med GIA-terrorismen i Frankrig. Censuren og kontrollen med nyhedsformidlingen er så komplet i Algeriet i dag, at GIA har svært ved overhovedet at minde om sin eksistens gennem de lokale medier.
Selv spektakulære terroraktioner får ingen "dækning", og virkningen i form af propaganda og intimidation går helt eller delvis tabt.
Derimod kan man med en enkelt bombe sætte Frankrig på den anden ende, med maksimal dækning i de franske medier - og fransk tv modtages i Algeriet, påpeger Raufer. Pludselig er GIA til stede!
Bortset herfra er Frankrig altid en oplagt syndebuk i Algeriet - den gamle kolonimagt. Denne hadefulde forbindelse synes for altid at skulle hjemsøge Frankrig og gør i dag landet til gidsel, selv om den franske politik ikke kan gøres ansvarlig for den nuværende situation i Algeriet - medmindre man altid og for bestandig henfører den tredie verdens problemer til kolonimagternes gamle forbrydelser. Det kan man gøre på et vist plan i analysen, med mere eller mindre holdbare argumenter, men det er næppe relevant i den aktuelle sammenhæng.
Og hvis Frankrig nogensinde skal bidrage til at indføre demokrati og respekt for menneskerettighederne i Algeriet, kan det ikke være ved at bøje sig for GIA.

Algeriet er atter i avisoverskrifterne i Frankrig. For 40 år siden handlede overskrifterne også meget om Algeriet, nærmere betegnet den algeriske frihedskamp. Frankrigs krigsførelse for at bevare herredømmet over Algeriet splittede den franske nation og kørte den Fjerde Republik i sænk.
I 1962 vandt Algeriet sin selvstændighed, og Frankrig bakkede ud. Algeriets strålende fremtid i frihed blev kort, druknet i indre magtkamp, militærkup og en forstenet forhenværende frihedsbevægelse (FLN), der blev til partidiktatur og nomenklatura. En social og politisk protestbølge og et aborteret forsøg på demokrati mundede ud i den nuværende borgerkrig.
Og takket være sin fortid har Frankrig stadig en ufrivillig "rolle" i dramaet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu