Læsetid: 6 min.

Demonstrativ tysk-fransk harmoni

10. december 1996

Rørende enighed mellem de store franske partier om de store linier i den franske EU-politik. Punkterne er samtidig et katalog over uenigheden i den
fransk-tyske akse

Informations korrespondent

Alain Duhamel er en af de mest ansete politiske kommentatorer i de franske medier, en iagttager, der altid advarer højre mod at gå for langt til højre og støtter det moderniserede, moderate venstre - kort sagt, han repræsenterer 'det yderste centrum'.
Han repræsenterer også på mange måder den establishment-tankegang, der er fælles for de franske regeringer siden 1983 socialistiske som borgerlige. Den tankegang, der i dag går under etiketten Maastricht og øgenavnet 'la pensée unique' (d. v. s. den politik, som ethvert tænkende menneske må tilslutte sig, og som der simpelt hen ikke er noget alternativ til).
Duhamel påtog sig forleden at påvise i en analyse i Libération, at mens man i Frankrig altid hidser sig op over Europa og fremstiller dette emne som et af de mest omstridte i fransk politik, så er der i virkeligheden rørende enighed mellem de store politiske partier til højre og venstre - og mellem alle de toppolitikere, der kan komme på tale som regeringschef efter nationalforsamlingsvalget i foråret 1998 - om de store linjer i den franske EU-politik. Han opremsede de spørgsmål, der er enighed om. Hvad han ikke konstaterede udtrykkeligt var, at denne liste samtidig er et katalog over de spørgsmål, som Frankrig og Tyskland er uenige om.
Det står altså ret godt til med den fransk-franske akse, mens den højt berømmede tysk-franske, der udgør "motoren" i det europæiske samarbejde, endnu engang er problematisk.
Præsident Chirac og forbunskansler Kohl holder det ene møde efter det andet for at prøve at finde frem til en fælles holdning, der kan sætte skub i marchen frem mod møntunionen og reformen af EU-institutionerne i forbindelse med denne uges EU-topmøde i Dublin.

De nøjes ikke med at forhandle i timevis, snart i Frankrig, snart i Tyskland.
Den ene dag mødes de til en veritabel gastronomisk festival i Périgueux i det skønne Dordogne, den anden slentrer de sammen gennem gaderne ved et festligt udsmykket julemarked som mandag i Nürnberg.
Når man i den grad strenger sig an for at vise det afslappede personlige venskab og fejrer det skiftevis med gåseleverpostej og årgangsvine, øl og pølser, kort sagt en 'Gemütlichkeit' uden grænser, så er det et tegn på, at der er alvorlige problemer i aksen.
Det er ikke første gang, det er tværtimod traditionelt.
Det fransk-tyske sammenhold har i over 30 år udmærket sig ved en utrættelig diplomatisk indsats, der har holdt sammen på parforholdet trods politisk uenighed på fundamentale områder, trods modstridende interesser og bagtanker. Når problemerne er særlig alvorlige - og mange iagttagere i og uden for de to lande mener i dag, at det fransk-tyske forhold er nede i en faretruende bølgedal - bliver de ydre former demonstrativt harmoniske.
Man smiler til fotografen, men, som det hedder i en analyse i Le Monde, "man er aldrig langt fra et brud".
Duhamel betegner den interne franske konsensus omkring møntunionen (ØMU) og regeringskonferencen som "en præcis, original og sammenhængende doktrin": Man betragter det som en fare for Europa, at dollaren er alvorligt underevalueret, og man vil råde bod på dette forhold ved lanceringen af den kommende euro. Man ønsker, at det Europæiske Råd (EU's topmøder) og Ministerrådet, ikke den Europæiske Centralbank, skal have det afgørende ord i den fælles politik. Man ønsker, at vækst og beskæftigelse skal have en reel prioritet. Man holder på, at Maastricht-kriterierne skal fortolkes pragmatisk, ikke regnskabsmæssigt, således at Italien, Spanien og (hvis det ønsker) Storbritannien kan deltage, ikke bare landene i D-markzonen.
Hvad institutionerne angår, ønsker man en styrkelse af Det europæiske Råd (og navnlig dettes formand) og Ministerrådet, dvs. de mest politiske organer og de mest interguvernementale, men ikke af Kommissionen eller EU-parlamentet, de integrerede organer. Snarere end EU-parlamentet skal de nationale parlamenters indflydelse på EU styrkes.

På alle disse punkter er den tyske holdning praktisk talt den modsatte af den franske. Navnlig må Kohl gøre alt for at berolige tyskerne i deres frygt for at se D-marken afløst af en euro, der er svagere end denne. Hvad Chirac angår, har han nået punkt, hvor det gælder om at vise, at Frankrig ikke tillader Tyskland at diktere alt. Den franske regerings politik har på det sidste navnlig stået for skud, fordi den næsten konsekvent har givet efter for alle tyske krav vedrørende møntunionen, herunder den såkaldte stabilitetspagt.
I den franske presse peges hist og her på faren for, at ØMU-projektet kæntrer, og dermed at EU i realiteten sprænges eller udvandes til ukendelighed, hvis man ikke når frem til et fransk-tysk forlig, der kan bringe ØMU'en definitivt på skinner senest ved EU-topmødet i Amsterdam i juni 1997.
Den slags alarmsignaler har man før hørt, og hidtil har man ved en blanding af politisk vilje og diplomatisk snilde, til tider grænsende til akrobatik, reddet både den fransk-tyske akse og den europæiske konstruktion. Selve Maastricht-traktatens tilblivelseshistorie er en påmindelse herom. Forhandlingerne tegnede sig som umulige i efteråret 1991, og traktaten kom så at sige til verden ved hjælp af kejsersnit, blodtransfusion, kunstig lunge og nyre. Barnet var skrøbeligt og er det stadig.
Maastricht var bl. a. et tysk-fransk kompromis - mellem ubarmhjertig tysk monetær ortodoksi og franske ønsker om politisk handlefrihed. Udviklingen af det fransk-tyske forhold i 1990'erne er fortsat i dette spor, dvs. haltende samarbejde, gentagne kriser, gang på gang strøget over med diplomatisk fernis. Men udviklingen har ikke bare fulgt den kurs, der blev afstukket i Maastricht, for traktaten blev indgået i en situation, hvor man ikke havde taget Tysklands genforening og kommunismens sammenbrud i betragtning.
Det betyder, at marchen heimod møntunionen er kommet til at foregå i et langt dårligere økonomisk klima og en langt mere labil politisk verden, end man havde forudset. De "sociale omkostninger" er blevet et centralt spørgsmål. Det har også bragt nye mislyde ind i det fransk-tyske forhold, der langsomt, men støt er blevet forringet i de senere år. Trods den kulinariske entente mellem Kohl og Chirac er forholdet lysår borte fra den idyl, der i mange år herskede mellem Kohl og Mitterrand (trods en kurre på tråden omkring genforeningen).

I tilgift til EU-problemerne har de to lande ofte på andre områder svært ved at leve op til deres idealer om loyalt samarbejde, politisk koordinering og fælles rådslagning. Inden for forsvar og rustningssamarbejde er der alvorlige konkrete problemer. Den tyske regering føler sig ofte overrumplet af ensidige franske initiativer, som man ikke er blevet underrettet om på forhånd, endsige spurgt til råds om - atomprøvesprængningerne, et udspil om udbredelse af det franske atomforsvar til at dække Europa, afskaffelse af værnepligten i Frankrig til fordel for en professionel hær indrettet på ekspeditioner ude i verden.
I baggrunden er det den nye situation, der definitivt har afskaffet ligevægten i det fransk-tyske par. Ligevægt mellem to lige store befolkninger, mellem det politisk aktive og atombevæbnede Frankrig og det økonomisk og monetært suveræne Tyskland - den ligevægt, der i årtier blev regnet for en livsbetingelse for parret. I dag har Tyskland både en demografisk og en økonomisk-monetær overvægt og markerer sig på det politiske plan som den afgørende røst i Europa i forholdet til USA som til Rusland.
Det fransk-tyske parforhold blev spået en kort levetid allerede i 1963, da de to lande indgik den traktat, der skabte rammen om "aksen": Der var tilsyneladende uoverstigelige modsætninger i spørgsmålet om Europas uafhængighed i forhold til USA. I de forløbne år er alle rygter om skilsmisse dog blevet dementeret, og parforholdet har også båret frugter.
Men endnu engang konstaterer man en gabende afstand mellem de forsikringer om enighed og fælles vilje, der kommer fra topmøderne og hverdagens politiske realiteter. Det skaber efterhånden en betydelig skepsis i begge lande med hensyn til de store euro-projekter for årtusindets slutning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu