Læsetid: 6 min.

Dødvande i Zaire

24. december 1996

Konflikterne kan nemt udvikle sig til at blive en kamp om ressourcer. Det er for længst sket under andre vestafrikanske borgerkrige

Tirsdag vendte Zaires enehersker gennem 31 år Mobutu Sese Seko tilbage til et land på randen af sammenbrud. På trods af lægernes råd er han efter fire måneders kræftbehandling i Europa vendt tilbage for at tage sig af krisen i det østlige Zaire, hvor oprørere har ydmyget Zaires hær ved at erobre store landområder.
De regionale dimensioner af landets krise blev understreget, da Mobuto uden navns nævnelse beskyldte Rwanda, Uganda og Burundi for at støtte oprørene.
Mobuto og dermed Zaire står reelt over for to valgmuligheder. Det mindst ubehagelige valg består i, at centralmagten stiltiende accepterer den opsplitning af det vidtstrakte land, som allerede længe har været en realitet.
Den anden mulighed består i, at hovedstaden Kinshasa forsøger at genvinde kontrollen med de oprørsstyrede regioner i øst og nordøst. Et element i denne strategi omfatter også, at regeringen i Kinshasa søger at generobre kontrollen med de provinser, som nu igennem længere tid har fungeret uden nævneværdig kontakt med hovedstaden. Vælges denne anden udvej, fører den uundgåeligt til regulær borgerkrig.
Men uanset hvad bliver det svært at undgå øget regional ustabilitet.
Men først bliver det formodentlig nødvendigt at få afklaret magtforholdene i Kinshasa. I første omgang er der næppe tvivl om, at Mobutu er i stand til at dæmpe den igangværende magtkamp.

Paris har flere gange markeret, at Frankrig støtter den aldrende præsident. Samtidig har franskmændene advaret militæret imod at gennemføre et kup for at få afgjort arvefølgen efter Mobutu.
Siden udlandet er begyndt at presse Mobutu for at iværksætte demokratiske reformer, er der vokset en form for opposition frem. Oppositionens leder, Etienne Tshiskedi, besøgte Mobutu under dennes sygeophold i Europa. Ved hjemkomsten til Zaire hævdede Tshiskedi, at Mobutu havde fyret sin nuværende premierminister Léon Kengo wa Dondo og i stedet udnævnt Tshiskedi til ny premierminister. Det blev dog straks afvist af Mobutus øverste sikkerhedsrådgiver. nevøen Ngbanda Nzambo ko Ayumba.
Situationen gjorde Tshiskedi til grin samtidig med, at den afslørede en pinlig afhængighed af oppositionslederens livslange politiske modstander Mobutu. Oppositionens troværdighed er ikke blevet større af, at Tshiskedi har tilsagt Mobutu sin støtte i kampen mod oprørerne.
Den politiske afhængighed af Mobutu deler Tshiskedi i øvrigt med resten af det politiske liv i hovedstaden. Her tilsiger de forskellige politikere sig i øjeblikket offentligt Mobutu deres støtte.
Uanset at premierminister Kengo er Mobutus mand, udsættes han for voksende kritik fra såvel officerer som studenterne i Kinshasa. Officererne kræver hans afgang, fordi han ikke gør nok for at bekæmpe oprørerne i øst. Studenterne forlanger også Kengos afgang med slet skjulte hentydninger til premierministerens delvise tutsi-baggrund. Hans bedstemor var angivelig tutsi. Tutsi-stammen er især koncentreret i Kivu-provinsen i Østzaire samt i Rwanda og Burundi.

Det er ikke kun de civile politikere, der forsøger at komme i den bedst mulige position i forhold til den forestående arvefølge. Flere højtstående officerer har længe åbenlyst kritiseret hinanden. De har også rette beskyldninger mod premierminister Kengo. Under denne kritik ligger en stærk utilfredshed med, at premierminister Kengo har mere end antydet, at højtstående officerer har misbrugt og fortsat misbruger offentlige midler. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at officerer på nøgleposter i de væbnede styrker siden 1965 har nydt godt af Mobutus særlige bevågenhed.
I magtens korridorer spøger dog en enkelt firstjernet general Marc Mahale Lieko Bokungu, som er en af de få højtstående officerer, som ikke har et totalt blakket rygte. Han har flere succesfulde felttog bag sig mod oprørsbevægeler i landet.
Militære iagttagere afviser i øvrigt, at den zairske hær er i stand til at sætte nogen form for modoffensiv ind mod oprørsstyrkerne i det østlige Zaire.
Ikke alene indebærer det næsten uoverstigelige logistiske vanskeligheder at støtte tropperne, der i så fald vil operere mere end 1500 km fra Kinshasa. Hæren er i mere eller mindre opløsning blandt andet på grund af manglende eller minimale lønudbetalinger til menige og underofficerer. Officielt tæller hæren og gendarmeriet omkring 100.000 mand. Reelt er mindre end 50.000 mand under en form for militær kommando. For længst afdøde og deserterede soldater er stadig på lønningslisten, hvor deres små lønninger ryger lige i officerernes lommer.
Kun de 15.000 medlemmer af præsidentens egen garde fungerer effektivt. Den er den bedst uddannede og bedst bevæbnede enhed i Zaire og råder som en af de få over både tanks og artilleri. Disse soldater tør Mobutu dog næppe sende ud af hovedstaden i stort tal.
I øst fortsætter oprørerne deres fremmarch. Oprørerne fra AFDL (Alliance des Forces Démocratiques de Libération de Congo-Zaire) kontrollerer allerede nu flere tusinde kvadratkilometer. Derved har de fået adgang til en række af landets guldminer. Symptomatisk for den manglende disciplin i Zaires væbnede styrker havde hæren røvet de guldbarrer, der lå i mineselskabets box, før oprørerne rykke ind.

Erobringen af Kamituga har givet oprørsstyrkerne under ledelse af Laurent-Désiré Kabila uanede muligheder for at købe sig til loyalitet hos resterne af den lokale administration i de 'befriede områder'. Det siges, at han har betalt embedsmændene de tre måneders løn, som de ikke havde fået af centralmyndighederne i Kinshasa. Tilsvarende skulle Kabila og AFDL have betalt løn til desertører fra hæren. Ifølge AFDL har det bragt de deserterede soldater over på oprørenes side.
Oprørsstyrkerne rykker i øjeblikket videre mod nord, hvor de tilsyneladende har vundet fodfæste i provinsen Haut-Zaire, hvor der findes rige guld- og andre mineralforekomster. Provinsen grænser op til både Sudan og Uganda. Oprørsstyrker, der kæmper mod styret i Kampala, bruger jævnligt Haut-Zaire som baseområde. De ugandiske oprørere modtager støtte fra styret i Sudan.
Uganda støtter på sin side Kabila og AFDL. Det har allerede givet anledning til flere væbnede sammenstød omkring grænsen mellem Zaire og Uganda.
Mod syd er den store mineralrige provins Shaba også truet af oprørerne. Imidlertid er Kabila ikke særlig populær i Shaba. Ikke desto mindre kan en indrykning af AFDL-tropper i Shaba komme til at styrke de kræfter, der dér kæmper for en regulær løsrivelse fra Kinshasa. Uafhængighedsbevægelsen i Shaba kræver, at 70 procent af indtægterne fra minedriften skal blive i provinsen.
I dag har Shaba reelt selvstyre, da den centrale administration er faldet sammen. Naboprovinsen Kasai Occidental tjener som forbillede for Shaba-oprørene, der ønsker mere eller mindre fuldstændig uafhængighed af Kinshasa. I Kasai har man for eksempel været i stand til at fremme en form for lokal udvikling uafhængigt af Kinshasa. Det skyldes de rige forekomster af diamanter og især et usædvanlig samarbejde mellem fremtrædende civile ledere i provinsen.
Tidligere soldater fra Sydafrikas væbnede styrker er blevet rekrutteret til at beskytte minerne omkring Kolwesi og Likast i Shaba. Lokale indbyggere siger dog, at den største trussel mod minernes sikkerhed kommer fra Zaires egne soldater. Tidligere havde de ansvaret for minernes sikkerhed. I stedet for at beskytte minerne, hørte det til dagen uorden, at soldaterne plyndrede dem.
Hvis der sker en destabilisering af Shaba-provinsen, kan det få konsekvenser for forholdet til naboen Angola. Inde i Angola tæt op mod grænsen til provinserne Shaba og Kasai Occidential har en guerillagruppe kaldet 'Tigrene' baser. De venter angiveligt kun på et signal fra Kabila for at rykke ind over grænsen til Zaire. Det kan for alvor true regeringens kontrol med diamantminerne i Kasai Occidental samt kobber- og koboltminerne i Shaba.
Shabas kobolt-miner bliver stadig mere vigtig for Zaires samlede økonomi. Det er ved at udkonkurrere kobber. Zaire hører for begge mineralers vedkommende til verdens største producenter. Prisen på kobolt er fordoblet siden 1991. Mineralet er blandta andet vitalt for flyproduktion.
For Mobutu er oprøret i øst ikke alene problematisk af politiske grunde. Den truende ustabilitet vil få de mange udenlandske mineselskaber til at tænke sig om to gange, før de går igang med de store investeringsplaner, der ligger og venter.
Flere iagttager peger på, at konflikterne i de forskellige regioner af Zaire meget nemt kan udvikle sig til at blive en kamp om ressourcer. Det er for længst sket under borgerkrigene i de to vestafrikanske stater Liberia og Sierra Leone.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu