Læsetid: 5 min.

Frankrigs socialrealistiske parti i dilemma

18. december 1996

Frankrigs socialister siger farvel til utopierne - men stiller skrappe betingelser for ØMU'en

Det franske Socialistpartis leder, Lionel Jospin, har lanceret et nyt ord: Venstre-realisme.
På fransk er rækkefølgen i øvrigt omvendt: Réalisme de gauche - det første ord skal berolige, det andet moblisere.
Partiet har brug for begge dele, og Jospins lille verbale opfindelse opsummerer det dilemma, han står overfor, men også den midterkurs, som må være den logiske konsekvens af Mitterrand-årenes fiaskoer. Disse begyndte netop med en doktrinær og urealistisk venstreorienteret politik i 1981 og endte med en tiltagende liberalistisk, monetaristisk og markedsorienteret kurs, der udmærkede sig ved realisme i den Internationale Valutafonds forstand, men forrådte venstre-idealerne.
Når Socialistpartiet (PS) i dag har brug for både at mobilisere og berolige, er det, fordi man står foran en valgkamp. Der skal være valg til Nationalforsamlingen senest i foråret 1998, og efter at Jospin i 1995 for anden gang har overtaget ledelsen af PS, har partiet arbejdet systematisk på en genrejsning efter det katastrofale nederlag ved nationalforsamlingsvalget i 1993. Allerede ved præsidentvalget 1995 svingede pendulet et stykke tilbage, idet Jospin scorede 47 procent som det samlede venstres kandidat mod Chirac. Siden har PS haft vind i sejlene som følge af den fortsatte økonomiske krise og stigende arbejdsløshed, så meget mere som Chirac og navnlig regeringen Juppé er blevet ekstremt upopulær.
Der var en overgang tegn på en overvældende venstresejr i tilfælde af et fremrykket valg, men de seneste meningsmålinger tyder på, at PS ikke er blevet populær i samme takt, som regeringen er blevet upopulær - at partiet stadig mødes med betydelig skepsis. Mens regeringspartierne er gået stærkt tilbage, har PS kun moderat fremgang. Der er en forholdsvis høj procent uden mening, mens utilfredsheden med regeringen har givet en vis fremgang for partiet Front National yderst til højre og Kommunistpartiet og De Grønne til venstre. En overgang blev en socialistisk regering i 1998 næsten regnet for sikker. I dag aftegner den sig højst som en sandsynlig mulighed.
I løbet af 1996 har PS på topniveau og ved debatter i de lokale afdelinger plus tre partikonventer udarbejdet og vedtaget projekter på tre områder - Europa, demokrati og økonomi. Det tredie partikonvent blev holdt i sidste weekend og vedtog et økonomisk og socialt projekt, der allerede har vakt stor opsigt, fordi det er det hidtil vigtigste skridt i forberedelserne til valgkampen. Det egentlige partiprogram er bebudet inden udgangen af 1997.

Hovedpunkterne i det økonomiske og sociale projekt kan opsummeres således:

Øget købekraft. Regeringen vil indkalde en konference om indkomstpolitik med henblik på forhøjelse af lønningerne. Momsen skal sænkes, så forbruget øges og økonomien stimuleres. Socialkontingenterne, der betales som kildeskat af lønmodtagerne, skal aftrappes til fordel for en socialskat, der betales som indkomstskat af alle.
Arbejdstidsnedsættelse. Arbejdsugen skal ved en rammelov nedsættes til 35 timer uden mindskelse af lønnen. På basis af denne lov (der skal behandles i første parlamentssamling efter valget) skal der forhandles i de enkelte fag og virksomheder. På længere sigt er målet en 32 trimers uge.
Indsats mod ungdoms-arbejdsløsheden. Staten forpligter sig til i samarbejde med lokale myndigheder at oprette og finansiere 350.000 nye arbejdspladser i løbet af to år. Herudover skal der på basis af en "ungdomslov" sluttes en landsomfattende aftale mellem virksomhederne og staten om oprettelse af 350.000 arbejdspladser for unge. I begge tilfælde skal der være tale om ansættelse uden tidsbegrænsning.
ØMU. PS går ind for møntunionen, men stiller fire betingelser: Italien, Spanien og (hvis landet selv ønsker det) England skal være med fra begyndelsen, så unionen ikke begrænses til D-markzonen. Der skal oprettes en europæisk regering, som danner modvægt mod den europæiske centralbank og har den øverste myndighed over den økonomiske og monetære politik. ØMU'en skal ledsages af en pagt for solidaritet og vækst, der sikrer en politik til fordel for beskæfgelse og sociale fremskridt. Den europæiske møntenhed, euro'en, må ikke være højere noteret end dollaren.

Disse programpunkter er omgående blevet stemplet som urealistiske af højrepartierne og en stor del af de franske medier. Men inden for dele af det franske venstre er projektet allerede for "realistisk" og for lidt til venstre. Det gælder Kommunistpartiets reaktion - og kommunisterne er en nødvendig partner, i det mindste parlamentarisk, for en eventuel socialistisk regering i 1998. Men det gælder også venstrefløjen inden for PS, organiseret i fraktionen Socialistisk Venstre, der er klart anti-Maastricht. På partikonventet blev projektet i weekenden vedtaget med 75 procent af stemmerne, mens et alternativt projekt fra Socialistisk Venstre opnåede 16 procent.
Der er altså tale om en balancegang. På den ene side er det tydeligt, at der foran valget sker en traditionel polarisering i fransk politik - højre bliver højre og venstre bliver venstre, konsensus-tendenserne glider i baggrunden.
På den anden side svinger PS ikke tilbage til den stats-socialisme og det doktrinære program med nationaliseringer og "brud med kapitalismen" som prægede Mitterrands PS i 1970'erne og de første par år efter valgsejren i 1981. Partiet er i dag milevidt fra denne ideologiske forankring, og flere af de toneangivende kommentatorer mener, at partiets orientering under Jospin er en klar socialdemokratisk "centrering".
Der er en tydelig forkærlighed for at give staten en aktiv rolle (beskæftigelses- og indkomstpolitik), som liberalisterne afviser med foragt, men som ikke er fremmed for gaullistisk tankegang. I det hele taget har staten en traditionel rolle og dominans i Frankrig, som til en vis grad er hævet over de ideologiske skillelinjer man kender i andre lande.
PS distancerer sig i dag ikke alene fra det doktrinære venstre, men også fra den dels liberalistiske, dels monetaristiske nyorientering, der har præget udviklingen siden 1983, og som Mitterrand også lagde navn til. Der er således tale om en midterkurs mellem Mitterrand-epokens yderpunkter. Partiets problem drejer sig i vidt omfang om troværdighed - således som meningsmålingernes stærke element af skepsis netop antyder - og i lang tid mundede dette problem ud i konklusionen "frem for alt ikke gentage fejltagelserne fra 1981", det vil sige statssocialismen og den uforsigtige, isolerede franske vækstpolitik.

I dag er tiden inde til at distancere sig fra den anden Mitterrand-model - den, der blev synonym med voksende arbejdsløshed, voksende ulighed, stagnerende lønninger og voksende profitter, stadig nye ofre for at forsvare franc'en, Europa og den tysk-
franske akse. Så meget mere som denne politik nu er overtaget af Chirac.
Det fremgår klart af PS' økonomiske projekt, at partiet er på kollisionskurs med Tyskland i spørgsmålet om ØMU. De tyske ønsker går netop i retning af den maskerede D-markzone, som PS ikke vil vide af, og PS distancerer sig demonstrativt fra den tyske mistillid til Italien. PS' ønske om en "europæisk regering" går imod den suveræne europæiske centralbank, som tyskerne ønsker, og kan desuden stemples som urealistisk, praktisk talt en institutionel umulighed. Traktatlig forpligtelse til økonomisk vækst og beskæftgelsespolitik, de facto devaluering af euroen, D-markens afløser?
Hvis det hele skal tages alvorligt, er der lagt en tidsindstillet bombe under ØMU'en i tilfælde af en socialistisk valgsejr i Frankrig i 1998. Og Jospin har allerede slået fast, at PS nok accepterer Maastricht-kriterierne, men ikke den såkaldte solidaritetspagt, der - efter tysk ønske og accepteret af Chirac - forlænger og strammer dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu