Læsetid: 6 min.

Klassiske kulturforskelle bag uendelig ØMU-debat

3. december 1996

Tysk alvor contra fransk bonvivre

Der hviler et sært surrealistisk skær over (sam)talen om EU's økonomisk-monetære samarbejde i øjeblikket: Antallet af forhandlingsmøder på højt politisk plan intensiveres. Presseopbuddet uden for dørene vokser. De politiske garantierklæringer om ØMU'ens rettidige ikrafttræden bliver stadig mere højtidelige og bombastiske. Alligevel er journalisterne tydeligt usikre på, hvilket billede de skal tegne for læserne derhjemme.
For det første er nogle af de mest centrale aktører slet ikke til stede på forhandlingsmøderne. For det andet jonglerer ØMU-debatten rundt med begreber - ikke mindst Maastricht-traktatens "konvergenskriterier" - som de stakkels journalister lige så godt på forhånd kan afstå fra at gøre æggende for flertallet af læsere, der bare vil vide, om Dronning Margrethes eller Dronning Elizabeths kontrafej ikke længere får lov til at pryde deres pengesedler.
For det tredje er der måske ekstra grund til at være årvågen, når hele EU's establishment begynder at at udstede så skingert-besværgende erklæringer, men på den anden side er det ikke sjovt at være Bruxelles-korrespondent, hvis lobby-middagene og embedsmændenes beredvillige kildeapparat pludselig tørrer ud.
Det britiske The Economist har i denne uge løst problemet med en vittighedstegning. Ved et herskabeligt middagsbord ses Helmut Kohl i værtens stol, flankeret af Jacques Chirac og Romani Prodi, foruden andre honorære middagsgæster (EU's regeringschefer, formoder man). Med serviet om halsen og forskærerkniv i hånden er Kohl gået igang med at tranchere et kæmpemæssigt fjerkræ - naturligvis en emu, den strudselignende fugl, der zoologisk er karakteriseret ved, at den hverken kan flyve eller gå baglæns, og i øvrigt er så uheldig at bære samme navn som EU's økonomisk-monetære union i engelsk forkortelse. For bordenden ses en gruppe skrækindjagende spøgelser: "arbejdsløshed", "strejker", "social eksplosion", "statsgæld" med flere. Men tilsyneladende kan disse uindbudte gæster ikke så meget som forstyrre de agtværdige herrer med serviet og bordkort.

Det seneste forhandlingsmøde på højt plan fandt sted i går, da EU's finans- og økonomiministre var forsamlet i Bruxelles. Dette mødes vigtigste opdrag var at overvinde visse ubehagelige uenigheder om, hvordan man i et fremtidigt ØMU-system kan sikre, at medlemsstaterne fortsat udviser finanspolitisk disciplin. Heller ikke denne gang lykkedes det at komme videre. Trods slørende presseerklæringer om det modsatte frygter EU-establishmentet nu, at vedtagelsen af et sæt regler om dette afgørende punkt - ØMU-medlemmers fremtidige finansdisciplin - må udskydes fra Dublin-topmødet i næste uge til Amsterdam-topmødet i juni næste år.
Også i går var adskillige centrale aktører fraværende. Den allermest centrale har slet ikke bemyndigelse til at forhandle i EU-regi. Det er Hans Tietmeyer, chefen for den tyske nationalbank, Deutsche Bundesbank.
I Forbundsrepublikkens forfatning er Bundesbank pålagt ansvaret for en pengepolitik, der sikrer en så stærk og stabil valuta, som overhovedet muligt. Denne kurs - der i 80'erne bidrog til at etablere D-markens position som anker i det europæiske monetære samarbejde (EMS og ERM) - har hele vejen igennem været bestemmende for Tysklands ØMU-politik.
Det er Tyskland, der står bag de stramme 'adgangsbetingelser' i Maastricht-traktaten. Det er Tyskland, der hele tiden holder fast ved 'konvergenskriterierne'. Ud fra den betragtning, at hvis ikke de deltagende valutaers indre tilstand stemmer meget overens, vil der være alt for store monetære og sociale risici forbundet med at forene dem i en union.
I foråret 1991, mens Maastricht-forhandlingerne endnu stod på, sagde Tietmeyer til mig: "I tilfælde af en økonomisk-monetær union uden tilstrækkelig konvergens ser jeg følgende risici: For det første vil der kunne opstå spændinger mellem de forskellige økonomiske regioner, spændinger som kan udløse et stærkt pres i retning af en mindre stram pengepolitik. For det andet kan der opstå et overordentlig stærkt pres for finansielle udligningsordninger - altså finansoverførsler. Og for det tredje foreligger der i en sådan situation efter min opfattelse en risiko for valutaunionens opretholdelse i det hele taget, for hvis spændingerne mellem de forskellige landes økonomier bliver så stor, at man ikke længere kan besvare situationen med én fælles politik, foreligger der en fare for, at det ene eller det andet land vælger igen at træde ud af unionen - og det ville betyde en trussel mode hele Fællesskabet."
Fem og et halvt år senere er debatten stadig den samme. I denne uge forsvarer Tietmeyer konvergenskriterierne i et interview med Der Spiegel: "Jeg er tilhænger af en valutaunion, som sikrer pengeværdiens stabilitet og er holdbar; som ikke bryder sammen efter nogen tid, for det ville være en katastrofe for Europa".
Om emnet for gårsdagens forhandlingsmøde siger han: "Den pengepolitik, som en uafhængig (europæisk) centralbank fører, må ikke kunne undermineres af en ekspansiv udgiftspolitik i medlemsstaterne."

Formelt diskuterer finans- og økonomiministrene lige nu, hvor stor en økonomisk rystelse et medlemsland må være udsat for, førend det får tilladelse til at overskride det underskudsloft på statsbudgettet (3 % af BNP), som ØMU-aftalen fastsætter. Endvidere diskuterer de hvilke forholdsregler (bøder), der skal møde de medlemmer, som alligevel krænker aftalerne.
Tyskland ønsker nøjagtige og nedfældede bestemmelser: 'Rystelsen' skal kunne gøres op som et fald i medlemslandets BNP på mindst 2 % i mindst fire kvartaler i træk. 'Bøden' for overtrædelse skal være 0,5 % af landets BNP - at betale ved ØMU-kasse 1.
Frankrig anfører til gengæld flertallet af medlemsstater, der mener at både 'tilladelser' og eventuelle 'bøder' skal afgøres politisk i det til enhver tid siddende ministerråd.
Den er den samme, klassiske modsætning, der har præget ØMU-debatten de seneste syv år. Og det er besynderligt at se journalister - der engang i skolen har lært noget om 'den fransk-tyske akse' - igen og igen 'opdage' en pludselig og "aldrig før set rivning mellem Tyskland og Frankrig" i pengepolitikken.
I sidste instans bunder den i en forskel mellem de nationale kulturer: Den franske økonomi er EU's mest statsdirigerede; den statslige sektor fylder kolossalt i erhvervslivet, og man har tradition for at udstyre politikerne med et maksimum af økonomiske styringsredskaber. Den tyske Bundesbank er derimod uafhængig af de politiske myndigheder; her ønsker man frem for alt ingen gentagelse af hyperinflationens nationale katastrofe i mellemkrigsårene.

Det er også ganske som sædvanlig, når der p.t. i Frankrig høres røster, der vil gøre D-marken ansvarlig for den høje arbejdsløshed og for lastbilchaufførernes strejke. Tidligere præsident Valéry Giscard d'Estaing har på tv opfordret den franske regering til at anmode tyskerne om en devaluering af D-marken. Hans synspunkt - der har fået støtte fra to fremtrædende medlemmer af Banque de France's monetære råd - er simpelt: Hele EMS-kurven af EU-valutaer må devalueres over for den amerikanske Dollar, for kun således kan der skabes mere vækst i den europæiske eksportindustri og dermed skabes flere arbejdspladser. Vil Tyskland ikke være med, må Frankrig gå enegang og devaluere Franc'en alene, lyder argumentet.
Tilsvarende har finansminister Jean Arthuis søgt at overtale sine tyske forhandlingspartnere til at nedsætte den korte rente på D-Mark. Ifølge den franske logik vil en sådan rentenedsættelse svække begge valutaers kurs over for US-dollar.
Således er adskillige dæmoner på spil i den ØMU-proces, som kommissionsformand Jacques Santer så sent som i går kaldte "irreversibel".
For det første: Hvis en ny fællesvaluta virkelig fødes gennem konkurrencebestemte devalueringer - som Frankrig (og mange andre medlemsstater) ønsker - så vil denne euro være svækket på det globale marked. Den vil en tid lang være tvunget til at tiltrække kapital gennem et umanérlig højt renteniveau - til skade for hele den europæiske økonomi.
For det andet: Hvis Francen og D-Marken i dag blev slået sammen i én valuta, hvis pengepolitik blev regeret af en uafhængig centralbank, ville de franske transportarbejdere komme endnu mere i klemme. I USA flytter 8 millioner arbejdere årligt mellem staterne af beskæftigelsesgrunde. I EU-området er en så voldsom migration helt utænkelig, de sproglige og kulturelle forskelle taget i betragtning. I stedet ville der opstå så voldsomme, assymetriske spændinger, at politikerne ville blive nødt til at underminere centralbankens uafhængighed med gigantiske pengeudpumpninger. Igen ville resultatet blive høj rente, høj inflation - og yderligere social polarisering.
Derfor har Hans Tietmeyer ret. Han er den sande europæer. Men han skal jo heller ikke genvælges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu